Kommentar: En retshistorisk skændsel

Det er med livet som indsats at nogle få iranere fortsætter deres sultestrejke foran Christiansborg.

Da jeg er advokat for én af dem, der netop er indlagt med nyresvigt, finder jeg det rigtigst at tilkendegive min mening om strejken:

Den er udtryk for en desperat, men berettiget handling. De strejkendes formål er at få opmærksomhed fra den danske offentlighed omkring afviste asylsøgere, der er så ekstremt bange for at blive returneret, at de begår selvmord.

Mit bidrag gælder fakta om den danske asylprocedure. Visse politikere har forsøgt sig med udtalelser såsom at deres sager er jo afgjort i et udmærket asylsystem.

Sandheden er, at dette system er stækket og svækket gang på gang gennem de sidste femten år.

Tilbage er et administrativt system i to instanser uden adgang til domstolsprøvelse. Flygtningenævnet er ikke en domstol.

Lovgivningen har oprettet mange råd og nævn, men kun to former for nævn er ved lov afskåret fra domstolsprøvelse: Forsvarets disciplinærnævn og

Flygtningenævnet. Og det på trods af, at asylsager handler om liv og død.

Flygtningenævnets medlemstal er skåret ned fra fem til tre medlemmer, og i denne proces blev Dansk Flygtningehjælp udelukket fra Nævnet. De var ellers en kærkommen garant for en vis alsidighed i Nævnet.

Nu er kun tilbage én dommer, én udpeget af Advokatrådet, og én udpeget af Integrationsministeriet ­ altså den overordnede myndighed til den instans, der afgjorde asylsagen i første instans (ét af flere kritikpunkter fra Europarådet).

Der er endvidere ikke offentlig adgang til Nævnets sager, heller ikke når ansøger anmoder herom.

Der anvendes tolke fra Rigspolitiets tolkeliste. På trods af flere års anmodning fra asyladvokater og andre stilles der ikke nogen form for uddannelseskrav til disse tolke, der anvendes både i Udlændingestyrelsen (nu: »Udlændingeservice«) og i Flygtningenævnet. Så man kan være heldig at få en god tolk ­ eller uheldig og få en dårlig.

Men man har ikke mulighed for at dokumentere hvad man virkelig sagde på mødet i fx Udlændingestyrelsen, som ikke tillader båndoptagelse af interviews, en praksis der kendes fra visse af vore nabolande.

Under disse forhold kan der forekomme tilsyneladende ændringer i ansøgers

forklaringer, uden at ansøger har en jordisk chance for at bevise at han har sagt det samme hele tiden. Og en ændret forklaring tolkes sædvanligvis som utroværdighed med afslag til følge.

Jeg og mange andre har gang på gang påpeget disse og andre svagheder i asylsystemet, fx Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder, men intet

er sket. Kun nye stramninger.

Hvor længe kan vores samvittighed bære at se folk lide på denne måde?

Hvornår vågner politikerne op i tilstrækkeligt antal?

Tilstanden i lovgivning og praksis på udlændingeområdet er en retshistorisk skændsel for et samfund, der ellers har tradition for kristen medmenneskelighed og beskyttelse af de svageste individer.

Helge Nørrung er advokat og formand for Foreningen af udlændingeadvokater.

Læs artiklen »Sultestrejken: Asylsystemet er en skændsel« på Modkraft.dk