Fælles kamp for velfærd

Regeringens strategi har ligget klar siden den første Anders Fogh-regering tiltrådte i november 2001, og det er blevet bekræftet i regeringsgrundlaget fra februar 2006: Langsomt, men sikkert, skal den offentlige sektor udsultes, så forbruget flyttes fra offentligt til privat, fra kollektive velfærdsordninger til øget profit i private virksomheder.

Det vigtigste redskab hertil har været og er stadig skattestop og skattelettelser, sammenholdt med en meget stram styring af økonomien i stat og kommuner.

Det har allerede trukket et blodigt spor efter sig i form af nedskæringer på en række kerneområder i den kollektive velfærd inden for social-, sundheds- og uddannelsessektoren.

Statsministerens nytårstale og alle udmeldinger i forbindelse med offentliggørelsen af Velfærdskommissionens rapport bekræfter, at denne strategi også skal følges fremover.

Velfærdsreformer, uddannelse og forskning

Regeringens oplæg til forhandlingerne i foråret 2006 er et fuldstændigt logisk skridt videre ad den vej. Nedskæringerne på efterlønsordning, dagpenge og SU skal »øge arbejdsudbuddet« ved at flere ældre bliver på arbejdsmarkedet, de flere ledige – forsikrede og ikke-forsikrede - kommer ind i arbejdsstyrken, og de studerende presses hurtigere igennem studieforløbet.

Det hele sovses ind i den kendte liberalistiske påstand om, at »øget arbejdsudbud« i sig selv fører til øget beskæftigelse.

Det er der ingen garanti for, tværtimod.

Men der er garanti for at det fører til øget konkurrence mellem lønarbejderne – og det er netop formålet.

Nedskæringerne på efterløn, dagpenge m.m. skal samtidig finansiere nogle i øvrigt helt utilstrækkelige tiltag på uddannelses- og forskningsområdet. De skal samtidig sikre, at man kan fastholde skattestoppet, som ikke bliver en del af forhandlingerne.

Med udmeldingerne fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om, at de er parat til forringelser af efterlønsordningen, og med socialdemokratiets accept af skattestoppet, er de første sten ryddet af vejen for et bredt forlig »hen over midten«.

Spørgsmålet er imidlertid om indgrebene over for efterløn, dagpenge og SU er så grove, og presset fra neden bliver så stort, at socialdemokraterne må sige nej.

Socialdemokraterne klar til det hele – også til selvmord

Allerede i det første år efter folketingsvalget har den nye socialdemokratiske ledelse to brudte valgløfter bag sig.

Inden folketingsvalget i februar 2005 slog Mogens Lykketoft gang på gang fast, at der ikke var grund til at ændre på efterlønnen, så længe vi har et arbejdsmarked, der ikke vil kendes ved de ældre og nedslidte.

Men Helle Thorning Schmidt blev valgt til ny formand med en udmelding om, at hun var parat til at forringe efterlønsordningen. Det blev senere til partiets forslag om gradvis at hæve alderen fra 60 til 62 år, og skærpe anciennitetskravet fra 20 til 38 års medlemskab af a-kassen.

Mogens Lykketoft førte valgkamp på en skarp og præcis kritik af regeringens skattestop og stramme styring af kommunernes økonomi – det fører til udsultning af de kollektive velfærdsordninger og øge uligheden, sagde han.

Med Socialdemokraternes skatteudspil fra januar 2006 har man i alt væsentligt accepteret regeringens skattepolitik og stramme udgiftsstyring af den offentlige sektor, om end med visse forbehold og modifikationer.

Man er sågar parat til at diskutere skattelettelser, idet evt. øgede indtægter ved at stoppe skattehuller skal bruges til at lette skatten på arbejde.

Tilsyneladende har Statsministeren bøjet sig for Helle Thorning Schmidts krav om, at besparelserne på velfærdsreformerne ikke må bruges til skattelettelser. Han understregede dog i samme åndedrag, at han ikke opfattede det som et ultimatum.

Men han har ikke afskåret sig fra senere, at skaffe penge »andre steder fra« til at gennemføre skattelettelser. Og det har Socialdemokraterne ikke stillet krav op imod.

Dermed har socialdemokraterne afvæbnet sig selv fuldstændig over for Anders Fogh Rasmussens strategi, som jo netop er at fedte socialdemokraterne ind i et medansvar for forringelserne, for derefter at score vælgergevinsten ved, op til næste valg, at lave skattelettelser sammen med Dansk Folkeparti.

