Kommentar: Organisering fra neden, tak

Det var fedt at se så mange mennesker demonstrere foran Christiansborg onsdag den 17. maj. Og det var opløftende, at mindst 100.000 gik på gaden for at vise deres protest mod den reaktionære, nyliberalistiske regering.

De borgerlige journalister gjorde da også alt for at reducere omfanget af demonstrationerne ved ivrigt at reducere antallet af demonstranter til de åbenlyst manipulerede ”oplysninger” fra politiet.

Det positive ved gårsdagens demonstrationer var, at de forskellige grupper og lag i befolkningen, som ellers fører interessekamp hver for sig, havde fundet sammen i en fælles protest med fælles krav.

Det er uden tvivl et skridt i den rigtige retning og kan være omdrejning for fortsættelsen af en kampcyklus, der på sigt kan feje den nyliberalistiske regering ad helvede til.

De forkerte præmisser

Problemet er, at forudsætningerne for et sådant nødvendigt oprør - som f.eks. i Frankrig – ikke er til stede.

Efter vores mening skyldes det først og fremmest:

Mobiliseringen er alt for sammenflettet med de socialdemokratiske strukturer i LO og med en parlamentarisk appelpolitik, der har sin konkrete afsats i Socialdemokratiet.

At et nyliberalistisk parti som Socialdemokratiet støttede gårsdagens demonstrationer er udelukkende udtryk for rent taktiske og magtpolitiske overvejelser fra deres side. Hverken den nuværende fagbevægelsesledelse eller Socialdemokratiet er interesseret i en virkelig mobilisering, som i sidste konsekvens vil bringe deres egen pampertilværelse i farezonen (jf. mobiliseringerne i 1985).

I de store hovedtræk er den aktuelle mobilisering mod regeringen foregået via politiske beslutninger/initiativer fra oven. Der er tale om en mobilisering ud fra den velkendte, sædvanlige appelpolitik, der føres af de faglige organisationer, Socialdemokratiet og venstrefløjspartierne SF og Enhedslisten.

Der har derfor kun været få strejker, kun få lokale organiseringer og næsten ingen aktioner, besættelser, blokader etc. Der er derfor heller ikke nedsat lokale strejkekomitéer - med undtagelse af visse uddannelsessteder -, lokale beboerinitiativer, basisinitiativer fra arbejdsløse, fra bistandsmodtagere, fra indvandrermiljøer og andre prekære grupper i samfundet, etc.

Vi mener, det er den slags organisering og mobilisering, der skal til, hvis det for alvor skal lykkes at sætte en ny politisk dagsorden, som reelt tager udgangspunkt i befolkningens krav og behov.

Frankrig: Organisering fra neden

Det var sådanne decentrale initiativer nedefra, der i Frankrig dannede grundlaget for en selvorganiseret folkelig og mangfoldig modstand, som har resulteret i flere sejre mod magthaverne og deres medie– og repressionsapparat de sidste år.

Oftest skete denne organisering fra neden i opposition mod fagbevægelsesbureaukratiet og Socialistpartiet (Socialdemokratiet), der forsøgte at kanalisere protesterne ind i de parlamentariske kanaler, men også imod enhver venstrefløjsorganisation, som forsøgte at udnytte de folkelige protester til egen fordel.

Den succesrige modstand i Frankrig for nylig var baseret på decentral organisering og gennemskuelige beslutningsprocesser ved fælles, regionale og lokale offentlige aktionsforsamlinger.

Det er en erfaringskilde, som må diskuteres i fremtidige protestbevægelser for at garantere en optimal uafhængighed af de såkaldte »oppositionelle« parlamentariske og institutionelle kræfter, som har en helt anden dagsorden end protesterne.

For de er selvfølgelig på ingen måde interesseret i nogen forandring, men sætter sig i kraft af deres organisatoriske og økonomiske ressourcer på protestbevægelsen for at instrumentalisere den for egne partipolitiske og magtpolitiske interesser.

Socialdemokratisk omklamring

Det lykkedes for Socialdemokratiet at udnytte deres »deltagelse« i protesterne ved at skabe et fortolkningsmonopol på disse. Således erklærede Socialdemokratiets forkvinde Helle Thorning-Schmidt til medierne i går, at protesterne ønskede et socialdemokratisk regeringsskifte!

Dette fører til en anden afgørende svaghed i de aktuelle protester:

På grund af den overproportionale indflydelse fra de parlamentariske venstrefløjspartier og Socialdemokratiet samt diverse faglige ledere, kan protesterne partipolitisk udlægges for at være spydspids for et »regeringsalternativ«, som det propaganderes af Socialdemokratiet og tolereres af SF og i et vist omfang af Enhedslisten.

Dette vel at mærke uden nogen som helst garanti for at den fremtidige politik vil være baseret på protesternes krav.

Socialdemokratiet kunne derfor uden skrupler eller besvær misbruge protesterne som platform for propagandering af det »socialdemokratiske alternativ« til den kulsorte Fogh-regering.

Alt imens de socialdemokratiske politikere med samtykke fra LO-pamperne på samme tid forbereder et råddent kompromis med regeringens asociale »velfærds«-reformpakke. Stik imod protesternes krav!!

Først når protesterne har formået at frigøre sig fra disse magtpolitiske interesser og organiserer sig mangfoldigt og selvbestemt fra neden, kan det resultere i folkelige delsejre - som det skete for nyligt i Frankrig.

Inge Hansen, Alfred Lang m.fl. er aktive i Autonomt Infoservice.

Besøg Kontradoxas debatforum