Terrorister? Hvem?

Venstresocialisterne ejer et lille tøjfirma, som de sidste uger har været på alverdens forsider.

Firmaet »Fighters and Lovers« sælger smart streetware, som ikke bare har logoer med PLFP og FARC, men vil også give 35 kr. per solgt tøjstykke til disse organisationer.

Det har foranlediget politianmeldelse og undersøgelse for terrorvirksomhed.

Ikke kun vi, men også 700.000 europæiske advokater, har påpeget, at retssikkerhed og ytringsfrihed er truet af upræcise, gummiagtige bestemmelser, der kan bruges efter forgodtbefindende af statsapparatet.

Til øget strafudmåling, kriminalisering af uønsket og ubekvem politisk opposition og til øgede politimæssige beføjelser til f.eks. overvågning og vilkårlige fængslinger.

Krigen mod terror har vist sig at være en gave til undertrykkende regimer og besættelsesmagter.

Vi ser det i Rusland i forhold til Tjetjenien, Kina i forhold til Tibet og XianJang-provinsen, Pakistan i forhold til Baluchistan, Tyrkiet i forhold til Kurdistan.

Og på det seneste Marokkos terrorstempling af fredelige saharianske demonstrationer mod besættelsen.

Ikke at forglemme den USA-ledede krig imod Irak og deraf følgende tortur, hemmelige fængsler og fængslinger uden rettergang.

Effekten ses også herhjemme. Den udenrigspolitik, som blev knæsat under den tidligere SR-regering, og som er skærpet af den nuværende VC-regering, har betydet, at dansk udenrigspolitik mere er fokuseret på magt og kontrol end på fredelige og politiske løsninger.

Og som den amerikanske offentlighed skal vi nu vænne os til at glæde os over, at danske soldater foruden krigsindsatsen giver chokolade, van og en ideologi til de besatte.

Den slags historier har altid været en del af imperialismens egen historiefortælling: Spanien i Sydamerika, Belgien i Congo, England i Indien, USA på Filipinerne, Holland i Indonesien, Portugal i Angola. Civilisation/jernbaner, kristendom/skoler, menneskerettigheder/markedsøkonomi.

Ideologisk redskab

At »krigen mod terror,« demokrati og åbent marked er bekvemme redskaber for den vestlige imperialisme giver der i dag mange eksempler på.

Hvis vi, blåøjede, skulle tage præmisserne for krigen mod Irak alvorlig; altså krig mod et diktatur, der har masseødelæggelsesvåben og som huser terrorister, ville det USA-støttede Pakistan være et indlysende mål.

Det USA-støttede saudiarabiske diktatur ville være et mere indlysende mål end Afghanistan.

Og hvis nogen stadig har svært ved at forstå de arabiske befolkningers vrede, så tænk blot på den øjeblikkelige pression mod Irans eventuelle atombevæbning. Iran trues nu af et Israel, der er såvel illegitimt atombevæbnet og en besættelsesmagt.

Og på den anden side af jorden sidder i Venezuela den tre gange folkevalgte Chavez, som USA, bl.a. ved kupforsøg, forsøger at vælte.

Den ubehagelige kendsgerning i denne del af verden er, at de regimer, som USA støtter, er karakteriseret ved social uretfærdighed og lav stemmedeltagelse.

Og omvendt, når demokratiet giver reel mulighed for forandring ryger stemmedeltagelsen i vejret, og i stedet kommer regeringer, som USA ikke bryder sig om. Det er sidst set ved Evo Morales sejr i Bolivia.

Hvis det lykkes USA og de lokale borgerskaber, via WTO eller ved direkte kup, at underminere de nye centrum-venstreregeringer, og derved fastholde social, økonomisk og juridisk uretfærdighed, vil den igen sætte skub i den militante og væbnede kamp.

Det er sagt for at understrege, at det ikke er os, der vælger de våben, som den politiske kamp føres med.

»Krig mod terror« betyder også, som »Fighters and Lovers« illustrerer, at solidaritet med andre befolkningers kamp for selvstændighed og social retfærdighed kriminaliseres.

