Irak: På randen af borgerkrig

I dag gennemføres der mere end hundrede anslag dagligt i Irak. Det er dobbelt så mange som for et år siden.

Alene i Bagdad omkom der over 400 mennesker i november måned i år. Ofrene var først og fremmest civile, som blev dræbt under bombesprængninger på offentlige steder.

Ingen kriminalstatistik i Irak tager længere højde for den nøjagtige dødsårsag. Der er heller ingen seriøse undersøgelser, som registrerer tyverier, afpresninger, overfald på gaden eller de mange bortførelser.

Volden har fået overtaget og præger irakernes dagligdag mere end nogensinde. Ifølge officielle undersøgelser dræbes i gennemsnit én amerikansk soldat for hver 48 dræbte irakere.

Fundamentalisternes lokale rædselsregime

Den dødsensfarlige vej til Bagdads lufthavn fører lige igennem bykvarterene Djihad og Amirija, hvor de velstillede og privilegerede tidligere boede. Under Saddam Husseins diktatur levede det arabiske mellemlag et behageligt og roligt liv her i sikker afstand til regimets uberegnelige magtcentrum.

Det var fredfyldte boligkvarterer med små villaer fra 70`erne, mange skoler, parker, smarte iscaféer og forretninger - det opstigende mellemlags udstillingsvindue til resten af samfundet.

Krigen har forandret alt.

En journalist fra det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel skildrer hans gensyn med disse førhen så pulserende kvartérer på denne måde:

For de flestes vedkommende er årsagen til deres meningsløse død enten, at de var på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted, eller at de afveg fra det strenge livsmønster, som fundamentalistiske væbnede grupper udstikker i de lokale områder, hvor de har overtaget kontrollen.

Adskillelse efter trosretning

De steder, hvor fundamentalistiske shiitiske militspatruljer har overtaget kontrollen, gennemtvinger de deres dogmatiske fortolkninger af koranen.

Det betyder bl.a. lukning af butikker, hvis ejer mistænkes for at sælge alkohol, dødstrusler og drab på frisører, der har begge køn som kunder, afstraffelse af folk, som åbent håndterer en mobiltelefon og vover at høre musik derfra.

I mellemtiden er mange huse i blandede bykvartérer som Bagdads Amerija blevet forladt og forsynet med salgsskilte.

Der foregår en snigende adskillelsesproces mellem indbyggere med forskelligt religiøst tilhørsforhold. Det er mest synligt i de irakiske storbyer, først og fremmest i Bagdad: Shiitiske mindretal flygter fra områder med overvejende sunnitisk dominans - og omvendt.

Voldsspiralen rammer stort set alle religiøse trosretninger. Det sker ikke kun i bydistrikterne; i landlige områder uddybes gamle stridigheder og rivaliteter mellem stammer og familieklaner.

For tre uger siden kom det til heftige protester blandt sunniterne, efter en amerikansk militærpatruilje havde opdaget en hemmelig forhørsbunker i det irakiske indenrigsministerium. I bunkeren fandt man omkring 170 udmarvede og torturerede sunniter, som det nye politikorps, der domineres af shiiter, havde anbragt dér - mistænkt for at være terrorister.

Kampen mellem nationalister og fundamentalister

At det endnu ikke er kommet til større væbnede konfrontationer mellem de shiitiske organiseringer og de nationalistiske modstandsgrupper med sunnitisk baggrund, skyldes de fælles interesser i at drive det amerikanske militær og dets allierede ud af Irak.

Kun derfor er mange af de sunnitiske nationalister parat til at indgå i en adskilt og tilsyneladende ukoordineret alliance med ”jihadisterne”, som er deres betegnelse for de fundamentalistiske strømninger blandt shiiterne.

Shiitiske “jihadister”

”Når amerikanerne har forladt landet, kommer turen til jihadisterne!” siger Abu Kaka al-Tamimi, tidligere officer i Saddam Husseins republikanergarde til Der Spiegel. Han er aktiv i den nationalistiske modstand og træner folk til nålestiksangreb på besættelsesmagten.

Ligesom de fleste andre i de politisk set vidt forskellige nationalistiske modstandsgrupper, har han kun foragt til overs for jihadisternes forestilling om at ende i paradis pga. deres hellige kamp mod de amerikanske ”vantro hunde”.

Hvor stor indflydelse det tidligere regeringsparti Baath har blandt nationalisterne, vides ikke udenfor modstandens egne strukturer.

