Annonce
Forstå nutiden
Danmarks Sociale Forum afholdes for tredje gang i dagene 3.-5. februar. Aktivister, studerende og almindeligt interesserede mødes med politikere, forskere, intellektuelle og kunstnere for at diskutere verdens aktuelle (u)orden og udvikle nye politikker og modstandsformer. Som sædvanligt er den globale kapitalisme – dens udvikling, funktionsmåde, krige og øvrige konsekvenser for befolkninger, kulturer og miljøet – det overordnede tema for de mange og meget forskelligartede workshops.
Som en service til læsere, der gerne vil forberede sig lidt til det Sociale Forum (eller som bare er almindeligt interesserede), har Kontradoxa udarbejdet en »ressourceliste«, der indeholder links til artikler og andre tekster, som er relevante i forhold til det Sociale Forum. De enkelte links ledsages af en kort præsentation.
De fleste workshops på det Sociale Forum handler om mere specifikke problemstillinger så som universiteternes markedsgørelse, konsekvenserne af EU’s handelspolitik for Afrika, situationen i Venezuela etc. Udvælgelseskriteriet har været kvalitetstekster, der er relevante for det Sociale Forums underliggende problemstilling, altså det overordnede spørgsmål om kapitalismen her omkring årtusindskiftet.
De udvalgte tekster er inddelt i fire overordnede kategorier:
* Nyliberalisme
* Globalisering
* Kapitalismekritik
* Imperialisme
På mange måder er der tale om en kunstig opdeling. Kategorierne overlapper hinanden, hvilket naturligvis skyldes, at de alle sammen tematiserer det samme grundproblem: Det fremvoksende globale samfunds magtstrukturer, deres konsekvenser og muligheden for at skabe et mere lige, demokratisk og bæredygtigt verdenssamfund.
Teksterne er af varierende sværhedsgrad fra det introducerende til det akademiske.
Nyliberalisme
Venstrefløjen udpeger ofte nyliberalismen – troen på det frie marked som en velsignet mirakelmedicin, der kan (og bør) løse alle problemer fra fattigdom og »underudvikling« over klimaproblemer til sundhedsvæsen og uddannelse – som den politiske hovedmodstander.
Susan George, der har været med til at starte ATTAC, har skrevet en glimrende artikel, hvor hun redegør fra nyliberalismens historie, udvikling og politiske strategi siden Anden Verdenskrig. Som hun påpeger, var nyliberalismen, der i dag udgør den hegemoniske ideologi, fuldstændigt marginaliseret i årtierne efter den Anden Verdenskrig, hvor troen på det frie marked kunne ligge på et meget lille sted ovenpå markedsøkonomiens kollaps i 1930’erne.
Krisen i 1970’erne ændrer på dette, og med den britiske premierminister Thatcher og USA’s præsident Reagan (og sidenhen Blair og Clinton) bliver nyliberalismen til officiel statsfilosofi fra USA til Kina og fra Danmark til Sydafrika.
I artiklen gennemgår og kritiserer George også kort de forskellige nyliberale politikker (deregulering, konkurrence på alle livets områder, privatisering, skattelettelser til de rige osv.):
A Short History of Neoliberalism
En anden god artikel af Susan George, der tilmed er oversat til dansk, er den følgende, hvor George især fokuserer på, hvordan højrefløjen længe har arbejdet systematisk og målrettet, bl.a. gennem diverse tænketanke og lignende (apropos oprettelsen af CEPOS herhjemme), på at gennemsætte det nyliberale verdenssyn som sandt, naturligt og uundgåeligt:
Leksikon.org har et glimrende opslag om nyliberalisme udarbejdet af Torkil Lauesen. Hvor Susan George primært ser nyliberalismen som en ideologi eller økonomisk politik, definerer Lauesen nyliberalismen som kapitalismens form her omkring årtusindskiftet.
Det muliggør, at Lauesen, der bl.a. trækker på den franske socialfilosof Michel Foucault, kan inkludere nye produktions- og ledelsesformer samt diverse sociale styringsteknologier (teknikker »designet« til at få folk til at styre sig selv på ønskede måder) i definitionen af nyliberalisme.
Lauesen påpeger således, at nyliberalismen ikke »blot« stræber efter at omforme økonomien og samfundets sociale og økonomiske institutioner. Det handler også om at skabe et bestemt menneske, det nyliberale menneske, der anvender sin frihed og sit frie valg på en forudbestemt, systemforstærkende måde:
En absolut »must read«, hvad angår nyliberalismen, er afdøde Pierre Bourdieu’s ultrakompakte og noget knudrede artikel The Essence of Neoliberalism. Bourdieu indleder med at definerer nyliberalismen som en »ren matematisk fiktion«, der – bl.a. takket være dens »væbnede styrker« IMF og OECD – i dag har magten til at gøre denne matematiske fiktion til virkelighed.
