Takketale: Kunst, sandhed og politik

I 1958 skrev jeg følgende:

Der er ingen klare skel mellem det, der er virkeligt og uvirkeligt, heller ikke mellem hvad der er sandt og falskt, det kan være både sandt og falskt.”

Jeg mener stadig, disse betragtninger giver mening og stadig gælder for udforskningen af vireligheden gennem kunst. Så som forfatter står jeg ved dem, men som borger kan jeg ikke. Som borger må jeg spørge: Hvad er sandt? Hvad er falskt?

Flygtig sandhed

Sandhed i drama er altid flygtig. Man finder den aldrig helt, men søgen efter den er obligatorisk. Denne søgen er det, der driver foretagendet. Denne søgen er ens opgave. Oftest støder man på den i mørket, kolliderer med den eller skimter blot et billede eller en form, der synes at stemme overens med sandheden, ofte uden at være bevidst om at man har gjort det. Men den virkelige sandhed er, at der aldrig findes én sandhed, som er at finde i dramatisk kunst. Der findes mange. Disse sandheder udfordrer hinanden, preller af på hinanden, afspejler hinanden, ignorerer hinanden, driller hinanden, er blinde for hinanden. Sommetider føler man, at man har et øjebliks sandhed i ens hånd, men så smutter den ud mellem fingrene og er tabt.

Begyndelser kender ikke slutninger

Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan mine skuespil opstod. Jeg kan ikke forklare det. Jeg kan heller ikke opsummere mine stykker, udover at konstatere at dette er, hvad der skete. Dét var, hvad de sagde. Dét var, hvad de gjorde.

De fleste af stykkerne udspringer af en replik, et ord eller et billede. Det givne ord efterfølges ofte kort efter af et billede. Jeg vil give to eksempler af to replikker, der opstod ud af det blå i mit sind, efterfulgt af et billede, efterfulgt af mig.

Stykkerne er ’The Homecoming’ og ’Old Times’. Den første linie af ’The Homecoming’ er: ”Hvad har du gjort ved saksen?” Den første linie I ’Old Times’ er: ”mørkt”.

I begge tilfælde havde jeg ikke yderligere information.

I det første tilfælde ledte nogen tydeligvis efter en saks og forlangte at få at vide, hvor den var, af en anden, han mistænkte for at have stjålet den. Men jeg vidste på en eller anden måde, at den adspurgte person var ligeglad med saksen og for den sags skyld med den spørgende person.

”Mørkt” tog jeg som en beskrivelse af en persons hår, en kvindes hår, et svar på et spørgsmål. I begge tilfælde fandt jeg mig selv nødsaget til at efterfølge sagen. Dette skete visuelt, som en meget langsom overblænding gennem skygge til lys.

Jeg begynder altid et stykke med at kalde karaktererne A, B og C.

I stykket, der blev til ’The Homecoming’, så jeg en mand træde ind i et nøgent rum og stille sit spørgsmål til en yngre mand, der sad på en grim sofa og læste en galopavis. Jeg mistænkte på en måde, at A var en far, og at B var hans søn, men jeg havde intet bevis. Dette blev på en måde bekræftet et kort stykke tid efter, da B (der senere blev til Lenny) siger til A (der senere blev til Max), ”Far, har du noget imod, at jeg skifter emne? Jeg vil spørge dig om noget. Det måltid vi spiste før, hvad var navnet på det? Hvad kalder man det? Hvorfor køber du ikke en hund? Du er en hundekok. Helt ærligt. Du tror, du laver mad til en masse hunde.” Så siden B kalder A ”far”, syntes det rimeligt for mig at antage, at de var far og søn. A var også tydeligvis kok, og hans madlavning syntes ikke at være højt værdsat. Betød dette, at der ikke var en moder? Jeg vidste det ikke. Men som jeg fortalte mig selv på dette tidspunkt, kender vores begyndelser aldrig vore slutninger.

