CEPOS´ skatteforslag: Ikke flere i arbejde, kun øget ulighed

Man har i den seneste tid i pressen kunnet opleve en konfrontation vedrørende skattelettelser mellem De Konservative og Venstre.

De Konservative agiterer som vanligt for, at der her og nu skal gennemføres skattelettelser og for at disse primært skal fjerne topskatten.

Bemærkelsesværdigt nok afviser Venstre ikke mere skattelettelser – som man ellers gjorde det i forbindelse med Velfærds-kommissionens forslag herom -, men finder tydeligvis timingen dårlig lige nu, mens der endnu forhandles om velfærdsforringelser.

Venstre er ikke afvisende overfor skattelettelser i toppen, men er dog inde på, at lettelserne skal gives mere bredt gennem et forbedret beskæftigelses-fradrag (jf. Information; 13. juni: Regeringen i strid om skattelettelse)..

Bemærkelsesværdig er De Konservatives argumentation for at give skattelettelser, nemlig at der med det milliardstore overskud i statskassen er penge til det.

Man skal i den forbindelse medtage, at overskuddet dels skyldes ekstraordinært store indtægter fra skatterne på Nordsø-olien, men først og fremmest skyldes den stramme offentlige udgiftspolitik, som VK-regeringen har ført lige siden sin tiltrædelse.

På basis af den såkaldte 2010–plan har Regeringen underkastet de offentlige udgifter en meget stram ramme, der – når der korrigeres for demografiske ændringer – har ligget tæt været identisk med nulvækst.

Denne stramme ramme har især kommunerne fået at mærke, idet rammen ikke blot har umuliggjort udbygning og kvalitetssikring af velfærden, men i betydeligt omfang direkte har tvunget dem til at beskære velfærdsordningerne.

Regeringens erklærede formålet med denne plan har været at nedbringe udlands- og statsgælden her og nu som led i en strategi om at spare op til øgede udgifter til det voksende antal pensionister i de kommende årtier.

Men med det aktuelle slagsmål blandt de borgerlige om, hvorledes den opsparing kan bruges, som er skabt gennem udhuling af velfærdsordningerne, kan omsættes i skattelettelser, ja så krakelerer fernissen.

Det bliver tydeligt, at de angivelige mål om gennem opsparing i tide at fremtidssikre velfærdssamfundet kun er retorik og ’spin’. For når først pengene er delt ud som skattelettelser, er de jo ikke mere tilstede til finansiering af fremtidig velfærd.

De borgerlige i gang med at dele provenuet fra velfærdsnedskæringerne

Når De Konservative og Venstre strides om, på hvilken måde overskuddet på de offentlige finanser skal udmøntes i skattelettelser, skal det altså med i billedet, at striden handler om, hvorledes provenuet fra den allerede skete udhuling af velfærdsordningerne skal anvendes.

Det er værd at have i erindring, når der nu aktuelt forhandles om yderligere forringelser af velfærden.

Her har Venstre godt nok afvist at forhandle skattereform samtidig med velfærdsreform, men man kan jo på basis af ovenstående befrygte, hvad der sker, når først velfærdsreformen er i hus. Man kan være stærkt bekymret for, at så vil finansministeriets økonomer blive sat på den opgave at opgøre, hvor stort et finanspolitisk råderum der gennem velfærdsforringelserne nu er skabt til skattelettelser.

Og mens statsministeren i forhold til velfærdsforringelserne har forpligtet til at tage Socialdemokraterne, gælder noget tilsvarende ikke skattelettelserne.

»Moren har gjort sin pligt og kan gå« og Regeringen kan så sætte sig sammen med Dansk Folkeparti - plus måske de Radikale - og uddele resultatet af velfærdsforringelser for de små i samfundet som skattelettelser til de bedre stillede.

Den skattepolitiske diskussion og CEPOS´ skatteforslag

Denne skattepolitiske diskussion mellem regeringspartierne har den nyliberalistiske tænketank CEPOS set som en chance til at fiske i rørte vande og propagandere for sin stående universalløsning: den såkaldte flade skat.

CEPOS tager afsæt samme steds som De Konservative, nemlig i forslaget om at »benytte« råderummet til en afskaffelse af topskatten.

CEPOS lader det dog ikke blive ved det, men »… anbefaler konkret, at der indføres en flad marginalskat på 43 %. Det gøres ved at fjerne både top og mellemskat« (CEPOS: Dobbelt så stor effekt ved lettelse i topskattesats i forhold til beskæftigelsesfradraget. Notat 11.06.06).

Dette anbefaler CEPOS i stedet for skattelettelser i form af forhøjelse af beskæftigelsesfradraget.

