Kommentar: Økologiens grund

I den forgangne tid har medierne præsenteret os for to forskellige historier, som er blevet beskrevet hver for sig, men som i virkeligheden hænger uløseligt sammen:

På den ene side har der været historien om et klima, der er ved at gå amok, med oversvømmelser i Østeuropa, tørke på Den Iberiske halvø og altødelæggende orkaner i Caribien.

På den anden side historien om, at flere og flere hjerner brænder ud, altså at flere og flere mennesker helt ned i 30-40 års alderen pludselig får demenslignende symptomer, og ikke længere ved hvor eller hvem de er.

Mange vil sikkert spørge, hvad sammenbrændte hjerner og et kaotisk klima har med hinanden at gøre, og helt sikkert er det, at ingen såkaldt objektiv videnskab vil kunne se denne sammenhæng i nogen nok så højteknologisk scanner – eller i nogen nok så avanceret computermodel. Derfor vil de også alle som én afvise den.

Og alligevel er der en meget grundlæggende sammenhæng, for der er nemlig en forbindelse – a missing link – mellem vore hjerner og klimaet, og den forbindelse er vores krop.

Hjernen strejker – naturen gør oprør

Det moderne vestliggjorte menneske har forladt sin krop, er ej længere til stede i sin krop, hvorfor det ej heller er til stede i den natur, som man kun kropsligt kan være til stede i. Det moderne menneske er med andre ord blevet til en kropsløs hjerne, der i alle døgnets vågne timer lever et sanseløst liv i cyberspace.

Det kan hjernen ikke klare, for den får ingen ilt. Derfor sætter den ud. Den strejker.

Af samme grund gør naturen oprør. For det menneske, der har forladt sin egen krop og sat sig uden for naturen, har i samme bevægelse sat sig for, at naturen skal beherskes som en ting.

Det menneske, der er blevet til ren hjerne, og som ikke længere er i stand til at sanse naturen som en krop, kan kun opfatte naturen som en ting. Oven i købet en i sig selv unyttig ting, som ikke er noget værd, med mindre den kan omformes til en masse nyttige ting. Det er som bekendt blevet til en hel besættelse for det moderne menneske.

Denne besættelse kalder vi for teknologisk udvikling og økonomisk vækst, og at det netop er en besættelse fremgår af, at den ingen grænser har. Som en kræftsvulst vokser den ud over alle grænser, opsluger alt på sin vej, spyr sin ekskrementer ud til alle sider og lægger overalt livet øde.

Det kan naturen ikke klare. Derfor reagerer den. Den gør oprør, og det gør den bl.a. ved at rejse sig fra havet med en orkans kraft, den ene mægtigere end den anden, som fejer ind over by og land, hvor den gør alt til pindebrænde.

Hjernen strejker og naturen gør oprør, og de gør det af én og samme grund: At mennesket har forrådt sin egen kropslighed, det glemt hvad det vil sige, at være menneske.

Strejker og oprør er som bekendt noget, man kan forsøge at slå ned. Og det er da også, hvad man har forsøgt at gøre i efterhånden ganske mange år, og indtil nu med ganske stor effektivitet.

Dette skyldes bl.a., at det indtil nu først og fremmest har været kroppen, der strejkede, hvorimod naturen stort set passede sig selv, hvorfor hjernen har kunnet slå oprøret ned.

Men når også hjernen er begyndt at strejke, og naturen er begyndt at gøre oprør, så er sagen en ganske anden, for så er det ikke længere muligt at bekæmpe revolten.

Hele det moderne projekt er ved at gå op i limningen, og tiden er kommet til, at vi må finde på noget andet. Vi må til at finde ud af, hvad det vil sige, at være hele mennesker med et hoved, der sidder på en krop.

Det er, hvad økologi handler om.

Hvad er økologi?

Økologi handler altså ikke om, at vi skal være ’gode’ ved dyrene og ’pæne’ ved miljøet, nej, det handler i første række om vort eget liv: At vi begynder at insistere på, at dette liv er vort liv og at denne jord er vor jord. Det handler om, at vi vil leve vort liv: At vi vil mærke det, sanse det, føle det, være til stede i det. Det kan vi kun være ved, at være til stede i vor egen krop, hvilket vi igen kun kan være ved at være lige præcis på det sted og dermed også i det nu, hvor vores krop er.