Karakterer

”Mørkt”’ Et stort vindue. Aftenhimmel. En mand, A (der senere blev til Deeley), og en kvinde, B (der senere blev til Kate), siddende med drinks. ”Tyk eller tynd?”, spørger manden. Hvem taler de om? Men så ser jeg, stående ved vinduet, en kvinde, C (der senere bliver til Anna), i et andet skær af lys, med ryggen til dem - hendes hår er mørkt.

Det er et sælsomt øjeblik, øjeblikket hvor karakterer skabes, der indtil da ikke havde nogen eksistens. Hvad der følger er usikkert, endda hallucinatorisk, selv om det nogen gange kan udgøre en ustoppelig lavine. Forfatterens position er aparte. På en måde bliver han ikke budt velkommen af karaktererne. Karaktererne strider imod ham, de er ikke lette at leve med, de er umulige at definere. Man kan helt sikkert ikke diktere dem. I en hvis grad spiller man et uendeligt spil med dem, kat og mus, blindebuk, gemmeleg. Men til sidst opdager man, at man har mennesker af kød og blod på ens hænder, mennesker med deres egen vilje og individuel følsomhed, udgjort af enkeltdele man ikke er i stand til at ændre, manipulere eller forvanske.

Sprog i kunst forbliver således en højst ambivalent transaktion. Kviksand. En trampolin. En tilfrosset pøl, der kan give efter under én, forfatteren, til enhver tid.

Men som jeg har sagt, kan søgen efter sandhed aldrig stoppe. Den kan ikke afbrydes, den kan ikke udsættes. Det må blive set i øjnene, lige der, på stedet.

Politisk teater

Politisk teater præsenterer et helt andet sæt problemer. Moraliseren må undgås for enhver pris. Objektivitet er essentiel. Karaktererne må tillades frit at ånde deres egen luft. Forfatteren må ikke spærre dem inde og begrænse dem til at tilfredsstille hans egen smag, disposition eller fordom. Han må være beredt på at nærme sig dem fra forskellige vinkler, fra et fuldt og uhindret sæt perspektiver, muligvis tage dem på sengen en gang imellem, men ikke desto mindre give dem frihed til at gå den vej, de vil. Dette fungerer ikke altid. Og politisk satire, efterfølger selvfølgelig ingen af disse rettesnore, gør i virkeligheden det stikmodsatte, hvilket er dets rette funktion.

I mit stykke ’The Birthday Party’, mener jeg, at jeg tillader en hel række tilfældigheder at operere i en tæt skov af muligheder for til sidst at fokusere på en underkastelseshandling.

’Mountain Language’ foregiver ikke at tilbyde samme råderum. Det forbliver brutalt, kort og grimt. Men soldaterne i stykket får dog noget ud af det. Man glemmer nogle gange, at torturbødler let kommer til at kede sig. De har brug for noget at grine af for at holde moralen oppe. Dette er jo blevet bekræftet af begivenhederne ved Abu Ghraib i Bagdad. ’Mountain Language’ varer kun 20 minutter, men det kunne have fortsat time efter time, videre og videre, det samme mønster gentaget igen og igen, videre og videre, time efter time.

’Ashes to Ashes’, lader på den anden side til at finde sted under vand. En druknende kvinde, hendes hånd rækkende op mod bølgerne, faldende ned ud af syne, rækkende ud efter andre, men ikke findende nogen, hverken over eller under vand, findende kun skygger, refleksioner; flydende, kvinden en tabt figur i et druknende landskab, en kvinde ude af stand til at undslippe den dom, der kun synes at tilhøre andre.

Men som de døde, må hun også dø.

Spind af løgne

Politisk sprog, som brugt af politikere, vover sig aldrig ud i nogle af disse territorier, siden størstedelen af politikere, i henhold til de beviser vi har adgang til, ikke er interesserede i sandhed men i magt og bevarelsen af denne magt. For at bevare magten, er det essentielt, at folk forbliver i uvidenhed om sandheden, selv sandheden om deres egne liv. Hvad der omgiver os, er derfor et omfattende spind af løgne, som vi fodres med.