I Danmark har vi allerede set, hvor langt staten vil gå i hvad den vil karakteriserer som terrorvirksomhed i forhold til §114.

I landsretten køres nu sagen mod Greenpeace, som i protest mod gensplejsede fødevarer, ophængte bannere på Landbrugsrådets bygning. For dette blev de idømt individuelle bøder samt 30.000 kr. til organisationen efter §114.

Og der er påbegyndt retssag med Foreningen Opgør for støtte til PFLP og FARC.

Frygt og passivitet

De to sager illustrerer de to hovedproblemer med antiterrorloven.

Det ene, som i Greenpeace-sagen, er ugennemsigtigheden i, hvad det er, der kan betegnes som terrorvirksomhed.

Faglige organisationer og juridiske eksperter har peget på, at faglige aktioner uden problem kan falde ind under terrorvirksomhed: Greenpeace-sagen kan blive starten på en langsom erodering af mulighederne for politisk opposition.

Skadesvirkninger på demokrati og ytringsfrihed går langt videre end de kommende domfældelser. Den frygt og passivitet, som de skaber, er det vigtigste formål med antiterrorlovene.

Det andet hovedproblem er emnet her, nemlig terrorlisten. Ét forhold er, at terrorlisterne ikke kan omfatte stater. Det andet er, at listen er sammensat uden offentlig indsigt, kontrol og juridisk afgørelse. Terrorlisten belv udleveret som USAs liste over hvem, der er ven og fjende, og i kølvandet på 9.11. godkendt af bl.a. EU.

Terrorlisten indeholder desuden heller ikke mulighed for nogen appel, dvs. at organisationer, der er opført på denne ikke har nogen mulighed for at få deres navn slettet. Der er alene afhængig af hvem, der p.t. er USAs fjender.

Det forhold vil Venstresocialisterne udfordre i tilfældet PFLP og FARC.

Det kræver unægtelig nogen humoristisk sans at forestille sig, at VS skal indkaldes af politiet anklaget for terrorvirksomhed. Vi har her politiets chef, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som vi tidligere har set afbilledet med maskinpistol, da han overrakte 600.000 kr. til afghanske »frihedskæmpere,« som han i lighed med Ronald Reagan kaldte dem.

I dette blad havde vi samtidig en artikel om hvilken reaktionær middelalderideologi, som fundamentalisterne repræsenterer.

Og vi har her en regering, som sammen med EU og USA er i færd med at finde en løsning, så man stadig kan forhandle med Det palæstinensiske Selvstyres nye vinder, Hamas, som er opført på terrorlisten.

Kun Thøger Seidenfaden fra Politiken har et klart svar på disse dilemmaer, nemlig at magt er ret. Altså, hvorvidt en organisation kan betegnes som terrororganisation, er udelukkende afhængig af, om den har held til at få magt via terror.

ANC og Nelson Mandela, som blev terrorstemplet af USA og England – og herhjemme af Erhard Jacobsen fra Centrum Demokraterne – hører således til det gode selskab.

Det er ikke Venstresocialisternes opfattelse.

Vi har og støtter fortsat nationale og sociale befrielseskampe, ikke ud fra magt, men ret. Ret til modstand mod besættelse og ret til modstand mod social uretfærdighed.

ANCs ret til væbnet modstand var ikke samtidig en ret til hvilke som helst midler i denne kamp. Ligesom vi støttede vietnamesernes væbnede kamp mod den amerikanske besættelse. Vi støttede Vietcong næsten ubetinget, næsten fordi vi ved, at i en modstandskamp sker der alvorlige fejl, ganske ligesom i den danske mod den tyske besættelsesmagt, og velvidende, at vi politisk ikke var enige på en række punkter.

Vi var modstandere af den danske regerings fortsatte anerkendelse af Pol-Pots morderiske regering. Magt er ikke ret.

PFLP

Terrorstemplingen af PFLP er ud fra alle kriterier absurd. PFLP står som den eneste betydningsfulde organisation i Palæstina, som i ord og praksis vender sig imod terror, forstået som drab og vold mod uskyldige civile.

PLFP ønsker et forenet, social retfærdigt og ikke-religiøst Palæstina med lige ret for jøder og palæstinenserer, og retter sine væbnede angreb mod besættelsesmagten Israel.

