17. maj, 2. september – og derefter

I en tidligere artikel (»Fælles kamp for velfærd«), der blev bragt på Kontradoxa i maj, vurderede jeg, at regeringen ikke ville give ret mange indrømmelser i forhold til sit udspil til »velfærdsreformer«.

Det kom ikke til at holde stik. Presset fra den folkelige mobilisering imod regeringens forslag om forringelser af efterløn, dagpenge og SU, var simpelt hen for stærkt for den midtsøgende Fogh og for det opportunistiske Folkeparti. Direkte nedskæringer af satserne for dagpenge, kontanthjælp og SU blev pillet ud.

Det er en klar sejr for den massebevægelse, der kom til udtryk den 17. maj, og for de mange aktivister i elev-studenterbevægelse og fagbevægelse, der siden regeringens oplæg var ude på uddannelsessteder, arbejdspladser, gader og stræder for at agitere imod forringelser af velfærden.

Det er disse mange aktivister, og de 100.000, der deltog i demonstrationerne landet over, der skal have æren for, at regeringens oplæg blev amputeret.

Det ændrer ikke på, at der med det såkaldte »velfærdsforlig« stadig er tale om klare forringelser af velfærden og en konsekvent videreførelse af den nyliberalistiske politik.

Hvad efterlønsreformen angår, så har regeringen oven i købet fået mere, end den turde drømme om. Jeg tænker naturligvis på den automatiske regulering af tilbagetrækningsalderen i takt med stigningen i den gennemsnitlige levealder.

Med samfundsforskeren Jørgen Goul Andersens ord, så er der her tale om en »dramatisk forringelse af sociale rettigheder«.

I fremtiden vil det nemlig komme til at betyde, at retten til efterløn og folkepension i praksis ikke eksisterer for tusindvis af lavtlønnede, lavtuddannede lønmodtagere, eller i bedste fald at de får meget færre år på efterløn og folkepension end i dag.

For disse borgere stiger den gennemsnitlige levealder stiger nemlig stort set ikke. Allerede i dag nedslides og udstødes i tusindvis hvert år, inden de når frem til efterlønsalderen, for ikke at tale om folkepension. Reformen vil betyde, at deres antal vokser betydeligt.

Dette forhold var veldokumenteret, da forligsforhandlingerne pågik. Alligevel fastholdt forligspartierne – herunder Socialdemokraterne, støttet af LO – den hule retorik om, at det er rimeligt, at tilbagetrækningsalderen stiger efterhånden som »vi« bliver ældre.

Den såkaldte nedslidningsfond er ikke nogen løsning på det problem, men nærmest en hån over for de lønmodtagere, der dagligt udsættes for et skadeligt arbejdsmiljø. De beløb, der skal spares op i den, modsvarer langt fra de besparelser, som arbejdsgiverne har opnået ved at slippe for BST-pligten, for ikke at tale om de andre nedskæringer på arbejdsmiljøområdet, som regeringen har gennemført siden sin tiltræden i 2001.

Det står ikke spor bedre til med forligets indhold omkring arbejdsmarkedet.

De direkte angreb på satserne er ganske vist fjernet. Men de nye stramninger over for de ledige, den øgede kontrol, de øgede straffe for selv de mindste forseelser, vil medføre, at det endnu en gang er blevet lettere at miste dagpengeretten – og det er jo også en måde at spare på!

Ophævelse af reglen om den forlængede dagpengeret for 55-59 årige er en klar forringelse, der vil medføre at op mod 7.000 tvinges over på kontanthjælp – og det er jo også en måde at spare på!

De såkaldte seniorjobs er et elendigt svar på det. Der er kun sat 1500 af i forliget. Kommunerne skal skaffe jobs´ene, men hvor er garantien for, at de gør det? I øvrigt optjener man ikke dagpengeret i disse seniorjobs.

A-kasserne tvinges i endnu højere grad til at fungere som ridefogeder over for de ledige. Tilsyneladende rækker man dem en hånd, ved at give dem anvisningsret og tættere kontakt til de ledige.

Men også det er en spareøvelse.

Så slipper de nye jobcentre for den opgave, og da A-kasserne ikke tilføres flere ressourcer, men tværtimod får langt flere kontrolopgaver i forhold til de ledige, kan man sige sig selv, at bedre service bliver det stort set umuligt at udføre.

Forliget fortsætter også de sidste 10-15 års systematiske brug af aktivering og forskellige former for billig eller ligefrem gratis arbejdskraft til arbejdsgiverne i form af løntilskud, erhvervspraktik m.m.

Det vil forstærke den klare tendens, der allerede er konstateret inden for det offentlige, nemlig at ordinære jobs på overenskomstmæssige vilkår fortrænges af ansættelser på ”særlige vilkår”. Det vil medføre, at det »grå« arbejdsmarked vokser, hvor de ledige fungerer som løntrykkere, uden de samme rettigheder.

– Og det er jo også en måde at spare på, både for offentlige og private arbejdsgivere!

Regeringens forringelser af uddannelsesstøtten blev også trukket tilbage. I stedet blev indført andre stramninger og reguleringer, med det erklærede formål, at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet.