Som hvert enkelt menneske hér ved, var retfærdiggørelsen for invasionen af Irak, at Saddam Hussein besad et højst farligt arsenal af masseødelæggelsesvåben. Nogle kunne affyres indenfor 45 minutter og skabe frygtelig ødelæggelse. Vi blev forsikret om, at dette var sandt. Det var ikke sandt. Vi blev fortalt, at Irak havde et forhold til Al Qaeda og delte ansvar for uhyrligheden i New York, den 11. september, 2001. Vi blev forsikret, at dette var sandt. Det var ikke sandt. Vi blev fortalt, at Irak truede verdens sikkerhed. Vi blev forsikret, at dette var sandt. Det var ikke sandt.

Sandheden er meget anderledes. Sandheden har at gøre med, hvordan USA forstår sin rolle i verden og vælger at udfylde den.

Udokumenterede forbrydelser

Men før jeg vender tilbage til nutiden, vil jeg gerne se nærmere på den nyere fortid, og her tænker jeg på USA’s udenrigspolitik siden Anden Verdenskrigs afslutning. Jeg mener, det er os obligatorisk, at underlægge denne periode i det mindste en slags begrænset kritisk blik, hvilket er alt, hvad tiden her vil tillade.

Alle ved, hvad der skete i Sovjetunionen og gennem Østeuropa efter krigen: den systematiske brutalitet, de udbredte overgreb, den hensynsløse undertrykkelse af uafhængig tanke. Alt dette er blevet fuldstændigt dokumenteret og bekræftet.

Men min påstand er, at USA’s forbrydelser i den samme periode kun er blevet overfladisk afdækket, end ikke dokumenteret, end ikke vedgået, end ikke anerkendt som forbrydelser overhovedet. Jeg mener at dette må adresseres, og at sandheden har betydelig indflydelse på, hvor verden står i dag. Om end i nogen grad begrænset af Sovjetunionens eksistens, gjorde USA’s handlinger i hele verden det klart, at de havde konkluderet, at de havde carte blanche til at gøre, hvad de ville.

Direkte invasion af en suveræn stat har i virkeligheden aldrig været USA’s foretrukne metode. Generelt har amerikanerne foretrukket, hvad de har beskrevet som ”lavintensitetskonflikt”. Lavintensitetkonflikt betyder, at tusinder af mennesker dør, men langsommere end hvis man kastede en bombe over dem under et hurtigt, ødelæggende angreb. Det betyder, at man inficerer hjertet af et land, planter en ondartet vækst og ser til, mens koldbranden breder sig. Når befolkningen er blevet undertvunget – eller tævet ihjel – i sin essens det samme – og ens venner, militæret og de store firmaer sidder tungt på magten, stiller man sig foran kameraet og erklærer, at demokratiet har sejret. Dette var normal praksis i amerikansk udenrigspolitik i de år, jeg referer til.

Nicaragua, et tragisk eksempel

Tragedien i Nicaragua er bare et eksempel på Amerikas syn på dets rolle i verden, både da og nu.

Jeg var til stede ved et møde på den amerikanske ambassade i London i slutningen af 1980’erne.

Den amerikanske kongres skulle til at afgøre, om den skulle bevillige flere penge til contraerne i deres kamp mod den nicaraguanske stat. Jeg var medlem af en delegation, der talte på vegne af Nicaragua, men det vigtigste medlem af denne delegation var pastor John Metcalf. Lederen af den amerikanske repræsentation var Raymond Seitz (på dette tidspunkt ambassadørens næstkommanderende, senere selv ambassadør). Pastor Metcalf sagde: ”Hr., jeg er leder af et sogn i det nordlige Nicaragua. Mine sognebørn byggede en skole, en sundhedsklinik og et kulturcenter. Vi levede i fred. For nogle få måneder siden angreb en contra-styrke sognet. De ødelagde alt: skolen, sundhedsklinikken, kulturcentret. De voldtog sygeplejersker og lærere og dræbte læger på den mest brutale måde. De opførte sig som barbarer. Forlang venligst at den amerikanske regering tilbagetrækker dens støtte til denne chokerende terrorhandling.”