Essensen i det nyliberale program er den metodiske destruktion af alle sociale kollektiver – nationalstater, arbejdergrupper, fagforeninger og endda familier – der står i vejen for det »frie« markeds logik.
Resultatet er ikke alene en darwinistisk verden, hvor alle kæmper mod alle. Det er også voksende fattigdom, selv i de rige lande, enorm ulighed, jobmæssig usikkerhed og underminering af kulturens, kunstens og forskningens autonomi:
Nyliberalismen er også et bestemt sprog – eller en særlig diskurs – der giver associationer i retning af George Orwells »newspeak«, hvor krig er fred, slaveri er frihed og uvidenhed er styrke.
I en kort artikel foreslår Bourdieu og Loic Wacquant, at det nyliberale sprog – altså al snakken om »globalisering«, »fleksibilitet«, »ny økonomi«, »omstillingsparathed« osv. – udgør et sådan orwellsk newspeak, der tjener til at immunisere det nyliberale program imod al kritik og modstand.
En central udfordring, for de der bekæmper det nyliberale program, er følgelig at afmontere eller »dekonstruere« dette magtsprog:
Neoliberal Newspeak: Notes on the new planetary
vulgate (pdf)
Friedrich Hayek er måske nyliberalismens fader og største tænker. Da alverdens politikere, økonomer og intellektuelle »opgav« liberalismen i dens mere rene form ovenpå depressionen i 1930’erne, fortsatte Hayek utrætteligt med at argumentere for et minimalstatssamfund.
Thatcher, Reagan og de Chicago-økonomer (især Milton Friedmann), der i 1970’erne førte an i relanceringen af liberalismen – der nu var blevet til nyliberalismen – var alle dybt inspireret af ham. Hayek forsvarer og begrunder (ny)liberalismen i en artikel fra 1973:
Globalisering
Hvis nyliberalismen er ideologien, tankesættet, som venstrefløjen og/eller globaliseringsbevægelsen bekæmper, så er den nyliberale globalisering lidt forsimplet sagt den konkrete udmøntning af denne ideologi i form af bestræbelsen på at omdanne kloden til ét stort, integreret (super)marked.
Den myteomspændte Subcomandante Marcos og hans »Zapatisthær« beskrives ofte som én af de kræfter, der var med til at sætte gang i globaliseringsbevægelsen i midten af 1990’erne.
I en manifestlignende tekst beskriver Marcos den nyliberale globalisering som den »Fjerde Verdenskrig«. Globalisering, hævder Marcos, er »intet andet end den totalitære udstrækning af finansmarkedets logik til alle livets aspekter«:
The fourth world war has begun
Globaliseringsbevægelsens ukronede dronning er journalisten Naomi Klein, forfatteren til No Logo fra 1999. I artiklen »Reclaiming the Commons« fra 2001 reflekterer hun over globaliseringen og globaliseringsbevægelsen. Hun påpeger, at globaliseringsbevægelsen udgør en bevægelse af mange bevægelser, der forenes af kampen imod det, hun beskriver som privatiseringen og varegørelsen af alle livets aspekter.
Når noget, så som vand, jord, uddannelse, offentlige rum, gener og såsæd, privatiseres, udelukker man andre fra brug af eller adgang til det. Medmindre, selvfølgelig, de har pengene og er villige til at betale for det. Eller som Klein udtrykker det ved hjælp af en metafor: Man »indhegner« alt det, der er, eller burde være, fælles.
Globaliseringsbevægelsens kamp er derfor en kamp, der grundlæggende handler om at generobre det fælles og igen gøre det fælles:
På Marx’ tid, i midten af det 19. århundrede, talte man selvfølgelig ikke om globalisering. Ikke desto mindre rummer Det Kommunistiske Manifest (1848), og især det første kapitel (»Bourgeoisi og proletariat«), en af de mest fremragende og velskrevne analyser af de processer, man i dag omtaler som kapitalismens globalisering eller internationalisering:
Det Kommunistiske Partis Manifest
I alsidighedens og nuanceringens navn også lige et link til en tekst, der forsvarer den nye verdensorden.
IMF, den internationale valutafond, er en af globaliseringens helt centrale regeringsinstitutioner og en yndet skydeskive for globaliseringsbevægelsen. IMF-økonomer evaluerer her globaliseringens økonomiske og sociale konsekvenser og konkluderer, at globaliseringen har ført til højere levestandarder i stort set alle lande.
