Den krævende middelklasse

”Den store fortælling der nu udfolder sig – og som har gjort det i nogen tid – er fremkomsten af den kreative klasse, vor tids store, gryende klasse”. Sådan skriver Richard Florida i sin bog fra 2002, nu oversat til dansk, Den kreative klasse.

Fortællingen, eller den nye teori, om klasser går i korthed ud på at en ny klasse er vokset frem, som sikrer udviklingen og skaber overskuddet i samfundet, fordi de i deres arbejde identificerer og løser problemer og får løn for at tænke.

De udgør 43 % af danskerne og har ifølge Florida arbejde som mennesker, der beskæftiger sig med videnskab, ingeniørarbejde, arkitektur, design, uddannelse, kunst, musik og underholdning, mennesker, hvis økonomiske funktion er at skabe nye ideer, ny teknologi og/eller nyt kreativt indhold.

Ud over denne kerne indbefatter den kreative klasse en bredere gruppe af kreativ arbejdskraft inden for erhvervslivet, finanssektoren, retssystemet, sundhedsvæsenet og relaterede områder. De bosætter sig i bestemte områder, fx Hørsholm, Stenløse og Birkerød, hvor deres tre T’ere: teknologi, talent og tolerance kan udfoldes sammen med ligesindede.

Og vi har bare at tage dem alvorligt for de repræsenterer fremtiden.

De danske medier, fra Politiken og Jyllandsposten over LO’s ugebrev A4 til venstrefløjstidsskriftet SALT og Modkrafts Kontradoxa, har ukritisk formidlet fortællingen fra USA. Det er endda nået så vidt, at der er nedsat en forskningsgruppe på Copenhagen Business School, der skal bevise, at Floridas teori også duer i Danmark.

Det skal bevises, at det store skel går mellem dem, som bruger hovedet og dem, som ikke gør.

Nu er det jo sådan at fortællinger ikke behøver en faktuel grund at stå på, fordi de blot er en slags fiktiv gengivelse af en fortolkning af virkeligheden.

Med jævne mellemrum dukker der nye fortællinger op, som alle i essens fortæller os, at den grundlæggende klassedeling mellem arbejdere og kapitalister ikke længere eksisterer.

Anders Fogh siger en gang om året i sin åbningstale til Folketinget, at klassekampen er død, hvis nogen skulle tvivle.

Det finder naturligvis også sine besynderlige teoretiske udtryk, som fx Henrik Dahls ideer formuleret i bogen ”Hvis din nabo var en bil”, at mennesker skal opdeles i segmenter efter deres forbrug og livsstil. Så er pengepungens størrelse, arbejdets karakter og de sociale forhold ligegyldige.

Som redskab til at sælge varer kan det måske fungere, men som forståelse er det udueligt, for enhver kan stille sig i køen i Føtex og se forskellen på indholdet i indkøbsvognen eller hvem der sidder på forreste række i teatret.

Fortællingernes bedrag

Men også venstrefløjen flirter med ideer om, at klassesamfundet ikke skal anskues i spørgsmålet om køb og salg af arbejdskraft.

To fortællinger har med jævne mellemrum fyldt billedet ud. Den ene handler om, at vi alle er blevet middelklasse og den anden at vi lever i et 2/3-samfund.

Den første er en socialdemokratisk myte, som spindes over, at hvis vi har fast arbejde, en bil og en ejerbolig, så er vi middelklasse.

Det absurde i den fortælling er, at metalarbejderen som tjener 300.000 om året, og hvis hus og bil er på kredit i banken, påstås at have samme interesse som reklamemanden med en årsindtægt på 750.000, stor bil og millionvilla, hvor kun en mindre del er belånt.

Metalarbejderen bestemmer ikke selv over sit arbejde, er tvunget til at sælge sin arbejdskraft og har intet økonomisk frirum for sin bil og sit hus. For reklamemanden er det anderledes. Han skal nok sælge sin arbejdskraft, men han styrer selv sit arbejde, har ingen økonomiske sorger og kan realisere sine værdier.

Hvis vi oveni tillægger at reklamemanden er gift med en veluddannet kvinde med fast job som gymnasielærer til 400.000 og metalarbejderen lever sammen med en sygehjælper, der tjener 200.000 om året, så bliver påstanden om en middelklasse som fælles klassedefinition absurd.

Den politiske effekt af middelklasse-teorien er, at vi er alle i samme båd, og skatter på huse, biler og arbejde skal ned.