Raymond Seitz havde et godt omdømme som en rationel, ansvarlig og højst raffineret mand. Han var højt respekteret i diplomatiske kredse. Han lyttede, tav og talte med stor tyngde. ”Pastor”, sagde han, ”Lad mig fortælle dig noget. I krig lider uskyldige mennesker altid.” Der var dyb stilhed. Vi stirrede på ham. Han fortrak ikke en mine.

Uskyldige mennesker lider i sandhed altid.

Endeligt sagde nogen: “Men i dette tilfælde var ‘uskyldige mennesker’ ofre for et grusomt overgreb støttet af Deres regering, et af mange overgreb. Hvis kongressen bevilliger contraerne yderligere penge, vil flere overgreb af denne slags finde sted. Er dette ikke rigtigt? Er Deres regering derfor ikke skyldig i at støtte mord og ødelæggelse mod borgerne i en suveræn stat?”

Seitz veg ikke en tomme. ”Jeg er ikke enig i, at de fremlagte kendsgerninger støtter jeres påstande”.

Mens vi forlod ambassaden, fortalte en amerikansk repræsentant mig, at han nød mine skuespil. Jeg svarede ikke.

Totalitært fangehul

Jeg må minde om, at på dette tidspunkt, udtalte præsident Reagan følgende: ”Contraerne er det moralske sidestykke til vores forfatningsfædre.”

USA støttede det brutale Somoza-diktatur i Nicaragua i over 40 år. Det nicaraguanske folk, ledt af sandinisterne, væltede dette regime i 1979, en betagende folkelig revolution.

Sandinisterne var ikke fejlfrie. De besad en del arrogance og deres politiske filosofi indeholdt et antal modstridende elementer. Men de var intelligente, rationelle og civiliserede. De søgte at skabe et stabilt, anstændigt, pluralistisk samfund. Dødsstraffen blev afskaffet. Hundredetusinder fattigdomsramte bønder blev bragt tilbage fra de døde. Over 100.000 familier blev overdraget jordstykker. To tusinde skoler blev bygget. En bemærkelsesværdig kampagne reducerede analfabetisme til under en syvendedel. Gratis uddannelse blev indført samt gratis sundhedspleje. Børnedødelighed blev reduceret med en tredjedel. Polio blev udryddet.

USA fordømte disse resultater som undergravende marxisme/leninisme. I henhold til den amerikanske regering var der ved at blive sat et farligt eksempel. Hvis Nicaragua blev tilladt at etablere basale normer for økonomisk og social retfærdighed, hvis det blev tilladt at højne standarderne for sundhedspleje og undervisning og opnå social enhed og national selvrespekt, ville nabolande stille de samme spørgsmål og gøre de samme ting. Der var selvsagt på dette tidspunkt voldsom modstand mod status quo i El Salvador.

Jeg talte tidligere om det spind af løgne, der omringer os. Præsident Reagan omtalte gerne Nicaragua som et ”totalitært fangehul”. Dette blev generelt opfattet af medierne, og i hvert fald af den britiske regering, som en præcis og retfærdig beskrivelse. Men i virkeligheden blev der ikke registreret dødspatruljer under den sandinistiske regering. Ingen tortur blev registreret. Der var ingen systematisk eller officiel militærbrutalitet. Ingen præster blev myrdet i Nicaragua. Der sad faktisk tre præster i regeringen, to jesuitter og en Maryknoll-missionær. De totalitære fangehuller eksisterede faktisk i nabolandene El Salvador og Guatemala. USA havde væltet de demokratisk valgte regeringer i 1954 og det vurderes, at over 200.000 mennesker blev ofre for skiftende militærdiktaturer.

Seks af de mest fremtrædende jesuitter i verden blev brutalt myrdet på det centralamerikanske universitet i El Salvador i 1989 af en bataljon fra Alcatl-regimentet, der var optrænet på Fort Benning i Georgia i USA. Den ekstremt modige mand, ærkebiskop Romero, blev snigmyrdet under en gudstjeneste. Det vurderes, at 75.000 mennesker døde. Hvorfor blev de dræbt? De blev dræbt, fordi de troede på, at et bedre liv var muligt og skulle opnås. Denne tro rubricerede dem automatisk som kommunister. De døde, fordi de turde stille spørgsmål ved status quo, den endeløse fattigdom, fornedrelse og undertrykkelse, som havde været deres vuggegave.