I tilgift vil Anders Fogh få en yderligere svækket socialdemokratisk ledelse, der skal bruge mange ressourcer på at forklare sig over for baglandet i partiet og i fagbevægelsen.

Som det ser ud nu, ligner socialdemokraternes udspil til velfærdsreformer og skattestop et rent politisk selvmål, for ikke at sige selvmord.

Det bliver i det hele taget svært at forklare forskellen til de borgerlige partier i den kommende valgkamp. Hvad er det for en social profil, man kan fremvise, når man på forhånd har bundet sig til, at en større skattereform skal gennemføres af et »bredt flertal i folketinget«.

Det er vetoret til de borgerlige partier, der vil noget.

Der lægges ganske vist op til at flytte en del af skatteopkrævningen fra arbejde til bolig. Det kan, afhængig af hvordan det gennemføres, medvirke til at øge ligheden mellem ejere og lejere. Men det kan samtidig medføre øget ulighed mellem dem, der er i arbejde, og dem der ikke er, med mindre man samtidig regulerer overførselsindkomsterne kraftigt opad.

Det sidste er ikke med i socialdemokraternes skatteudspil.

Vi vil tværtimod se en gentagelse af tidligere forslag om en kraftig forhøjelse af det såkaldte »jobfradrag«, der er jo netop ikke kommer overførselsindkomsterne til gode.

For at pynte på denne utydelige profil har socialdemokraterne – efter offentliggørelsen af regeringens udspil - præsenteret oplægget Samling om fornyelse.

Her er en masse flotte og rigtige målsætninger, som resten af arbejderbevægelsen kan nikke ja til. Men det er netop kun målsætninger og meget få konkrete politiske forslag.

Det skyldes, at man samtidig accepterer den snævre økonomiske ramme, der følger af skattestoppet, og en økonomisk målsætning om, at de offentlige serviceydelsers andel af samfundsøkonomien skal holdes på et uændret niveau i årene fremover.

Dermed har den socialdemokratiske ledelse i alt væsentligt accepteret den nyliberalistiske dagsorden.

Det viser sig også i accepten af myten om »ældrebyrden« og påstandene om »mangel på arbejdskraft« som begrundelse for, at man må skære i efterlønnen m.m.

Det korte af det lange er, at socialdemokraterne nu er parat til at administrere regeringens skattestop og udgiftsstyring – en lille smule lempeligere, javist, men stadig med store negative konsekvenser for den velfærdsstat, man i sin tid gik i spidsen for at opbygge.

Opbakning fra LO

Den nye socialdemokratiske ledelse får aktiv opbakning til sit halsbrækkende projekt fra LO´s daglige ledelse.

Det fremgår af den omfattende velfærdsrapport – I arbejde for velfærd - som LO udgav i november 2005.

Hans Jensen skriver i forordet, at rapporten »dokumenterer og forklarer LO´s overordnede strategier til at nå et bedre samfund«. Rapporten fungerer samtidig som en »teoretisk« underbygning af den nye partiledelses strategi.

Der er en række gode forslag og især mange gode hensigter i rapporten. Men grundlæggende adskiller den sig ikke fra den analyse, som regeringens Velfærdskommission og en række andre borgerlige økonomer er kommet med.

Rapporten accepterer myten om den voksende »ældrebyrde«, selvom »byrden« iflg. LO´s økonomer ikke bliver helt så tung at bære, som regeringens velfærdskommission har analyseret sig frem til.

Men der sættes ikke spørgsmålstegn ved Velfærdskommissionens helt igennem forrykte regnestykker, som jo blandt andet bygger på, at det private forbrug skal forøges med 120 procent gennem de næste 30 år.

LO anerkender derfor, »at længere levetid skal medføre en forhøjelse af den officielle pensionsalder« – som om det var en naturlov! Da der samtidig »skal være plads til« 5 år på efterløn, har man accepteret, at retten til at gå på efterløn ved de 60 forsvinder på et tidspunkt.

På en lang række andre punkter lægger rapporten op til en tilpasning til den nyliberalistiske dagsorden.

