Interview: Politikken lever i Latinamerika

Venezuela er i gang med at flytte pengereserver til Schweiz: hvorfor?

»Det er del af en generel uafhængighedspolitik

i forhold til USA.«

Er der frygt for, at nordamerikanerne kan finde på at fastfryse pengene?

»Nordamerikanerne kan finde på hvad som helst som del af deres hegemoniske planer.«

Hugo Chávez (Venezuelas præsident, red.) nævnte for nylig en mulig nordamerikansk invasion…

»Det er altid muligt. De har længe foretaget undergravende virksomhed. Ikke nødvendigvis som en direkte invasion. For eksempel har den venezuelanske regering lige set sig nødsaget til at sende USA’s militærattaché hjem, fordi han have prøvet på at overtale venezuelanske marine-officerer til oprør mod præsidenten.

Lige nu er faren for militære aktioner i Latinamerika dog ikke så stor, fordi USA ikke har militær nok til at opholde sig både i Irak og i Latinamerika på en og samme tid.«

Fortæl mig om USA’s militærbaser i Latinamerika. Hvad er grunden til de baser?

»Hvis du køber geværer, så er det fordi du overvejer muligheden for at bruge dem, ikke? I dette tilfælde er USA ved at sprede militærbaser over hele Latinamerika, hvilket skal ses som et udtryk for en usvækket opfattelse af, at Latinamerika er USA’s baggård og også i lyset af det mislykkede forsøg på at dominere Mellemøsten.

Latinamerika har kæmpe reserver af kulbrinter og naturgas. Venezuela har endda underskrevet aftaler med USA, hvor vi garanterer dem gasforsyning for 20 år.

Men USA tilgiver ikke Chávez, at han taler med egen stemme og præsenterer sig på den internationale scene med andre dagsordener, hvor de latinamerikanske befolkninger bliver respekteret som nationer.Et andet aspekt er, at Latinamerika besidder destørste ferskvandsreserver i verden. Alene Amazonas-floden spytter to millioner liter vand i havet i minuttet.

Vi taler meget store tal i en verden, hvor ferskvand begynder at blive en mangelvare. Og udover det så besidder vi også den største biodiversitet overhovedet. Det vil sige, at der er en meget stor strategisk interesse fra USA’s side – en strategi, hvis struktur ikke kun er militær, men i lige så høj grad bliver understøttet af en omfattende kontrol af medieverdenen. «

Forhandlinger med en revolvermand

Hvad er det for en aftale, Venezuela lige har indgået med Colombia?

»Venezuela har underskrevet en aftale om at bygge en naturgaslinie, der skal forbinde Venezuela med Stillehavet gennem Colombia. På længere sigt er planen at lave en olielinie, der skal krydse hele Latinamerika med henblik på atkunne levere billig energi til landene i syd.

Men det er selvfølgelig også et udtryk for enøget eksport af olie til Kina, som i øjeblikket kan se ubetydelig ud, men som for eksempel i forhold til tiden før revolutionen er femdoblet. USA er stadigvæk den største aftager med omkring 70 procent af alle vores kulbrinter, og det vil vi gerne ændre – vi vil ikke have forbindelse til en enkelt økonomisk pol.«

Hvad siger du til, aftalen?

»Personligt: det er altid farligt at forhandle med en revolvermand! Præsident Álvaro Uribes styre er ikke så demokratisk, som det sælges til omverdenen. Det er et styre, der systematisk udøver vold mod sin egen befolkning, og er stærkt involveret med paramilitarismen.

Man må ikke glemme, at før Uribe begyndte i officiel politik, var han med til at oprette de paramilitære styrker. Og så har Uribe, som han selv har udtalt ved flere lejligheder, en perfekt alliance med den nordamerikanske politik. Jeg er personligt af den overbevisning, at de colombianske oprørsgrupper har historiske velbegrundede forklaringer for at have startet væbnet krig, og at det er en retfærdig revolutionskamp– det er min personlige mening.«

Er Uribe involveret i narkohandel?

»Det er kompliceret at bevise, men siden Uribe tog sine første spæde skridt i politik, har det forlydt, at han har været rodet ind i det.«

Alternative frihandel

Venezuelas projekt med Cuba: ALBA (Alternativa Bolivariana para la América – alternativ til USA’s forsøg på at udvide den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA til resten af det latinamerikanske kontinent med det såkaldte FTAA (Free Trade of the Americas), red.), tror du på, at det er et projekt, der har kapacitet til at blive indført i de latinamerikanske lande? Er der støtte fra de andre regeringer?

»Der er støtte og interesse fra mange regeringer, og ikke mindst er der en meget bred opbakning fra folket – senest under et topmøde i november 2005 i Mar de Plata (Argentina, red.) buhede folk Bush ud og hyldede Chávez.

Lige nu er Cuba og Venezuela i gang med at udvikle et undervisningsprogram. ’yo sí puedo’ (jeg kan godt, red), som skal udrydde analfabetismen totalt i Venezuela – sidste år lykkedes det at alfabetisere

1.300.000 mennesker. Og det er en metode, som vi prøver på at brede ud til andre lande i kontikontinentet. Haiti har allerede kørt undervisningsprogrammerne, og lige nu er vi i gang med at få programmerne indført i Den Dominikanske Republik, Nordbrasilien, Bolivia og Paraguay.

Specifikt i forhold til Bolivia har Chávez indgået aftale med Evo Morales (Bolivias første præsident med indiansk (aymara) baggrund, som blev indsat i januar, red.) om at alfabetisere den bolivianske befolkning – ikke kun på spansk,men også på oprindelige sprog. Med Uruguay ligger Venezuela i forhandlinger om at udveksle landbrugsvarer for olie. Målet erat indgå lignende aftaler over hele kontinentet, så vi på sigt kan vriste os fri af de bånd, der binder os til USA, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF).«

Men er det ikke for sent, hvis du for eksempel siger,at Uruguay lige har skrevet under på FTAA og andre regeringer, som Colombia og Peru allerede har underskrevet?

»Der er et ordsprog der siger, at det aldrig er sent, når kærlighed opstår… Målet er, at vi i 2019 kan begynde at snakke om et samlet Latinamerika.

Vi har udarbejdet en udførlig tidsplan, som vi hele tiden opdaterer. I dag er kampen i Latinamerika stærkere end nogen sinde, samtidig med at der er vigtige ændringer i regeringerne. Venezuela og Bolivia er dem, man umiddelbart ser først, men nedenunder foregår mange flere kampe, som har forskellige udtryksformer og dimensioner. Og det er det, der er det vigtige: at politikken lever blandt folket.

Revolutionære ledere er i bund og grund kun et ekko af de ting, der foregår på gaden. Og der er en permanent fare for, at en revolutionær regering kommer til at adskille sig fra den base, der har fået den til magten«

Hvilket land udgør den største forhindring i forhold til at indgå en aftale mellem alle de latinamerikanske lande?

»For mig Colombia! Derfra vil »Los gringos« (nordamerikanerne, red.) også prøve at knuse enhver revolutionær bevægelse i Latinamerika.

Artiklen har tidligere været bragt i Tidsskriftet SALT

Isabel Sande er medlem af SALTs redaktion.