USA væltede til sidst sandinist-regeringen. Det tog nogle år og kostede betydelig modstand, men den nådesløse økonomiske efterfølgelse og 30.000 dræbte knækkede til sidst det Nicaraguanske folk. Deres situation var igen præget af udmattelse og forarmelse. Kasinoerne rykkede tilbage ind i landet. Gratis sundhedsydelser og uddannelse var historie. Big business vendte tilbage med fuld kraft. ’Demokratiet’ havde sejret.

Resultatet af USA’s udenrigspolitik

Men denne ‘politik’ var på ingen måde begrænset til Centralamerika. Den blev gennemført i hele verden. Den var uden ende. Og det er som, det aldrig har fundet sted.

USA støttede og skabte i mange tilfælde hvert eneste militærdiktatur i verden efter Anden Verdenskrig. Jeg refererer til Indonesien, Grækenland, Uruguay, Brasilien, Paraguay, Haiti, Tyrkiet, Filippinerne, Guatemala, El Salvador, og, selvfølgelig, Chile. De rædsler som USA påførte Chile i 1973 kan aldrig blive vasket af og kan aldrig tilgives.

Hundredetusinder af mennesker døde i disse lande. Fandt disse dødsfald sted? Og er de i alle tilfælde et resultat af USA’s udenrigspolitik? Svaret er ja, de fandt sted, og ja de er et resultat af amerikansk udenrigspolitik. Men det kan I ikke vide.

Det er aldrig sket. Intet er nogensinde sket. Selv mens det skete, skete det ikke. Det betød ikke noget. Det var ikke interessant. USA’s forbrydelser har været systematiske, konstante, ondskabsfulde, nådesløse, men meget få personer har rent faktisk talt om dem. Det må man give USA. De har udført en ganske klinisk magtmanipulation over hele verden, maskeret som en magt til tjeneste for det universelle gode. Det er en genial, endda åndrig, højst succesfuld hypnosehandling.

Funklende krigslist

Mit bud til jer er, at USA opfører det største show af alle. Brutalt, indifferent, skånselsløst som det er, er det også sindrigt gennemført. Som en sælger er det alene ude og dets mest salgbare handelsvare er egenkærlighed. Det er en vinder. Lyt til alle de amerikanske præsidenter på tv sige ordene, ”det amerikanske folk”, som i sætningen, ”Jeg siger til det amerikanske folk, det er tid til at bede og til at forsvare det amerikanske folks rettigheder, og jeg beder det amerikanske folk stole på deres præsident i den handling, han er på vej til udføre på vegne af det amerikanske folk.”

Det er en funklende krigslist. Sprog anvendes faktisk til at holde tanker stangen. Ordene ”det amerikanske folk” danner en i sandhed overdådig pude af beroligelse. Man behøver ikke tænke. Læg blot hovedet tilbage på puden. Puden kvæler måske din intelligens og din kritiske sans, men den er meget komfortabel. Dette gælder selvfølgelig ikke for de 40 millioner mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen og de to millioner mænd og kvinder fængslet i det store Gulag af fængsler, der strækker sig over hele USA.

USA bekymrer sig ikke længere om lavintensitetskonflikt. Det ser ikke længere nogen grund til at være tilbageholdende eller blot lusket. Det lægger uden frygt sine kort på bordet. USA er ganske simpelt hamrende ligeglad med FN, international lov eller kritik, hvilket det anser som impotent og irrelevant. Det har også dets eget lille brægende lam, følgende efter hvor end det går, det ynkelige og underdanige Storbritannien.

Du er enten med os eller imod os

Hvad er der sket med vores moralske sensibilitet? Har vi nogensinde haft en sådan? Hvad betyder disse ord? Refererer de til en betegnelse, der kun sjældent bruges i disse dage – samvittighed? En samvittighed, der ikke kun angår vore egne handlinger, men omhandler vores fælles ansvar for andres handlinger? Er den helt forsvundet? Se på Guantanamo Bay. Hundreder af mennesker tilbageholdt uden anklage i over tre år, uden juridisk bistand eller rettergang, teknisk set tilbageholdt på ubestemt tid.