Den overordnede økonomiske politik skal tilrettelægges, så »der ikke opstår flaskehalse«. Derfor er det logisk nok, at der stort set ikke er nogle konkrete forslag til, hvordan der skabes nye arbejdspladser, men en del forslag til, hvordan man kan »øge arbejdsudbuddet«.

LO om nogen burde vide, at øget udbud af arbejdskraft uden tilsvarende øget udbud af arbejdspladser blot fører til øget konkurrence mellem lønmodtagerne.

Der lægges op til, at velfærdsydelser i højere grad skal være betinget af »optjeningsret«.

»Frit-valgsordninger« og »tilkøbsydelser« på velfærdsområdet skal udbygges, brugerbetaling »kan være med til at dæmpe og kvalificere efterspørgslen«.

Der lægges op til at skære ned på de »meget gunstige SU-regler«. I stedet må de studerende låne, selvom man indrømmer, at det vil »ramme socialt skævt«.

Et vigtigt middel i integrationen på arbejdsmarkedet skal være den såkaldte »trappemodel« – et pænt ord for en af arbejdsgivernes kæpheste, nemlig »indslusningsløn« (og i øvrigt diskrimination af værste skuffe!).

Skattepolitisk lægges der op til omlægning fra skat på arbejde til beskatning af jord og fast ejendom. Men det følges op af en fordobling af det såkaldte »jobfradrag« og vil dermed føre til øget ulighed, da der – ligesom hos socialdemokraterne – ikke tales om at ændre den uretfærdige regulering af overførselsindkomsterne.

LO´s velfærdsrapport lyser langt væk af, at man er parat til næsten hvad som helst for at komme med ved bordet, når der forhandles efter- og videreuddannelse.

Det er vigtigt at være til stede ved det bord, men uacceptabelt, hvis prisen er, at acceptere brugerbetaling på efter- og videreuddannelse (hvad man faktisk har skrevet under på i en aftale med regeringen og DA) og stiltiende accepterer nedskæringer på efterløn, stramninger af dagpengeregler m.m.

Modstanden vokser

Men én ting er den socialdemokratiske ledelses og LO-ledelsens ønske om at indgå forlig med regeringen. Noget andet er, om det rent faktisk vil være muligt for dem.

Mens de socialdemokratiske ledere i parti og fagbevægelse har forsøgt at gøde jordbunden for accept af forringelserne, er modstanden i deres bagland vokset. Sammenholdt med regeringens skrappe oplæg, kan det gøre det yderst vanskeligt at få socialdemokraterne med i et forlig.

Lige siden Anders Foghs første regeringsår har mange fagforeninger og arbejdspladser løbende protesteret og aktioneret imod regeringens indgreb i overenskomsterne (deltidslov, forbud mod eksklusivaftaler) og forringelser på arbejdsmiljøområdet.

Undervejs er det også lykkedes at tvinge regeringen på tilbagetog i forhold til nedsættelse af dagpengesatserne og forsøg på at begrænse strejkeretten.

A-kassernes Samvirke har fra dag et været blandt de skarpeste kritikere af regeringens mange forsøg på at undergrave de faglige A-kasser, og forringe efterlønsordningen - og er det stadigvæk.

Lejerbevægelsen og de almennyttige boligforeninger har protesteret energisk mod regeringens tyveri fra Landsbyggefonden. Det lykkedes ikke at forhindre dette, men der blev bremset op for planerne om at sætte den almennyttige boligsektor på aktier.

Forskellige grupper af offentligt ansatte har løbende aktioneret imod nedskæringer på sygehuse, skoler og daginstitutioner, i mange tilfælde sammen med brugerne.

De uddannelsessøgende, fra folkeskoleelever til universitetsstuderende, har været meget aktive under hele Fogh-regimet, med store demonstrationer, underskriftindsamlinger mm., senest med deres opbakning til den franske modstand imod angrebet på de unges ansættelsesvilkår.

Mange andre grupper har protesteret imod forskellige sider af regeringens politik. Bistands- og solidaritetsorganisationer har protesteret imod nedskæringerne på ulandsbistanden. Danmarks Sociale Forum har sat fokus på, at nyliberalismen er en international foreteelse, ligesom det årlige Forum bidrager til debatterne om en alternativ dagsorden.

Det samme gør ATTAC, andre anti-globaliseringsbevægelser, kvindebevægelser og organisationer. Og det finder ikke mindst udtryk i modstanden mod krigen i Irak, der har ført til mange store folkelige manifestationer i Europa og hele verden.