Den fordelingspolitiske profil vil naturligvis være lidt bredere, hvis både top og mellemskat fjernes, men uanset om det gælder fjernelse af topskatten eller af både top - og mellemskat er der naturligvis tale om forslag, der skattemæssigt primært reducerer skatten for de højere indkomster.

Dette mener CEPOS er velbegrundet, idet man hævder at en nedsættelse af topskatten vil medføre en større merbeskæftigelse end et øget beskæftigelsesfradrag.

Konkret mener CEPOS at have regnet sig frem til at en nedsættelse af topskattesatsen med 5 mia. kr. vil medføre en øget beskæftigelse på omkring 8.000 personer. Sker lettelsen derimod i form af øget beskæftigelses-fradrag vil effekten ifølge CEPOS »kun« være en merbeskæftigelse på 5.000 personer.

CEPOS argumenterer for, at nedsættelse af topskatten vil give øget »merbeskæftigelse« med den begrundelse, ».. at den lavere topskattesats medfører øget arbejdsudbud blandt personer med meget høj produktivitet«.

Med andre ord skulle det få højindkomstmodtagerne til at arbejde endnu mere.

CEPOS´ forslag bygger på skøn baseret på nyliberale teorier

CEPOS henviser til beregninger fra Regeringens sekretariat for det såkaldte Globaliseringsråd (»Bilag om skat, incitamenter og konkurrencekraft«; 25. januar 2006) men der er i sidste ende tale om, at det er Velfærdskommissionens nyliberale analyser og skattepolitiske løsningsmodeller, der nu dukker op igen (Jf Velfærdskommissionen: Analyserapporten Fremtidens Velfærd kommer ikke af sig selv, s 158 ff. Og Debatoplægget Fremtidens Velfærd kommer ikke af sig selv, s 20 ff.).

Dette er vigtigt at have med, for hvor disse beskæftigelsesberegninger hos CEPOS præsenteres som faktuelt baserede beregninger, er der hos kilden, Velfærdskommissionen, primært tale skøn udfra teoretiske overvejelser.

Velfærdskommission tager udgangspunkt i et (ny)liberalt teorem om, at al skat er forvridende i og med, at den forringer det privatøkonomiske udbytte af at arbejde og dermed forringer incitamentet hertil. Og jo højere skatten er, jo højere er denne forringelse af tilskyndelsen til at arbejde.

Den modsætningsvise konklusion heraf er logisk nok, at man får den største forøgelse af incitamentet til at arbejde ved at nedsætte skatten for de højeste indkomster dvs. ved at nedsætte topskatten (Velfærdskommissionen: Analyserapporten Fremtidens Velfærd kommer ikke af sig selv, s. 167).

Dette er disse nyliberale teoretiske overvejelser, der hos Velfærdskommissionen omsættes i beregningsskøn og som i den videre skattepolitiske fødekæde først i Regeringens oplæg til Globaliseringsrådet og endnu mere hos CEPOS renses for sine teoretiske og ideologiske forudsætninger og præsenteres som ren faktualitet.

De nyliberale skatteteorier: Forenklede og forældede

Der er imidlertid ikke tale om fakta, men om forenklede og forældede teoretiske nyliberale samfundsøkonomiske modeller og derpå baserede usikre skøn.

I den nyliberale optik reduceres det komplekse moderne blandingsøkonomiske samfund til en primært markeds- og privatøkonomisk model, hvor staten/det offentlige grundlæggende set et overflødigt fremmedlegeme (jf. Jesper Jespersen: »Regeringens velfærdskommissions brug af øko¬nomisk teori og beregningsmodel«, s 2. Fremtidens Velfærdssamfund.). Derfor er skat for den enkelte aktør et rent tab.

Det kan godt være at skattebetalingerne set over en bred kam i samfundsmæssig sammenhæng finansie¬rer de offentlige mere eller mindre gratisydelser, som borgerne til gengæld modtager. Men det tæl¬ler ikke i Velfærdskommissionens logik: For den enkelte økonomiske agent er det kun den rene privatøkonomi, som tæller – dvs. kun den privatøkonomisk disponible indkomst.

Dette er imidlertid en betragtningsmåde, som alene hører hjemme i den liberale, neoklassiske øko¬nomiske teori om det perfekte marked, men som ikke har meget med virkelighedens verden at gøre.

For i virkelighedens verden er skat jo en betaling, for hvilken skatteborgerne får offentlige ydelser tilbage. Et faktum, som man bare behøver at spørge en hvilken som helst familie i det dan¬ske velfærdssamfund om, der har børn i daginstitutioner og/eller skole; som går til læge; som skifter job fra tid til anden og modtager arbejdsløsheds¬dagpenge; som har ældre familie med¬lemmer, der modtager pension og ældreomsorg.

