Argentina: Fabriksbesættelser sætter dagsordnen

Argentina kører på femte år med, hvad man kan kalde en alternativ økonomi og samfundsorganisering. Denne organisering udsprang af, at arbejderne efter det fuldstændige økonomiske kollaps var nødt til at tage tøjlerne i egne hænder – og siden da har initiativet blomstret til uanede højder. SALT har interviewet Hugo Méndez fra en af de over tohundrede besatte fabrikker.

Efter landet erklærede sig bankerot i 2001 med Carlos Ménem som præsident og virksomhedsejere og andre kapitalister flygtede til udlandet med de rede kontanter, de kunne nå at få med sig, stod arbejderne tilbage med tomme fabrikker og virksomheder.

Men i stedet for at slukke lyset og gå hjem og vente på, at nye ejere skulle komme til og sætte gang i produktionen, besluttede selv samme arbejdere at besætte fabrikkerne og overtage produktionen.

Keramikfabrikken Zanón, der ligger i provinsen Neuquen, var en af de første af disse fabrikker, og her var Hugo Alberto Méndez blandt initiativtagerne til det, der i dag hedder Fasinpat (Fábrica sin patrón – ’fabrik uden ejer’).

Arbejderne kører nu fabrikken på femte år med en produktion på 50 procent. Når fabrikken ikke er oppe på fuld kapacitet, skyldes det ifølge Méndez, at man ikke har penge til at foretage en række investeringer i nye maskiner eller at få repareret de gamle italienskbyggede. På trods af denne situation give virksomheden overskud.

Méndez tilføjer, at fabrikken fakturerer for omkring tre millioner pesos om måneden, og at man betaler fuld pris for lys, gas, vand osv., noget som den tidligere ejer (der var ven med forhenværende præsident Ménem) kun betalte 30 procent af prisen for.

Hvad bruger man så sådan et overskud til, når der ikke er en ejer eller bestyrelse, der skal fedes op? Man investerer selvfølgelig i lokalsamfundet.

»Vi har blandt andet lavet en sundhedsklinik, givet gulve til hundredvis af skoler og lavet folkekøkkener,« fortæller Méndez under sit besøg i Danmark i februar måned i forbindelse med Danmarks Social Forum. Han tilføjer, at arbejderne også fra tid til anden samler penge sammen blandt sig selv, så de kan donere madvarer til folkekøkkenerne.

»Vi kan ikke give til alle sammen, for vi snakker om tusinder af køkkener, men så meget som vi formår,« beklager han.

Solidaritetsøkonomi

Da arbejderne overtog fabrikken, var de 250 arbejdere, i dag tæller de 450. Udover at have oparbejdet 200 faste arbejdspladser, har de givet arbejde til utallige lastbilchauffører og underleverandører, og som en selvfølge er arbejderne enige om primært at handle med andre tilbageerobrede virksomheder. Blandt andet køber de arbejdstøj fra syerske-virksomheden Bruckman, som stort set bliver styret af kvinder.

På den måde opretholder de besatte virksomheder økonomien for hinanden.

Den nye organiseringsform betyder også, at der ikke er egentlige beslutningstagere – alt skal besluttes via konsensus. En proces, der nogle gange kan trække i langdrag, når der er 450 mennesker, der hver især har behov for at ytre deres synspunkter. Ikke desto mindre lykkes det gennem gode diskussioner – og en anelse tålmodighed.

Det springer da også straks i spørgekassen hvilke hensyn, der bliver besluttet ud fra, når en ny arbejder skal ansættes. Er det sociale hensyn? Eller professionelle?

»Det er meget nemt,« siger Méndez, »vi tager den ansøger, der har mest brug for det, og så lærer vi vedkommende op på fabrikken. Vi har i dag nogle fantastiske arbejdere, som vi ansatte for nogle år siden og selv har lært op.«

Men når der ikke er nogen, der går og svinger pisken, må man vel næsten forudsætte, at der er nogle af arbejderne, der falder lidt af på den og ikke altid kommer op om morgenen?