På det økonomiske område får de borgerlige økonomer kamp til stregen fra Den Alternative Velfærdskommission. Også blandt kunstnere og kulturfolk vokser viljen til at sige fra over for krigen i Irak og den måde vi behandler flygtninge og indvandrere på.

Krisen om Muhammedtegningerne viser, at det endnu engang er lykkedes Statsministeren og Dansk Folkeparti at splitte lønmodtagerne ved at puste til fremmedfrygt og fremmedhad. Det har til gengæld kaldt mange demokratisk og humanistisk indstillede mennesker på barrikaderne for at vise, at der er et andet Danmark.

I begyndelsen af 2006 er flere forbund blev langt mere aktive. I februar afholdt skolelærerne et stormøde for over 1000 tillidsrepræsentanter i protest mod det nye »sorte« skoleforlig og har gennemført aktionsdag d. 22. marts med stor deltagelse.

Som det eneste af forbundene i LO´s daglige ledelse, har FOA sagt klart fra til forringelser af efterlønsordningen med en underskriftindsamling, der indtil nu har givet ca. 150.000 underskrifter. BUPL tilsluttede sig underskriftindsamlingen, og har på et stormøde med 1700 deltagere mobiliseret alle sine tillidsfolk til kampagne mod nedskæringerne i kommunerne under parolen »Nu er det nok«.

Med offentliggørelsen af regeringens udspil den 4. april, fik modstanden et nyt opsving.

Fagligt Ansvar, LO-Storbyerne, BUPL og en række af de uddannelsessøgendes organisationer blev allerede samme dag enige om at indkalde til et protestmøde d. 8. maj.

Umiddelbart efter påske rettede de uddannelsessøgendes organisationer og ungdomsorganisationerne henvendelse til LO, med henblik på at få LO til at stå som indkalder af en stor protestdemonstration imod regeringens forslag den 17. maj.

Et hovedbestyrelsesmøde i LO afgjorde, at LO ikke officielt kan stå som medindkalder af et sådant arrangement. Det bliver derfor ungdomsorganisationerne, FOA og 3F der står som arrangører, med opbakning fra LO.

Selvom grundlaget for denne demonstrationsdag ikke kommer til at sende et klart budskab om konsekvent nej til forringelser af efterløn, dagpenge og SU, så kan en kraftig mobilisering omkring dette budskab op til demonstrationen medføre, at der lægges et meget kraftigt pres på socialdemokraterne om at holde fingrene væk.

Modstanden må samles

Socialdemokraternes og LO´s udmeldinger er et stort problem for modstanden mod den borgerlige regering.

Det gør det langt sværere at samle til aktiviteter i fagforeninger og andre bevægelser, for ikke at tale om udviklingen af et alternativ til den nyliberalistiske dagsorden. Det spænder ben for en samlet opposition i folketinget, og hvis socialdemokraterne rent faktisk går med i et forlig, betyder det et endegyldigt farvel til en sådan på denne side af et folketingsvalg.

Det gør det endnu mere nødvendigt, at der tages initiativer til at samle den voksende modstand, som jo endnu er spredt og i høj grad rettet mod delspørgsmål. Det er opgaven for alle de aktive dele af fagbevægelsen og alle, der vil en anden og solidarisk dagsorden, at bidrage til.

Fagligt Ansvar og LO-Storbyerne har taget mange initiativer, der peger i den retning. Strategien har været klar fra det store tillidsmandsmøde, der blev afholdt af Fagligt Ansvar i Silkeborg den 1. marts 2002. Her vedtog ca. 750 tillidsrepræsentanter blandt andet følgende:

»Det er derfor helt afgørende, at fagbevægelsen offensivt formulerer kravene til en ny politik, og tager konkrete initiativer, der kan samle hele arbejderbevægelsen og andre folkelige organisationer om et fælles alternativ til den borgerlige dagsorden«.

Denne målsætning blev bekræftet på konferencen i Århus den 7. september 2002, som var indkaldt af LO-Storbyerne og Fagligt Ansvar i fællesskab. Her deltog mere end 800 tillidsrepræsentanter.

Blandt vedtagelserne var en udtalelse, der formulerede konkrete krav til en række politikområder, som den frie forhandlingsret, rettigheder til de ledige, uddannelse, arbejdsmiljø og krav til større solidaritet over for folk uden for arbejdsmarkedet, flygtninge og indvandrere.

