Da Vinci mysteriet og den guddommelige kvindelighed

Mere end nogen anden bog vil denne for altid ændre dit syn på Kristus, kristendommen og kirken!

Med disse eller lignende ord introduceres spektakulære bøger af og til, enten af reklamefolk, der sværger til, at overdrivelser fremmer forståelsen, eller af anmeldere og almindelige læsere, som ivrigt ønsker at gøre opmærksom på en skelsættende læseoplevelse, der har rokket ved nogle af fundamenterne for deres historieforståelse og verdensopfattelse.

Jeg vil dog tro, at få bøger har fået denne introduktion serveret med tilnærmelsesvis samme hyppighed som Dan Browns The Da Vinci Code (2003).

»Alle elsker sammensværgelsesteorier,« hedder det med selvopfyldelig klarhed flere steder i Browns globale bestseller-succes, som på dansk har fået titlen Da Vinci mysteriet.

Når der oven i købet er tale om en kirkelig sammensværgelse med tusindårige rødder, der ikke bare inden for et aflukket, skønlitterært univers vender op og ned på forståelsen af kirken, kristendommen og Kristus, men sågar hævder at være baseret på fakta – ja, så har vi fat i et spektakulært bud på en udspekuleret, kulturhistorisk konspirationsteori.

Umiddelbart før romanens hæsblæsende handlingsforløb tager sin begyndelse, finder vi en side med overskriften »Fakta«.

Her fremgår det bl.a., at den hemmelige loge, Priory of Sion, der er historiens omdrejningspunkt, har eksisteret siden 1099, og at den blandt sine ledere har talt så prominente skikkelser som Isaac Newton, Victor Hugo og Leonardo da Vinci.

Der henvises i den forbindelse til et dokument under betegnelsen Les Dossiers Secrets, som blev fundet på Nationalbiblioteket i Paris i 1975 – og for at der ikke skal være noget at tage fejl af, fastslår forfatteren: »Alle beskrivelser af kunstværker, arkitektur, dokumenter og hemmelige ritualer i denne roman er korrekte.«

»Alle elsker sammensværgelser.« Når de tilmed garneres med små 500 siders actionmættede cliff-hangers og udspekulerede koder, gåder og anagrammer i et forløb, der udspiller sig ved nogle af verdens berømteste, kulturelle turist-lokaliteter, inddrager en af historiens største kunstnere og alletiders mest forjættede trofæ, Den Hellige Gral, begynder man måske at begribe, hvorfor dette er blevet verdenshistoriens hurtigst sælgende roman for voksne.

Og hvorfor den danner forlæg for en filmatisering af instruktøren Ron Howard (A Beautiful Mind) med Tom Hanks (Cast Away) og Audrey Tautou (Le Fabuleux destin d’Amélie Poulain) i hovedrollerne som Robert Langdon og Sophie Neveu.

Dan Brown er ikke bare en succesforfatter, han er et fænomen. I 2005 har Time Magazine tilmed kåret ham som én af verdens 100 mest indflydelsesrige personer i samtiden:

»I marts 2003 udgav Dan Brown, 40, sin fjerde roman, The Da Vinci Code en historisk thriller, der foregiver at afsløre Vatikanets århundredgamle konspiration med at skjule ægteskabet mellem og efterkommerne af Jesus Kristus og Maria Magdalene. Siden da har bogen solgt 25 millioner eksemplarer på 44 sprog over hele verden, og Brown er blevet holdt ansvarlig for en fornyet interesse for Leonardo Da Vinci, gnostiske tekster og tidlig kristen historie; målrettet turisme til Paris, Rom og en kirke fra det 15. århundrede uden for Edinburgh, Skotland; vækst i medlemskabet i hemmelige selskaber; forbitrelse blandt kardinalerne i Rom; otte bøger, der benægter romanens påstande, og syv vejledninger, der kan læses sammen med den; en bølge af historiske spændingsromaner; en film med Tom Hanks; og en fjernsynsudsendelse på NBC, der er under udvikling, hvor stridbare eksperter [contestants] vil bruge historie og folklore til at løse hemmelige gåder. Det er ganske imponerende, siden Nye Hampshire-forfatterens tre tidliger værker knap nok udløste en krusning og, strengt taget, romanen er kættersk«.

Af alle disse grunde er bogen (der siden har solgt yderligere millioner eksemplarer) allerede blevet et stykke kulturhistorie i sig selv, og af alle disse grunde er det interessant at se nærmere på, hvad det er for en fortælling (og filosofi), der i den grad kan medrive millioner af mennesker verden over.

1. De forfalskede domumenter og den kunstneriske frihed

Det første, mest iøjnefaldende er naturligvis hele historiens påståede »faktuelle« grundlag, der skal sandsynliggøre konspirationsteorien om kirkens forsøg på at skjule sandheden om Jesus - en konspirationsteori, som imidlertid er baseret på velkendte falsknerier.

Det er måske ikke så væsentligt, kunne man mene – der er trods alt tale om en roman, og Dan Brown kan jo i kunstens navn påstå, hvad der passer ham, hvorfor »fakta« vel udmærket kan være en del af fiktionen i det skønlitterære univers?