Økologi handler med andre ord om nærvær. Det handler om, at vi gør op med al den fremmedgørende distance, som gennemsyrer hele vort liv i dag. I sidste ende handler det om, at gøre op med den distance, der råder i vor tænkning, og som går ud på, at skille subjekt og objekt, ånd og hånd, hoved og krop fra hinanden.

Men opgøret med distancen i tænkningen, kan vi kun gennemføre ved først - eller i det mindste samtidig – at gøre det i praksis.

At gøre op med distancen i vor praksis rummer tusindvis af små og store skridt i vores hverdag. Det handler bl.a. om, at vi gør os uafhængige af fjernsynets kropsløse og helt igennem fjerne syn på verden. At vi vikler os fri af mobilens fjerne kommunikation til fjerne steder for i stedet, at tale med vore nære: Kæresten, børnene, naboen, kollegaen. Altså: At vi melder os ud af cyberspace for i stedet at melde os ind i livet.

At melde os ind i livet betyder, at vi vender tilbage til fællesskabet, som altid er et sanseligt nærværende fællesskab, hvor vi danser, synger, taler og arbejder sammen, hvilket vi netop gør ved at involvere vore kroppe. At vende tilbage til fællesskabet indebærer samtidig, at vi vender ryggen til alle de abstrakte systemer, hvor vi overhovedet ikke kan involvere vore kroppe, hvilket igen betyder, at vi finder tilbage til stedet, for de abstrakte systemer er jo netop kendetegnet ved, at de ikke hører hjemme noget sted.

At genopdage stedet er, at finde tilbage til det lokale. Det kan vi kun gøre ved, at afvise den globalitet, der er i færd med at tage livet af al lokalitet.

At genrejse det lokale indebærer, at vi decentraliserer magten. Det vil sige, at vi lader magten vokse nedefra og op frem for som i dag, hvor den strømmer oppe fra og ned. At lade magten vokse nede fra og op er det samme som, at genskabe folke-styret, men vi kan ikke genskabe folke-styret uden, at vi samtidig genrejser folke-styrets folk som et suverænt folk, der ikke lader sig diktere af en hjerne-magt.

At genrejse folket som et suverænt folk er at finde tilbage til samfundets ’krop’, at gengive samfundet sin ’krop’. Da en krop altid er en begrænset krop, er et samfund med en ’krop’ derfor et samfund, hvor der eksisterer en grænse. At genrejse folke-styret betyder derfor, at genrejse grænsen. Det indebærer, at vi må gøre op med den grænseløshed, der kendetegner nutidens samfund.

At gengive samfundet sin grænse og sin krop betyder, at vi må forankre kulturen i naturen, for i sidste ende er al krop en af naturen given krop. At forankre kulturen i naturen betyder derfor, at rodfæste den i naturens krop, hvilket igen betyder, at indordne den under de af naturen givne grænser.

At finde tilbage i vor egen krop ender således med, at vi finder tilbage i naturens krop, og begge dele handler om, at vi lærer at leve et liv med grænser, ja, at vi indser, at der ikke gives noget liv uden, at det netop er et liv med grænser.

Det gode liv

At lære at leve livet som et kropsligt givent og begrænset liv er at respektere livet, som det nu engang er. Det er, hvad økologi er, og derfor er økologi netop ikke, at vi skal være ’gode’ ved dyrene, regnskoven, de svage, de fattige eller hvem man nu ellers kan være særligt ’gode’ ved.

Forudsætningen for at være ’god’ er nemlig, at man har magten til at være ’god’, hvorfor det også gælder, at desto mere magt man har, desto mere godgørende kan man være, hvilket jo præcist er ræsonnementet bag den syge logik, der siger, at vi må gøre de rige rigere for, at de kan være ”gode” ved de fattige.

Enhver magt – også ’godhedens magt’ – frembringer afmagt, ja, den magt, der er konstrueret i ’godhedens’ navn, har en tendens til at gøre afmagten total, for det ’gode’ kan man jo ikke sætte sig op i mod, da man i så fald bliver stemplet som ’ond’.

Økologi handler ikke om at konstruere nogen godgørende magt, nej, det handler overhovedet ikke om at være god, men derimod blot om at være, dvs.: At være nærværende til stede i livet.

Det er livet selv, der er det gode, ikke magten til at gøre det gode. Derfor er det gode liv det liv, hvor vi giver os selv hen til det gode, som selve livet er: At vi undres og forundres over det livets under som slet og ret er. Det er, hvad økologi i bund og grund er.

John Holten-Andersen er civilingeniør og medlem af redaktionen for tidsskriftet SALT, hvor artiklen tidligere har været bragt.