Repræsentanter for de uddannelsessøgende har taget afstand fra disse dele af forliget. Deres opfattelse er, at det tværtimod vil få endnu flere unge til at falde ud af de videregående udannelser, og i det hele taget øge den sociale skævvridning. Og det er jo også en måde at spare på!

Ikke overraskende, kom der heller ikke nogen praktikpladsgaranti til de tusindvis af unge, der gerne vil have en erhvervsuddannelse.

Tilsyneladende er der en stor indrømmelse til fagbevægelsens krav om mere efter- og videreuddannelse i form af 1 mia. kr. om året. Et nærmere studium af forligsteksten viser, at der er en klar betingelse for at disse penge udløses.

Lønmodtagerne skal selv til lommerne i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlingerne – og skal samtidig være forberedt på, at der fortsat vil være brugerbetaling på sådanne uddannelser. Og det er jo også en måde at spare på!

Med søvngængeragtig sikkerhed, når Dansk Folkeparti skal være med – og det skal de jo – er der også en aftale mellem DF og regeringen om nye stramninger, der skal begrænse indvandring og asylgivning.

Og nu viser DF sit sande sociale tilhørsforhold. Det er i orden at modtage højtuddannede velfungerende udlændige, de fattige, de forfulgte, terrorofrene – dem vil vi ikke ha´!

Det er da altid noget, at Socialdemokraterne har fundet det belejligt, at holde sig uden for den del. Men det ændrer ikke på, at de, med deres deltagelse i forliget, har sagt ja til et stykke vaskeægte, nyliberalistisk nedskæringsprojekt.

Det er så meget mere kritisabelt, da Socialdemokraterne faktisk havde muligheden for at blokere for det hele. Men Helle Thorning Schmidt sagde ikke ja, da Dansk Folkeparti om morgenen den 17. maj kom med sit forslag om at frede efterlønnen.

Det ville ellers have sat forligsforhandlingerne i stå øjeblikkeligt og sandsynligvis fremtvunget et valg.

Men det er jo klart. Hvis man er gået til valg om formandsposten i Socialdemokratiet på et krav om at ville forringe efterlønsordningen, kan man selvfølgelig ikke sige nej, når lejligheden byder sig.

Så ville hele grundlaget for Helle Thorning Schmidts formandspost være smuldret, og døren åbnet for en styrkelse af venstrefløjen i det parti.

Socialdemokraternes underskrift på forliget er derfor endnu en bekræftelse af den linje, som har været fulgt lige siden Poul Nyrup Rasmussen tiltrådte.

Når det kommer til en konflikt mellem at tækkes de vellønnede og veluddannede lønmodtagere, den store midte af vælgerne eller at forsvare de tidligere kærnevælgere – de lavtlønnede, de lavt uddannede, de udstødte, alle dem, der trænger til en hånd – så ofrer man gerne de sidste.

Også selvom de sidste to folketingsvalg klart har vist, at denne linje uundgåeligt fører til at Dansk Folkeparti – og dermed den reaktionære nyliberalistiske politik – bliver styrket.

Problemet er selvfølgelig, at den socialdemokratiske ledelse, og store dele af partiets toneangivende lag grundlæggende er enige denne politik.

Der er jo ingen grundlæggende forskel mellem den efterlønsreform, den arbejdsmarkedspolitik, den liberaliserings- og privatiseringspolitik, som blev lavet under Nyrup-regeringen, og så den, der føres af Fogh-regeringen, og som blandt andet udmønter sig i dette forlig.

Efter Helle Thorning Schmidts tiltræden som formand er forskellene tværtimod blevet stadigt mindre, ikke mindst med Socialdemokraternes accept af regeringens skattestop.

Med deltagelsen i velfærdsforliget har socialdemokraterne bundet sig yderligere til det nyliberalistiske projekt, og i øvrigt svækket sig selv i forhold til en kommende valgkamp.

Denne linje bakkes helhjertet op af LO – og dermed af de største forbund, med FOA som delvis undtagelse. I mange tilfælde forsøger LO-ledelsen helt klart at presse socialdemokraterne endnu længere til højre.

Det gælder for eks. i spørgsmålet om tilbagetrækningsalderen. Ideen om regulering af denne, i takt med stigningen i den gennemsnitlige levealder, var hverken med i regeringens eller i socialdemokraternes oplæg. Men den blev fremført som en naturlov i LO´s såkaldte »Velfærdsrapport« fra efteråret 2005!

Her kunne man også læse, at det var i orden at skære i SU´en, da Danmark efter rapportens opfattelse har en »generøs« ordning, hvad det angår. Men her turde socialdemokraterne trods alt ikke rette ind efter LO.

Denne rapport har de store forbund – og efter dem LO´s Hovedbestyrelse – nikket til, eller stiltiende accepteret, efter sigende med FOA som eneste undtagelse.

Det sætter jo forbundenes – ikke mindst 3F´s – deltagelse i mobiliseringen op til 17. maj – i et noget tvetydigt lys.

Ved forligets indgåelse viste det sig da også, at man virkelig tog det bogstaveligt, at det kun var regeringens efterlønsforringelser, der blev protesteret imod.