Artiklen medgiver dog, at globaliseringen har øget uligheden voldsomt, og at fattigdommen er enorm og dybt foruroligende.
Løsningen er ikke overraskende mere økonomisk globalisering og ikke, som globaliseringsbevægelsen kræver, en anden, mere social og demokratisk, globalisering:
Globalization: Threat or Opportunity?
Kapitalismekritik
Marxismens dramatiske »fald«, der interessant nok forløber helt parallelt med dannelsen af den nyliberale kapitalisme, har bidraget til at gøre det vanskeligt at bedrive decideret kapitalismekritik omkring årtusindskiftet.
Alligevel mener mange, at globaliseringsbevægelsen bør radikaliserer sin kritik. I stedet for »blot« at kritisere nyliberalismen og/eller den nyliberale globalisering, som de ovenfor nævnte forfattere typisk gør, bør man gå et skridt videre og rette modstanden mod kapitalismen som sådan.
Det store spørgsmål er i denne forbindelse imidlertid: Hvad kendetegner den »nye« kapitalisme, og hvordan er det muligt at formulere en slagkraftig, fremadrettet og ikke-forældet kritik af den?
Det mest ambitiøse og innovative forsøg på at besvare dette spørgsmål er efter undertegnedes opfattelse afgjort Hardt og Negris Empire fra 2000 (dansk udgave: Imperiet, 2003), der udgør et forsøg på at skabe en syntese mellem marxisme og poststrukturalistisk teori (primært Deleuze og Foucault).
Empire – der beskriver nutidens kapitalisme som et nyt, centrumløst og globalt magtregime, som har udviklet sig ovenpå nationalstaternes svækkelse – er blevet udsat for heftig kritik fra flere sider. Bogen formår imidlertid - og det er helt unikt - at bringe en marxismeagtig kapitalismekritik med ind i postmoderniteten.
I artiklen Marx’s Mole Is Dead! forklarer Hardt og Negri Empire-begrebet på en relativt kort og lettilgængelig måde:
Kontadoxa har Adam Arvidssons fine introduktion til Empire liggende:
Kapitalismen efter det moderne samfund
En af de bedste kritikker af Empire (og Negri) er formuleret af den britiske marxist Alex Callinicos, der bl.a. beskylder Negri for at reducere Marx til Foucault:
Tidsskriftcentret har en imponerende side med links til diverse tekster om og debatter af Empire mm. En sand guldgrube.
Hardt og Negri er selvfølgelig ikke de eneste, der i dag bedriver kapitalismekritik af marxistisk tilsnit.
Hvor Hardt og Negri på mange måder accepterer den prokapitalistiske samfundsteoris fortælling om videnssamfund, vidensarbejdere, netværksorganisationer osv. og forsøger at vende denne fortælling på hovedet, hævder mange mere klassiske marxister, at teorien om det post-industrielle samfund er en myte, og at grundstrukturen og grundkonflikten stadig er den samme:
En lille minoritet, kapitalistklassen, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne, udbytter og dominerer det store flertal, arbejderklassen, der, eftersom de er berøvet deres produktionsmidler, er frie til at sælge deres arbejdskraft til de førstnævnte, og frie kun til det.
En repræsentant for dette mere klassiske standpunkt er den amerikanske sociolog Erik Olin Wright, der især arbejder med at opdatere og videreudvikle klasseanalysen. I et interview redegør Erik Olin Wright bl.a. for den nuværende kapitalismens klassestruktur samt udbytningsbegrebet:
Reflections on Marxism, Class and Politics (pdf)
En anden, der forfægter et mere klassisk standpunkt, er den britiske marxist Chris Harman, der i en lang, men vigtig, velskreven og letlæselig tekst binder nyliberalisme, globalisering samt kapitalisme sammen og argumenterer for, at globaliseringsbevægelsen bør være antikapitalistisk, ikke bare »anti-nyliberalistisk«:
Anti-capitalism: theory and practice
De fleste borgerlige foretrækker at gøre karriere i erhvervslivet. Følgelig har højrefløjen så få intelligente intellektuelle og tænkere. En undtagelse er dog Robert Nozick, nyliberalismens nu afdøde statsfilosof (som Deleuze og Guattari ville sige) og en brillant tænker, forfatter til Anarchy, State, and Utopia fra 1974.
Hjemmesiden Liberator.dk har et uddrag af en artikel, Nozick skrev i 1986, hvori han reflekterer over, hvorfor intellektuelle altid hader kapitalismen. Da kapitalismen ifølge Nozick er et perfekt system, må forklaringen på de intellektuelles refleksagtige og dybt irrationelle modvilje mod kapitalisme søges andetsteds.
