Betydningen af sejren i Frankrig

I det britiske tidsskrift The Economists første udgave i april i år blev der af forståelige grunde viet megen opmærksomhed til Frankrig og bevægelsen mod den foreslåede arbejdslov for unge, CPE.

På det tidspunkt var det stadig uklart, hvad udfaldet ville blive, og bladets redaktører udtrykte bekymring for, hvorvidt Frankrigs herskende klasse ville give efter for gadeprotesterne og strejkerne og dermed gå glip af et fransk ‘Thatcher-øjeblik’ - »punktet, hvor landet kunne have afprøvet den fagforeningsstyrede modstand og prakket en liberal økonomi på en frygtsom offentlighed«.

Som vi alle ved, viste bekymringerne sig at være berettigede – nogle dage efter gav statsminister de Villepin og præsident Chirac efter for presset, og Frankrig undslap Thatcher-øjeblikket, i hvert fald for denne gang.

Siden da har der ikke været grænser for hvilke forbandelser, der spås landet, ja, Europa som sådan.

Selv samme brugte en forside til på sarkastisk vis at proklamere »Endnu en fantastisk uge for Europa«, illustreret af et sandt inferno – og akkompagneret af en længere lederartikel, som analyserer tabet grundigere.

Konklusionen?

»Tingene er nødt til at blive meget værre … før de har nogen som helst chance for at blive bedre« – fordi vælgerne hverken i Frankrig, Italien eller Tyskland er villige til at ‘sluge den onde medicin.’

Det bliver man først, når kapitalismen har givet én et tilbud, man ikke kan afslå – som i det kriseramte Storbritannien (1979), Holland (1982), Irland (1987) eller Finland (1990).

Se så kommer der nemlig fart på tingene, i modsætning til dagens Frankrig, hvor »livet er forsat med at være for godt for for mange mennesker«.

Fordelen ved tidsskrifter som The Economist er, at de taler klart.

I modsætning til de tabloidaviser, som henvender sig til almuen, og som ser det nødvendig at fordreje og bedrage, skriver The Economist for investorer og ledere – folk som kræver indsigt og fakta frem for propaganda.

Men derfor er det selvsagt ikke sandt alt, der kan læses i deres spalter; de helliger sig også strategiske og ideologiske overvejelser, som angiver, hvordan klassekampen kan vindes af den herskende klasse.

Det sker dels med udgangspunkt i en klokkeklar og sjældent ærlig markedsliberalistisk retorik, og dels i det selvbedrageriske sprog, som kendetegner al borgerlig tænkning.

Et eksempel på det sidstnævnte var at finde i en af de ovenfor nævnte artikler om den franske protestbevægelse.

Der kunne man læse, at det kun var de studerende på landets handelsskoler, som stort set var uberørt af besættelser, demonstrationer og strejker, der var intelligente nok til at forstå, hvad det var, der stod på spil.

»Studerende på disse steder, undervist i de seneste teorier om finanser og økonomi, forstår den pris, som Frankrig komme til at betale, hvid det nægte at forandre sig«, skrev bladet – i modsætning til resten af landets befolkning, som aldrig er blevet »ordentligt afmarx’ificeret«.

Handelsskole-ungdommen er antageligt repræsentative for det fremtidsorienterede, erhvervsvenlige og dynamiske Frankrig – som bidrog til, at de 40 bedste selskaber i fjor så profitten stige med mere end 50 % – mens resten er virkelighedsfornægtende, kortsynede og ude af stand til at forstå sin egen sande interesse; at de må have det meget værre, før nationaløkonomien kan få det bedre.

Den franske filosoffen Jean-Paul Sartre havde et ord for slige logiske krumspring: Han kaldte det serialitet.

Med det forsøgte han at beskrive den atomistiske, borgerkrigslignende tilstand, som præger samfundslivet under kapitalismen – og som i realiteten er overflødiggjort i og med den overflod, vi i dag potentielt er i stand til at skabe.