3F´s formand gik oven i købet så vidt som at skamrose socialdemokraterne for deres indsats i forhandlingerne og at fremstille forliget som et godt resultat.

Hvor står vi så i dag?

Man må se i øjnene, at den bevægelse, der viste sig den 17. maj er alvorligt svækket, for ikke at sige splittet, med indgåelsen af forliget.

LO lukkede pengekassen den 17. maj, og har intet gjort for at følge op på aktiviteterne. Med socialdemokraternes deltagelse i forliget, er der lagt låg på diskussionen i langt de fleste forbund og lokale afdelinger, for helt ned på bestyrelsesniveau er det som regel »automatpiloten« der styrer – når socialdemokraterne er med, må vi ikke kritisere offentligt, uanset hvor dårligt det er.

De aktive i elev- og studenterbevægelsen vurderer selv, at det er yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt at fastholde den omfattende mobilisering, da de grove angreb på SU´en blev trukket ud.

Kun de mest politisk bevidste studerende kæmpede videre imod efterlønsforringelser og stramninger over for de ledige og flygtninge/indvandrer. Det er heller ikke sandsynligt, at der kan mobiliseres ret meget på den sociale skævvridning på de videregående uddannelser, når man ser på den sociale sammensætning her.

Har det så blot være et skridt frem – 17. maj – og to tilbage – den 20. juni, hvor forliget blev indgået?

Aldeles ikke. Der er skabt nye alliancer og nye samarbejdspartnere på baggrund af kampen mod regeringens oplæg.

Den vigtigste nyskabelse er alliancen mellem elev-studenterbevægelsen og de aktive i fagbevægelsen.

FOA og 3F er heller ikke mere enige i den herskende linje i LO, end at de gerne ser, at aktiviteterne imod regeringens politik fortsætter på andre områder – for 3F´s vedkommende dog med den forudsætning, at de ikke må rette sig direkte imod forliget!

3F og FOA har for eksempel umiddelbart efter 17. maj forsøgt at samle op på aktiviteterne og undersøge mulighederne for at videreføre dem i en eller anden form.

Det samme har Fagligt Ansvar, LO-Storbyerne, og de elev- og studenterorganisationer, der stod bag konferencen i Århus den 8. maj. »Genstart Danmark« – et samarbejde mellem arbejderpartiernes og faglige ungdomsorganisationer, herunder LO-ungdom – er også med i disse bestræbelser.

Det har indtil videre ført til dannelsen af 2. september-intiativet, hvis første formål er at indkalde til en bred velfærdskonference den 2. september. Her inviteres alt, hvad der kan krybe og gå af organisationer, som vil diskutere bedre velfærd og hvordan vi får det.

Datoen er selvfølgelig valgt i forhold til præsentationen af finansloven for 2007, for her er alle problemerne og udfordringerne jo indeholdt, ikke mindst den snævre økonomiske ramme om de nye nedskæringer i kommunerne. Lokale aktiviteter i den forbindelse vil uden tvivl spille en vigtig rolle på konferencen.

Men arrangørerne vil også fremlægge et politisk oplæg om »10 punkter for social velfærd«, som et forsøg på at samle den brede bevægelse om et fælles politisk perspektiv. Perspektivet er selvfølgelig etableringen af samlet politisk alternativ til den borgerlige regering, med det formål at få – ikke blot en anden regering – men også en anden politik.

Det bliver ikke nogen nem opgave, samarbejdspartnerne taget i betragtning.

For allerede her starter jo kampen - eller lad os i første omgang sige: debatten - om, hvad skal grundlaget være for et regeringsalternativ til VCZ-alliancen? Skal det være en videreførelse af den nyliberalistiske politik – »minus 10 procent« – eller skal vi have en kvalitativt anden linje, hvor vi ikke beskæftiger os med hvilken forringelse, vi vil foretrække, men hvordan vi skaber bedre velfærd for alle?

Her må venstrefløjen, og ikke mindst Enhedslisten, kende sin besøgelsestid. Enhedslistens indspil til denne diskussion er helt afgørende for, i hvilken retning det vil gå.

Årsmødet i maj viste heldigvis, at det er der en bred forståelse for. Med enstemmig vedtagelse af det »Åbne brev til alle progressive« kræfter blev det slået fast, at Enhedslisten skal være udfarende centralt og lokalt i forhold til at fastholde og udvikle aktiviteterne og i forhold til udviklingen af en samlende politisk platform.

Bevægelsen den 17. maj viste, at der er i allerhøjeste grad noget at bygge på! At Enhedslisten kun kan få fremgang i det arbejde, hvis den fastholder en klar og principiel kritik af den kurs, som den socialdemokratiske ledelse har lagt sig på, ja, det siger næsten sig selv!

Finn Sørensen er næstformand i fagforeningen Industri & Service i 3F København og aktiv i Fagligt Ansvar.

Foto: Carsten Vølcker

Læs Finn Sørensens tidligere artikel »Fælles kamp for vælfærd« på Kontradoxa.

Besøg hjemmesiden for 2. September-konferencen

Besøg hjemmesiden for Fagligt Ansvar