Tyskland: Systemet under anklage

Den 7. januar 2005 brændte en afrikansk flygtning ihjel i en politicelle i Tyskland. Inden nogen undersøgelse var sat i gang, erklærede politiet, at det var selvmord, men nu - halvandet år efter - rettes der endelig anklager mod de ansvarshavende betjente.

Processen for opklaring og retfærdighed rækker dog langt ud over denne enkelte sag.

Dødsfaldet på en politistation i Dessau kunne have være forhindret, hvis de ansvarshavende betjente ville. Det har Ourys familie og venner samt statsadvokaten i Dessau været overbevist om i over et år, og det er nu blevet bekræftet af en brandteknisk rapport.

Rapporten fra det brandtekniske institut konkluderer, at det varede omkring seks minutter fra branden udbrød til den 21-årige mand døde. Brandeksperterne har i månedsvis rekonstrueret omstændighederne ved branden i politicellen og deres resultater er nu blevet sammenholdt med de retsmedicinske undersøgelser.

Med den foreliggende rapport står det nu klart, at betjentene havde haft rigeligt med tid til at redde mandens liv, fra branden udbrød, og brandalarmen gik igang, hvis de havde handlet korrekt.

Statsadvokaten anklager nu de to betjente for henholdsvis uagtsomt manddrab og vold med døden til følge.

Asylansøgeren, Oury Jalloh fra Sierra Leone, brændte ihjel, mens han var lænket på hænder og fødder og spændt fast til en seng i cellen. Ifølge politiet, havde de overset en lighter i mandens bukselomme, hvormed han angiveligt selv skulle have sat ild til sin madras. Denne lighter figurerede ikke på den oprindelige opgørelse over genstande, der blev fundet i cellen, men dukkede først op i en senere rapport.

Den vagthavende betjent reagerede ikke på skrigene fra manden og lydene af branden, der kunne høres igennem overvågningsanlægget, og to gange slukkede han for røgalarmen. Hans forklaring om, at der ofte er falsk alarm fra alarmsystemet, har vist sig at være falsk.

De to betjente står til henholdsvis et år og ti års fængsel, hvis de dømmes skyldige.

Kamp for undersøgelse

Det er ikke første gang, betjentene drages til ansvar for Ourys smertefulde død, men anklagerne blev afvist af retten i oktober 2005 på grund af mangel på beviser.

Den brandtekniske rapport, som nu udløser en ny retssag, har været afventet med spænding af mange mennesker og organisationer i Tyskland, som har kritiseret retssystemet for ikke at ville undersøge sagen til bunds.

Tværtimod mener mange, at systemet har været alt for hurtigt til at erklære dødsfaldet for selvmord, inden nogen undersøgelse var blevet sat i gang, og at der bevidst er blevet lagt forhindringer i vejen for dem, der arbejdede for at finde beviser for andre teorier.

Blandt andet forsøgte retten at afvise anklagerne, som i første omgang blev rejst af tyske advokater på vegne af Ourys familie i Sierra Leone, ved at kræve bevis for, at de faktisk er hans familie.

Betjentenes forsvarer har stadig mulighed for at spille dette kort, da det ikke er så ligetil at finde juridiske beviser for slægtskab mellem en fattig familie i et krigsramt land og en afdød papirløs flygtning.

Det vil dog være en skandale uden lige, hvis en dommer afviser en mulig mord-sag med denne kyniske begrundelse.

De tyske myndigheder forsøgte også at deportere Oury Jalloh post-humt, ved at sende hans lig til Sierra Leone, inden det kunne undersøges retsmedicinsk.

En nærmere undersøgelse var nødvendig for dels at fastslå, om Ourys håndled blev brækket under den voldelige anholdelse, som den første overfladiske undersøgelse antydede, samt for at fastslå dødstidspunktet og fastholde det med den brandtekniske rapport.

Hvis ikke det var lykkedes for advokater og aktivister at forhindre denne udvisning, ville det være umuligt at føre nogen sag.

Kun på grund af et stort offentlighedsarbejde, kampagner og protester, samt politisk pres fra venstrepartierne SPD og Linkspartei i forbundsparlamentet, er det lykkedes for Ourys familie og venner at fastholde undersøgelserne omkring omstændighederne ved hans dødsfald.

Systemet slår tilbage

De initiativer, der har arbejdet for en offentlig undersøgelse og retssag, har også følt sig chikaneret af politiet i Dessau. Kampen for retfærdighed omkring denne mands dødsfald har afledt en mindre bølge af anklager og processer fra politiet mod aktivisterne.

Blandt andet forsøgte politiet at forbyde en demonstration i april 2006.

Demonstrationen forlangte en uvildig og offentlig undersøgelse, og indtil en sådan er startet, insisterede demonstranterne på at bruge udtrykket ”mord”. Det mente de sig berettiget til, eftersom politiet allerede havde afvist sagen som ”selvmord”, inden der havde været nogen undersøgelse.

Demonstrationen blev gennemført, men politiet har nu rejst sigtelser mod arrangørerne og andre folk bag kampagnen såsom ejere af hjemmesider m.v.

Én af initiativtagerne til ”Initiativet til minde om Oury Jalloh”, Mouctar Bah, var en nær ven af Oury og kendte hans familie. Han var indehaver af en net-café, som han lod fungere som samlingssted for Initiativet.

I februar 2006 inddrog politiet Mouctar Bahs forretningsbrev med den begrundelse, at han lod folk sælge narko der. De havde hverken beviser for denne påstand eller modtaget nogen klager.

Caféen havde længe været et samlingssted for afrikanere, og politiet i Dessau havde tidligere forsøgt at lukke den med forskellige anklager, som hver gang har vist sig grundløse.

