Kommentar: I skudlinien mellem USA og Mellemøsten

Intet land har været så fordømt som Iran i den politiske debat i Vesten. Iran har længe været og er i høj grad stadig USA’s og Europas favoritskydeskive i retorikken om det demokratiske åbne versus det teokratiske lukkede samfund, om det moderne individualistiske versus det middelalderlige hierarkiske samfund.

Det iranske samfund efter 1979-revolutionen bliver knyttet til det meste af det, som vi ikke selv ønsker at forbindes med. Medierne forenkler billedet af forskellene mellem os og dem i denne stil: Vesten – Iran; moderne – traditionelt; demokratisk – totalitært; fredeligt – voldeligt; trygt – terroriserende; sekulært – religiøst; og so videre.

USA har desuden, under Bush’ regime, gået så langt som at kalde Iran, sammen med Nordkorea og Sudan, for “ondskabens akse”, eller slyngelstater, der ifølge den amerikanske præsident er terrorreder og diktaturer, som det er umuligt at etablere frugtbare diplomatiske forhandlinger med. De kan med andre ord ikke få status som venlige stater uden revolution og statskup – eventuelt efter en krig – og symboliserer den mest alvorlige trussel imod USA.

Boykottens begrænsninger

Teherans politiske perspektiver og verdensbillede er naturligvis af en helt anden karakter end Washingtons. USA har boykottet Iran siden firserne, kort tid efter den meget vestlige Shahs fald fra magten i Teheran. Ingen amerikanske produkter og tjenester sælges til Iran.

Fidel Castros Cuba har meget længe været i en lignende situation af isolation. De fleste latinamerikanske stater har også, på et eller andet tidspunkt under den kolde krig, mærket konsekvenserne af USA’s hårde handelssanktioner imod illoyale (dengang hovedsagligt venstreorienterede) stater.

Isolationen sætter naturligvis store begrænsninger på økonomiens vækstmuligheder; den kvæler en potentiel positiv politisk og social udvikling i områderne. Siden 11/9 2001 har USA invaderet og okkuperet to af Irans nabolande, Irak og Afghanistan og etableret militærbaser i alle de andre lande i regionen. Med andre ord er Iran omringet af verdens stærkeste militærmagt og forventes af mange politiske analytikere at blive udsat for et massivt angreb inden ret lang tid, om præstestyret ikke bøjer sig for USA’s ultimative krav – regimeskifte.

Atomvåben

Polemikken om Irans atomvåbenprogram symboliserer konflikten mellem Vesten (først og fremmest USA) og Iran anno 2006. Iran skal stoppes, siger Bush, fordi “slyngelstater” truer ”verdensfreden” – især om de får egne atomvåbenarsenaler – og styres af fjendtlige hensynsløse regeringer.

De iranske argumenter om at atomprogrammet er beregnet til civil el-forsyning i et land med stor befolkningsvækst og urbanisering accepteres ikke. Hvorfor må vi ikke have atomkraftværker, når for eksempel Israel og Indien længe har haft atomvåben, spørger man sig selv i Teheran.

Præstestyret er iranernes største fjende

Iranere er ikke religiøse fanatikere, som pressen ellers ofte fremstiller dem, men et indoeuropæisk folk med en af verdens ældste civilisationer, der lever under et forhadt konservativt præstestyre, der for almindelige iranere er en langt større fjende end selveste USA.

Før revolutionen var Iran et af verdens mest “vestlige” og sekulariserede samfund, USA’s strategiske partner og allierede i regionen, men de brede masser udenfor byerne mærkede ikke noget til moderniseringen af Iran og levede som fattige bønder og nomader uden nogen form for indflydelse på landets udvikling.

Revolutionen og det shiitiske islams politiske renæssance var en reaktion på Shahens store problemer med at balancere mellem modernitet og tradition, mellem vesten og østen. Det er umuligt at forstå dagens iranske samfund uden at kende lidt til landets dramatiske historie og kulturens kompleksitet.

Misforståelser

Misforståelser i beskrivelser af Iran opstår ofte, fordi at der udelukkende fokuseres på nutiden, på øjeblikket, uden historiske perspektiv, og at man dermed let forføres af pressens følelsesladede og løse betragtninger af landet; for eksempel angående store demonstrationer i Teheran – under revolutionen og i 2006 – der kan virke voldsomme for vestlige tv-seere, men som i virkeligheden ofte er fest og underholdning for arbejdsledige bymennesker, der keder sig (uden diskoteker og underholdningsindustri), mere end noget udtryk for en reel politisk kamp.

