Kommentar: Dialog er ikke altid tolerance

Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der har prøvet at tale til en ophidset folkemængde, men det er absolut min første gang. Så jeg har brug for jeres støtte.

Jeg kommer som repræsentant for Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, hvor jeg har været ansat i syv år. I går bad foreningen mig om at skrive en tale til i dag. Jeg har skrevet den i nat, og den er ikke blevet clearet af med min arbejdsplads. Det er en vanvittig tillid til mig.

Det er et vanvid, som jeg vil forsøge at leve op til.

Dette er en nødvendig aktion. Vi er i gang med at demonstrere kærlighed i modvægt til den mangel på medfølelse og ligegyldighed som The Rock og Sky Juice Promotion udviser ved at lade Buju Banton og Assassin spille i aften.

På dialogmødet med arrangørerne den 5. juli var der ingen forståelse for vores opfordring til nul-tolerance overfor homofobi, og der var ingen som helst lyst til at lytte til vores erfaring i forhold til, hvordan man tilkæmper sig homo-rettigheder.

Der var ingen at tale til, når vi forsøgte at viderebringe erfaringen om, at øget tolerance og rummelighed kun ankommer til det samfund og det menneske, som tillader sig selv at komme i kontakt med det undertryktes følelser.

Dialog som strategi er så sandelig godt, men nogle gange kommer dialog til at udgøre en ny overhøring, en ny »overkørsel« af et lavere synspunkt, der fjerner dialogens værdighed.

Så har man kun en mulighed, og det er at standse dialogen, hævde sit synspunkt ved at sige klart fra og dermed løfte sig ud af en diskussion, der er i bund og grund bruger »forvirringens magt« til at undgå at gøre et offer.

Arrangørerne bad os om at udvise tolerance overfor homofoben Buju Banton, der forhåner og truer os i sin homofjendske sangtekst Boom Bye Bye. Det er at vende begrebet tolerance på hovedet. Det er uværdigt, og det er et udtryk for »forvirringens værste greb«.

I mine øjne er beslutningen om at gennemføre koncerten begrundet i arrangørernes særinteresser, og det var, som mødet skred frem, en ynk at høre på.

Undertrykkelsen af homoseksuelle på Jamaica, som Buju Banton personificerer igennem sin adfærd og udtalelser må ikke være en handelsvare. I tilfældet Buju Banton løber The Rock og SkyJuice Promotion fra et indlysende ansvar – de handler med en musiker fra Jamaica, der i strakt arm bærer »homofobien brændende fakkel«, og det gør i mine øjne arrangørerne til en slags »Dødens købmænd«.

Men jeg vil hurtig gennemgå de væsentligste argumenter for, at LBL netop i denne sag har valgt »at sætte foden i (dancehall)gulvet«.

Jeg har selv den opfattelse, at alle mennesker bærer et simpelt ansvar - at handle sig selv ud i overensstemmelse med sin bevidsthed og idealer. Verdenen kan samlet set kun blive mere retfærdig, hvis mennesker og dem, som vi har givet magten, lader være med at skabe forvirring omkring begrebet retfærdighed.

Mord på og chikane af homoseksuelle på Jamaica kan ikke retfærdiggøres med kulturforklaringer.

I stedet for aktivt at bekæmpe homofobien i reggae-musikken, søger Dancehall-miljøet at forstå og forklare de undertrykkelsesmekanismer i det jamaicanske samfund, som store musikidoler som Buju Banton er et produkt af.

Man fratager med andre ord Buju Banton det personlige ansvar for sin stærkt homofjendske sangtekst »Boom Bye-Bye« og forsøger at leve med, at Buju Banton, på trods af massive protester uden for Jamaica, er blevet ved med at fremføre hittet fra 1992.

Buju Banton har haft 14 år til at komme med udtalelser, der helt tydeligt viser, at han fortryder sine opfordringer til mord og lemlæstelse af homoseksuelle.

Det er desværre ikke sket, selvom Buju Banton har haft rig lejlighed til at bevidstgøre sig om, at bøsser og lesbiske faktisk mange steder i verden er beskyttet af menneskerettigheder på lige fod med andre mennesker.

I mine øjne bærer dancehall-miljøet i Danmark et stort ansvar for at hjælpe jamaicanske musikere som Buju Banton til at forstå, at man ikke på nogen måde accepterer homofobi.

Det gør man ikke ved at sige ja, men ved at sige nej.

Det er ulogisk at mene, at Buju Banton kan ændre sit perspektiv i forhold til bøssers og lesbiskes menneskerettigheder ved at køre i bus fra Københavns lufthavn til The Rock i Skindergade, der har fyldt spillestedet med glade fans, der i et par festlige timer vælger at se bort fra Buju Bantons krænkelser af homoseksuelle.

