Myten om ældrebomben

Bag Velfærdskommissionens mange forslag til forringelser af velfærdsstaten ligger det, som populært kaldes ældrebomben; ideen om, at når befolkningen bliver ældre, mindskes det økonomiske råderum og besparelser bliver nødvendige.

Myten om ældrebomben er en af de største økonomiske løgne i vor tid.

Løgnen er oprindeligt fabrikeret af neo-liberale økonomer i OECD, men borgerlige meningsdannere over hele Europa har taget løgnen til sig med kyshånd, fordi den gør det nemmere at sælge budskabet om økonomiske besparelser.

Derfor er journalister, politikere og økonomiske eksperter gået sammen i et hylekor, der skal råbe os ørerne så fulde, at vi til sidst tror på myten om ældrebomben.

Bidragsydere og bidragsmodtagere

Baggrunden for myten om ældrebomben er ideen om, at befolkningen kan inddeles i nettobidragsydere og nettomodtagere i forhold til de offentlige finanser.

Børn og gamle mennesker ses som nettomodtagere, fordi de ikke betaler skat, og fordi de belaster de offentlige kasser i form af daginstitutioner, uddannelser, hospitaler, plejehjem og pensioner.

Omvendt er folk i aldersgruppen 20-60 år nettobidragsydere, fordi de betaler meget i skat og ikke belaster i de offentlige kasser så tungt som børn og gamle.

Ældrebomben opstår ifølge teorien, fordi der i takt med den stigende levealder bliver flere ældre, som er nettomodtagere, og relativt færre yngre, som er nettobidragsydere. Med andre ord bliver der færre forsørgere og flere forsørgede.

Velfærdskommissionen vurderer, at antallet af personer i alderen 15 til 64 år falder med 10 procent frem til 2040, mens antallet af folk over 65 stiger med 52 procent.

Ifølge Velfærdskommissionen vil det betyde en forværring af de offentlige finanser med mellem 75 og 90 milliarder kroner i 2040, hvis ikke den økonomiske politik lægges om.

Sådan findes pengene

Ifølge Velfærdskommissionen kan dette underskud dækkes på tre forskellige måder:

Som det ser ud i skrivende stund, vil Velfærdskommissionen komme med anbefalinger, der både sigter på at sænke de offentlige udgifter og øge antallet af personer i arbejde, men ikke på at øge skatteniveauet.

Brugerbetaling og flere i arbejde

Velfærdskommissionen arbejder med flere ideer til at sænke de offentlige udgifter.

I rapporten fra marts Fremtidens velfærd – sådan gør alle andre lande luftes muligheden for brugerbetaling i sundhedssektoren og på de videregående uddannelser. Samtidigt foreslås det. at ting som pension, løn under sygdom og såkaldte sociale kapitler i højere grad finansieres ved private forsikringer.

I sammenfatningen fra september Befolkningsudvikling, velstandsdilemma og makroøkonomiske strategier nævnes øget udlicitering og privatiseringer som en mulighed.

Velfærdskommissionens ideer om at afskaffe efterlønnen og hæve pensionsalderen er nok de ideer, som har tiltrukket sig mest opmærksomhed. Et sådant skridt vil spare staten for rigtig mange penge i efterløn og pensioner, men for Velfærdskommissionen handler det lige så meget om at øge beskæftigelsen ved at hæve tilbagetrækningsalderen.

Bag om ældrebomben

Myten om ældrebomben er et meget stærkt pædagogisk værktøj i de borgerliges bestræbelser på, at få folk til at sluge nedskæringer.

Men der er tre grunde til, at man må afvise ideen om, at den offentlige sektor er på vej mod fallittens rand, og at vi skal hæve pensionsalderen:

Efterkrigsgenerationen

I mange af de statistiker, man præsenteres for, sammenlignes alderssammensætningen i dag med den forventede alderssammensætning i 2040.

Vi får at vide, at der vil være 52 procent flere over 65 år i 2040 end i dag. Vi skal tro, at dette skyldes, at folk bliver ældre. Dette er også korrekt, men det er kun en del af forklaringen. En anden vigtig forklaring er, at der blev født mange mennesker i årtierne efter 2. verdenskrig, som fylder 70 i årene 2000 til 2040.

Omvendt blev der født færre børn i 1970erne og 1980erne, som fylder 70 efter 2040.

Velfærdskommissionens egne tal viser da også, at fordelingen med for få unge og for mange gamle udjævnes efter 2040, dog ikke så meget at det kommer på niveau med i dag.

Masser af arbejdsløse

De mange hundredetusinde af ledige er en af de vigtigste grunde til at afvise ideen om, at det er nødvendigt at hæve pensionsalderen, hvis vi ikke i fremtiden skal mangle hænder til at finansiere velfærdsstaten.

I 2003 var der 145.000 helårsmodtagere af dagpenge, 94.000 helårsmodtagere af kontanthjælp, 47.000 i kommunal aktivering og 24.000 på revalidering. I alt var der 456.000 helårsmodtagere under 67 år på midlertidig indkomstoverførsler. Dertil kom 265.000 førtidspensionister.

En stor del af disse mennesker ville, hvis ellers der var plads til dem på arbejdsmarkedet, kunne give kæmpe økonomiske bidrag til velfærdsstaten.

Derfor burde Velfærdskommissionen snarere komme med forslag til, hvordan disse mange ledige kan komme i arbejde, frem for at diskutere, hvordan man kan holde folk længere i arbejde.

Stigende produktivitet

Den vigtigste grund til, at vi ikke skal være bange for situationen, hvor færre unge skal forsørge flere ældre, er at folk i fremtiden vil kunne producere meget mere end i dag.

