En ny studenter- opposition tager form

Gymnasieeleverne har gennem en årrække været særdeles aktive med demonstrationer, blokader og besættelser, hver gang en ny finanslov har betydet nye forringelser på gymnasieområdet.

Siden »Nu er det nok«-protesterne i 1999 har gymnasieeleverne, med Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, som drivkraft, stået for en genopfundet udadvendt og aktivistisk profil, som både har haft gennemslagskraft i medierne og samtidig har stået for en reel massemobilisering blandt gymnasieleverne.

Med undtagelse af de pædagogstuderende har de studerende på videregående uddannelser imidlertid glimret ved deres fravær gennem en længere årrække. I særdeleshed har landets universitetsstuderende ikke gjort meget væsen af sig, hvis man ser bort fra diverse symbolske aktioner på først og fremmest RUC.

Universiteterne har gennem 30 år haft en kollegialdemokratisk struktur med indflydelse til både ansatte og studerende, hvilket er et succesfuldt resultat af studenteroprøret i slut 1960’erne og 70’erne.

Men grundet venstrefløjens generelle nedtur i slutningen af 1980’erne og i 90’erne har dette naturligvis også haft sin mærkbare indflydelse på universitetet, hvor diverse studenterråd synes degenereret til rene administratorer frem for kritiske talerør.

Universitetsbesættelser en foreløbig kulmination

Gennem de sidste par år er denne udvikling imidlertid vendt. Fra et nulpunktsstadie til en ny gryende studenterbevægelse, som oplevede sin foreløbige kulmination i dagene omkring 17. maj.

Som et led i protesterne blev fire universiteter besat i de følgende dage. Først Institut for Filosofi og Idéhistorie og Nordisk Institut på Århus Universitet, dagen efter Sociologi på Københavns Universitet og ugen efter fulgte både Aalborg Universitet og RUC. Dertil kom flere besættelser på diverse pædagogseminarier.

Aktionerne havde først og fremmest en symbolsk karakter med et deltagerantal svingende fra 50 til 100 på de forskellige universiteter, men de markerede alligevel en kulmination, idet en universitetsbesættelse for blot få år siden ikke ville have været realistisk.

Inden for de sidste par år har flere netværk imidlertid etableret sig med mere eller mindre svingende aktivitet. Eksempler på disse er Humboldtbevægelsen på Århus Universitet og særligt 3procent-netværket i København, som gennem de sidste par år har markeret sig på universiteterne og samtidigt deltaget i brede uddannelsesnetværk som STOP-NU bevægelsen i 2004.

Baggrunden for disse tiltags opståen har flere forklaringer. Man kan sige, at opblomstringen egentlig synes meget sammenlignelig med udviklingen fra gymnasiebevægelsen fra årtusindskiftet og frem. At mange, som har været aktive i og omkring organiseringen af gymnasieelevernes protester, nu har gjort deres indtog på universiteterne skal nok ikke undervurderes.

Det har her været muligt at trække på erfaringerne fra disse netværk, både hvad angår aktioner og praktisk organisering. Dette kombineret med en generel fremgang for den unge venstrefløj er i høj grad af betydning.

Universitetet som teknokratisk virksomhed

Men en lige så afgørende faktor har været, at der ganske enkelt er sket nogle drastiske ændringer på universiteterne som følge af den nye universitetsreform.

Reformen gjorde en ende på 30 års selvstyre, indsatte ekstern ledelse i universitetsbestyrelserne og er det i hele taget et forsøg på øget markedsgørelse og erhvervstilpasning. Målet er at omdanne universiteterne til moderne virksomhedskoncerner, hvilket i øjeblikket forsøges realiseret gennem omfattende fusionsplaner for en lang række af de videregående uddannelser.

Dertil kommer et øget pres på studerende for en hurtigere gennemførelse af deres uddannelser. Et sådant pres opretholdes med økonomiske sanktioner overfor studerende, der ikke gennemfører på normeret tid.

Regeringen forsøger således målrettet at skabe store teknokratiske enheder. Mantraet om uddannelse for livet, ikke erhvervslivet synes derfor mere passende end nogensinde.

Endelig skærer man i universiteternes basisbevillinger og forsøger at favorisere bestemte uddannelser. Humaniora har som følge heraf været udsat for en regulær heksejagt, hvor mange mindre fag er blevet hårdt ramt.