Den 36-årige argentiner rører lidt rundt i sin mate-te - en særlig latinamerikansk specialitet - og forklarer så, at de i begyndelsen bare forlangte, at folk skulle komme med en lægeerklæring, der kunne forklare deres fravær – med det resultat, at der blev præsenteret 150 lægeerklæringer om måneden.

Da det viste sig uholdbart, indgik arbejderne en aftale om økonomiske sanktioner ved sygefravær – det har resulteret i at gennemsnittet af månedlige lægeerklæringer nu ligger på 30.

Der har også været et par tilfælde, hvor arbejderne samlet har måttet ’stemme en arbejder hjem’ fordi vedkommende ikke levede op til sit ansvar. En beslutning, der foregår ved fælles afstemning.

Konstant appel til samvittigheden

»Den største kamp er ikke mod regeringen, men derimod mod arbejdernes egen samvittighed. Det er en daglig kamp. Det er nødvendigt at bevidstgøre folk om aktivismen, hver eneste dag. Overbevise dem om, at de er i gang med at skrive historie,« insisterer han og uddyber, at arbejderklassens kontrol er et godt alternativ, men det er også meget svært.

Det betyder dog ikke, at den nuværende Néstor Kirschner-regering på nogen måde er føjelig i forhold til arbejderklassens kamp.

Fasinpat fik i oktober måned 2005 efter mange års juridiske og sociale kampe bevilget en et-årig kontrakt med stemplet ’midlertidigt kooperativ’, men det er netop kun en midlertidig sejr – til efteråret skal kampen kæmpes igen.

Fabriksarbejdernes visioner og intentioner rækker dog meget længere end en simpel forlængelse af deres nuværende status. I 2003 præsenterede arbejderne et lovforslag med 50.000 underskrifter, der opfordrer til at ekspropriere fabrikken og overdrage den til arbejderkontrol med tilskud fra regeringen.

Videre indeholdt forslaget, at overskuddet fra fabrikken skal gå til at lave boliger, hospitaler og andre goder til nærsamfundet. Ideelt set skal sådan et overskud administreres af en enhed, der arbejder for det offentlige gode, såsom Røde Kors.

»Men regeringen finder altid juridiske undskyldninger for ikke at behandle lovforslaget,« siger argentineren og forklarer som en selvfølge, at både regeringen, kapitalistiske firmaer og fagforeningerne har store interesser i fabrikken – både pengemæssigt og forretningsmæssigt. Ikke at forglemme, at hvis Fasinpat opnår den ønskede status, så vil det sætte præcedens for mange andre virksomheder med samme ønsker.

Op og ned

I lyset af de mange kræfter, der modarbejder arbejdernes ønsker, har de indset, at de bliver nødt til at skabe alternative alliancer – udenom politiske partier. Og der er da også rige muligheder for at skabe et større fællesskab med nogle af de andre virksomheder, der er arbejderbesatte.

Ifølge Méndez er der pt. cirka 210 besatte virksomheder i Argentina, hvoraf nogle er på vej op og andre på vej ned. Det er ikke kun fabrikker, der er blevet besat, men også hoteller, trykkerier, klinikker, supermarkeder og kommunikationsinstanser blandt andre.

Økonomisk startede Fasinpat-arbejderne med at modtage den samme løn. Men på et tidspunkt begyndte nogle af arbejderne at beklage sig over, at det ikke kunne være rigtigt, at man fik den samme løn uafhængigt af, om man havde arbejdet i to år eller i tyve år.

Det udløste udviklingen af et anciennitetssystem, hvor der er en basisløn til alle og derudover en minimal procentdel ekstra til de forskellige ancienniteter.

Méndez får selv en månedlig løn på cirka 1.300 pesos, svarende til ca. 2.700 kroner, som han skal forsørge sig selv og sin 12-årige søn med. Og det er en fin løn, der ikke giver plads til luksus, men som man sagtens kan overleve på, siger han tilfreds.

Isabel Sande Frandsen er medlem af redaktionen for tidsskriftet SALT, hvor artiklen tidligere har været bragt.