Dette totalt illegitime system opretholdes i strid med Geneve-konventionen. Det tolereres ikke blot af det såkaldt ’internationale samfund’, men skænkes næppe en tanke. Denne skandaløse forbrydelse bliver begået af et land, der har udråbt sig selv som ”lederen af den frie verden.” Skænker vi fangerne på Guantanamo Bay en tanke? Hvad siger medierne om dem? De dukker op nu og da – som en lille notits på side seks. Fangerne er blevet anvist til et ingenmandsland, fra hvilket de måske aldrig vil vende tilbage. Mange af dem sultestrejker nu og bliver tvangsfodret, inklusive britiske statsborgere. Ingen humane hensyn tages under disse tvangsfodringsprocedurer. Ingen beroligende eller smertestillende medicin. Kun et rør der stikkes op igennem næsen og ned i halsen. Man kaster blod op. Dette er tortur. Hvad har den britiske udenrigsminister ytret omkring dette? Intet. Hvad har den britiske premierminister udtalt om det? Intet. Hvorfor ikke? Fordi USA har sagt: At kritisere vore gerninger i Guantanamo udgør en uvenlig handling. Du er enten med os eller imod os. Så Blair holder mund.

Forbrydelser i Irak

Invasionen af Irak var en forbryderisk handling, en handling af åbenbar statsterrorisme, demonstrerende fuldstændig foragt for international lov. Invasionen var en vilkårlig militæraktion baseret på en serie løgne og grov manipulation af medierne og dermed af offentligheden; en handling der havde til hensigt at konsolidere USA’s militære og økonomiske kontrol over mellemøsten, mens den foregav – som sidste udvej, da alle andre retfærdiggørelser var faldet til jorden – at være en befrielse. En formidabel demonstration af militær magt, der var skyld i drabet og lemlæstelsen af tusinder og atter tusinder af uskyldige mennesker.

Vi har bragt tortur, klyngebomber, forarmet uran, utallige vilkårlige mord, fortvivlelse, fornedrelse og død til det irakiske folk og kalder det at ”bringe frihed og demokrati til Mellemøsten”. Hvor mange mennesker skal man dræbe, før man kvalificeres til beskrivelsen som massemorder og krigsforbryder? 100.000? Mere end nok, ville jeg have troet. Det ville derfor være retfærdigt, om Bush og Blair blev stillet for Den Internationale Straffedomstol. Men Bush har været snu. Han har ikke ratificeret Den Internationale Straffedomstol. Hvis en amerikansk soldat eller for den sags skyld politiker skulle blive stillet for domstolen, har Bush truet med at sende marineinfanteriet. Men Tony Blair har ratificeret domstolen og står derfor til rådighed for retsforfølgelse. Vi kan lade domstolen få hans adresse, hvis de er interesserede. Det er Downing Street 10, London.

Vi tæller ikke ligene

Dødsfald er i denne sammenhæng irrelevante. Både Bush og Blair undlader at tildele dødsfaldene vigtighed. Mindst 100.000 irakere blev dræbt af amerikanske bomber og missiler før opstanden begyndte. Disse mennesker tillægges ingen betydning. Deres dødsfald eksisterer ikke. De er ubeskrevne. De er ikke engang registreret som døde. ”Vi tæller ikke ligene”, udtalte den amerikanske general Tommy Franks.

I begyndelsen af invasionen blev et fotografi offentliggjort på forsiden af en britisk avis. Det viser Tony Blair, der kysser en lille irakisk dreng på kinden. ”Et taknemmeligt barn” lød billedteksten. Nogle dage senere bragtes en historie inde i avisen med et billede af en fireårig dreng uden arme. Hans familie var blevet sprunget i luften af et missil. Han var den eneste overlevende. “Hvornår får jeg mine arme tilbage?” spurgte han. Man gik ikke videre med historien. Tony Blair omfavnede jo heller ikke drengen eller nogen andre lemlæstede børn eller rørte ved nogen af de blodige lig. Blod er beskidt. Det tilsmudser ens skjorte og slips, når man er ved at holde en oprigtig tale på tv.