Der er imidlertid ingen tvivl om, at Dan Brown selv er dybt overbevist om de »kendsgerninger«, han lægger til grund for sin historie (eller at han i det mindste var det, da han skrev bogen), og at det er ham magtpåliggende at videreformidle den selvsamme overbevisning til læseren.

Han har siden trukket lidt i land og skriver på sin officielle hjemmeside, www.danbrown.com:

»Hvis man læser »faktasiden« vil man tydeligt kunne se, at den gør rede for at dokumenterne, ritualerne, organisationerne, kunstværkerne og arkitekturen i romanen alt sammen eksisterer. »Faktasiden« fremlægger ingen påstande overhovedet om nogen af de gamle teorier, der diskuteres af de fiktive figurer. Fortolkning af disse ideer er overladt til læseren«.

Det er selvfølgelig en triviel kendsgerning, at de i forvejen verdenskendte værker af Leonardo da Vinci m.m. eksisterer, men som vi skal vende tilbage til, er det er ikke uden videre sandt, at »fortolkningen« af de teorier, bogens personer fremlægger og diskuterer, er overladt til læseren - i det mindste er præmisserne herfor omhyggeligt tilrettelagt af forfatteren, så bogen ikke lader mange fortolkningsspørgsmål stå åbne, men derimod prætenderer at give alle svarene.

Det er f.eks. ikke en blot og bar »faktuel« oplysning at fastslå, at alle dokumenter eksisterer, eftersom det mest centrale dokument for bogens konspirationsteori, Les Dossiers Secrets netop er en forfalskning (men naturligvis ikke af den grund ophører med at eksistere), som er fabrikeret og plantet på forskellige bibilioteker i Frankrig af en vis Philippe Toscan du Plantier - alias Pierre Plantard (som vi vender tilbage til).

Ikke desto mindre overbeviste dette falskneri i sin tid tilsyneladende Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln, der skrev den bog, som siden skulle blive Dan Browns primære inspirationskilde, Holy Blood, Holy Grail (1982).

Heri udfoldes bl.a. Browns hovedtese om, at Jesus ikke er Guds søn, men et dødeligt menneske, der imidlertid aldrig er blevet henrettet, men derimod døde i Frankrig, hvortil han og Maria Magdalene angiveligt flygtede med deres børn.

Jesus er oven i købet stamfader til Merovingerne (opkaldt efter høvdingen Merovech, ca. 450), dvs. den kongeslægt, der grundlægger det frankiske rige, og hvis efterkommere siden hævdes at blive beskyttet af Tempelridderne og Frimurerne.

Det sidste er der ikke noget overbevisende belæg for nogen steder, men at Jesus ikke er guddommelig, kan næppe hævdes at være et kontroversielt synspunkt i vore dage, og at han undgik døden på korset er langtfra nogen ny teori.

F.eks. afviser også Koranen (4,157), at Jesus døde under korsfæstelsen, og der findes sågar en tradition, som hævder, at han rejste til Indien og blev begravet i Kashmir (hvor han bl.a. ifølge Ahmadiyya-muslimerne skulle have antaget navnet Yuz Asaf).

Der er naturligvis ingen, som ved, om Jesus havde børn med Maria Magdalene, om han overhovedet blev korsfæstet, og om han døde i Palæstina, Frankrig eller Kashmir, og der er rige muligheder for både inspirerende og saglig spekulation såvel som kunstnerisk filosoferen, sådan som det f.eks. også kommer til udtryk i Martin Scorseses film, The Last Temptation of Christ (1988) efter en roman af Nikos Kazantzakis.

Men ét er at lade sig inspirere af den understrøm af historiske traditioner, der pibler frem under den officielle historieskrivning, og sagligt udfordre eller så tvivl ved vedtagne »fakta« og teorier - eller med et kunstnerisk formål for øje bruge det som et spekulativt gimmick.

Noget andet at hæve det mest fantasifulde tankespind til ny, historisk sandhed.

I sidste tilfælde tager man en ganske krævende bevisbyrde (eller i det mindste sandsynliggørelse) på sine skuldre. Den elaborate kongeideologi med Jesus som Merovingernes stamfader og påstanden om en ubrudt slægtslinje frem til i dag, overvåget af Tempelriddere, Frimurere og Priory of Sion, er ikke bare et kunstnerisk, spekulativt gimmick (og alt andet end en velunderbygget kritik af den officielle historieskrivning), men i bedste fald letkøbt sensationalisme.

Og det bliver for alvor problematisk, når det fremstilles som skinbarlig fakta.

Hvis nogen skulle være i tvivl, har Priory of Sion aldrig nogen sinde haft Leonardo da Vinci og Isaac Newton eller de øvrige kulturpersonligheder som »stormestre« - navnet er muligvis lånt fra en katolsk munkeorden, Ordre de Notre Dame de Sion, som blev nedlagt og indrulleret i Jesuitterordenen i 1617.

Der findes (eller fandtes) til gengæld en anden, virkeligt eksisterende gruppe med navnet Prieuré de Sion, som rigtignok ikke blev nedlagt i 1617.