Den anden fortælling, som venstrefløjen har anvendt er 2/3-samfundet, hvor vi deles op i de 2/3 som har arbejde og den 1/3 som ikke har.

I den progressive udgave skal de arbejdende tage hensyn til de udstødte. Problemet i denne opdeling af samfundet er, at vi i lighed med middelklasse-teorien skal tro at direktøren og kassedamen har fælles interesser.

Det er jo overhovedet ikke tilfældet i praksis, hvor direktøren vil gøre alt for at hæve profitten til fordel for sig selv og aktionærerne, mens kassedamen vil sikre sig sin løn og fastholde sit arbejde.

Men hele den grundlæggende antagelse bag denne teori skrider, fordi den ikke forstår, hvem det er, der udgør den udstødte 1/3.

I Danmark er der officielt 150.000 arbejdsløse. Men det er et fiktivt og rent statistisk tal, som skal sige, hvor mange helårsarbejdsløse, der er.

For faktisk er der mere end 800.000 danske arbejdere, som hvert eneste år er på dagpenge, orlov eller sygedagpenge i kortere eller længere tid. Og det er jo ikke hverken direktøren eller reklamemanden, der er på dagpenge fra tid til anden, men derimod kassedamer, metalarbejdere og pædagoger.

Tillægger vi så, at de som er blevet førtidspensionister, efterlønnere og på bistand jo heller ikke var direktører eller reklamemænd, men tværtimod almindelige lønmodtagere, der er gift eller lever sammen med sygeplejersker, smede og rengøringsassistenter, så bliver fortællingen om 2/3-dels-samfundet en uvirkelig fortælling.

Ideen om skillelinien mellem de arbejdende og de arbejdsløse er blevet brugt til at sælge budskabet om, at vi alle skal ofre noget, så der bliver råd til at hjælpe de arbejdsløse. Gennem 1990’erne brugte Nyrup flittigt dette udgangspunkt for at beskære den offentlige velfærd, fx ved at indføre arbejdsmarkedsbidrag og indføre brugerbetaling på fx efterløn.

Behovet for at se sig selv som en del af samfundet, og ikke kun som et privilegeret mindretal, er udtalt for de velbjærgede, de veluddannede og for meningsdannerne.

Når de griber fortællinger om ”vi er alle middelklasse” eller 2/3-delssamfundet, så skyldes det to forhold. Det ene er, at det hjælper dem til at se angreb på velfærden eller omfordelinger til de velstillede over fx skatten som noget, der gavner ikke bare dem selv, men et flertal.

Det handler ikke kun om direkte indkomster, men også om at større samfundsprojekter kan forstås til gavn for flertallet, som fx ideen om at København kun kan overleve, hvis det bliver en attraktiv by for erhvervsliv og veluddannede, hvis vi andre opgiver de billige lejeboliger og ønsker om grønne arealer og en bilfri by.

Pointen er, at fortællingen skal legitimere forandringer, der i sagens natur ender socialt skævt, men alligevel skal sælges til flertallet, fordi de skal betale.

Sådan er det også med den nye fortælling om den kreative klasse.

Succesen for Richard Floridas nye klassefortælling skal findes i, at den bliver et sociologisk spejl af mantraet om uddannelse som modsvaret på globalisering.

Som lederen af forskningsprojektet om den kreative klasse, Mark Lorenzen, siger til A4: ”Der er ingen tvivl om, at den kreative klasse vil vokse i takt med, at danskerne bliver bedre uddannede, og at globaliseringen af markedet betyder udflytning af tung produktion og de dårligste job til Polen og Fjernøsten. Det er en positiv udvikling.”

Advarselslamperne lyser rødt

I udgangspunktet burde den første advarselslampe begynde at lyse allerede her.

For den forståelse af globaliseringen - som ensidigt positivt for både os i Danmark og dem i de fattigere lande - er tæt knyttet til nyliberalistiske ideer om markedets uundgåelige og evigt fremadskridende globalisering som løftestang for os alle.

Nu er virkeligheden jo en helt anden, hvor markedet i stedet for fremgang producerer fattigdom og krig, det producerer ufattelige indkomstforskelle og skævvrider den globale udvikling på bekostning af fx det afrikanske kontinent.

Så udviklingen er positiv for de velhavende i de vestlige lande, men ikke for flertallet ude i verden, hvoraf mere end 2 milliarder mennesker må leve for mindre end 2 dollars om dagen.

For de hundrede af millioner af arbejdere som er spærret inde i fabrikshaller i de specielle eksportzoner i Kina, på Fillipinerne, i Mexico, i Bangladesh eller Cambodia, er globaliseringen blot en sidste slidsom udvej, efter at regeringerne har fjernet deres eksistensgrundlag på landet og stoppet for sociale ydelser i markedets hellige navn.

