Kommentar: En ommer – capisc’!

Vi vil ha´ velfærdsreformer – selvfølgelig vil vi det.

Men ligesom vi ikke vil ha´ Lars Barfoeds gamle fordærvede kød og Flemming Hansens forsinkede tog, vil vi ikke have Foghs velfærdsforringelser.

Efter 5 år med Fogh er vores velfærd slidt ned som en københavnsk folkeskole.

Mens pengene fosser ned i de riges lommer, og friværdierne omsættes i nye samtalekøkkener, bliver flere og flere sat ud af deres lejligheder. Kontanthjælpsloft og starthjælp får ikke folk i arbejde. Det gør kun folk fattigere.

Man skal vist hedde Eva Kjer eller Claus Hjort for at tro på dynamikken i at skabe mere fattigdom og ulighed.

Den offentlige service er slidt ned af regeringens massive overførsel af penge fra offentligt til privat forbrug. Fra børnene i daginstitutionerne til de ældre på plejehjemmene har nedskæringerne sat sig spor i færre hænder. Fra folkeskole til voksen- og efteruddannelse er uddannelsesindsatsen skåret ned år for år.

De offentligt ansatte bliver slidt ned af effektiviseringskrav og regeringens forkærlighed for fri konkurrence på dårlige løn og arbejdsforhold.

Stress og fysisk nedslidning er dagligdag for de mennesker, der knokler for en ordentlig offentlig velfærd. Det koster for den enkelte, og det koster for samfundet – alt for mange bliver syge af deres arbejde, alt for mange tvinges til at forlade arbejdsmarkedet og gå på førtidspension, og alt for mange må kæmpe sig igennem de sidste år, indtil efterlønnen vinker forude.

Det er et grotesk samfund, hvor tusinder slides ned af for meget arbejde, mens mere end 800.000 holdes udenfor på grund af arbejdsløshed, nedslidning eller andre sociale problemer.

Så ved gud er der brug for velfærdsreformer.

Vi skal have fordelt arbejdet, så folk ikke bliver slidt ned fysisk og psykisk. Vi skal have flere ansatte i den offentlige service. Vi skal satse massivt på uddannelse og hjælp til folk med sociale problemer, så også de får en chance på arbejdsmarkedet. Vi skal sikre alle en økonomisk og social tryghed, så ingen tvinges til at leve af spaghetti med ketchup morgen, middag og aften.

Vi skal kort sagt have et samfund, hvor der er plads til alle.

Jamen vi har ikke råd, lyder det fra Thor Pedersen og hans borgerlige økonomer.

Nej, hvis målet er et samfund, hvor det offentlige forbrug er sat på standby, mens den private velstand bliver mere end fordoblet, så er der ikke råd til ordentlig hjemmehjælp, til efterløn, til social tryghed. Og det er regeringens plan med velfærdsforringelserne.

Det er ny vin på gamle flasker. Der er faktisk skrevet bøger om det. En kendt en af slagsen har den sigende titel: Minimalstaten.

Al snak om, at der ikke er råd til efterløn, dagpenge, kontanthjælp og en ordentlig SU er blot og bart udtryk for et politisk valg. Regeringens velfærdsudspil er det forkerte politiske valg. Det er ikke for ingenting, vi kalder den for rigmandsregeringen.

Alle de mennesker, der har brug for velfærd og tryghed i dagligdagen, bliver ramt. Det gælder den nedslidte hjemmehjælper, der har brug for efterlønnen som 60-årig, den unge arbejdsløse som ikke kan leve af halve dagpenge, den iranske flygtning som bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet, arbejderknægten som forsøger at få den uddannelse, hans forældre ikke fik.

I dag skal vi ikke nøjes med at bekræfte os selv i, at vi har ret. Vi skal give hinanden håndslag på, at vi vil bekæmpe velfærdsforringelser med alle midler – om så de skal være lovlige.

Om vi er offentligt eller privat ansatte – om vi er skoleelever eller universitetsstuderende, om vi er gamle eller unge – om vi er arbejdsløse eller efterlønnere – om vi er Enhedslistefolk, SF´ere, socialdemokrater, hundehoveder eller hængerøve. Så har vi en fælles opgave. At forhindre, at Fogh får den mindste hjælp til sine minimalstatsplaner.

Hvis regeringen absolut vil bruge sit flertal sammen med sine asociale legekammerater fra det Radikale Folkeparti, så skal vi vise, at der er et politisk alternativ, og at vi har flertallet bag os.

Her og nu handler det om, at få alle på gaden den 17. maj.

Hvis vi skal ryste den ellers så glatte Fogh, så skal vi have alle med den 17. De næste 9 dage skal bruges til, at vi sætter alle sejl til. På hver eneste arbejdsplads, på hver eneste skole, på hvert eneste gadehjørne skal vi tage diskussionerne og få vores arbejdskammerater, studiekammerater, venner og bekendte med den 17. maj. Vi skal have kontanthjælpsmodtagerne, asylansøgerne, pølsemændene og rollatorbrugerne med.

Allerede nu er der gang i mobiliseringerne til den 17. maj. Det er et rigtigt godt udgangspunkt, at hele fagbevægelsen, alle uddannelsesorganisatiorne og de politiske ungdomsorganisationer er gået sammen om et mål: at forhindre velfærdsnedskæringer.

Vi har alle sammen et ansvar for, at den 17. maj bliver dagen, hvor vi viser, at folkelig aktivitet kan ændre ved tingenes tilstand.

Lad en 17. maj blive startskuddet til det nødvendige samarbejde og den nødvendige folkelige aktivitet i fagbevægelsen, i uddannelsesorganisationerne og i de andre folkelige bevægelser.

Til skeptikerne vil jeg sige. Det kan lade sig gøre at forhindre forringelserne af velfærden.

Se bare på Frankrig, hvor netop et samarbejde mellem uddannelsessøgende og arbejderbefolkningen fik arbejdsmarkedslovene af bordet.

Og se på kampen mod EU´s servicedirektiv. Her fik selv bureaukraterne i EU kommissionen kam til deres hår, og de værste tidsler blev luget ud af direktivet.

Lad mig til sidst sige til socialdemokraterne, så det ikke kan misforstås. Hold snotten væk fra et råddent forlig med regeringen. Hvis I gir den regering en lillefinger, så ved I jo godt, at de ta´r hele hånden.

Lad os derimod stå sammen om at gøre Foghs velfærdsforringelser til en Tuborg reklame – det er en ommer – capisc’!

Jørgen Arbo-Bæhr er medlem af Folketinget for Enhedslisten.

Artiklen er en tale, Jørgen Arbo-Bæhr holdt på en faglig konference i Århus den 8. maj, som forberedelse til de landsdækkende protestdemonstrationer mod regeringens velfærdsforringelser onsdag den 17. maj.

Læs artiklen »Det er ikke velfærd – det er bank« på Modkraft.dk

Besøg debatforummet for Kontradoxa