Her er der imidlertid tale om en lille højreorienteret, esoterisk gruppe, der blev stiftet så sent som i 1956 af en kreds omkring ingen anden end den nævnte Plantard, hvis svindel siden udvikledes til det ekstreme i bestræbelserne på at bilde sine omgivelser ind, at han nedstammede fra Merovingerne (og dermed i sidste ende fra Jesus og Maria Magdalene).

I 1960erne fabrikerede han en række falske dokumenter for at underbygge sin ekstravagante selviscenesættelse, som forfatterne til bogen Holy Blood, Holy Grail som nævnt lod sig overbevise af.

Til trods for flere utvetydige afsløringer i Frankrig i 1980erne, Plantards indrømmelse i 1993 og et BBC-program i 1996 er det imidlertid fortsat dette svindelnummer, som er konspirationsteoriens kerne i The Da Vinci Code.

Romanen hviler med andre ord på et »faktuelt« grundlag, som allerede er blevet optrevlet og afsløret som humbug længe før bogens affattelse.

Også en række øvrige detaljer i romanen, der fremstilles som »historisk korrekte«, eller som hovedpersonerne refererer til, som om der hersker bred akademisk konsensus, er baseret på en blanding af kulørte teorier og tvivlsomme gisninger.

Det gælder ikke mindst opfattelsen af, at Den Hellige Gral skulle være en kvinde, nærmere betegnet Maria Magdalene, hvorfor hendes slægtslinje får en helt særegen status (’San Greal’, Den Hellige Gral, hævdes f.eks. at dække over ’sang real’, kongeligt blod), ligesom det gælder en række fortolkninger af kulturhistoriske og kunsthistoriske forhold, hvis kontroversielle og uholdbare karakter dækkes ind under et pænt lag af pseudo-referencer.

Et eksempel på Browns fremgangsmåde legemliggøres af romanfiguren Leigh Teabing, som skal forestille at være verdens fremmeste ekspert i gralsmysterierne, men som trods et lille forbehold ikke desto mindre udtaler følgende ret sensationelle anerkendelse af Holy Blood, Holy Grail:

»Efter min mening er der nogle tvivlsomme troværdighedsbrist i forfatternes analyse, men deres grundlæggende teori er god nok, og de har æren for, at forestillingen om Kristi slægt langt om længe nåede ud til et bredt publikum.« (Kapitel 60).

Læseren efterlades med det indtryk, at denne bog (der fortsat figurerer på Dan Browns officielle hjemmeside over anbefalet litteratur) præsenterer en helt elementær og beundringsværdig akademisk landvinding (forestillingen om Kristi slægt), hvilket ingenlunde er tilfældet.

Mere pinligt bliver det for alvor, når forfatteren uden videre kan skrive om det tidligere omtalte svindelnummer, Les Dossiers Secrets:

»Ægtheden af dokumentet var blevet bekræftet af en mængde specialister ...« (kapitel 48).

Læseren præsenteres gennemgående for en række personer, som skal forestille at være højt uddannede eksperter med ansete forfatterskaber bag sig inden for den internationale elite, og når de udlægger kulturhistoriske »fakta«, er det som regel en udtrykkelig præmis (eller som minimum underforstået), at de taler med den tyngde, som alment anerkendt forskning berettiger.

Reelt er dette imidlertid temmelig sjældent tilfældet, men bogens særegne, »faktuelle« iscenesættelse kan næppe undgå at forlede mange til at tro, at vi har at gøre med formidlingen af solid, kulturhistorisk viden.

Derved nivelleres forskellen mellem saglig forskning og halvstuderet sensationalisme, og det er dobbelt uheldigt.

For det første fordi også en skønlitterær bog, der i så udtalt grad baserer sig på og videreformidler kulturhistorisk stof, selvfølgelig ikke bliver bedre af at være fagligt problematisk på en lang række punkter.

For det andet fordi det samtidig styrker tendensen til en refleksagtig afvisning af enhver teori som en »useriøs konspirationsteori«, hvis den strider mod autoriteter og konsensus.

Ikke desto mindre hævder Brown, at han er for skeptisk til at tro på »konspirationsteorier«, men at grundlaget for netop hans egen bog simpelthen er alt for veldokumenteret:

»Jeg tror overhovedet ikke på historier om besøgende fra andre planeter, afgrødecirkler, Bermuda Trekanten eller mange af de andre ’mysterier’ der præger popkulturen. Imidlertid var hemmeligheden bag The Da Vinci Code for veldokumenteret og betydningfuld til at jeg kunne affærdige den.« (danbrown.com).

Desværre har Brown yderligere vanskeliggjort en skelnen ved at udviske grænserne mellem fiktion og forskning, ikke med henblik på en kunstnerisk udfordring, men med overbevisningen om mere eller mindre endegyldigt at afdække ét af de største mysterier i verdenshistorien.

Men er nedbruddet af akademisk saglighed og faglighed ikke altid en risiko (eller ligefrem et acceptabelt, kunstnerisk vilkår), når skønlitterære forfattere begiver sig ud i kulturhistorien?

Tænk f.eks. på Umberto Ecos gennembrudsroman, Rosens navn (1980), der omhandler en række minutiøse skildringer af teologiske diskussioner og historiske problematikker mellem franciskanere og dominikanere i midten af det 14. århundrede.