Når vi lever i serialitet, bliver vi alle hinandens fjender – med den følge at vi alle taber.

Et eksempel kunne være et brændende teater, hvor menneskene i panik tramper hinanden ihjel på vej mod nødudgangen. Med det unødvendige resultat til følge at man dræber hinanden i en brand, som ikke havde behøvet at kræve menneskeliv.

Et andet eksempel kan være de sekteriske skillelinjer, som mange steder i verden har eksisteret indenfor arbejderklassen, hvad enten der er tale om Indien, sydstaterne i USA eller Nordirland.

I sidstnævnte tilfælde lykkedes det f.eks. den herskende klasse at holde lønningerne på et minimumsniveau ved at spille protestanter ud mod katolikker, og bilde protestantiske lavtlønnede ind, at deres små privilegier gjorde, at de havde sammenfaldende interesser med deres arbejdskøbere frem for med katolikkerne, som tjente en penny mindre i timen.

Det er det samme del og hersk-kort som er blevet forsøgt spillet i Frankrig.

Der forsøgte man med støtte i den sociologiske modetanke om 2/3-samfundet at hævde, at det var majoritetens relative sikkerhed på arbejdsmarkedet, som forårsagede minoritetens problemer – og at det kun var en spredning af elendigheden, som kunne gøre verden bedre for alle.

En absurd tanke, rent logisk set, men fuldstændig rationel og med en kerne af sandhed, så længe forståelsesrammen er en kapitalistisk samfundsformation.

Men den ovenfor nævnte Sartre opererede også med et alternativ til det serielle helvede.

Det kaldte han gruppen, som var ment at skulle beskrive de situationer, hvor man evnede at finde sammen og overkomme tilsyneladende interessemodsætninger.

En opgave som langt fra er enkel, men alligevel nødvendig, hvis man ikke sammen, mod hinanden skal styrtdykke mod den laveste fællesnævner. En nævner som i kapitalismens barndom blev forsøgt retfærdiggjort som en ‘lønningernes jernlov,’ og som alene blev overvundet ved hjælp af en anti-legalistisk praksis:

Fagforeningsdannelser, sabotage, strejker og andre former for direkte aktion – eller, det man i Sartres terminologi altså kunne kalde gruppedannelser.

Alles krig mod alle eller klassekamp?

Gruppen peger udover det kapitalistiske konkurrencesamfund, mod hvad anarko-kommunisten Kropotkin engang beskrev som et samfund baseret på gensidig hjælp, hinsides både stat og kapital.

Og det er i realiteten først, når man tænker udover de mulighedsbetingelser og begrænsninger, kapitalismen og staten påfører samfundslivet, at man for alvor kan argumentere mod handelsskole-ungdommen, som The Economist sætter sin lid til.

For de har ret i, at vi må ‘tilpasse os’ og bekrige hinanden i at være billigst, arbejde mest, længst og mest effektivt, etc. etc., hvis vi ikke skal sakke agterud, tabe konkurrencen og blive ‘globaliseringens ofre.’

Det som ikke er sandt, er at forværringen en dag vil gøre alting bedre. Og det som heller ikke er sandt, er at det må være sådan: Der findes alternativer, selv om vi endnu har langt at gå for at stable sådanne på benene.

Det, som er sikkert, er at sådanne alternativer ikke styrkes af, at vi bliver reduceret til stadig mere serialiserede masser.

Og, ergo, at jo mere det lykkes os at finde sammen og optræde som klasse, eller gruppe, mod kapitalens diktater, jo bedre rustet vil vi være til at skabe et andet samfund.

Derfor var sejren i Frankrig så vigtig: Man undgik det katastrofale, symbolske nederlag á la Thatchers sønderknusning af de britiske trykkere, typografer og minearbejdere i midten af 1980’erne, som alle blev kuet – til The Economists hurraråb fra sidelinjen.