De 2.000 amerikanske dødsfald er pinlige. De bliver transporteret til deres grave i mørket. Begravelserne foregår i stilhed uden at skabe røre. De lemlæstede rådner op i deres senge, nogen for resten af livet. Så de døde og de lemlæstede rådner begge op - i hver deres grave.

Her er et uddrag af et digt af Pablo Neruda, ”Jeg forklarer ét og andet”

Og en morgen stod alt i flammer

og en morgen skød bålene

op af jorden

og fortærede levende mennesker,

og siden hen ild,

krudt siden hen,

og siden hen blod.

Banditter med flyvemaskiner

Og med maurere,

banditter med fingerringe og hertuginder,

banditter med sorte velsignende munke

kom fra himlen for at slå børn ihjel,

og gennem gaderne flød børnenes blod,

uden videre, som børns blod.

Sjakaler selv sjakalen ville støde fra sig,

Sten den tørre tidsel havde spyttet ud,

Snoge forhadt blandt snoge!

Foran jer har jeg set Spaniens

Blod løfte sig

For at drukne jer i en stor bølge

Af stolthed og knive!

Generaler

Forrædere:

se mit døde hus,

se Spanien knækket:

men fra hvert af de døde huse

skyder glødende metal

i stedet for blomster,

og fra hvert hul i Spanien

skyder Spanien frem,

og fra hvert eneste myrdede barn et gevær med øjne

og af hver eneste forbrydelse fødes kugler

som en dag skal finde et hjertes

beliggenhed

I spørger hvorfor hans digte

ikke fortæller os om drømmen, om bladene.

om hans fædrelands store vulkaner?

kom og se blodet i gaderne,

kom og se,

blodet i gaderne,

kom og se blodet

i gaderne!

(Oversat af Peer Sibast og Ivan Malinovski, Pablo Neruda, ”Spanien i Hjertet”, Rhodos, 1975)

Fuldspektrum dominans

Lad mig gøre det klart, at ved at citere fra Nerudas digt sammenligner jeg på ingen måde det republikanske Spanien med Saddam Husseins Irak. Jeg citerer Neruda, fordi intet andet sted i moderne digtning har jeg læst en så kraftfuld, følelsesfuld beskrivelse af bombningen af civile.

Jeg har tidligere sagt, at USA nu spiller fuldstændig åbent spil, når det lægger sine kort på bordet. Dette er tilfældet. Dets officielt erklærede politik er nu defineret som ”fuldspektrum dominans”. Dette er ikke mit begreb, men deres. ‘Fuldspektrum dominans” betyder kontrol over land, hav, luft og rum med dets tilhørende ressourcer.

USA besidder i dag 702 militære anlæg i 132 lande over hele verden, selvfølgelig med den ærbare undtagelse af Sverige. Vi ved ikke helt, hvordan dets magt blev så udbredt, men det er et faktum nu.

USA besidder 8.000 aktive og operative atomare sprænghoveder. Totusinde af dem er i højt beredskab, parat til at blive affyret med 15 minutters varsel. Det udvikler nye systemer af atomvåben, kendt som ”bunker busters”. Briterne, altid samarbejdsvillige, har til hensigt at erstatte deres eget atommissil, Trident. Jeg undrer mig over, hvem de mon sigter mod? Osama Bin Laden? Dig? Mig? Joe Dokes? Kina? Paris? Hvem ved? Hvad, vi ved, er, at dette infantile vanvid – besiddelsen af og truslen om brug af atomvåben – er hjertet af den nuværende amerikanske politiske filosofi. Vi må huske på, at USA konstant er på krigsfod og ikke viser noget tegn på at nedtrappe fra denne tilstand.

En ægte mand

Mange tusinde, hvis ikke millioner, af mennesker i USA væmmes tydeligt og er skamfulde og vrede over deres regerings handlinger, men for nuværende udgør de ikke en sammenhængende politisk kraft – endnu. Men angsten, usikkerheden og frygten, som vi kan se vokse dagligt i USA, vil næppe formindskes.