Der blev også vedtaget en lang række nye aktiviteter, blandt at man skulle gennemføre en konference for udvikling af en ny politik

Efter længere tids forberedelse og diskussioner blev en sådan afholdt den 28. august 2004. Her deltog ca. 750 tillidsrepræsentanter fra stort set alle forbund inden for det private og det offentlige. Repræsentanter for S, SF og Enhedslisten var også til stede med oplæg.

Konferencen vedtog med alle stemmer mod én et oplæg fra arrangørerne, igen LO-Storbyerne og Fagligt Ansvar, om Faglige krav til en ny politik. Her var det fælles grundlag udvidet væsentligt, med mange konkrete krav til områder som velfærd, skat, beskæftigelse, bolig, arbejdsmiljø, trafik-miljø-energivelfærdspolitik, og krav til fred, frihed og demokrati.

Konferencen vedtog det som et debatoplæg, med henblik på yderligere diskussion i fagforeningerne. Planen var, at endelig vedtagelse skulle ske på en ny konference den 1. marts 2005.

Men der kom et folketingsvalg i vejen, så i stedet indkaldte man til et tillidsmandsmøde den 21. januar, hvor oplægget blev vedtaget, og formelt overrakt til repræsentanter for S, SF og Enhedslisten.

Det blev understreget, at de »faglige krav« var den platform, som de tilsluttede fagforeninger gik ind i valgkampen på, og at det var med henblik på gennemførelsen af disse krav, at man anbefalede medlemmerne at støtte et af de tre arbejderpartier ved valget.

Det skete i erkendelsen af, at en forudsætning for at gennemføre de opstillede krav er et andet flertal i Folketinget, og en regering som vil benytte sig af flertallet til at gennemføre en mere socialt retfærdig politik.

SF og Enhedslisten meldte klart ud, at de støttede de »Faglige Krav«. Samme klare støtte kom der ikke fra Socialdemokratiets repræsentant, men der var en erklæret vilje til at samarbejde.

Efterfølgende har LO-Storbyerne og Fagligt Ansvar afholdt fælles debatter og seminarer, hvor man har debatteret med repræsentanter for S, SF og Enhedslisten, og blandt andet aftalt, at der må etableres nogle rammer for en langt mere offensiv diskussion af, hvad det egentlig er for et samfund, vi vil have.

Forårets politiske forhandlinger om »velfærdsreformer« og kommunernes økonomi gør det helt nødvendigt, at aktiviteterne øges.

Det er afgørende, at der bliver taget udgangspunkt i aktuelle spørgsmål og kamptemaer, der opleves som nærværende for den brede befolkning, som for eksempel forringelser på velfærdsområdet, også i kommunerne, begrænsningerne af det lokale demokrati gennem strukturreformen, hetzen imod flygtninge og indvandrere, som en afgørende forhindring for en ordentlig integration.

Enhedslistens rolle

Enhedslisten kan komme til at spille en vigtig rolle i forhold til koordinering af modstanden og udviklingen af et samlet politisk alternativ til den nyliberalistiske dagsorden.

Det lægger Hovedbestyrelsen i hvert fald op til, med sine oplæg på velfærdsområdet til årsmødet i Storebededagsferien.

Her er dels en præcisering af Enhedslistens principielle holdninger til velfærd, dels et »åbent brev til alle progressive«, der netop drejer sig om, at Enhedslisten lokalt og centralt skal tage initiativer til at samle og styrke modstanden, og sætte diskussionen af det politiske alternativ på dagsorden.

Flere lokalafdelinger er allerede i gang med sådanne aktiviteter. Og hovedbestyrelsen lægger op til, at det bliver en langt mere systematisk proces, der involverer hele organisationen.

Hvis det lykkes, bliver Enhedslisten for alvor i stand til at gå på to ben, nemlig at fastholde principiel kritik af den nyliberalistiske politik og socialdemokraternes accept af den, samtidig med at man bidrager aktivt til enheden i arbejderklassen og befolkningen.

Der er hårdt brug for et parti, der er i stand til at gøre begge dele på en gang.

Finn Sørensen er næstformand i fagforeningen Industri og Service i København.

Artiklen bringes også i det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet.

Besøg debatforummet for Kontradoxas artikler