Skat er i virkelighedens verden i den skandinaviske model, hvor universelle offentlige ydelser finansieres via skattebetalinger blot en anden, ikke mar¬kedsmæssig måde at betale for offentlige ydelser.

Dette ved borgerne i det danske velfærdssamfund naturligvis godt, og derfor oplever de i virkelighedens verden ikke skatter som penge, der bare forsvinder lige ud af vinduet. Derfor er det for danskerne heller ikke – som postuleret i den verdensfjerne (ny)liberale økonomiske teori, kun den privatøkonomisk dispo¬nible del af indkomsten der tæller.

Tværtimod er borgerne i det danske velfærdssamfund jo levende optaget af, hvad de får igen for deres skattebetalinger. Og her har undersøgelse efter undersøgelse af danskernes holdninger til velfærdsamfundet jo vist, at danskerne ikke er optaget af niveauet for skatterne og omfanget af skattebetalingerne, men er optaget af at den offentlige service har en god kvalitet og at den bliver bedre, fx ved at køer og ventelister reduceres (jf. Henrik Herløv Lund: Velfærdskommissionens anbefalinger på skattepolitikken. Kritisk Debat, oktober 2005).

Grundantagelserne hos de nyliberale økonomer i velfærdskommissionen såvel som i CEPOS er altså voldsomt forenklede i forhold til virkelighedens verden, og de og de tilsvarende løsningsmodeller repræsenterer en forældet samfundsmodel, som virkeligheden for længst har overhalet

CEPOS forslag får ikke flere i arbejde

Hermed bygger de skøn over beskæftigelseseffekten af at nedsætte topskatten, som CEPOS henviser til og som altså i sidste ende stammer fra Velfærdskommissionen, altså på særdeles tvivlsomme antagelser om de samfundsøkonomiske sammenhænge og den adfærd, disse fører til.

På samme måde er opgørelsen af den konkrete beskæftigelseseffekt af en reduktion af topskatten er derfor også lige så tvivlsom. Faktisk lader det sig ifølge mere gængs, ’mainstream’ økonomisk teori ikke afgøre om en skattenedsættelse fører til, at borgerne vælger at arbejde mere eller om de modsat vil vælge at holde mere fri.

Ser vi lidt mere praktisk og empirisk på spørgsmålet, så vil CEPOS nedsætte skatten for en gruppe af højindkomstmodtagere i samfundet, som i forvejen ofte arbejder betydeligt mere 37 timer om ugen: Det er i denne forbindelse et godt spørgsmål, hvor disse – uanset øget privatøkonomisk udbytte – rent praktisk skal finde tiden til at arbejde mere.

Opgørelsen af en beskæftigelseseffekt på 8.000 personer som følge af en nedsættelse af topskatten på 5 mia. kr. må derfor siges at basere sig på nok så tvivlsomme teoretiske forudsætninger og dermed ligeså tvivlsomme konkrete skøn.

Hertil kommer, at når CEPOS forslag hævder at deres forslag vil øge beskæftigelsen, så er det en fiktion, for der er alene tale om, at de personer der i forvejen er i beskæftigelse, øger deres arbejdsudbud og indsats.

CEPOS forslag indebærer rent faktisk ikke at der kommer flere personer i job. Der er altså ingen som helst dynamiske effekter i retning af, at flere kommer ind på arbejdsmarkedet.

Finansieringen ikke med

Der er også en anden afgørende indvending mod CEPOS´ skatteforslag. Den knytter sig til spørgsmålet om, hvorfra finansieringen af skattelettelserne skal komme, og hvilken effekt det vil have.

CEPOS opgør selv udgiften til sit eget forslag om at fjerne mellem- og topskat til 25 mia. kr. og skriver omkring finansieringen heraf, at »Råderummet hertil kan fx findes ved fastfrysning af det offentlige forbrug i 7 år (faste priser) eller ved en fastfrysning af det offentlige forbrug i 4 år og inflationsregulering af overførsler i 5 år« (CEPOS: Dobbelt så stor effekt ved lettelse i topskattesats i forhold til beskæftigelsesfradraget. Notat 11.06.06, s 5).

Men hvilke konsekvenser denne finansieringsmodel vil få står besynderligt ubeskrevet og inddrages bemærkelsesværdigt nok overhovedet ikke i beregningerne.

Fastfryses det offentlige forbrug dvs. de offentlige ydelser i en årrække, vil det i sig selv naturnødvendigt betyde en forringelse af værdien af de offentlige ydelser, som borgerne kan modtage.