Selv havde de brugt den lange tid, det tog at knuse minearbejderne, på at analysere netop gruppen som hovedproblemet: Så længe 70 procent af briterne vedblev at opfatte sig som arbejderklasse, skrev de dengang, ville Thatcher ikke kunne vinde.

Tabloidaviserne brugte da også alle kræfter på at fortælle almuen, hvor gammeldags og ufashionabelt det var at tænke som klasse – eller, med Thatchers egne ord, at »klasse er en kommunistisk idé«.

Enhver løgn med så stor effekt som Thatchers må med nødvendighed indeholde en delsandhed – hvis ikke havde den aldrig sat så dybe spor.

Det sande i Thatchers løgn ligger helt i overfladen, men er alligevel ikke synligt helt uden videre; for klasse er en kommunistisk idé, i hvert fald hvis man ved kommunisme forstår det, ordet oprindelig betegnede: et klasse- og statsløst samfund.

Før de statssocialistiske regimer forvrængede ordet, så det fik en diametralt modsat betydning, betød kommunisme et samfund, hvor man yder efter evne, og får efter behov – og hvor der dermed pr. definition ikke ville eksistere lønarbejde, pengeøkonomi eller kommandoforhold baseret på ejendom og statsmagt.

Med en sådan utopisk målestok blev det muligt at vurdere kapitalismen på en helt nyt måde; som et historisk opstået, og historisk forgængeligt, samfund – skabt af mennesker, og i stand til at blive forandret af mennesker.

Med kommunismen som kontraststof blev det muligt at de-naturalisere serialiteten og alles krig mod alle; og ved et levende ideal om klasseløshed blev det muligt at pege på de reelle, men aldeles tvetydige klassemodsætninger, som præger kapitalismen.

Rundt om hjørnet venter krigen

Den franske bevægelse mod CPE beviste, at kamp nytter, og at den nyliberale, kapitalistiske ‘virkelighed’ ikke behøver at accepteres som det diktat, den er.

Men det er værd at minde om, at kampen hermed langtfra er ovre.

»En krig kan være nødvendig«, skrev f.eks. The Economist, da det stod klart, at den herskende klasse ikke så ud til at vinde – »men dette er ikke det rigtige slag«.

Det begrundede de med, at reformerne ikke var radikale nok; skulle man tage en krig, må man vide, at sejren vil være indsatsen værd.

Derfor sætter bladet hellere sin lid til manden, som på paradoksal vis har evnet at komme ud af både sidste års novemberoprør i forstæderne og forårets studenterdominerede kampe som sejrherre, indenrigsminister Sarkozy.

Han har, når vinden er stilnet af, stillet Frankrig et brud med landets sociale model i vente; noget han, forståeligt nok, de seneste tid har holdt kæft om.

Opskriften, sp, The Economist anbefaler, og som Sarkozy ser ud til at repræsentere, er med andre ord:

Lad valget gå sin gang, det parlamentariske spil næste år får sit, og derefter, med magten sikret for fem nye år: Slå bevægelsen til jorden, og det med en kraft, som hindrer den i at kunne rejse sig igen.

Og ikke mindst: Slå dem med mere intelligens, som når regeringen sidste august indførte sin CNE-lov (også den er et fleksibiliseringsværktøj) midt i sommerferien, da hverken studenter eller fagbevægelse var i stand til at mobilisere.

Den samme taktik er det, som for tiden benyttes i vort naboland Sverige, hvor det ene parti efter det andet har trukket sig fra et tidligere temmelig populært forslag om en CPE-lignende reform af ansættelsesbeskyttelses-love.

Men også der står man foran et valg, og så må man gå stille med dørene med den slags.

Imidlertid har selv socialdemokraterne (som for øvrigt har privatiseret Sverige i større grad end hvad en tilsvarende borgerlig regering har evnet at gøre i Danmark) ladet forstå, at de er åbne for at ‘se på loven’, når valget er overstået.