Politi og lokale politikere brød sig ikke om dette samlingssted, hvor afrikanere - legale og illegale - kunne danne sociale netværk og holde kontakt til deres familie, og da det også blev et centrum for organiseret modstand mod denne politiske fjendtlighed, måtte det altså lukkes, og den racistiske sammenkædning af ”sorte afrikanere” og ”narko-salg” var vel den anklage, der går lettest igennem i den almindelige offentlighed.

Mouctar Bah kæmper stadig for at fastholde sin ret til at drive forretningen, der er hans livsgrundlag, og de antiracistiske kampagner kæmper sammen med ham for, hvad de betragter som et slag i den samme kamp om opklaringen af en papirløs afrikaners død.

Imens politiet i Dessau har indledt disse retssager imod aktivisterne i kampagnen og Oury Jallohs venner, er de anklagede betjente stadigt både på fri fod og kan fortsætte i det samme arbejde, indtil de eventuelt dømmes.

Racistiske betjente

Det afrikanske miljø i Dessau følte sig meget berørt af Ourys dødsfald og betragtede modviljen mod en opklaringsproces som en trussel mod dem alle. De og flere antiracistiske og migrant-organisationer betragter denne sag, som blot endnu én i en række af racistisk motiverede tilfælde af politi-brutalitet og -chikane mod immigranter i Dessau og Tyskland.

Udskrifter fra samtalerne mellem betjentene og den tilkaldte læge viser da også, at ingen af dem fandt det specielt alvorligt eller hastende, at redde den brændende afrikaner. Tværtimod havde de tid til at udveksle racistiske vittigheder - bl.a. om besværligheden ved at redde en sort person i et rum fyldt med røg og om at lokalisere blodårer under mørk hud.

Det var heller ikke første gang, at afrikanske migranter omkom under politiet i Dessaus varetægt uden at det førte til nogen opklaringsprocesser.

I 2002 måtte de selv samme betjente, som var ansvarshavende under Ourys dødsfald, for eksempel forklare sig ud af en sag, hvor en immigrant døde af indre blødninger - angiveligt pådraget før den brutale anholdelse.

Den landsdækkende kampagne iværksat af ”Initiativet til minde om Oury Jalloh” og andre organisationer har derfor ikke kun krævet en offentlig undersøgelse og retssag af denne sag, men fokuserer også på den institutionaliserede politiske fjendtlighed mod flygtninge og indvandrere.

De betragter Oury Jallohs dødsfald i en baggrund af et generelt racistisk klima, hvor politi og andre indfødte automatisk mistænkeliggør udlændinge.

Racistisk vold er normaliseret hverdag i Europa

Ifølge forbundspolitiets statistikker bliver der begået en højre-ekstremistisk forbrydelse hver time i Tyskland og hundredvis af racistisk motiverede overfald om året. Disse statistikker tæller dog kun handlinger begået af ”ekstremister”.

Hvor der føres statistik over og skrives artikler om nynazistiske overfald og manifestationer, så får det sjældent opmærksomhed, når en ”ikke-europæer” dør på grund af staten og dens institutioners handlinger.

Alene samme dag som Oury Jalloh døde under omstændigheder, som politiet synes at forsøge at dække over, døde endnu en flygtning fra Sierra Leone i politiets varetægt. Laye Kondé blev kvalt i sit eget opkast i en politistation i Bremen.

Andre flygtninge er blevet dræbt af politibetjente under tvangsdeportationer - blandt andet ved at blive brutalt fastholdt og kvalt og ved at blive forgiftet af ”beroligende” indsprøjtninger.

Ligeledes er de statslige institutioner mere eller mindre ansvarlige for de flygtninge, der tortureres ihjel af de regimer, de udvises til på grund af flygtningepolitiske beslutninger.

Disse voldshandlinger og dødsfald bliver ikke talt med i nogen statistikker om racisme, for de begås ikke af folk, der er ”ekstremt” højreorienterede.

Flertallet af de henholdsvis 60 procent af tyskere, som mener, der er for mange ”udlændinge” i Tyskland, og de 69 procent, som er trætte af, at Tyskland forbindes med Holocaust, betragter sig samtidig som tilhørende ”den politiske midte”.

Samtidig er der almindelig politisk konsensus i EU og de enkelte lande om at beskrive afrikanske flygtninge, som en trussel, der må bekæmpes - også militært.

Denne voldelige retorik og institutionaliserede brutalitet mod flygtninge og immigranter udgør det politiske klima, som Oury Jalloh døde i. Det er en vold forårsaget af et politisk klima, som udgør ”det normale” i Tyskland og resten af Europa.

Derfor tæller den ikke med i nogen officielle statistikker og får ikke de store overskrifter. Volden mod ”de fremmede” er blevet en del af den europæiske dagligdag og den politiske konsensus. Man behøver derfor ikke at betragte sig selv som hverken ”højreorienteret” eller ”ekstremist” for stiltiende at acceptere eller endog bifalde den.

Kampagnen for at få opmærksomhed og retfærdighed omkring Oury Jallohs dødsfald er derfor ikke kun en anklage mod de enkelte betjente, der er direkte ansvarlige for hans død. Det er en anklage mod den europæiske hverdag - mod det ”tavse flertal” på den ”politiske midte”.

Ole Poulsen er bosiddende i Hamborg og redaktør på hjemmesiden Intet menneske er illegalt

Links:

Læs baggrundsmateriale om sagen på www.attac.de

Se billeder og kortpilm på www.umbruch-bildarchiv.de

Tre mere aktivistiske hjemmesider er:

thevoiceforum.org

plataforma-berlin.de og

thecaravan.org