Anden gang, advarselslampen bør lyse rødt, er, når det bliver sagt, at danskerne bare skal uddanne sig bedre. Dette mantra fremføres af et bredt spektrum fra regeringen til LO som det danske modsvar til globaliseringen. Hvis blot vi er bedre uddannet end alle de andre, så klarer vi os.

Desværre er det en nyliberal myte, som skal få os til at acceptere endnu større social udskillelse i det danske uddannelsessystem, fordi fokus flyttes fra uddannelsen af flertallet til kvalificeringen af eliten.

Foghs regering har på få år gennemført Dansk Industris uddannelsespolitik: Hvor børnene fra 3 års alderen skal læse i stedet for at lege; hvor børnehaveklassen erstattes af første klasse; hvor 10. klasse udryddes; hvor erhvervsuddannelserne beskæres; hvor skolepraktikken er fjernet; hvor gymnasiet er blevet en forskole til universiteterne; hvor taxametertilskud og konkurrence styrer; hvor elitegymnasier og eliteuniversiteter skal fremmes; hvor kvote 2 er afskaffet; hvor SU’en bruges som hastighedsregulering; hvor direktørerne har fået magten over universiteternes bestyrelser.

Og så har jeg endda ikke medtaget de ny-konservative overgreb i form af tvungen kristendom, ideologiske kanoner, svækkelsen af de kreative fag, afskaffelsen af gruppeeksamen osv. Alle disse negative forandringer af det danske uddannelsessystem øger både den sociale ulighed og gabet mellem de mange med discountkvalifikationer og de få med elitekvalifikationer.

Den tredje advarselslampe, som bør tændes, handler om de anvendte data. Dels anskues befolkningen alene som de, der arbejder, hvilket udelukker de 25 %, som er på bistand, efterløn understøttelse eller førtidspension.

I en virkelig analyse af klassedelinger, så tælles hele befolkningen med, hvis billedet skal være komplet.

Dels forklares de 43 % af befolkningen, som den kreative klasse skulle udgøre, som beskæftigelseskategorier uden hensyn til indholdet. Det må være den eneste forklaring på at tallet kan skrues så højt i vejret, for antallet af advokater, designere og IT-folk er næppe 1 million.

For at komme herop er man nødt til at medtage alle i den danske undervisningssektor, alle i sundhedssektoren og det tekniske område.

Skolelærere, sygehjælpere, bankassistenter, tekniske tegnere og andet godtfolk skal tages med som fyld for at tallet kan vokse.

Det betyder at hundredetusinder af almindelige arbejdere medtages, som desværre ikke har den store mulighed for selvstændigt at bruge hovedet eller være kreative i deres hverdag på jobbet.

Og så må man jo spørge, hvor kreativt det er at være jurist (med mindre det gælder om at omgå loven) eller børsmælger (med mindre det handler om at snyde i skat).

Den fjerde advarselslampe, der skal lyse permanent i det røde felt, er selve fundamentet for teorien om den kreative klasse. Den hviler ganske enkelt på sand, fordi sociologiske, organisatoriske og økonomiske fakta modsiger den.

Antagelsen er, at der i den moderne kapitalisme kun er tre klasser: Nemlig for det første den kreative klasse (43 %), der spænder bredt fra skuespillere, forfattere og malere over mediefolk, ingeniører, arkitekter, undervisere og forskere til ledere, finansfolk, læger, advokater samt naturvidenskabeligt og samfundsvidenskabeligt uddannede. For det andet arbejderklassen (22 %), der dækker over håndværkere, fabriksarbejdere og arbejdere i transportsektoren. Og for det tredje beskæftigede i serviceklassen (33 %), der hovedsagelig består af kontoransatte, sælgere og servicesektorarbejdere såsom tjenere, rengøringspersonale og social- og sundhedshjælpere.

Denne opdeling postulerer samtidig, at der ikke eksisterer en klasse af stinkende rige, der kontrollerer kapital, koncerner og arbejdspladser.

Mærsk Mckinney-Møller, Asger Aamund og Henning Dyremose har kontrollen med milliarder af kroner og tusinder af mennesker, og de kan bruge penge og fyre mennesker, som det passer dem.

De er i en klasse for sig selv, som bedst beskrives, som Marx gjorde det, nemlig som kapitalistklassen.