Både romanen og Jean-Jaques Annauds filmatisering fra 1986 er blevet kritiseret i skarpe vendinger af flere faghistorikere, bl.a. fordi hovedpersonen, William af Baskerville udtrykker alt for »moderne« tanker.

Hovedpersonen er imidlertid skåret over Roger Bacon (ca. 1214-1293) og (især) hans elev, William af Ockham (ca. 1285-1349), der unægtelig var forud for deres tid.

I et svar til sine kritikere i Efterskrift til ’Rosens navn (1985) hævder Eco endvidere, at i »samtlige tilfælde«, hvor de fiktive 1300-tals munke er blevet kritiseret for at være for »moderne«, har man henvist til konkrete passager i romanen, der er baseret på »uforfalskede citater« fra originale kildetekster fra 1300-tallet.

Men selv om vi altså her har at gøre med en forfatter, der selv er fagekspert på sit område, og som kan svare igen på kritik med omtrent samme autoritet, som andre eksperter kan rejse den, har dette ikke beroliget en række danske historikere, bl.a. Brian Patrick McGuire.

I antologien Om Rosens Navn (1987) fastholder han kritikken og bebrejder tillige Umberto Eco for at reproducere et stereotypt og uholdbart billede af »den mørke middelalder« - et skudsmål, som også filmatiseringen må høre for.

Omvendt skriver filosofihistorikeren Aksel Haaning til gengæld i Den dobbelte arv (2005), at romanen er en »fremragende, også historisk saglig introduktion«.

Det er ikke her hensigten at gå nærmere ind i denne specifikke diskussion (det gør jeg i min kommende bog, Renæssancen og humanismens rødder), men blot at eksemplificere, hvorledes også et skønlitterært værk, der er skrevet af en betydelig mere kvalificeret fagekspert end Dan Brown, kan skabe akademisk tumult.

Omfanget heraf afhænger selvfølgelig af det pågældende værks gennemslagskraft og udbredelse, men en global bestseller har netop markant betydning for den almene historieforståelse, som faghistorikeres forskning på ingen måde kan konkurrere med, hvorfor det vel nærmest er en akademisk pligt at stille spørgsmålstegn.

Og hvis der er grund til at rejse debat om den faglige lødighed af en forfatter, der er så højt respekteret (også af sine kritikere) som Umberto Eco (om kritikerne så har ret, er en anden sag), kan heller ikke spørgsmålet om de vide rammer for den »kunstneriske frihed« være en tilstrækkelig afvisning af en faglig kritik af Da Vinci mysteriet.

Bedømmelsen af et kunstværk må selvfølgelig tage højde for værkets egne præmisser, og præmisserne for Dan Brown er for så vidt ikke anderledes end for Umberto Eco, nemlig at vi har at gøre med fiktion, der er iscenesat inden for rammerne af et faktuelt, kulturhistorisk scenario.

Noget andet er tilfældet med f.eks. Indiana Jones, Lara Croft og Harry Potter og en lang række andre bøger, spil og film inden for de seneste årtiers populærkulturelle bølge, der blander fantasy med kulturhistoriske fragmenter og eksotiske mysterier.

Men hvorfor er ingen f.eks. i tvivl om, at skildringen af jagten på Pagtens Ark i den første Indiana Jones-film hverken prætenderer at dramatisere eller præsentere faktuel, kulturhistorisk viden?

Fordi Indiana Jones and the Raiders of the Lost Ark i modsætning til The Da Vinci Code ikke fremlægger noget eksplicit eller implicit krav om en sådan detail-autenticitet, og derfor er en faghistorisk kritik naturligvis heller ikke nogen synderlig relevant indvending mod filmens manglende »realisme« i så henseende.

Et andet og måske mere nærliggende eksempel kunne være Ian Caldwells og Dustin Thomasons internationale bestseller, The Rule of Four (2004), der er udkommet på dansk under titlen Belladonna dokumentet.

Her følger vi nogle universitetsstuderende, som forsøger at knække en række koder i en af verdenslitteraturens mest gådefulde bøger, renæssanceværket Hypnerotomachia Poliphili, der udkom anonymt i 1499.

Identiteten af forfatteren fremgår muligvis af et såkaldt akrostikon, der skjuler sig i det første bogstav i hvert af de 38 kapitler og bl.a. røber navnet Francesco Colonna - men forskere strides stadig om, hvorvidt dette også nødvendigvis er navnet på forfatteren eller ej.

Hypnerotomachia Poliphili er en blanding af erotiske arkitekturtraktater (sic) med utallige referencer til antikken og en metafysisk kærlighedshistorie mellem Poliphilo og Polia, der indvies til Venus i et sælsomt eventyr, som er fuld af mystiske hints og kryptiske koder på flere forskellige sprog.

