Kommentar: Integrationspolitik anno 1918 og 2005

Oplæg til en integrationspolitik: »De kommer fra slum. Børnene går i deres egne skoler, og de taler deres eget sprog. Deres børn opdrages som dem selv. Hvad vort land har gjort for dem, kan de aldrig betale tilbage. Hvis de ikke vil integrere sig inden for 5 år, skal de sendes tilbage til det land, de kommer fra.«

Sådan er »de fremmede« jo. De integrations-uvillige muslimer, som isolerer sig i »parallel-samfund«, fordi de åbenbart føler sig bedre end os andre. Til trods for alt, hvad vores land har gjort for dem, forbliver de i deres fastlåste familie- og opdragelsesmønstre, som de kender fra deres hjemland – og hvorfor så ikke bare sende dem tilbage igen?

Ja, hvorfor ikke - for det er jo et uomgængeligt træk ved den tilbagestående, middelalderlige islamiske kultur, at man stædigt fastholder sin kulturbaggrund, ikke sandt?

Nej, det er ikke en af frontfigurerne fra Dansk Folkeparti anno 2005, som ovenfor omtaler indvandrere fra den islamiske verden og dybest set gerne vil ekspedere dem ud af landet; det er derimod dele af en tale, som guvernør William Harding holdt den 4. juli 1918, og den omhandler de danske indvandrere i USA.

Det er selvfølgelig ikke noget særskilt muslimsk træk, men derimod et meget naturligt og velkendt træk, at immigranter holder deres hjemlands traditioner i hævd og søger ligesindede at bevare dem sammen med - også danskere. Desværre er det åbenbart også et udbredt træk at mistænkeliggøre dette og søge at banke sådanne »fremmede« på plads.

Lad os forestille os denne tankegang i endnu mere kynisk observans. Lad os forestille os, at en amerikansk guvernør i 1918 ikke »blot« ville sende danskere »hjem«, fordi de gerne vil bevare deres egne skoler og sprog, men at han ligefrem ville nægte danske krigs- og torturofre statsborgerskab, fordi de ikke kunne leve op til de barske integrations- og sprogkrav i USA.

At danskernes lidelser og traumer af indlysende grunde hindrede dem i at efterleve kravene på samme vilkår som andre, ragede i givet fald ikke guvernøren det fjerneste. Et krav er et krav, basta, og så er det da flintrende ligegyldigt, om man er blevet lemlæstet på krop og sjæl.

Et sådant ræsonnement ville i dag havne på historiebøgernes mørkeste sider, og politikere ville ryste på hovedet og prise sig lykkelige for at leve i et civiliseret land og i en civiliseret tid, hvor man ikke vender den kolde skulder til traumatiserede torturofre, men hvor medmenneskelighed og retslig ligeværdighed derimod er en selvfølge.

Imidlertid er det ikke i USA anno 1918, at mennesker med krigs- og torturlidelser nægtes statsborgerrettigheder, men i Danmark anno 2005.

Dansk Folkeparti mener i ramme alvor, at torturofres mén er svindel og humbug, og at deres medsammensvorne psykologer og læger bifalder bedraget. Eller som Søren Krarup så nænsomt udtrykker sin forargelse over det såkaldte posttraumatiske stress syndrom, PTSD, som hidtil har givet torturofre dispensation fra sprogkravene til at opnå indfødsret:

»Vi sidder med 50 ansøgninger om dispensation hver uge, hvoraf 35-40 er fra folk, der ikke har kunnet klare at lære dansk, fordi de lider af PTSD - det er vi trætte af. PTSD er noget, psykologer og læger rask væk skriver, og det hænger mig ud af halsen med sådan en sludder for en sladder, hvor man svindler sig igennem.« (Politiken, 9.12.05).

Så fik vi altså endnu et informativt indblik i de danske »værdier« og den »næstekærlighed«, som Dansk Folkeparti gerne vil kæmpe for. Og som regeringen er parat til at sluge.

Tilgiv mig, at jeg ikke kan udtrykke anden kommentar hertil end et umiddelbart og utaktfuldt, men dybfølt: Føj for helvede.

Rune Engelbreth Larsen, der er medlem af Minoritetspartiets hovedbestyrelse, er forfatter til bogen Louise Frevert sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil, Politikens Forlag 2005.

Uddrag og anmeldelser af bogen kan læses på hjemmesiden www.humanisme.dk

Litteratur:

Ulrik T. Skafte og Malene Grøndahl: Take us! Integration af indvandrere og flygtninge, SiD, 2003.