Kommentar: Velfærd i vækstkulturens tankeløshed

Velfærdskommissionen har i den grad indoptaget vækstkulturens tankegang og sprog, at det ikke er faldet den ind, at der kan være den mindste tvivl om dens rationalitet og levedygtighed. Den udtrykker sig i sproglige stereotyper uden på noget punkt nøjere at undersøge deres betydninger. Og den stiller overhovedet ikke spørgsmål om bæredygtigheden af vækstens fundamentale fysiske ressourcegrundlag.

Rapporten er således en autentisk dokumentation af vores vækstkulturs fremherskende tankegang og dens tankeløshed, hvad angår samfundets ressourcegrundlag.

Rapportens titel: Fremtidens velfærd – vores valg – underskrevet Velfærdskommissionen – sagde redeligt nok, at det var kommissionens valg, vi blev præsenteret for. Men det var nok ikke lige det, den skulle have sagt. Titlen er nok nærmere udtryk for omfavnelsen af os alle som medlemmer i den danske brugsforening, hvor vi i sand demokratisk samdrægtighed vælger det, der er til alles fælles bedste. Tomme, glatte ord, som på en reklame på HT-busserne.

Derefter står der på side 2: ”Fremtidens velfærdssamfund er et samfund, som sikrer tryghed ved at investere i sine borgere og drager omsorg for dem, der har behov.”

Det lyder godt: investering, tryghed, omsorg. Men hvad er det, der står? Hvad er det for en størrelse, dette samfund, der investerer i ”sine” borgere? Er det ”firmaet Danmark”, der investerer i sine arbejderne, så de – ligesom i Chaplin-filmen Moderne tider kan løbe hurtigere og hurtigere for stadig at øge omdrejningstallet i pengekredsløbet og holde aktiekurserne oppe?

Samtidig skriver kommissionen, at ”Jo mere velstående vi bliver, jo større vil lysten være til at vælge mere fritid frem for arbejde.” Men det går ikke, for ”Vi betaler ikke skat af fritid. Mere fritid betyder, at vi bidrager mindre til fællesskabet. Vi skal derfor indrette samfundet, så der opnås en passende balance mellem arbejde og fritid – set i et livstidsperspektiv.”

Værste fjende

Lediggang er sjælens værste fjende i den luthersk-kalvinistiske tradition. Her er det for meget fritid, der er en synd mod fællesskabet. Men hvordan afgøres det hvor meget fritid, der er passende i fællesskabet? Det må komme an på, hvad vi i fællesskab vil opnå.

Tænk på familien, der er blevet så velstående, at den har køkken og bad med forgyldte vandhaner, to dyre biler i garagen, alle de vaskemaskiner, computere og Tv-skærme, der kan blive plads til, m.m., og som med en lønindkomst og et stressniveau, der i løbet af de sidste ti år er steget med 50 procent, har samlet nogle millioner sammen på kapitalopsparingskontoen.

Skal far og mor nu lade være med holde mere fri og ikke gå tidligere på pension? Skal de fortsætte med at tjene mange penge og forbruge mere og mere for at give deres bidrag til den stadige vækst i produktion og forbrug? Er det dét, vi i fællesskab vil opnå?

Ikke råd

I de gamle eskimo- og indianersamfund var der ikke råd til at forsørge de gamle. De, der ikke længere kunne bidrage til at skaffe føde og klæder, måtte lægge sig til at dø. Der var ikke overskud til at forsørge gamle mænd, der ikke kunne jage, og gamle kvinder, der ikke længere kunne sy, føde børn og lave mad. Og i nutidens fattige lande er det vigtigt for ægtepar at få mange børn, så de, der overlever barndommen, er nok til at forsørge forældrene på deres gamle dage.

Men i Danmark i dag, hvor moderne teknologi har forøget arbejdskraftens produktivitet med en faktor 25 i forhold til, hvad den var for hundrede år siden, og de fleste af de varer, vi forbruger, produceres af lavtlønnede arbejdere i andre lande, er der nok til alle.

Vi vælter os i en voksende overflod af mad og drikke og tøj og alle tænkelige varer, som det kræver store reklameudgifter at få afsat. Så med den fortsat voksende velstand, Velfærdskommissionen forudsætter, kan det ikke være et stort samfundsøkonomisk problem, at en del af overfloden fordeles ved andre former for pengeoverførsler end lønsedler og fakturaer og forskellige former for arbejdsfri finansielle gevinster såsom stigende huspriser og aktiekurser.