Den første fuldstændige oversættelse til engelsk er udarbejdet af Joscelyn Godwyn og udkom så sent som i 1999 (nøjagtig i 500-året for bogens original-udgivelse). Oversætteren skriver i sin indledning, at værket er en fundamental kærlighedserklæring til antikkens hedenskab, skønt renæssancens lærde ikke formelt lagde afstand til kristendommen:

»Deres kirker var kristne, selv om de fremstod som klassiske templer; de fleste hørte vanemæssigt messe og gik til skrifte; men deres paladser og haver var helt hedenske af inspiration. Hypnerotomachia er som en bibel til denne kætterske religion, som brugte prestigen fra den klassisker lærdom som undskyldning for dens nydelse af erotik og hyldesten af en ikke-falden natur.«

I Caldwells og Thomasons roman indskrives imidlertid en række fiktive gåder i dette, autentiske renæssanceværk, som fører hovedpersonerne gennem en uhyre interessant afdækning af bogens og forfatterens (og i nogen grad renæssancens) karakter.

Både i denne og andre henseender bliver The Rule of Four således beslægtet med The Da Vinci Code, uden på fjerneste vis at være en kopi.

I begge bøger afdækkes direkte og indirekte kulturhistoriske bestræbelser på at højagte Kvinden efter århundreders kirkelig ringeagt, men Caldwell og Thomason hævder ikke af den grund nogen spektakulær autenticitet - at de så rent faktisk i deres skildringer er væsentligt mere tro mod renæssancen som kulturhistorisk epoke, end Dan Brown er mod en række af sin romans kulturhistoriske »fakta«, er ikke uvæsentligt.

Derfor er The Rule of Four en frugtbar blanding af kunstnerisk frihed, også på kulturhistoriens vegne, uden at resultatet på nogen måde gør sig skyldig i faglig manipulation med læseren.

Men er det egentlig så slemt, når Dan Brown forvrænger sit faghistoriske udgangspunkt?

Litterære kvaliteter og mangel på samme ufortalte, er Da Vinci mysteriet trods alt ikke uden lune og humor, og hensigten er et prisværdigt opgør med magtfuldkommenhed i religiøse og politiske institutioner, der historisk set har temmelig brutale synderegistre på samvittigheden, ikke mindst i forhold til kvinden.

Som jeg har forsøgt at eksemplificere i det foregående, er blandingen af information og misinformation afgjort kritisabel - men måske formidler Dan Brown alligevel nogle af brikkerne i et relevant kulturopgør, som altså også (om end på anden vis) manifesterer sig i The Rule of Four?

Efter at have kritiseret det faghistoriske grundlag for Da Vinci mysteriet skal jeg i næste afsnit kigge nærmere på de mere interessante implikationer af romanen som populærkulturelt (hvis ikke ligefrem kulturhistorisk) fænomen, det vil sige de mere filosofiske og idéhistoriske rødder og implikationer af det kulturopgør, som Dan Brown bag alle forviklinger og forvrængninger rent faktisk sætter på dagsordenen.

2. Den gudommelige kvindelighed

Det filosofiske grundmotiv i Da Vinci mysteriet er som antydet et ret radikalt opgør med kirkens fortrængning af kvinden, ikke mindst den guddommelige kvindelighed.

Her skorter det ikke på historiske kendsgerninger af den solide slags, når vi opruller kirkehistoriens kvindeundertrykkelse, både religiøst og verdsligt, men skønt Dan Browns sigte synes klart humanistisk, er det kulturhistoriske grundlag også her skævt.

Hans (overtagelse af Lincoln & Co.s) hypotese om, at Jesus i virkeligheden havde tiltænkt Maria Magdalene en bærende rolle i den tidlige kirke, og at kristendommen således i sit udgangspunkt var udtryk for en betydelig grad af kønslig ligestilling (hvis vidnesbyrd den katolske kirke imidlertid skulle have forsøgt elimineret), savner et substantielt kildegrundlag.

Der er næppe nogen grund til at tro, at kirken på dette punkt ikke har ageret ud fra en fuldstændig klippefast og velbegrundet overbevisning om at være i overensstemmelse med det nytestamentlige grundlag, vi også kender i dag.

Browns forsøg på at »redde« en (påstået) oprindelig kristen kønslig ligestilling ved at gøre kvindeundertrykkelsen til en senere, kirkelig manipulation med Kristus og urkristendommen er sympatisk, men det er ikke overbevisende.

Hvis man vil gøre op med middelalderkirken og store dele af kirkehistorien i øvrigt på dette område, slipper man ikke ude om at gøre op med urkristendommen og dele af det Ny Testamente. Nogen eksplosiv modsætning består der ikke herimellem, og derfor er der heller ikke noget reelt grundlag for en konspirationsteori af denne art.

Om Jesus f.eks. så havde et ægteskabeligt og seksuelt forhold til Maria Magdalene eller ej, er selvfølgelig historisk interessant, men ikke nødvendigvis betydningsfuldt i den sammenhæng, eftersom vi alligevel ikke kender karakteren heraf.

Og det ændrer jo heller ikke ved, at de allertidligste kristne kilder, bl.a. Paulus’ breve, udtrykker et ringeagtende kvindesyn, ifølge hvilket kvinden er »en svagere skabning«, der skal »underordne sig« og »tie i forsamlinger«.