Kapitalistklassens modstykke definerede Marx arbejderklassen. Det er den klasse, som intet ejer af produktionsmidler eller kapital, men alene eksisterer gennem salget af sin arbejdskraft.

Salget af arbejdskraft fører til, at den enkelte kapitalist (eller arbejdsgiver på nydansk) råder over dine hænder, din krop og hjerne i den tid, han har købt din arbejdskraft.

Kun i meget ringe udstrækning har arbejderen indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet og slet ingen på produktionens helhed.

Det er klassedefinitioner, som baseres på den enkeltes direkte forhold til de grundlæggende faktorer i det kapitalistiske samfund, nemlig ejendomsretten til produktionsmidlerne og kontrollen med kapital.

Imellem disse klasser befinder der sig et småborgerskab af mindre ejere af jord og butikker mm., som svinger i mellem de to hovedklasser.

På Marx’ tid var middelklassen, forstået som vellønnede hjælpere for kapitalisterne som fx jurister, læger, professorer, ingeniører o. lign en meget lille gruppe.

Klasser i Danmark

Dette grundlæggende udgangspunkt holder i dag. For selv om kapitalismen er globaliseret, og der er udviklet velfærdssamfund i dele af den vestlige verden, så er klasserelationerne ikke grundlæggende forandret, de er blot moderniseret.

De største ændringer fra Marx’ tid består i, at arbejderklassen i dag i antal er blevet verdens største klasse, og at småborgerskabet er på retur, mens en middelklasse vokser frem.

Arbejderklassen anno 2005 kan ikke reduceres til dem i de blå overalls eller kassedamer, men omfatter det store flertal af mennesker.

I de udviklede lande spænder det over smede, kassedamer, sygehjælpere, sygeplejersker, lærere, HK’ere, stewardesser, ingeniører, gymnasielærere m.fl.

Alle har de tre grundlæggende ting til fælles.

De er tvunget til at sælge deres arbejdskraft til en privat eller offentlig arbejdsgiver. De har kun ringe indflydelse på indhold og tilrettelæggelse af deres arbejde. Og de er kun brikker i en langt større processer, hvor direktører og chefer tager beslutningerne.

Ingen af disse grupper har en grundlæggende social og økonomisk sikkerhed, selv om enkelte grupper som fx gymnasielærere har en rimelig løn, så kan arbejdsløshed pludselig fjerne eksistensgrundlaget.

Nogen vil indvende, at sygeplejersker og ingeniører absolut ikke vil kaldes arbejderklasse. Til det kan man sige, at klasse ikke så meget handler om bevidstheden, om hvor man hører til, men om definitionen.

For hvis man har ambitioner om at springe fra sygeplejerske til chefsygeplejerske eller fra gymnasielærer til rektor, så ser man nok sig selv som middelklasse, men det ændrer ikke ved det faktuelle, at man er lønarbejder uden magt over eget arbejdsliv, hverken på hospitalet eller gymnasiet.

Det er også værd at minde om, at disse faggrupper handler i fællesskab som arbejderklasse på en bevidst måde, når de er organiseret i fagforeninger og med mellemrum strejker. Klassebevidsthed og klassetilhørsforhold er ikke det samme.

Middelklassen i Danmark omfatter små selvstændige erhvervsdrivende, men den største gruppe er chefer, ledere og særlige medarbejdere.

Fælles for denne gruppe er, at de er vellønnede, at de i vid udstrækning bestemmer over eget arbejde, og at deres økonomiske liv er godt og nogenlunde sikkert.

De adskiller sig fra kapitalen ved ikke at have kontrol med kapital eller ejendomsret til produktionsmidlerne.

Derimod har topchefer i det offentlige og direktørerne i det private så stor magt og så høje lønninger, at de bliver en del af den herskende klasse, selvom de kun i mindre udstrækning ejer kapital.

I Danmark kan klassedelingen anskues som en kombination af faktorer.

En grundlæggende faktor er selve indkomstgrundlaget, hvor kun ca. 1 % af den voksne befolkning tjener mere end 750.000. Yderligere 370.000 skattebetalere tjener mellem 400-750.000, hvilket svarer til 8 %.

Mere end halvdelen af alle danskere tjener mellem 150-400.000, mens hele 38 % tjener under 150.000 kr. om året.

Kombinerer man indkomstforskellene med en enorm ulighed i formue, hvor de øverste 10 % af indtægterne ejer mere end 80 % af formuen, så bliver uligheden fundamental.

Disse forskelle i muligheder rent økonomisk udtrykker en fundamental klassedeling, som fortæller os langt mere end begrebet om den kreative klasse.

