Kommentar: Må vi så få en fuglekanon, tak!

Kultur- og sportsminister Brian Mikkelsen (K) har i sin kanoniver helt glemt naturen. Der er en skrigende mangel på naturkanoner, og det er jo synligt for enhver, at uden kanoner er vi prisgivet de muslimske horder!

Så derfor er det om at komme i gang, og enhver må yde sit bidrag til danskhedens bevarelse, hvor han/hun kan.

Da jeg har forsøgt at tyde lidt fugletegn i tidens løb, vil jeg gerne hjælpe ministeren med en fuglekanon – og det endog uden at være jæger. Vi må altså have en fuglekanon på lad os sige 20 arter (eller hvis nogen kan finde et andet tal, der gerne må være lidt helligt, måske 3+7+13 = 23). Men jeg er startet fra en ende af.

Den brovtende fasan

Fasanen er en oplagt nr. 1. Den er larmende og brovtende, lidt pluskæbet som Brian Mikkelsen og rød i pludderkinderne som Pia Kjærsgaard, når hun ser en muslim eller en bz’er på Nørrebro.

Desuden er den et karakteristisk indslag omkring de danske herregårde, der årligt føler sig tvunget til at udsætte 1 mio. fasaner for dernæst at sælge retten til at pande dem ned til de nyrige i byerne. Fasanerne giver herremændene råd til et luksuriøst liv.

Hvis nogen skulle få den tanke, at herremænd ikke er særlig danske, fordi de ikke hedder Jensen og Hansen, men von Schlippenschkid eller de Muggendælle, så er det helt forkert. Herregårde og do-mænd er Dansk med stort D. Endog så danske, at miljøministeren opererer med et særligt dansk herregårdslandskab (det meste af Sjælland og Fyn).

Fasanen er desuden standfugl. Skulle en tysk fasan forsøge at krydse Flensborg Fjord, vil den ynkeligt falde i vandet 600 meter ude og drukne. Danske fasaner er danske, ingen tyske fasan-gener, og slet ingen tyrkiske. Punktum.

Skulle en pernittengryn indvende, at fasanen er en nydansker, der kun har larmet i det danske land i nogle hundrede år, så vil statsministeren klare det, når regeringen beder Folketinget kanonisere fuglekanonen.

Fra Folketingets talerstol vil han erklære:

»Fasanen er dansk. Det er ikke noget, vi tror, det er noget vi ved«. Så skulle den være på plads.

Høns og ugler

Næste art er også oplagt. Ingen kan forbigå de danske høns i en fuglekanon. Nu er det klart, at det ikke kan være hvide italienere. Og de er vist også nærmest udryddet i hønsefabrikkerne, som nu om stunder henter deres kyllinger i Tyskland (hvilket vi dog diskret forbigår under skyldig hensyntagen til EU).

Høneungen – kyllingen – har alle danskere, nye som gamle, taget til sig. Den har mange fortræffeligheder, som værdsættes her i landet: Det er billig mad (fem for en hund), den smager stort set ikke af noget, man kan tage livet af den på samlebånd, og de fjer, der måtte være tilbage, kan puttes i Dynelarsens dyner.

Tredje art er urfuglen. Den er godt nok uddød i Danmark, men da der er så mange ting i de andre kanoner, der også er uddøde (tænk blot på litteraturkanonen og salmebogen), så er det ikke nogen forhindring. Tværtimod.

Noget, der er forsvundet, kan jo ikke blive besmudset af muslimsk hånd.

Desuden indgår urfuglen i forfatterskabet hos gode danske litteraturkanonaspiranter som f.eks. Blicher og Kaj Munk, der med stor fornøjelse skød og fortærede denne hønsefugl. Ind med urfuglen.

Svanen, stork og duer

Men så begynder det at blive svært. Man kunne tænke på nationalfuglen, knopsvanen, men det nytter ikke noget.

Selv om fortidens majestæter med stor fornøjelse muskedonnerede de forsvarsløse fugle ved Amagers kyster, når de om sommeren ikke kunne flyve, så forlader nogle af Danmarks svaner landet på andre årstider. Og andre tiltvinger sig adgang til landet både sommer, efterår, vinter og forår – uden tilladelse fra Udlændingestyrelsen.

Exit nationalfuglen, den er forurenet og unational og kan ikke kanoniseres.

Endnu værre står det til med storken. Den æder både frøer ved Nilen og græshopper i Sydafrika. Fy. Vi kan ikke bruge fugle, der ikke er helårsdanske.

Vi må holde os til standfuglene. Det indskrænker ganske vist udvalget en del.

Gråspurven går ikke; man skyder ikke spurve med kanoner. De fleste andre danske standfugle er der ikke mange, der kender. Men det gør selvfølgelig ikke så meget, hvem kender de andre ting, der er kanoniseret? Så grønspætten bør prøves. Den er jo kendt fra Anders And, i hvert fald kendes grønspættebogen.

Men svært er det. Så svært at kulturministeren nok må søge hjælp hos et særligt fuglekanonudvalg. Det skal sammensættes bredt: jægere (så kommer lokkeanden nok med), Dansk Folkeparti (så skulle undulaten og kanariefuglen være sikre) og en enkelt bisp. Så kommer kirkeuglen på listen, hvorimod sløruglen selvfølgelig må opgives.

For at det ikke skal blive for elitært, og for at give sporten, hvad dens er, kunne man overveje en repræsentant for brevduesporten. Men brevduer kan kun komme med, hvis de lover at afholde sig fra brevdueløb i udlandet.

Når så fuglekanonen er færdig, må man gå videre med en dyrekanon. Det er lettere. De første arter giver sig selv: Hunden, katten, hesten, svinet og rotten samt kronhjorten ved skovsøen.

Og der er mange andre dyregrupper, der også bør kanoniseres, så det er bare om at komme i gang, kulturminister!

Pelle Andersen-Harrild er uddannet skolelærer, men har arbejdet det meste af sit liv som fredningstekniker.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Salt.