Hertil kommer den traditionelle fastholdelse af, at kvinden er skyld i arvesynden, fordi det er hende, som først lader sig friste af Slangen til at spise af Kundskabens Træ, jævnfør den gammeltestamentlige skabelsesberetning, som kristendommen jo overtager.

Selv om præmisserne for det opgør med kirkens undertrykkelse af kvindelig ånd, som Dan Brown udfolder i Da Vinci mysteriet, således er uholdbare på visse områder, er selve undertrykkelsen og konsekvenserne heraf naturligvis uomgængelige.

Uden omsvøb skriver Dan Brown f.eks. i en af bogens nøglepassager:

Bortset fra overdrivelser og unøjagtigheder kan kirkens historiske billede af kvinden som syndens ophav, selvfølgelig ikke afvises - heller ikke selv om Jomfru Maria i begrænset udstrækning har opblødt den manglende kvindelighed i den kristne religionsfænomenologi.

Dan Brown overdriver sandsynligvis heller ikke for at overdrive, men snarere fordi hans »kilder« i alt for udpræget grad består af sensationalistisk litteratur som f.eks. Holy Blood, Holy Grail og lignende publikationer.

Der er således næppe nogen faghistoriker, som seriøst vil påstå, at der ligefrem blev brændt fem millioner kvinder på bålet.

Nogle historikere anslår op imod en halv million henrettelser (heraf 80 procent kvinder), mens f.eks. dr. phil. Gustav Henningsen, der har specialiseret sig i inkvisitionen og de europæiske hekseforfølgelser, opregner, at der sammenlagt gennemførtes ca. 100.000 hekseprocesser i Europa, hvoraf omtrent halvdelen resulterede i dødsstraf.

Det ændrer naturligvis ikke det principielle billede, men der er jo ingen grund til at gøre en historisk skamplet af disse dimensioner endnu større, end den er.

Man kan derfor heller ikke fortænke den katolske kirke i at reagere skarpt imod en bog, der lancerer et forvrænget frontalangreb på dens selvforståelse og historie, men kirkens to tusindårige betydning for et i hovedsagen negativt kvindesyn og den generelle intolerance i århundreders kætterudryddelser, jødeforfølgelser, inkvisition og folkedrab kan den ikke løbe fra.

Den velkendte, konservative, katolske organisation Opus Dei, som spiller en fremtrædende (skurke)rolle i Da Vinci mysteriet og bl.a. beskyldes for hjernevask og ekstrem mandschauvinisme, kalder i deres officielle respons Dan Browns beskrivelse for »180 grader baglæns«, og vort hjemlige center for mistænkeliggørelse af kirkekritikere, Dialogcenteret, kalder hans bog for »okkult, antikristen fiktion«.

Der er da også indlysende modsætninger mellem sådanne kristne institutioner og hele sigtet med Da Vinci mysteriet, men det styrker næppe heller sagligheden at bruge den slags verbale kanoner over for kætterske kritikere og skeptikere - heller ikke selv om Dan Brown har mere på hjerte end en uformel kritik for underholdningens eller plottets skyld alene.

Også på sin hjemmeside antyder han, at det er intentionen, at reaktualisere kvindens spiritual power (som ikke uddybes):

»For to tusind år siden levede vi i en verden af guder og gudinder. I dag lever vi i en verden udelukkende af guder. Kvinder er i de fleste kulturer blevet berøvet deres spirituelle magt. Romanen berører spørgsmål om hvordan og hvorfor dette skift er sket … og om hvilken lærdom, vi kan lære af det, i forhold til vores fremtid.« (danbrown.com).

Også af denne grund skriver han (sig ind i vores) kulturhistorie, uafhængigt af hvor lidt eller meget hans kulturhistoriske facts så ellers hænger sagligt sammen i romanen.

Derfor kan man heller ikke undgå at mistænke det for at være et strategisk PR-træk, når Brown bedyrer, at han selv er overbevist kristen (med den informative tilføjelse, at »hvis man spørger tre mennesker hvad det betyder at være kristen, vil man få tre forskellige svar«).

I alle tilfælde repræsenterer Da Vinci mysteriet noget nær en tilbagerulning af kristendommens historiske udelukkelse af kvinden fra den åndelige sfære.

Den tidlige kirke og kirkefædrene var særdeles determinerede i kampen mod den store modergudinde, som Brown implicit og eksplicit bestræber sig på at reaktualisere litterært.

I religionsfænomenologisk forstand er denne modergudinde måske også det tætteste, vi kommer et universelt kulturreligiøst træk i antikken, hvorfor hun repræsenterede en af de væsentligste forhindringer for den tidlige kristendom.

Hun guddommeliggjorde naturen selv, der i kristendommens verdensforståelse tværtimod var faldet på linje med mennesket, og samtidig inkorporerede hun netop den almagt, som de kristne alene forbeholdt Gud Fader.

I Apuleius’ roman, Det gyldne æsel (ca. 170 e.v.t.) findes et af de smukkeste og samtidig mest karakteristiske udtryk for den universelle modergudinde, i dette tilfælde i skikkelse af den egyptiske gudinde, Isis.