Jeg ved, at præsident Bush har mange enormt kompetente taleskrivere, men jeg vil gerne selv stille mig til rådighed til jobbet. Jeg foreslår den følgende korte tale, som han kan opføre på tv for nationen. Jeg ser ham for mig, alvorlig, hans hår velfriseret, seriøs, vindende udseende, ærlig, ofte indladende, nogen gange anvendende et skævt smil, mærkeligt attraktiv, en ægte mand.

“Gud er god. Gud er stor. Gud er god. Min Gud er god. Bin Laden’s Gud er ond. Han er en ond Gud. Saddams Gud var ond, bortset fra at han ikke havde en Gud. Han var en barbar. Vi er ikke barbarer. Vi hugger ikke folks hoveder af. Vi tror på frihed. Det samme gør Gud. Jeg er ikke barbar. Jeg er den demokratiske leder af et fredselskende demokrati. Vi er et medmenneskeligt samfund. Vi anvender den elektriske stol og giftindsprøjtninger på medmenneskelig vis. Vi er en stor nation. Jeg er ikke diktator. Det er han. Jeg er ikke en barbar. Det er han. Og han også. Det er de alle. Jeg besidder moralsk autoritet. Ser i denne næve? Den er min moralske autoritet. Og det gør I klogt i at huske på.”

På den anden side af spejlet stirrer sandheden på os

En forfatters liv er højst sårbart, - en næsten nøgen aktivitet. Vi behøver ikke begræde dette. Forfatteren tager sit valg og må tage konsekvenserne. Men det er sandt at sige, at man er åben for alle vinde, nogle af dem isnende kolde. Man er alene, ude på en farlig færd. Der findes ingen ly og ingen beskyttelse – med mindre man lyver – i hvilket tilfælde man i sagens natur har konstrueret sin egen beskyttelse og, kunne man sige, er blevet politiker.

Jeg har denne aften flere gange refereret til døden. Jeg skal nu citere et af mine egne digte, kaldet ’døden’.

Hvor blev den døde krop fundet?

Hvem fandt den døde krop?

Var den døde krop død, da den blev fundet?

Hvordan blev den døde krop fundet?

Hvem var den døde krop?

Hvem var faderen eller datteren

eller broderen

Eller onkelen eller søsteren eller

moderen eller sønnen

Til den døde og forladte krop?

Var kroppen død da den blev forladt?

Var kroppen forladt?

Af hvem var den blevet forladt?

Var den døde krop nøgen eller klædt

på til en rejse?

Erklærede du den døde krop død?

Hvor godt kendte du den døde krop?

Hvordan vidste du den døde krop var død?

Vaskede du den døde krop?

Lukkede du begge dens øjne?

Begravede du kroppen?

Lod du den ligge efterladt?

Kyssede du den døde krop?

(Oversat af Hans-Erik Larsen/Banana Split)

Når vi kigger os i spejlet, tror vi, at billedet der møder os, er præcist. Men bevæg dig en millimeter og billedet forandrer sig. Vi kigger i virkeligheden på et uendeligt spektrum af refleksioner. Men nogen gange må en forfatter smadre spejlet – for det er på den anden side af spejlet, at sandheden stirrer på os.

Jeg mener, at til trods for de enorme odds vi har imod os, er det en afgørende forpligtigelse for os som borgere at definere den virkelige sandhed om vore liv og vore samfund, ved hjælp af en uforfærdet, urokkelig, intens intellektuel beslutsomhed. Det er i realiteten påtvunget.

Hvis en sådan beslutsomhed ikke er legemliggjort i vores politiske vision, har vi intet håb om at tilbageerobre, hvad der er tilbage af, hvad vi næsten har tabt – vores menneskelige værdighed.

© THE NOBEL FOUNDATION 2005

(Harold Pinter var grundet sygdom ikke i stand til at afholde talen i Stockholm, hvorfor talen blev afspillet på video.)

Oversat af Carsten Lundsgaard.