Lige så uklart er det, hvilken rolle den opsplittede irakiske venstrefløj spiller og om den overhovedet har nogen indflydelse blandt de mange indbyrdes konkurrerende strømninger i den irakiske modstand.

Forretningen med kidnapninger

Siden USA invaderede Irak i marts 2003 er over 1000 irakere og mere end 200 udlændinge blevet kidnappet. Mindst 35 gidsler er blevet henrettet af deres bortførere. Hver dag bortføres alene i Bagdad mellem 10-15 mennesker.

Disse tal stammer fra oplysninger fra de irakiske myndigheder og er ifølge forskellige politiske iagttagere alt for lave. Mange kidnapninger bliver ikke anmeldt til myndighederne, bl.a. fordi de pårørende nærer mistanke om politiets delagtighed i dem.

I de fleste tilfælde er kidnapningerne enten simple berigelsesaktioner eller en del af interne magtkampe mellem nationalistiske kræfter og jihadisterne.

De politisk motiverede kidnapninger, som er forbunden med den irakiske modstandskamp, udgør kun en mindre andel af det samlede antal kidnapninger.

Ved bortførelse af udlændinge er det helt åbenlyst, at kidnapperne, med få undtagelser, slet ikke forholder sig til de kidnappedes politiske holdninger eller deres funktion i Irak.

”Jordskælvenes brigader”

Såvel venstreorienterede journalister som Florence Aubenas fra det franske dagblad Liberatión og Guiliana Segrena fra det italienske dagblad Il Manifesto er blevet kidnappet i Irak, ligesom en række sociale hjælpearbejdere og fredsaktivister.

Til den sidstnævnte kategori hører de 4 aktivister fra Christian Peacemaker Team, som blev kidnappet i Bagdad den 28. november 2005.

En global solidaritetskampagne forsøger fortvivlet at få de fire aktivister, en brite, en amerikaner og to canadiere, frigivet.

To af de fire fredsaktivister fra Christian Peacemakers Team, der er taget som gidsler.

Et andet aktuelt eksempel er bortførelsen af den tyske arkæolog, Susanne Osthoff, der sammen med en irakisk chauffør blev kidnappet den 25. november 2005. Kidnapperne kræver, at den tyske regering afbryder samarbejdet med den irakiske regering. Der er ingen officielle krav om løsepenge fra denne gruppe, der kalder sig Jordskælvenes Brigader.

På trods af de mange kidnapninger tegner der sig ikke noget entydigt mønster, hvor ud fra man kan vurdere gidslernes chancer i forhold til bortførernes adfærd. Situationen på denne front er ligeså konfus og divergerende som på de fleste andre områder i det krigshærgede Irak.

Mange irakiske gidsler er medarbejdere i vestlige firmaer, tolke for og medarbejdere i den amerikanske militæradministration, politi- og sikkerhedsfolk, repræsentanter fra politiske partier, men også børn og skoleelever. Gerningsmændene er bl.a. irakiske politifolk, militsfolk fra indbyrdes konkurrerende grupper, jihadister, folk med personlige hævnmotiver og almindelige kriminelle.

De fleste udlændinge bliver kidnappet af grupper med en politisk og religiøs motivation, der for det meste forbinder politiske krav med økonomiske krav.

De løsepenge, som regeringer uofficielt betaler til kidnapperne, oftest ved hjælp af kontaktpersoner, udgør oftest kolossale summer: Således betalte den italienske stat efter forlydende 8 millioner Euro (over 57 millioner kr) for løsladelsen af den italienske journalist Guiliana Segrena.

Er fundamentalistiske grupper som f.eks. al-Qaida under ledelse af jordaneren Sarkawi indblandet i bortførelsen, er chancerne for løsladelse meget små på grund af deres ultimative krav om de fremmede magters omgående tilbagetrækning fra Irak.

Manglende kendskab til modstandens omfang og sammensætning

Guerillaen i Irak har intet fælles grundlag for opstanden mod besættelsesmagten, som det var tilfældet i lignende anti-koloniale og anti-imperialistiske befrielseskrige som f.eks. i Algeriet under Ben Bella, i Vietnam under Ho Chi Minh, i Cuba under Fidel Castro og Che Guevara, i Kina under Mao og Liu Shao’qi.

Derfor findes der heller ingen konkrete politiske perspektiver, som bestemmer de militære modstandsaktioner, udover det at knuse amerikanerne.