Hun får sin egen, populære kult i romerriget og udgør så stor en konkurrent til kristendommen, at de kristne kopierer en række elementer herfra (f.eks. har billederne af Jomfru Maria og det diende Jesusbarn deres rødder i fremstillinger af Isis og Horusbarnet).

Apuleius kalder Isis for »Stjernernes Moder, Tidernes Herskerinde og Verdens Dronning« og lovpriser her gudindens allestedsnærvær og universelle omsorg:

»Ingen Dag, ingen Nat, intet Øjeblik gaar hen, uden at du kommer Menneskene til Hjælp baade paa Land og paa Hav. Med din højre stiller du Stormen, optrevler Skæbnens forviklede Traade, formilder Ulykkens Orkan og standser Planeternes skadelige Løb. Dig ærer Guderne over Jorden og under Joden, du drejer Himmelhvælvingen rundt, du giver Solen dens Lys, du behersker Universet, du træder Tartarus under Fødder. Paa din Stemme svarer Stjernernes Kor, ved dig vender Aarstiderne tilbage, dig tiljubler guderne, dig tjener Elementerne. Paa dit Vink rejser Vindene sig, nærer Skyerne Jorden, vokser Kornet og modnes Frugten. For din Majestæt skælver Himlens Fugle, Bjergenes Vilddyr, Slangerne i Støvet og Havets Uhyrer.« (Oversat af Otto Gelsted).

Det minder ikke så lidt om Lukrets’ (ca. 99-55 f.v.t.) indledende hyldest til Venus i Om verdens natur, som ifølge digteren »råder for alt i naturen«:

Under den romerske Paliliefest ofres til hyrdegudinden Pales for at få et godt udbytte ud fra samme rationale om den almægtige urgudinde. Her er et uddrag af den bøn, som ledsager ofringerne, og som er nedskrevet af Ovid (43 f.v.t.-17 e.v.t.):

»Hold hungers plage borte, lad græs og løv vokse i fylde. Rigeligt strømme vandet til drikke og lemmernes bad. Giv mig at malke fulde yvere, lad min ost bringe mig vinding, og den klare valle rinde frit gennem kurvens åbne fletværk. Giv vædderen fyrighed og dens fæle undfangende kraft, at lammene må trænges tæt i min stald. Lad ulden glide gennem pigernes fingre så blød, at den kæler for den sarteste hånd. Det ske, som jeg beder, - og år for år skal vi bringe statelige kager til Pales, hyrdernes dronning.« (Oversat af Vilhelm Grønbech).

Den store Modergudinde, Moder Jord eller Moder Natur bekymrer sig med andre ord om naturens, dyrenes og menneskenes ve og vel. Hun tager aktivt del i den kontinuerlige skabelsesproces og kulturens opretholdelse, som sikrer verdens frugtbarhed. Alt sammen funktioner, som til gengæld er den oprindelige maskuline, kristne Gud fuldkommen fremmed.

De tidligste kristne levede ligesom kirkekristne i hovedparten af de følgende to årtusinder i forventningen og håbet om verdens undergang som betingelse for den endelige frelse af de udvalgte.

Et sådant perspektiv fremmedgjorde yderligere den kvindelige naturgudinde, idet naturen, verden og verdens opretholdelse let fik karakter af en modstander, som skulle overvindes - eller til nød en distraktion fra den sande Gud i himlen.

I sit store værk, Om Guds Stad, skriver kirkefaderen Augustin (354-430) karakteristisk for kirkens indstilling: »Den Store Moder har overgået alle guderne, sine børn, ikke med størrelsen af sin guddomskraft, men med størrelsen af sin forbrydelse.«

I Dan Browns optik er »forbrydelsen« derimod netop den stik modsatte - kirkens undertrykkelse af Den Store Moder, hvormed han ikke blot gør op med Augustin, men med hele den dominerende tradition kirkehistorien igennem.

Det er imidlertid et opgør, som ikke er uden fortilfælde i kirkehistorien - heller ikke inden for kirkens egne rækker.

I det 12. århundredes naturfilosofi reintroduceres naturen som en guddommelig vej til Gud i stedet for som en fristelse og modstander, og dermed følger også et mere udtalt, feminint aspekt af guddommeligheden.

En af de mest vovede eksponenter herfor er Bernhard Silvestris (d. ca. 1159), der ikke alene guddommeliggør naturen, men ligefrem opererer med en feminin treenighed (Natura, Silva og Nous), der så at sige erstatter den maskuline treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden.

Det er en tendens, som møder hård modstand fra kirken, men hele kirkehistorien igennem er der naturligvis lejlighedsvise bestræbelser på at supplere den maskuline guddommelighed med et komplementært, kvindeligt aspekt.

I en vis forstand er det lige præcis denne marginaliserede tendens, som Dan Brown reaktualiserer i romanens underliggende bestræbelser på atter at bringe gudinden til ære og værdighed som aktuelt, kulturhistorisk begreb.

Afslutning: knaldroman og kulturkamp

Med den globale succes, som Da Vinci mysteriet oplever i disse år, kan man så alligevel med en vis ret proklamere: Mere end nogen anden bog vil denne for altid ændre dit syn på Kristus, kristendommen og kirken (som vi lagde ud med at overveje indledningsvist)?