Som følge af flere maskiner, ny teknologi og nye produktionsformer vil arbejdet blive stadigt mere produktivt – især for ansatte i landbrug og industri. Med andre ord vil færre hænder kunne producere mere.

Økonomiprofessor Bent Greve fra Roskilde Universitets Center skriver i sin bog Velfærdssamfundet – myter og facts:

”Selv med den mest pessimistiske antagelse om en relativ lav vækst i den danske økonomi på 1,5 procent om året, vil vi om 45 år næsten have fordoblet det danske samfunds produktion sammenlignet med 2002”.

Med andre ord vil den samfundskage, der skal deles være dobbelt så stor som i dag.

Væksten i dansk økonomi lå i gennemsnit på 5% i årene 1957-1972, mens der var højkonjunktur i den kapitalistiske økonomi, mens væksten efterfølgende i gennemsnit har ligget på 2%, efter at den kapitalistiske økonomi røg ind i en generel lavkonjunktur efter 1973.

Hvis man kunne gentage de høje vækstrater fra perioden 1957 til 1972, ville samfundskagen om 45 år ikke være dobbelt så stor - men 8 gange så stor!

Set i det lys er det væsentligt mere afgørende for økonomien om fremtiden byder på lav- eller højkonjunktur, end om middellevetiden stiger med 5 eller 10 år.

Af den grund burde Velfærdskommissionen snarere fokusere på at påvirke konjunkturerne end på pensionsalderen.

Omfordeling

Faktum er at samfundskagen om 45 år vil være mange gange større end i dag. Det betyder, at den stigende levealder på ingen måde nødvendiggør, at vi arbejder længere, men blot at en del af den større samfundskage bruges til at finansiere velfærdsstaten.

Når dette indlysende argument ikke er en del af Velfærdskommissionen argumentation, skyldes det, at Velfærdskommissionen af regeringen er blevet pålagt at regne med dels en stigning i det private forbrug på 2% om året og dels at skatterne ikke må stige.

Når forudsætningen er, at hele den økonomiske vækst skal gå til øget privatforbrug, og skatterne ikke må stige, er det ikke så mærkeligt, at Velfærdskommissionen når frem til, at der ikke er råd til velfærdsforbedringer.

Velfærdskommissionen har dog alligevel regnet på, hvor meget skatten skal stige, hvis vi skal kunne finansiere velfærdsstaten, som den ser ud i dag.

Dens konklusion i Befolkningsudvikling, velstandsdilemma og makroøkonomiske strategier er forbløffende.

Ved at øge bundskatten med blot 8,7 procentpoint kan vi ikke bare bevare alle velfærdsgoder, men tilbagebetale hele den offentlige gæld og ligefrem spare op, så vi i 2050 vil have en offentlig formue på 100% af BNP.

(Disse beregninger er blevet kritiseret af blandt andet den Alternative Velfærdskommission i deres rapport Velfærdssamfundet fremtid. Her vurderes det, at skatten blot behøver stige med 2-4% for at nå samme resultat.)

Selvom man accepterer Velfærdskommissionens beregninger, er der alligevel rum for at øge skatterne og samtidigt sikre en stor stigning i privatforbruget.

Velfærdskommissionen har beregnet, at en typisk LO-familie skal betale 35.000 kroner mere i skat om året i 2040, for at vi kan bevare vores velfærd.

Ifølge Finansministeriet vil produktionen i 2040 være mere end fordoblet i forhold til i dag. Hvis lønningerne stiger i takt med produktionen, vil en typisk LO-families årsindkomst stige fra 333.000 til 668.000 kroner.

Hvis de skal betale 35.000 kroner mere i skat, vil de altså stadig have 300.000 mere om året til forbrug. Disse tal er renset for inflation, hvilket vil sige at alle beløb svarer til deres købekraft i dag.

Som socialister må vi naturligvis fastholde, at stigende skatteindtægter ikke skal komme ved generelle skattestigninger, men ved at beskatte kapitalisterne og de rigeste i samfundet.

Kapitalismens krisebombe

Det er vigtigt at afvise de borgerliges myter om ældrebomben. Vi må fastholde, at der er rigeligt med penge i samfundet til velfærdsforbedringer – det er bare et spørgsmål om omfordeling.

Vi må ikke falde i den grøft, hvor vi afviser at den offentlige økonomi er uden for fare.

Under de offentlige finanser ligger en tidsindstillet bombe, som kan eksplodere når som helst: Den kapitalistiske krisebombe.

Denne bombe er sprunget flere gange i nyere tid; efter oliekrisen i 1973, efter oliekrisen i 1979, i forbindelse med kartoffelkuren og børskrakket i New York i midtfirserne, i starten af 1990erne i forbindelse med den internationale depression - og i mindre grad efter krisen i Asien i 1998 og efter 11. september.

Kapitalistiske kriser udgør den alvorligste fare mod de offentlige finanser, fordi de mange, der mister arbejdet ikke længere betaler skat og samtidigt koster enorme summer i understøttelse. Hovedparten af stigningen i de offentlige udgifter i Danmark efter 1975 er da også forbundet med den stigende arbejdsløshed.

Vi må derfor kæmpe for at få flere i arbejde, og fastholde, at den eneste holdbare sikring af de offentlige finanser er et stop for kapitalistiske kriser, hvilket nødvendiggør en afskaffelse af det kapitalistiske system som sådan.

Nikolai Bentsen er medlem af Socialistisk Arbejderparti.

Artiklen bringes også i tidsskriftet Socialistisk Information.