Overflod

Set fra en menneskevenlig synsvinkel er problemet imidlertid, at vi ikke i vores overflod af materielle goder har skabt et fællesskab, hvor alle kan give deres bidrag til et samfund med en menneskeværdig og livsbekræftende levevis i en levedygtig en kultur.

Vi kunne afskaffe både arbejdsløshed og behov for efterløn, ved at nedsætte arbejdstiden i almindelige jobs, så flere kan komme i arbejde og ingen bliver stressede og nedslidte.

I en anden kultur kunne den enorme produktivitet, moderne teknologi har forlenet os med således udmøntes i et velfærdssamfund, hvor raske arbejdsdygtige mennesker uanset alder kan nøjes med at arbejde så meget som nødvendigt - dels for at tjene til det forbrug, de hver især finder behov for og dels for over skattebilletten at give deres bidrag til de fælles offentlige ydelser og til en borgerløn til de uarbejdsdygtige og til dem, der efter at have nået en given pensionsalder, har valgt at gå på pension.

Ingen parametre

I en sådan kultur ville det være lettere i fællesskab at tilpasse samfundsøkonomien til de begrænsninger af ressourceforbrug, vi kommer til at indrette os på i de kommende år. At vi skulle løbe ind i sådanne begrænsninger er ganske vist utænkeligt i vækstkulturens økonomiske tankegang.

I Velfærdskommissionens økonomiske beregningsmodel er der ingen parametre, der angiver sådanne begrænsninger. Så i dens verdensbillede kan de simpelthen ikke forekomme.

Men ingen kan være i tvivl om, at den enorme vækst i materielt forbrug, cirka én milliard mennesker i denne verdens rige lande har opnået i de sidste 50 år, er sket i kraft af ubegrænsede tilførsler af olie, naturgas og kul.

Især olien har forandret verdens gang til lands, til vands og i luften og hele vores samfunds indretning. Nu er andre rige enklaver rundt omkring på kloden i gang med den samme udvikling.

Hvis den fortsætter, vil der om føje år være endnu en milliard mennesker, der lever som vi.

Men den fortsætter ikke. For selvom de andre fem milliarder mennesker forbliver fattige, stiger forbruget så hurtigt, at olie- og gasproduktionens toppunkt nås længe før, endnu en milliard er nået op på vores forbrugsniveau.

De, der er på vej opad, lader sig ikke vifte til side. Kina uddanner hvert år fem gange så mange ingeniører som USA og et tilsvarende antal Ph.d.er. Verdens førende IT-universiteter ligger i Indien. Olie- og gasledninger udlægges fra Iran og Centralasien til Kina. Og kineserne har travlt med at skaffe sig olieforsyningskontrakter i alle de olieeksporterende lande. Og de betaler godt, blandt andet med store infrastruktur-bistandsprojekter i Afrika. Hvis vi regner med, at kineserne stadig om tyve år vil overdænge os med billige varer, gør vi regning uden vært.

Lukrativt marked

Hvad disse omstændigheder indebærer for det danske velfærdssamfund, kan Velfærdskommissionen som sagt ikke beskæftige sig med.

I dens regnemodel er den øvrige verden et lukrativt globalt marked, vi kan komme til at nyde godt af, hvis ”vi investerer i mennesker, uddannelse, viden, udvikling og infrastruktur. Vi er nødt til at investere, hvis vi skal klare os i konkurrencen med de lande, der satser mere offensivt.” Ja, men det afgørende er, hvad der bliver konkurrence om.

Udvikling af grundlaget for et levedygtigt fremtidigt velfærdssamfund er ikke primært et fordelingspolitisk anliggende, selvom en menneskevenlig fordelingspolitik kan gøre skiftet til de nye tider mindre smerteligt.

I en verden af konflikter og krige, der udspringer af enorme uligheder i velstand og forbrug af begrænsede ikke-fornyelige ressourcer, stadigt hurtigere nedbrydning af naturens ressourcegrundlag og truende klimaforandringer, drejer det sig primært om omstilling af samfundsøkonomien, så den kan fungere med et meget mindre forbrug af denne verdens begrænsede ressourcer.

Det er en opgave af helt andre dimensioner end den, Velfærdskommissionen har beskæftiget sig med. Hvis den ikke kan løses, vil der være meget mindre at fordele om 25 år.

Kulturer kommer og går. Ingen tidligere har udviklet sig så eksplosivt, eksklusivt og selvundergravende som den olie-baserede vækstkultur.

Klaus Illum er energiforsker

Artiklen har været bragt i det seneste nummer af tidsskriftet SALT