Uanset om det så er rimeligt eller ej, er dét utvivlsomt tilfældet for en del læseres vedkommende.

Og at en så markant og uventet succes tilfalder en bog, der på et problematisk kulturhistorisk grundlag blander en sensationalistisk knaldroman med indigneret kulturkamp og hedensk religionsfænomenologi, er selvfølgelig også en del af baggrunden for, at den katolske kirke, Opus Dei og selv Dialogcentret reagerer så skarpt imod den.

Der er imidlertid en helt anden bog, som i langt højere grad kan ændre sine læseres syn på Kristus, kristendommen og kirken.

Ikke fordi den gør op med kirkens udelukkelse af den kvindelige guddommelighed (tværtimod), men simpelthen fordi den sår velbegrundet tvivl ved den moderne katolske og protestantiske kirkes Jesus-light, som også Dan Brown i sidste ende fastholder (bl.a. ved at gøre ham til en familiefar og udelade hans verdensforsagelse).

Det er oven i købet en af de mest udbredte bøger i verdenshistorien, men paradoksalt nok er det givetvis også en af de bøger, der utvivlsomt er mindst læst i flertallet af de hjem og institutioner, der i dag har den stående på reolen.

Jeg taler naturligvis om Det Ny Testamente.

Det er og bliver den primære kilde til al kristendom, og dens indhold er og bliver af en radikalt anderledes karakter end det, kirken vedkender sig.

Det er selvfølgelig langtfra ubetinget skidt, al den stund at efterstræbelsen af ikke så få aspekter af Det Ny Testamente ville forurolige de fleste af os, som sætter naturens cyklus og det dennesidige liv højt, og som ikke bryder sig om verdensforsagelsen eller urkristendommens forbandelse af det store flertal, der ikke kan efterleve kravene til den evige frelse.

Hverken i dagens folkeskoler eller folkekirker er det dog sjældent denne del af kristendommen, man underviser i eller hæfter sig ved, skønt verdensforsagelsen historisk set har været alfa og omega for kristendommens udspring.

Og dermed er afstanden mellem den kirkelige og den nytestamentlige kristendom vel nærmest - himmelråbende.

Søren Kierkegaard råbte imidlertid igen i sit lille stridsskrift, Øieblikket i 1855, hvor han insisterede på at adskille kirke og stat og i voldsomme vendinger angreb præsternes fortielse og forfladigelse af det Nye Testamente, hvorved man i hans øjne vender den officielle kristendom på hovedet i forhold til dens oprindelige grundlag:

»Derfor er Intet Gud saaledes imod som officiel Christendom og Deeltagelse deri med Paastand paa at det er at dyrke ham. Dersom Du troer, og det troer Du jo dog, at det at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse o.s.v. er Gud imod: den officielle Christendom og dens Gudsdyrkelse er ham uendeligt væmmeligere.«

Og til dem, som måtte mene, at hans kristendomsforståelse var alt for radikal i forhold til Bibelen, skriver Kierkegaard i den lille tekst, »Hvad Christus dømmer om Officiel Christendom«:

»Min Ven, Du kan jo see efter i det nye Testamente.«

Her er der rigeligt stof til et eksplosivt drama om kirken og dens skriftgrundlag, som Dan Browns konspirationsteorier slet ikke kan hamle op med. Og det er tilmed et drama, som er frit tilgængeligt for hvem som helst, når som helst, uden koder, gåder eller spidsfindige anagrammer: »Min Ven, Du kan jo see efter i det nye Testamente.«

En kierkegaardsk læsenøgle helt uden konspirationsteorier, men ikke med mindre dramatiske implikationer leverer han selv i sine ti korte numre af Øieblikket.

Men det er en anden historie.

For nok er det hos Kierkegaard, at vi finder en kirkekamp med et stærkere og dybere fundament end i alle alternative teorier om Jesus og Maria Magdalene til sammen, men det er naturligvis ikke hos Kierkegaard, at et par årtusinders kulturhistorisk udeladelse af den guddommelige kvindelighed skal finde sin forståelse, endsige genoprejsning - dét er forbeholdt antikken og renæssancen eller kunstnere og forfattere, der er inspireret heraf, samt en håndfuld undtagelser inden for kirken som f.eks. den tidligere nævnte Bernhard Silvestris.

Da Vinci mysteriet er en bog, der i kraft af dens helt særlige »faktuelle« iscenesættelse lover langt mere, end den er i stand til at indfri - og i mange henseender misinformerer mere, end den informerer.

Men den tager også fat i væsentlige dele af vor kulturarv, som kan få flere til at interessere sig for filosofi-, kunst- og kulturhistorien som sådan.

Og som selv med sin blanding af spekulativ sensationalisme og oprigtig indignation på kvindens vegne (trods alt) genåbner en betydningsfuld kirke- og kulturkamp.

Rune Engelbreth Larsen er forfatter og idéhistoriker. Han har sammen med Thøger Seidenfaden skrevet bogenKarikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar, der blev udgivet i foråret 2006. I august udgiver Rune Engelbreth Larsen bogen Renæssancen og humanismens rødder.

Artiklen har tidligere været bragt på hjemmesiden Humanisme.dk