En rejsebogsforfatter, Mark Elliot, der på en rejse i Iran i firserne tilfældigt endte midt i en kaotisk og voldsom antiamerikansk demonstration i Teheran centrum, blev efter demonstrationen inviteret hjem til demonstranter, der arrangerede en fest for deres kære gæst fra USA. Han blev aftenens midtpunkt. Iran er, skriver han i Lonely Planet, det tryggeste land han har besøgt. Iranere er meget åbne, meget gæstfrie og elsker at høre om livet i Vesten, helst direkte fra turister og andre besøgende i landet. Mange unge iraneres største drøm i livet er, at få chancen til at flytte til USA.

Præstestyret mister grebet

Halvdelen af alle eksiliranere bor i USA, specielt i Californien, og en stor del af de disse er stenrige forretningsdrivende der ønsker at vende hjem til et moderne vestligt Iran med gode forbindelser til USA.

Også her kan Cuba bruges som parallel. Rige eksilcubanere i Florida, de fleste ivrige republikanere der helhjertet støtter Bush, venter utålmodigt på at flytte hjem til et kapitalistisk åbent samfund efter Castros død og kommunismens opløsning. De støtter i stor grad USA’s hårde sanktioner imod deres hjemland, og kan dermed ikke forvente sig nogen varm velkomst fra de fattige cubanere der lever på Cuba.

Mange rige indflydelsesrige iranere i Californien vil gøre alt for at få det konservative præstestyre fjernet, gerne også med amerikansk militærmagt, men iranere i Iran vil naturligvis helst selv styre landets udvikling – uden (gentagelse af) USA’s indblanding i iranske forhold– og finde iranske løsninger for landets politiske fremtid.

Præstestyret har dog igennem de sidste år, i stor grad, mistet grebet om den iranske befolkning, ikke mindst ungdomsgenerationen, og der er uden tvivl større forandringer på vej. Folke Schimanski, svensk historiker, siger i en interessant artikel:

”Det fundamentalistiska prästväldets förakt för liv och mänskliga rättigheter, dess förtryck av oliktänkande och dess absurda kamp mot västerländska influenser når kanske nu sin sista kulmen under president Ahmadinejah, som stöder sig på sina badjis, stridskameraterna från kriget med Irak. Men paradoxalt nog har regimens satsningar på utbildning och barnfödande lett til stora ungdomskullar, som til dels är välutbildade och blickar mot väst.” (tidsskriftet Populär Historia 2/2006)

Forenklinger og forhindringer

De nævnte modsætninger, der baserer sig på Vesten–Iran kontrasten, forenkler en kompleks social virkelighed. Iran er et moderne samfund med en højtuddannet befolkning, der med en mere demokratisk politisk styreform og den aktuelle, har alle muligheder for at generobre fortidens storhed og blive respekteret som værdig aktør i en globaliseret verden.

De to største forhindringer imod denne positive udvikling er præstestyret og USA’s nuværende udenrigspolitik, der på hver sin måde forsøger at kontrollere landet udenom befolkningens reelle indflydelse. De geopolitiske forhold, Irans rige naturressourcer og strategiske beliggenhed, foruden landets regionale stormagtsstatus, er selvfølgelig vigtige elementer i det store politiske spil om Mellemøsten.

Den iranske befolkning, ung og progressiv, har forgæves forsøgt at få de reformvenlige kræfter, der ønsker dialog og samarbejde med Vesten til magten ved de seneste valg.

Vi skal ikke betragte Iran som et tilbagestående og ”primitivt” land. Det er dybt uretfærdigt. Vi skal ikke betragte iranere som en flok fanatikere. Det er en naiv og fordomsfuld vurdering. Og at forsøge at ændre deres religiøse identitet eller livsstil er respektløs chauvinisme.

Vi skal, ligesom iranerne gør, lytte til gæster og fremmede, og ikke mindst: vise hinanden respekt og anerkendelse. Iran kan blive en nær ven, om vi betragter den iranske befolkning som ligeværdige individer, der ikke truer den såkaldte ”verdensfred”. Iran er en misforstået aktør, der har fortjent oprejsning gennem dialog og anerkendelse.

Firouz Gaini er antropolog og Ph.D. ved socialantropologi på Færøernes Universitet