Kommentar: Fogh og de farlige sammenligninger

Fut i fejemøget blev der, da formanden for Danske Udlændingeretadvokater Anders Christian Jensen fik revet af sig, at indvandrerpolitikeres møde med Fogh svarede til, at Hitler mødtes med jøderne, "mens han lystigt gassede dem."

Det var sikkert dumt sagt, da massemordet på Europas jøder i ekstrem grad løber fra almindelige menneskers fatteevne. Anders Fogh er til at regne ud, så i den forstand, og i et par andre, er sammenligningen malplaceret.

Men bortset fra at det, som advokatformanden har opdaget og indrømmet, er uheldigt at sammenligne noget som helst med nazismen og dens udskejelser, så er der alligevel et par pointer, der er gået tabt for mange af de, der har kastet sig over Anders Christian Jensen.

For det første sammenligner han jo ikke nazisternes massemord med Fogh Rasmussens flygtningepolitik, ligeså lidt som han sammenligner Anders Fogh med Adolf Hitler. Jensens sammenligning går på princippet, lidt som hvis han havde sagt, at Fogh læste efterretningsrapporter og tolkede FN-resolutioner som fanden ville læse og tolke bibelen. Anders Fogh er ikke fanden, og resolutioner og rapporter er ikke biblen.

Så bogstaveligt blev advokatformandens finke af panden ikke taget, og havde han ønsket at kommunikere et indhold, havde han sagt noget andet. Men den udbredte kategoriske afvisning af paralleller til den tyske fascisme i 30erne og 40erne forhindrer, at nazisternes massemord kan blive andet end uudtømmelig ressource for propagandistister, der vil opfinde ’en ny Hitler’ som argument for at kaste bomber på værgeløse mennesker i Mellemøsten, eller som gloriepudsecreme til de krigsbegejstrede bombekastende statsministre, der smudser virkelige antifascistiske heltinder og helte til ved at sammenligne sig med dem.

Som talemåden med fanden og bibelen viser, kan overdrivende sammenligninger fremme forståelsen. Men de kan altså også, som Anders Christian Jensens jødemøde-sammenligning viser, forurene den saglige debat.

Men selvom nazisme og jødeudryddelse er mageløse i monstrøsitet og omfang, så kan de jo godt – og heldigvis for det – tjene som advarsel mod politik og politikere, der fører os ad samme vej, uden at føre os hele vejen.

Nazisternes antisemitiske propaganda kan således tjene som advarsel mod al slags propaganda, der udpeger hele befolkningsgrupper som sammensvorne med ondt i sinde; Hitlers konstruerede grunde til at gå i krig kan tjene som advarsel mod fremtidige og nutidige krigsbegejstrede statsledere med hang til lemfældig omgang med sandhed.

Og erfaringen med nazistisk politistat kan tjene som begrundelse for nidkært forsvar for borgerlige rettigheder, domstolskontrol med voldsmonopolet osv. Demokratiet, freden, friheden osv. er ikke truet som under nazismen, men hvor slemt skal det være, før det er slemt nok? Er nazismens excesser ikke netop argument for nødvendigheden af at sige fra over for alle slags chauvinisme og racisme længe inden de begynder at ligne.

Lars Ploug er medlem af Kontradoxas redaktion.