Læsere af dette har ikke brug for opremsning af den grusomme israelske besættelse eller for at få at vide, at graden af modstand mod uretfærdighed er afhængig af undertrykkelse.

Vi ved f.eks. at den danske modstandskamps grusomhed mod den tyske besættelse er mild i forhold til den polske. Og den tyske besættelse af Danmark er en høflighedsvisit i forhold til Israels besættelse af Palæstina.

Man lad os tage to begivenheder, der måske ryster del af venstrefløjen i forhold til PFLP.

PFLP påtog sig ansvaret for mordet på den israelske turistminister. Det blev internationalt opfattet som mord på en fra den civile besættelsesadministration, og derfor en terrorhandling.

Men den israelske minister er en del af det lille udvalg i Israel, som beslutter, hvilke palæstinensiske ledere, der skal likvideres, og var derfor et klart militært mål.

I den palæstinensiske modstandskamp er der mange gråzoner. F.eks. er del af det israelske civile samfund involveret i besættelsen i en grad, der er et åbent spørgsmål, hvorvidt det er legitimt militært mål. Det gælder f.eks. de israelske bosættere.

Men det gælder ikke i det konkrete tilfælde. Israel lægger ikke skjul på at mord på palæstinensiske ledere er systematiske og planlagte. PFLPs leder efter Georg Habash, Abu Ali Mustafa, blev i 2001 likvideret af Israel.

I indenrigspolitisk palæstinensisk sammenhæng var PFLPs drab på ministeren en fornuftig politisk beslutning. Med rette opfatter alle palæstinensere, at såvel deres land som deres liv kan efterstræbes uden konsekvens.

Og deres erfaring siden 1948 har vist, at opfordring til Israel og det internationale samfund om retfærdighed er resultatløs, med mindre man samtidig viser vilje til væbnet og civil modstand mod besættelsen.

Det andet tilfælde er, da PFLP erklærer en selvmordsbomber som tilhørende deres organisation.

VS fordømmer selvmordsbomber mod civile, også denne, men det får os ikke til at frasige os vor støtte til PFLP. Som det er utrykt i tale og i praksis, er det ikke en del af PFLPs politik. Vi vender os først og fremmest mod en så brutal besættelse, som betyder, at selvmordsbomber er en af de få muligheder, der gives.

At PFLP betegnes som terroristorganisation , hverken kan eller vil VS anerkende.

VS støtter ikke PFLP i et og alt, men vi har støttet og støtter fortsat PFLP, fordi de som de eneste har den rigtige løsning af krisen; nemlig et samlet Palæstina med lige ret for palæstinensere og jøder. Hverken to-statsmodellen, israelsk besættelse eller den islamiske et-statsmodel er retfærdig eller holdbar.

FARC

Heller ikke i Colombas tilfælde har VS deponeret sin politiske samvittighed hos FARC. Forstået på den måde at vi uden videre vil blåstemple alt, hvad FARC foretager sig.

Men lad os lige hjælpe pressen med et dementi: De to danskere fra F.L. Smith, som blev kidnappet i Colombia, blev ikke kidnappet af FARC, som der har stået, men af ELN.

Det betyder nu ikke meget for sagens kerne. FARC benytter sig også af kidnapning. Det gælder parlamentsmedlemmer og andre højtstående repræsentanter for regimet med det formål at få udvekslet FARC-fanger. Og det gælder gods- og fabriksejere for at få penge.

Modsat regeringen og de paramilitære styrker er ingen gidsler blevet henrettet. FARC er indirekte indblandet i narko-fremstilling, i og med at man tolererer coca-dyrkning mod at der betales skat.

I en rapport til den amerikanske kongres, som evaluerer de 3. mia. dollars, som USA bruger per år under Plan Colombia, sættes denne side i perspektiv. Her konstateres det, at pengene ingen effekt har i forhold til nedbringelse af coca i de regeringskontrollerede områder. De står stadig for 75% af verdensproduktionen

Det burde ikke komme som en overraskelse, ganske ligesom i Afghanistan, som under ’vores’ besættelse har øget sin produktion af opium fra næsten 0 til 80% af verdensproduktionen.