Ifølge det amerikanske institut for strategisk forskning SITE i Washington findes der omkring 100 organiserede modstandsgrupper, som ifølge instituttet snarere må betegnes som ”løse sammenhænge end som organisationer, da de mangler strategiske koncepter og hverken har ledelse eller organisationshierarkier”.

At det amerikanske militær mangler et elementært overordnet kendskab til den irakiske modstand, viser deres stærkt divergerende tal, der anslår, at modstanden omfatter mellem 5.000 og 50.000 aktører.

Skønt tusindvis af modstandsfolk er blevet dræbt, og USA’s vicepræsident Richard Cheney påstår, at modstanden i Irak ”er i sit sidste åndedrag”, så er antallet af angreb på amerikansk militær steget fra 150 angreb om ugen sidste år til over 300 direkte angreb om ugen i år.

”Enten fortæller denne regering ikke sandheden til os, eller også har de ingen anelse om, hvad der virkelig sker i Irak”, kommenterede senator Hillary Clinton fra det demokratiske parti det voksende antal modstandsaktioner i Irak.

Bush-administrationens strategiplan for Irak

Irak er helt åbenlyst, på trods af et vist økonomisk opsving for enkelte privilegerede lag i det nordlige Kurdistan, ikke den ”demokratiske statsdannelse”, som Bush-regeringen fablede om efter Saddam Hussein-regimets fald.

Sidste onsdag forsøgte Bush at imødegå kritikken af hans regerings Irak-politik ved at fremlægge en erklæring ved navn ”Den nationale strategi for sejren i Irak”.

Flertallet af den amerikanske befolkning deler ikke længere hans ubegrundede optimisme. Ifølge en meningsmåling fra CNN og Gallup tror 55% af USA’s befolkning ikke på, at Bush-regeringen får succes med planen for Irak.

Strategidokumentet fra Bush indeholder intet nyt og gentager blot endnu engang USA’s formål med krigen i Irak.

På den pressekonference, hvor dokumentet blev fremlagt, gik Bush konsekvent udenom at tage stilling til, hvornår en militær tilbagetrækning fra Irak skal finde sted og sagde i stedet for, at ”når de irakiske sikkerhedskræfter er parate, så kan koalitionen begynde med at trække sig tilbage.”

Militære kilder med Irak-erfaring har ytret sig yderst skeptisk overfor den slags udtalelser. De mener, at de irakiske politi- og militærkræfter hverken har den tilstrækkelige uddannelse eller de organisatoriske strukturer, der skal til for at kunne nedkæmpe en opstand.

Journalister som James Fallows, der har undersøgt sagen for det amerikanske magasin Atlantic Monthlyover deler denne skepsis. Han skriver: ”Der findes ingen tegn på, at en sådan militærstruktur overhovedet vil blive en realitet.”.

Kun enkelte irakiske militærenheder opfylder de kriterier, som Bush-administrationen har sat op.

Men disse militærenheder er enten tilknyttet den shiitiske Badr-milits, der står under kommando af Den Islamistiske Revolutions Øverste Råd” (Sciri), eller også er det væbnede formationer fra andre shiitiske partier. Det er de samme militærenheder, som aktuelt bliver beskyldt for at udøve terror mod sunnitiske kvartérer og for at gennemføre massenedskydninger og andre forbrydelser.

En løsning af de militære og politiske problemer under Bush er dømt til at mislykkes.

Imens vokser de stemmer i USA, der helt uforbeholdent kræver, at USA hurtigst muligt forlader Irak uden at efterlade landet i yderligere kaos.

At dette vil udløse en decideret borgerkrig mellem de forskellige politiske og religiøse grupper er for øjeblikket en overhængende fare. Mens det amerikanske militær og dets allierede er hårdt trængt udenfor deres svært bevogtede baser, antager de interne magtkampe mellem grupper af fanatiske jihad-tilhængere og nationalistiske modstandsmiljøer borgerkrigslignende karakter.

Den irakiske, anti-imperialistiske venstrefløjs politiske rolle i dette ragnarok er vanskeligt at få øje på.

Alfred Lang, der er aktiv i autonom infoservice, er freelance-journalist og korrespondent.

Solidaritetsappel for de 4 kidnappede fredsaktivister i Irak.

Al-jazeera: Iraq hostage deadline extended

Læs også Alfred Langs artikler Befriet journalist beskudt af amerikanske soldater og Osama Bin Ladens jihad på Modkraft.dk.