Fra symbolske handlinger til fast bevægelse

De grundlæggende betingelser for en oppositionel studenterbevægelse er altså i høj grad til stede, og det er i det lys, den voksende modstand skal ses.

At konturerne til en bevægelse først for alvor nu viser sig er et resultat at to faktorer. Først og fremmest mærker man først nu for alvor konsekvenserne af implementeringen af universitetsreformen og de generelle forringelser. Men netværkene har også først skulle etableres og finde deres form i kampen mod de ændringer på universitetet, som har været kendetegnet ved bemærkelsesværdigt lidt opmærksomhed i medier og offentlighed.

Det er et resultat af den brede parlamentariske konsensus, som har hersket om reformen, men også netop fordi der ikke har fremstået en markant synlig opposition på universiteterne.

Det store projekt er nu at føre studenterbevægelsen på universiteterne videre fra de symbolske handlinger til skabelsen af en mere permanent organisering, som kan udøve et regulært pres. Det vil konkret sige en bevægelse, som konstant sætter sit præg på universiteterne gennem deltagelse i debatter, afholdelse af offentlige møder og forskellige aktioner som blokader og besættelser, der rækker udover symbolværdien.

En stor del af de universitetsansatte deler i høj grad indignationen mod de voldsomme forandringer, hvorfor samarbejde med disse er væsentligt i det omfang, det er muligt. Overordnet åbner dette også op for diskussionen om et mere formaliseret landsdækkende samarbejde mellem de oppositionelle studenterbevægelser.

I praksis er kontakten jo meget omfattende trods de forskellige mere eller mindre opfindsomme navne, men skal det række udover denne relativt smalle kreds, så kunne muligheden være at etablere en samlet front.

Fordelen ved en sådan ses tydeligt hos gymnasieeleverne med DGS, ligesom Danske Studerende Fællesråd på de videregående uddannelser har en meget fremtrædende plads i medier og offentlighed. Sidstnævnte organisation har dog på ingen måde vist vilje til anvendelse af nogen form for aktionspraksis, ikke engang deltagelse i snævre uddannelsesprotester.

At etablere en fastere struktur skal ikke nødvendigvis ses som et ønske om en mere centralistisk struktur. Det er afgørende at fastholde den decentrale struktur, hvor bevægelsen drives nedefra. Men samtidig hermed er der også en god pointe i et fælles forum, som kan agerer samlet og komme med fælles udmeldinger, fordi det øger gennemslagskraften markant.

Inspirationen fra Frankrig

I denne sammenhæng er det uundgåeligt at inddrage erfaringerne fra de omfattende studenterprotester i Frankrig i foråret.

Situationen er trods sine forskellige betingelser til dels sammenlignelige. Frankrig har som land en helt anden faglig tradition, der i sin udtryksform er langt mere militant end den danske.

Derfor er det ikke noget særsyn, når en socialdemokratisk orienteret studenterbevægelse som L’Unef deltager aktivt i universitetsbesættelser, blokader af banegårde og motorveje og deltagelse i demonstrationer.

Men det er også kendetegnet, at studenterorganisationerne, med en samlet organiseringsprocent på omkring 7 procent, spiller en mindre betydende rolle i selve organiseringen af besættelserne.

De dominerende organer er basiskomitéer på de enkelte universiteter. Det er basisorganiseringen, som har skabt en bred mobilisering, og som har kunnet sætte universiteterne ud af kraft gennem adskillige måneder og medvirket til udløsning af generalstrejker.

Manglen har dog netop været et fælles forum, som kunne komme med udmeldinger for de meget radikale basiskomitéer. Ikke med det formål at styre bevægelsen, men for undgå at en socialdemokratisk organisation som L’Unef bliver uberettigede talerør på bevægelsens vegne.

Situationen i Danmark er trods ligheder langt fra franske tilstande. Der er på nuværende tidspunkt ingen mulighed for drive tusinder af universitetsstuderende på gaden. Men man har alle chancer for at skabe fundamentet for en studenterbevægelse, som alligevel kan være en slagskraftig opposition på landets universiteter.

Hvad det så vil bringe, det kan kun fremtiden vise.

Michael Hunnicke Jensen er aktiv i Humboldtbevægelsen på Århus Universitet.