Ifølge Nozick er forklaringen, at de intellektuelle er sure og skuffede over, at de ikke tjener ligeså mange penge som direktørerne i det private erhvervsliv. Måske ikke Nozick’s mest intelligente udladning, men en god »prøv dine argumenter på modparten test«.
Hvorfor er de intellektuelle imod kapitalismen?
Ny imperialisme
Globaliseringsbegrebet har en klang i retning af en pluralistisk, gensidig integrationsproces, hvor samfund, der tidligere var adskilt fra hinanden af grænser og toldmurer, smelter sammen og danner en slags global landsby, et symbiotisk verdenssamfund, hvor alle er ligegyldige og ligeværdige medlemmer.
Dette billede af den geopolitiske og geoøkonomiske udvikling havde måske en vis logik i den (for den globale elite) så glade og lykkelige Clinton-æra i 1990’erne.
Men USA’s militaristiske enegang ovenpå terrorangrebet den 11. september 2001 og præsident Bush’s åbenlyse omfavnelse af det ultrakonservative »Project for a New American Century« (se: www.newamericancentury.org) har med blodig tydelighed afsløret billedets falskhed.
Hardt og Negri benægter, at det giver mening at tale om imperialisme i postmoderniteten.
Det imperium, de beskriver, er postimperialistisk og postkolonialt. Det er, som de udtrykker det, den globale suverænitet, det globale herredømmeapparat, der erstatter den nationalstatslige suverænitet. Og følgelig: »Hverken USA eller nogen anden nationalstat kan i dag være centrum for et imperialistisk projekt. Imperialismen er forbi«. (Imperiet, 2003; s.21)
Den ovenfor nævnte udvikling, tydeligst symboliseret ved krigen i Irak, har imidlertid ansporet mange til at hævde, at vi igen er nødt til at have fat i imperialismebegrebet (i en eller anden opdateret variant), hvis vi ønsker at forstå de aktuelle verdenspolitiske begivenheder.
En af de, der har argumenteret mest overbevisende for dette synspunkt, er den britisk-amerikanske geograf David Harvey, der i 2003 udgav bogen The New Imperialism (Oxford University Press).
Desværre er det ikke lykkedes her at opspore gode online-ressourcer om denne vigtige og anbefalelsesværdige bog.
Interesserede kan dog konsultere det følgende lettere rodede (men rimeligt lettilgængeligt) interview med Harvey:
Understanding the New Imperialism
Online er til gengæld en imponerende og næsten frisk dobbeltartikel af David Harveys kollega, den italienske historiker Giovanni Arrighi.
I artiklerne, der bærer titlen Hegemony Unravelling 1 og 2, leverer Arrighi en omfattende analyse af hele den aktuelle verdenspolitiske situation med udgangspunkt i hans teori om »de lange århundreder« (en teori om kapitalismens udviklingshistorie siden dens spæde opståen i midten af det 14. århundrede, som Arrighi præsenterede i bogen The Long Twentieth Century (Verso) fra 1994).
Arrighi’s hovedpointe er kort fortalt, at USA’s nyimperialistiske adfærd i Mellemøsten (og i det hele taget) udgør et sidste, desperat forsøg på at opretholde USA’s dominans over den globale økonomi. Arrighi argumenterer for, at USA’s æra som verdensmagt er slut. I horisonten rejser Kina sig, et superkapitalistisk Kina, der (medmindre verden finder på noget andet inden da) vil være den hegemon, der fører an i den næste (og femte) akkumulationscyklus i kapitalismens historie.
Første del: Hegemony Unravelling
Til slut: Den følgende hjemmeside, der indeholder en række links til diverse ressourcer om kapitalisme, imperialisme og krig, kan også anbefales.
På siden findes bl.a. et link til en letlæst artikel af den amerikanske sociolog Immanuel Wallerstein (ophavsmand til teorien om kapitalismen som et historisk verdenssystem), der, ligesom Arrighi, hævder, at USA er et »aftenland«:
Niels Fastrup er cand.scient.soc.
Læs »Ya Basta! – Kontradoxas guide til Danmarks Sociale Forum 2006
Læs artiklen »En øjenåbner til det progressive Danmark« på Modkraft
Deltag i debatten om Danmarks Sociale Forum på Modkraft
Se Tidsskriftcentrets emneliste om Danmarks Sociale Forum 2006
Besøg den officielle hjemmeside for Danmarks Sociale Forum 2006
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96
Debat
Annonce