Hinsides den demokratiske kapitalisme

Den slags taktiske overvejelser og bedrag er, hvad vi efterhånden har lært at kende som demokrati.

Hvis den ide skal lade sig redde – demokrati her forstået som menneskeligt selvstyre og vores mulighed for at beherske vore liv, ikke som et anonymt og atomiseret ritual hvert fjerde år – må vi også her våge at tænke udover det beståendes rammer.

Og her bliver det tydeligt, at sejren i Frankrig, trods al den glæde og stolthed, vi bør kunne unde os selv, var af en temmelig begrænset natur.

Den drejede sig bare om et aspekt ved det bestående.

Hvis den skulle have kunnet blive generaliseret til at dreje sig om noget mere, måtte det være sket gennem initiativer fra neden, og udenfor fagbevægelsens og studenterorganisationernes kontrol.

Men det var ikke sådan et spil, der blev spillet denne gang.

Den verden, som der blev kæmpet om mellem februar og april, var ikke den ‘anden verden’, som vi hævder er mulig, hinsides lønarbejdet og staten.

Det var en kamp mod den ‘anden verden’, som de ønsker, en kamp de altid er påpasselige med at beskrive i den politiske økonomis kvasi-objektive, realistiske sprog – og her sejrede vi.

Da de britiske minearbejdere tabte i 1984-85, blev det udlagt som noget uundgåeligt.

Deres kamp er siden blevet beskrevet som en kamp mod historiens nødvendige gang – men det stemmer kun, hvis man ser deres kamp som isoleret til spørgsmålet om kul versus andre energikilder.

Det, som stod på dagsorden, var noget langt større, noget som kun gradvist gik op for mange af de involverede: Om verdens mulighed for at fungere på de mennesker som bebor den på dens præmisser.

Og på den måde kom deres strejke også til at dreje sig om noget langt større og pege frem mod en verden, hvor vi har flere valg end Underordning og Slaveri, eller Arbejdsløshed og Elendighed.

Kapitalismen kan ikke eksistere uden, at de fleste af os må lide – ja, uden at jorden som sådan lider, da dens redning jo som bekendt ikke er økonomisk rentabel.

Alene betragtet med vore dages verden for øje stemmer det også til en vis grad, at de franske studerendes interesser står i modsætning til de unge i forstæderne.

Fælles interesser eksisterer ikke i en kapitalistisk økonomi: Det er kun, når vi ser spørgsmålet i lyset af de muligheder, en anden verden kan tilbyde, at vi kan se, hvordan vore interesser gensidigt betinger hinanden.

Vores fælles klasseinteresse, mod kapitalejerne og staten, er i et sådant perspektiv at kunne opleve både værdighed og tryghed, frihed og sikkerhed for morgendagen, frem for altid at måtte vælge mellem pest og kolera.

Men vi gør altså klogt i at huske, at klassefjenden smeder sine jern og forbereder sig på næste slag.

Den italienske autonomia-tradition, som voksede ud af 1960’ernes omfattende arbejdskampe, satte i sin tid fokus på, hvordan kapitalismens kriser ikke er betinget af ‘økonomiske love’ alene, men i stor grad formes af de modtræk, kapitalejerne anser for nødvendige for at afværge arbejderklassens forsøg på at tilkæmpe sig både formel og uformel magt over arbejdsbetingelserne.

Det er i et sådant lys, man skal se The Economist-lederen, som munder ud i en blanding af neutral konstateren og utilsløret opfordring:

»Der er desværre kun en sikker måde at råde bod på manglerne i de europæiske lande: at udvikle en mere alvorlig økonomisk krise. Denne uge har helt sikkert bragt den en hel del nærmere«.

Jonas Bals er fagligt aktiv i Oslo Bygningsarbeiderforening, involveret i forlaget News From NowHere og bogaktuel på samme forlag med Utopi, Revolusjon, Sosialisme. Han er også historiestuderende i København og tilknyttet EuroMayday-netværket.

Besøg debatforummet for Kontradoxa