I begge tilfælde er militær kontrol vigtigere end narkobekæmpelse og menneskerettigheder.

De amerikanske bevillinger går til kamphelikoptere til oprørsbekæmpelse. Og man har samme formål: I begge tilfælde allierer man sig med lokale narkobaroner.

Omvendt har FARC med mindre og fredelige midler, haft større succes med at gøre det atraktivt for bønderne at dyrke andre afgrøder.

Volden i det colombianske samfund er voldsom og kommer ensidigt fra regeringen og de paramilitære styrker, som det fremgår af Amnesty Internationals rapporter. Særligt udsatte er journalister.

De 40 navngivne journalister, som regering og paramilitære styrker har myrdet, er kun en minoritet i forhold til de 1.000, som er skræmt til tavshed i en grad, så intet der ikke behager regimet kommer på print.

Listen over menneskerettighedsforkæmpere er længere. Og i Colombia er der myrdet flere fagforeningsfolk end i resten af verden samlet. 3.000 fagforeningsfolk er myrdet de sidste 15 år.

International Confederation of Free Trade Unions opregner de myrdede, de lemlæstede, de truede, foruden de ødelagte forforeningskontorer m.v. (se www.icftu.org og søg på Colombia).

For at illustrere den colombiansk virkelighed kan man se den danske film »Guerilla-Girl,« som uden politisk stillingtagen, beskriver hvorledes en ung colombianer optages i FARC.

For vores indenrigs- og udenrigsministers synsvinkel starter det sørgelige i historien nok det øjeblik, den unge pige træder ind i terroristorganisationen FARC. Men for os sker det længe før.

Personen, som er virkelig, melder sig til FARC, da en af hendes medstuderende arresteres og efterfølgende tortureres af myndighederne.

Var vi herhjemme udsat for noget lignende ville vi åg til politi, domstole og Ekstra Bladet og protestere over fængsling og tortur.

Men Colombia er verdensrekordindehaver af menneskerettighedskrænkelser, og det som politi og myndigheder ikke kan slippe af sted med, overlader man til de paramilitære styrker.

Også de har ifølge Amnesty International verdensrekord i mord og vold.

Venstres Ungdom, som har politianmeldt »Fighters and Lovers« for støtte til FARC, udtrykker deres støtte til den colombianske regering. Det må siges at være et klart politisk valg.

Vi vælger den unge kvinde, som melder sig til FARC.

Vi ville ønske, at hun havde mulighed for retfærdighed via loven, vi ville ønske, at hun tog arbejde og uddannelse til fordel for det colombianske samfund, og vi ville ønske, hun fik mulighed for at stifte familie i stedet for et militærliv i junglen.

Men overfor valget mellem at dø eller ligge på knæ, synes vi, at valget af FARC er et personligt og samfundsmæssigt godt valg for et værdigt liv.

I vores del af verden kan vi vælge at have så ophøjede principper, uanset den politiske kamps vilkår, at intet menneskeligt kan fortjene vor støtte og solidaritet. Eller give støtte til den modstand, som i praksis og teoretisk gør op med uretfærdighed.

Udvikling mod politistat i den vestlige verden er et spejlbillede af neoliberalisme og imperialisme i den 3. verden. Modstanden mod begge del er en fælles kamp.

Vore T-shirts er modtaget og købt overalt i verden med begejstring. Det viser, at der er vilje til at gøre op med besættelse og uretfærdighed, og et mod til at vise, at modstand er mulig.

Bekæmp imperialismen og dens usle håndlangere. Gå ind på www.fightersandlovers.com, køb og bær vore T-shirts.

Michael Schølardt er medlem af Venstresocialisterne og redaktionen af tidsskriftet Solidaritet, hvor artiklen tidligere har været bragt.

Artiklen er skrevet før politiet lukkede »Fighters and Lovers’s« hjemmeside og rejste tiltale efter straffelovens §114 mod syv personer omkring firmaet.

Læs også artiklerne ”Venstresocialister bag »Fighters and Lovers« og ”Politiet terrorsigter »Fighters and Lovers« på Modkraft.dk.