I mine øjne har dancehall-miljøet for år tilbage modigt forsøgt at starte en debat om homofobi, der desværre er endt i en stor retorisk forvirring og handlingslammelse.

Et helt musik-miljø risikerer at give sig selv »det hvide snit« og miste respekten fra personer som jeg selv, der er homoseksuel og som indefra ved, at accepten af homoseksualitet og mine rettigheder ikke er kommet af sig selv - men igennem personligt mod, handlinger og igennem en fælles kamp.

Og det er rent faktisk store ting, der er på spil her. Der er en klar besked til alle, der lever, skaber og træffer valg i denne verden.

Derfor bør denne demonstration selvfølgelig søge en højere sandhed end blot den, at et lille afgrænset smagsfællesskab tog grueligt fejl, da de valgte at overhøre vores og mange andre menneskers indtrængende appel om at vise solidaritet overfor forfulgte homoseksuelle på Jamaica.

Der er for alvor blevet sat et lys på det individuelle ansvar overfor et større menneskeligt fællesskab. Et opgør med den dybe søvn, der rammer alle – mennesker – der har godtaget forestillingen om, at for eksempel begrebet menneskerettighed er relativistisk og er noget som skal bedømmes i forhold til noget andet.

Det alene åbner for en trøstesløs forvirring omkring noget helt, helt enkelt, fordi vi umiddelbart lærer at afgive vores egen magt og ansvar for den virkelighed, der kontinuerligt skabes og som er summen af den individuelle og kollektive bevidsthed.

Vi kommer hellere end gerne med forklaringer på de mekanismer, som producerer uretfærdighed uden at ændre de samme mekanismer hos os selv.

Vi bortforklarer uden at blinke vores eget ansvar og gør ideen om forandring til et spørgsmål om, hvem der skal begynde først.

Vi laver fortællinger, der fastholder os selv og andre mennesker i offer-roller, og vi griber til følelseskolde kulturforklaringer, når vi ikke kan holde menneskeslagteriet ud - krænkelsen af liv overalt på jorden, kvindelig omskæring, æresdrab og, åbenbart nu også, når homoseksuelle myrdes.

Menneskehedens manglende succes med at sikre alle en grundlæggende overlevelse, retfærdighed og lige muligheder er ikke et resultat af menneskets natur. Jeg gentager ikke et resultat af noget forudbestemt. Dette er den største kulturmyte af dem alle - at mennesket i sin rod er ondt og derfor må tæmmes og underkaste sig religiøse og politiske systemer, der taler ned til menneskets egen dømmekraft og skaber frygt.

Vi afgiver vores magt til overbevisninger og trossystemer, der får verden til at gå baglæns eller i bedste fald næsten ingen vegne. Vi fyldes af ligegyldighed, fravær af kærlighed og handlingslammelse.

Der er virkelig ingen grund, at du i aften igen går i seng med en oplevelse af, at verdens problemer er uløselige. Der er ingen grund til at lade månen rejse henover himlen endnu en nat, imens du synker ned i tristhed over verdens uretfærdighed. Ingen af disse ting er i sandhed uafvendelige.

Det kræver blot, at vi er ærlige i vores stræben efter det retfærdige og kærlige samfund. At vi holder op med at acceptere fraværet af kærlighed til os selv og til andre mennesker. At vi lader være med at behandle os selv og møde andre med ligegyldighed. At vi beslutter os for at acceptere og imødegå alt, hvad vi er.

Så kære menneske, kære demonstrant – hvem er du og hvordan er dit forhold til dig selv. Er du skabt af kærlighed. Eller er du i bund og grund ond? Er du skaber eller offer?

Alting starter der i dig. Gå nu hjem og beslut dig for at skabe en verden, der ærer dig selv som menneske. Jeg ved, at du kun er kærlighed.

Denne demonstration er kærlighed og derfor skal i nyde dette øjeblik, hvor vi sammen lyser på en enkelt sandhed – nemlig den, at vi slet ikke behøver at leve med homofobi. Så enkelt kan det manifesteres.

Og alt imens at I skaber en mere kærlig verden, så husk at have det sjovt. Bare ikke på The Rock, som i mine øjne har vist sig at være et uoverstigeligt bjerg af ligegyldighed og et kæmpe bjerg af sort argumentation.

Tak fordi I er kommet. Det betyder faktisk alt.

Hanne Bielefeldt er sekretariatsmedarbejder i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.

Talen blev holdt ved demonstrationen mod Buju Bantons koncert i spillestedet The Rock tirsdag den 11. juli 2006.

Læs artiklen »Homoer demonstrerede mod reggae-homofob« på Modkraft.dk