Kommentar: Magtens nye fortælling

Den såkaldte ’krig mod terror’ kan føjes ind i rækken af trusselsbilleder, der bidrager til at legitimere og stabilisere bestemte magtforhold. Den er magtens nye fortælling. Og som altid en fortælling, der hviler på frygt, en fortælling, der nærer frygten.

Antiterroristisk lovgivning og indenrigspolitisk kontrol på den ene side, international krigsførelse på den anden, en samlet ‘præventiv’ krigsførelse, som dæmoniserer både den indre og ydre fjende, er tilstanden i nutidens stormagt. Og i afledt form er dette også tilfældet i krigsførende samfund som det danske.

Terrorlovgivningen og ‘krigen mod terror’ er den foreløbige slutsten i en proces, der har stået på i adskillige år. I stigende grad fortrænges den social-liberale stat af sikkerhedsstaten. Sociale og politiske løsningsmodeller bliver trængt i baggrunden af magtanvendelse, kriminalisering, øget strafudmåling, udvidede politimæssige beføjelser, og indskrænkninger i borgeres beskyttelse i forhold til statens sikkerhedsmæssige interesser.

I takt med en vidtgående økonomisk og socialpolitisk deregulering både på nationalt og globalt plan øges den sikkerhedspolitiske regulering på alle niveauer. Social-liberale kontrolformer viger for åbenlys tvang og magtanvendelse, og i sidste ende for militær magt, for krig og besættelse.

I sin globale rækkevidde er terrorlovgivning og den såkaldte ‘krig mod terror’ rettet mod den folkelige modstand mod en global økonomisk politik, der i mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og modstand.

‘Krigen mod terror’ er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den fremherskende globale økonomiske dagsorden. Tvang er den globale markedsliberaliserings andet ansigt.

Også i dansk udviklingsbistand vinder det sikkerhedspolitiske hensyn over politiske og sociale løsningsmodeller.

En tiltagende militarisering præger bistandspolitikken. Det er ikke længere bekæmpelse af fattigdommen, der står i forgrunden, men bekæmpelse af de fattiges oprør. Denne forskydning i bistandspolitikkens formål er også fremhævet i regeringens seneste ‘handlingsplan for terrorbekæmpelse’.

Den egentlige fare i verden er ikke de skyggeagtige figurer, der planlægger terroristiske attentater. Truslen mod verden er ikke skjult, ikke skyggeagtig. Den er der, så alle kan se den: Fattigdom, sygdom og sult. De er tidens masseødelæggelsesvåben. Truslen i verden er den ydmygelse, svigt og tab, der rammer millioner og atter millioner i denne verden.

Terrorisme er ikke en mørk gåde, gåden er måske endda at terrorisme er så ringe i sit omfang. Terror har ofte været en desperat og magtesløs påmindelse til overmagten om dens sårbarhed.

Terrorens ‘objektive’ forudsætninger er i uformindsket omfang til stede i form af kronisk uløste konflikter i verden. Om dens ‘subjektive’ forudsætninger vil tage til i omfang vil afhænge af verdenssamfundets vilje til at løse disse konflikter, herunder de interne konflikter, som ’intifadaen’ i de franske byer blot er et enkelt udtryk for.

Ret til modstand

Foreningen Oprør har ved flere lejligheder gjort opmærksom på det modsætningsforhold, der synes at bestå mellem ’krigen mod terror’ og en international anerkendt modstandsret mod illegitim magt i henhold til blandt andet FNs Generalforsamlingsresolution A/RES/159, 1987. At mennesker har ret til at yde modstand mod illegitime magtforhold, herunder væbnet modstand, er i stigende grad blevet overskygget og fortrængt.

I en parallel proces er ’krigen mod terror’ i disse år også blevet forvandlet til en ’krig mod flygtninge’. Det er ikke længere flygtningen, der skal beskyttes, men staten.

Mens ‘krigen mod terror’ har undermineret Genevekonventionen af 1949 om behandlingen af krigsfanger, har ’krigen mod flygtninge’ på lignende vis undermineret Genevekonventionen af 1951 om flygtningenes beskyttede status.

Disse konventioner, hvis humane intentioner udsprang af verdenskrigens katastrofe, der dræbte millioner og sendte atter millioner på flugt, hævdes nu at være utidssvarende og utilstrækkelige i forhold til en nuværende terrortrussel.

Som led heri er den Europæiske Unions flygtningepolitik under fortsat skærpelse. Allerede nu er den blevet betegnet som en ‘deportationsmaskine’, der uden demokratisk kontrol overgiver de flygtende til fornyet usikkerhed, mishandling og elendighed. Og mange overlever det ikke.

En ring af opsamlingslejre omkring unionens ydre grænse tager form i disse år. En dag vil disse lejre blive kaldt ved deres rette navn, og tiden til det er måske allerede nu.