En anden indikator af størrelsesforholdet mellem klasserne er fagforeningsorganiseringen, som i Danmark omfatter 85 % af lønmodtagerne.

LO har 1.370.000 medlemmer, hvoraf kun nogle få tusinde ledere kan betegnes som middelklasse. FTF har 361.000 medlemmer, hvoraf nogle tusinde er ledere, mens hovedparten er almindelige skolelærere, sygeplejersker, bankassistenter og pædagoger.

I Akademikernes centralorganisation er der 163.000 medlemmer, hvoraf nogle titusinder er i middelklassefunktioner.

Udenfor er der 151.000, hvoraf hovedparten er i gule fagforeninger (fx kristelige) og de er ganske almindelige arbejdere. Ledernes hovedorganisation har 76.000 medlemmer, og de fleste af dem er naturligvis en del af middelklassen.

I alt er der 2.121.000 medlemmer i fagbevægelsen, svarende til 78 % af alle beskæftigede, hvor af måske (højt sat) 150.000 tilhører middelklassen.

Altså er der en arbejderklasse på 2 millioner fagorganiserede i Danmark.

Ifølge Danmarks Statistik (2004) er der 2.507.000 lønmodtagere i Danmark. Tillægger vi 147.000 arbejdsløse + 108.000 midlertidigt uden for arbejdsstyrken (bistandsmodtagere) + 184.000 efterlønnere + 800.000 pensionister (90 % af det samlede antal pensionister), samt 100.000 af de selvstændige som er enkeltmandsfirmaer i byggebranchen o. lign. uden mere indtægt eller kapitalkontrol end almindelige lønmodtagere, så vi har vi en arbejderklasse på 3,2 millioner ud af en arbejdsstyrke på 4 millioner, altså på mindst 80 % af den voksne befolkning.

De resterende 20 % kan fordeles på ½-1 %, som er den virkelige kapitalistklasse, der tjener mere end 1 million, ejer og kontrollerer kapital og lever uden bekymringer for deres sociale fremtid.

Middelklassen må i sig selv opdeles, alt efter hvor tæt de er på at nærme sig kapitalistklassen eller arbejderklassen.

Langt hovedparten af den danske middelklasse befinder sig tættere på arbejderklassen end på de rige, fordi deres løn og arbejdsfunktioner kan degraderes øjeblikkeligt og ikke er særlig stor. Det gælder mange ledere og akademikere. Deres løn er ikke mere end de bedst lønnede arbejdere og ofte er deres middelklassestatus tæt knyttet sammen med at være gift med en af tilsvarende position.

Kun den øverste del af middelklassen (i omegnen af 5 %) der tjener mere end ½ million og er socialt sikret en sorgløs tilværelse, aspirerer til at tilkæmpe sig en plads i de riges skygge.

Marx eller Florida

Richard Floridas fortælling om den kreative klasse kan givetvis bruges af middelklassen som et spejl, hvor de ser sig selv og opfyldelsen af deres behov, som en udviklingsmotor for samfundet på vegne af os andre.

Men som teori baserer den sig på adfærd frem for produktionsrelationer og sociale forskelle. Som sådan er den uanvendelig, fordi den stiller virkeligheden på hovedet, og det hjælper kun de nyliberale ideer frem.

Hvis man i den moderne verden vil forstå klassestrukturen og relationerne mellem klasserne, så er Marx altid villig til at hjælpe og stille virkeligheden på benene.

For venstrefløjen, faglige aktive og aktivister fra bevægelsen bliver lemfældig omgang med klasseteori nemt til politiske konklusioner om, at arbejderklassen er lille, at den er nærmest skindød, og at al forandring kommer fra andre grupper.

Men hvis vi vil byde nyliberalisterne modstand og forstå, hvem der har antal og styrke til at forandre verden, så er Marx’ klasseteori nøglen.

Jakob Nerup er forfatter til pjecerne Danmark et klassesamfund, 2000, og Direktørernes fest – vores nedtur, 2004, der begge kan fås på forlaget Modstand.org.

Tidligere artikler om Richard Florida, kreativitet og klasseanalyse på Kontradoxa:

”Kreativ Klassekamp - Kristina Vaarst Andersen kalder Richard Florida neomarxist.” Af Rasmus Burkal.

”Kreativitet uden kriterier.” Af Birger Steen Nielsen og Kurt Aagaard Nielsen.

”Den kreative klasse: Manden med ideen.” Af Rasmus Burkal.

”Den kreative klasse: B for blændværk?” Af Rasmus Burkal.