Det vil ramme stort set alle grupper i samfundet, men naturligt nok belaste de grupper mest, som trækker mest på de offentlige ydelser dvs. lavindkomstgrupperne i samfundet, der jo i stor udstrækning er sammenfaldende med personer udenfor arbejdsmarkedet, som modtager offentlige overførsler.

Ændres reguleringen af overførselsindkomst oven heri fra den nuværende regulering i forhold til den generelle indkomstudvikling til kun at blive reguleret med prisudviklingen, vil det betyde en udhuling af indkomstoverførslernes dækningsgrad (heraf besparelsen).

På den ene side vil borgerne altså generelt vil modtage offentlige ydelser til en mindre værdi, og navnlig modtagerne af overførselsindkomst vil få deres ydelser beskåret.

På den anden side vil primært højindkomstmodtagerne vil få noget ud af CEPOS skatteforslag. Den samlede effekt heraf vil være, at kun de 20 -30 procent rigeste vil opnå lettelser på grund af CEPOS´ forslag og at langt størstedelen af lettelsen opnås af de 5 % rigeste (AER (Lars Andersen og Jens Asp): Effekt af skatteforslag fra CEPOS, april 2005).

Nettoskattelettelsen ved CEPOS´ forslag vil andrage 12-13 mia. kr. Heraf vil de 5 procent rigeste alene opnå op mod 15 mia. kr. i lettelse og de 10 procent rigeste omkring 18-19 mia. kr., mens til gengæld de resterende 70 procent af befolkningen vil tabe 12–13 mia. kr.

En sikker effekt: Øget ulighed og afmontering af velfærdssamfundet

CEPOS´ skatteforslag er således på ingen måde ensbetydende med en forøgelse af den generelle samfundsmæssige velfærd, men indebærer tværtimod en betydelig velfærdsmæssig forringelse for det store flertal af den danske befolkning.

Ligesom CEPOS´ skatteforslag i realiteten ikke indebærer nettolettelser for det store flertal af danske borgere, men tværtimod i realiteten forbeholder 60-70 procent af lempelserne for de rigeste 5–10 procent af befolkningen.

En sikker effekt af CEPOS skatteforslag vil således være en stærkt forøget ulighed med de risici for samfundets sammenhængskraft, som det indebærer (Jf. Lars Andersen: »En lille ulighed er et selvstændigt mål«, Information 16. juni 2006).

CEPOS’ skatteforslag illustrerer i al tydelighed, at der er to afgørende negative effekter af de nyliberalistiske strategier. For det første en tilbagerulning af den omfordeling til fordel for de svagere, som velfærdssamfundet står for, og for det andet en afsnøring og afmontering af velfærds-ordningerne fra finansieringssiden.

I stedet vil de nyliberale gennemføre en udvikling henimod en markedsstyret økonomi, hvad jo erfaringerne fra feks England viser betyder langt større forskelle i indkomster og er en blokering for offentlige ydelser af høj kvalitet.

CEPOS argumenterer, at deres forslag vil indebære en større samfundsøkonomisk dynamik (Jf. Mads Lundby Hansen: »Ulighed bør ikke være et tema i Danmark«, Information 16. juni 2006).

Hertil kan man indvende, at netop de skandinaviske lande med deres relativt høje grad af offentlig service og relativt større omfordeling over skatterne til fordel for de svageste set over tid har været i stand til at skabe både en høj vækst og en høj velstand generelt.

Empirisk er der således intet belæg for CEPOS argumenter for at lavere skat og mindre offentlig sektor er vejen til generel samfundsmæssig velstand og høj velfærd.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand. scient. adm. og sekretariatschef.

Litteratur:

Andersen, Lars og ASP, Jens: Effekt af skattelettelser fra CEPOS. April 2005

Andersen, Lars: En lille ulighed er et selvstændigt mål. Information 16. juni 2006.

CEPOS: Dobbelt så stor effekt ved lettelse i topskattesats i forhold til beskæftigelsesfradraget. No¬tat 11.06.06

Lund, Henrik Herløv: Velfærdskommissionens anbefalinger på skattepolitikken. Kritisk Debat oktober 2005.

Lundby Hansen, Mads: Ulighed bør ikke være et tema i Danmark. Information 16. juni 2006

Information; 13. juni: Regeringen i strid om skattelettelse

Jespersen, Jesper: Regeringens velfærdskommissions brug af øko¬nomisk teori og beregningsmodel. Fremtidens Velfærdssamfund.

Globaliseringsrådet: ”Bilag om skat, incitamenter og konkurrencekraft”; 25. januar 2006.

Velfærdskommissionen: Fremtiden kommer ikke af sig selv. Debatoplæg, maj 2004.

Velfærdskommissionen: Fremtiden kommer ikke af sig selv. Analyserapport, maj 2004.