Der er behov for en helt anden model for international

konflikthåndtering end den internationale ’krig mod terror’, som udstøder befrielses- og modstandsbevægelser fra det internationale samfund. En sådan udstødning og marginalisering uddyber blot konflikterne, og afskærer modstandsbevægelserne fra den dialog, der kan fastholde og videreudvikle demokratiske normer, også i modstanden mod illegitim magt.

Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed er i dag stemplet som terroristiske. En række stater har fået frie tøjler til at intensivere en intern undertrykkelse, der er blevet tilført ny international legitimitet.

Foreningen Oprørs ærinde er også her at fastholde demokratiske rettigheder, herunder modstandsretten, i forhold til en nedbrydningsproces, der kun kan vække alvorlig bekymring.

‘Terrorlisterne’ er udtryk for samme nedbrydningsproces, og tilsidesætter væsentlige demokratiske og juridiske hensyn. Listerne er sammenstillet uden nogen form for offentlig indsigt og kontrol, og indeholder ingen anvisning på, hvordan en organisation eller person igen kan fjernes fra listen.

Udenrigsminister Per Stig Møller har på det seneste erkendt, at personer og organisationer uretmæssigt kan være blevet registreret på ‘terrorlisterne’, og at der skal etableres en procedure for at de igen kan blive fjernet herfra.

En mindre korrektion løser ikke de grundlæggende demokratiske og juridiske problemer, der knytter sig til ‘terrorlisterne’. Og selv denne mindre korrektion kan vise sig at støde ind i nærmest uoverstigelige vanskeligheder på grund af lukketheden i den proces, der ligger til grund for listerne.

I en udtalelse til EU-kommissionen har uafhængige retseksperter fremhævet, at listerne skaber en retsstilling for individer, der ikke er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikler 6 og 13 om ‘adgang til effektive retsmidler’ og retfærdig rettergang, samt at etableringen af sådanne lister burde være den dømmende myndigheds eksklusive område, og ikke være overladt til den udøvende myndighed.

At etablering af listerne på denne måde er overladt til stater og efterretningstjenester har medført en procedure, der er præget af uigennemsigtighed, vilkårlighed og statslig opportunisme. Og ikke mindst medfører listerne og de sanktioner, de indebærer, en krænkelse af den uskyldsformodning, der er så centralt i ethvert retssamfund (EU Network of Independent Eksperts in Fundamental Rights, CFR-CDF, marts 2003).

At anfægte og udfordre terrorlisterne har været Foreningen Oprørs udtrykkelige ærinde, og foreningens beslaglagte internationale appel skal ses som udtryk herfor. Beslaglæggelsen er blevet opretholdt af Østre Landsret, og Forening Oprør søger nu procesbevillingsnævnet om at få sagen bragt for Højesteret.

I sit opgør med de internationale terrorlister har Foreningen Oprør valgt at fokusere på organisationer, der kæmper for verdslige, demokratiske og humanistiske mål. Men det er lige så oplagt at fremhæve, at også troende mennesker har ret til at yde modstand mod illegitim magtanvendelse, har ret til at tolke deres kamp i de termer, de finder egnede.

Modstandsretten har sin egen etiske standard, der skal overholdes, også uanset statslig terror, uanset den forbitrelse, som enhver borgerkrig må føre med sig. Enhver legitim modstand er besjælet af en kærlighed til det land og til den befolkning, der kæmpes for.

Foreningen Oprør afviser enhver sekterisk vold, afviser drab på bygningsarbejdere, der venter på at blive mønstret, drab på fattige fiskere og mennesker, der går til bøn. Terror er nihilistisk, frihedskamp er skabende.

Et krigsførende samfund

I krigsførende samfund som det danske sniger krigen sig ind i hverdagen som en næsten umærkbar omstilling af mentalitet og vaner, hvor hidtidige normer nedbrydes.

En folkeretsstridig krig underminerer ikke blot den internationale retstilstand, men angriber også retstilstanden i de krigsførende samfund.

Krigstilstanden har allerede mærkbart svækket retssikkerheden i det danske samfund.

Til syvende og sidste korrumperer krigen alle demokratiske institutioner. Under en sådan krigstilstand vil ingen i sidste ende kunne vide sig sikker. Krigen mod ’ydre fjender’ munder oftest ud i en udpegning af ’indre fjender’.

Sigtelserne mod Foreningen Oprør for overtrædelse af ‘terrorparagraffen’ er et forsøg på at skræmme og straffe den begrundede tvivl og modstand, der må rette sig mod hele det koncept, der ligger til grund for ‘terrorlovgivningen’, ‘terrorlisterne’ og den såkaldte internationale krig mod terror.

Foreningen Oprør vil forsvare ytringsfriheden, forsvare den rummelighed, der bør kendetegne et demokratisk samfund. Uden en sådan rummelighed, hvor der også er plads til modstand, politisk konflikt og civil ulydighed over for begrundet tvivlsom lovgivning, nedbrydes demokratiet.

Patrick Mac Manus er talsmand for Foreningen Oprør.

Læs også artiklen "Ny politioffensiv mod Oprør" på Modkraft.dk.