Venezuela på vej mod socialisme?

”De har ikke andet end jord i hovedet”.

Taxachaufføren i den store sorte stationcar peger op mod de slumkvarterer, der kravler op af bjergene omkring Venezuelas hovedstad Caracas. Under turen fra lufthavnen bliver det klart, at chaufføren absolut ikke bryder sig om de forandringer, der er sket i Venezuela i de seks år der er gået, siden den tidligere faldskærmssoldat Hugo Chavez vandt en overbevisende valgsejr ved præsidentvalget og sendte Venezuelas traditionelle politiske elite på ufrivillig pension.

Taxachaufførens ringeagt for de 80 % af Caracas’ befolkning der lever på bjergsiderne i improviserede huse af pap, bølgeblik og hjemmestøbte betonblokke, skyldes det faktum, at det netop er denne befolkningsgruppe, der udgør Præsident Chavez’ vigtigste støtter.

Det var denne gruppe, som i tusindvis indtog gaderne efter kuppet mod Chavez i 2002 og som var med til at tvinge kupmagerne til at overgive sig og genindsætte den folkevalgte præsident. Og det er denne gruppe som tålmodigt ved otte efterfølgende valg har sikret Chavez og hans støttepartier overvældende valgsejre til parlament, kommuner og regioner.

Chaufføren, hvis taxiselskab har tilegnet sig monopol på den lukrative tur fra lufthavnen til centrum, er ikke i tvivl om hvor Venezuela er på vej hen: ”Det er kommunisme i forklædning,” siger han, mens vi kører gennem Caracas centrum, der ellers bugner af billboard-reklamer for multinationale selskaber og højhuse med samme selskabers hovedkvarterer.

Da jeg antyder, at det da ellers ser ud som om, de private selskaber trives i bedste velgående, er hans svar: ”Ja, endnu, men bare vent.”

Er Venezuela virkelig på vej mod et egentligt brud med kapitalismen og hvad vil komme i stedet for? Det er spørgsmål som både Pentagon, de multinationale selskaber og venstreorienterede overalt i verden stiller sig selv. De første med stigende bekymring og de sidste med ivrig forventning.

Det var også ønsket om at få svar på disse spørgsmål, der gjorde udslaget, da feriemålet skulle vælges.

Taler om socialisme

Det, der overraskede mig mest, var hvor langt regeringen og befolkningen er i deres erkendelse af, at løsningen på den sociale ulighed ikke kan findes indenfor kapitalismens rammer.

Når jeg i det seneste år har turet rundt til Enhedslistens afdelinger for at fortælle om venstresvinget i Latinamerika, har jeg været meget forsigtig i min vurdering af Venezuela. Jeg har selvfølgelig været opmærksom på, at Chavez var begyndt at tale om socialisme, men har været i tvivl om, hvor alvorligt det var ment.

Efter en måned i Venezuela, står det klart at, der ikke er tale om fortalelser eller enkeltstående udsagn. Der går stor set ikke en dag, uden at Præsidenten på den nationale fjernsynskanal taler om nødvendigheden af at bryde med den kapitalistiske produktionsmåde og samfundsmodel og indføre det, som Chavez har døbt ”socialismen for det 21. århundrede”.

I direkte transmissioner fra møder mellem præsidenten og organisationer eller lokalråd talte Chavez på pædagogisk vis om forskellen på socialisme og kapitalisme:

”Vi kan ikke tale om et nyt samfund uden at tale om spørgsmålet om privat ejendomsret. I kapitalismen handler alting om, hvad der er dit og hvad der er mit. Sådan er det ikke i socialismen. I kapitalismen handler alt om at tjene penge, i socialismen handler det om at tilfredsstille samfundets behov.”

Chavez har samtidig gjort klart, at en af de vigtige ting der adskiller det 21. århundredes socialisme fra det 20. århundrede, er, at den nye socialisme udelukker repression mod politiske modstandere. Tværtimod er uenighed positivt for udviklingen af det nye samfund.

Og den brede befolkning og bevægelserne debatterer også ivrigt, hvad denne socialisme er og hvad den betyder for samfundet og for den enkelte. Da en mand forsøgte at springe over i køen til banken i en landsby i det østlige Venezuela, stillede en ældre bondekone sig i vejen for ham:

”Har du ikke hørt, hvad vores præsident siger. Under socialismen er vi alle lige. Du har ikke mere ret end andre. Vi må alle medvirke til at udvikle revolutionen.” Manden måtte derefter pænt stille sig om i køen. Socialismen er ikke bare abstrakte utopier for Venezuelas fattige.

Sociale programmer

Men én ting er at tale om socialisme. Karakteren af udviklingen i Venezuela må måles på de konkrete politikker.

Der er ingen tvivl om, at den bolivarianske regering, som Chavez-regeringen kalder sig, afgørende har brudt med den nyliberale version af kapitalismen, som de foregående regeringer gennemførte.

Det offentlige forbrug, som ifølge nyliberalistiske dogmer skal holdes i ave, er eksploderet og milliarder af dollars er pumpet i sociale programmer, sundhed og uddannelse.

I løbet af fem år er det ifølge UNESCO lykkedes at udrydde analfabetismen i Venezuela. Med hjælp fra cubanske læger er der oprettet sundhedsklinikker i alle landets slumkvarterer og tusindvis af ældre er blevet opereret for grå stær.

Der er oprettet tusindvis af nye skoler, og stipendieprogrammer har sikret, at flere hundredetusinde fattige er på vej mod en videregående uddannelse. Mindstelønnen er hævet og den nyliberale arbejdsmarkedslovgivning, som blev gennemført under kriseårene, er på vej til at blive ændret.

Fattigdommen og arbejdsløsheden er ifølge UNDP faldet markant. Alle disse tiltag har gjort, at selv mange af Chavez’ argeste modstandere indrømmer, at der er sket store forbedringer for landets fattige.

Et andet klart opgør med de nyliberale økonomiske doktriner er, at regeringen har indført valutakontrol for at sikre sig mod kapitalflugt. Samtidig er de transnationale selskaber i oliesektoren blevet tvunget til at forhandle nye kontrakter, der for det første har øget beskatningen markant og for det andet har tvunget selskaberne til at indgå joint venture-aftaler, der sikrer staten aktiemajoriteten.

På trods (eller på grund) af bruddet med den nyliberalistiske økonomi er inflationen lavere end på noget tidspunkt i de sidste årtier og landet oplever den højeste vækst i Latinamerika – også uden for oliesektoren.

Overgangen til socialisme

At regulere og beskatte kapitalen og gennemføre sociale programmer er vigtige fremskridt, men er dog langt fra det samme som at bryde med den kapitalistiske produktionsmåde. Selvom der er sket nogle nationaliseringer af virksomheder og selvom nogle af de vigtigste økonomiske sektorer (olie, vandkraft, jern aluminium mm) traditionelt har været statsejede, foregår store dele af produktionen stadig på rent kapitalistiske vilkår.

Hovedkvartererne for de store selskaber, multinationale banker og forsikringsselskaber troner i Caracas’ forretningsdistrikter og opretholder en økonomisk elite, hvis levestandard ligger uendelig langt fra de slumbeboere, som sælger tyggegummi, aviser eller andet krimskrams på gadehjørnerne. Venezuela er stadig et af de lande i verden med den højeste grad af økonomisk ulighed. Socialismen ligger kort sagt ikke lige om hjørnet.

Men når nu man har erklæret, at man vil indføre socialisme og man har absolut flertal i parlamentet samt opbakning fra hæren, hvad er det så, der forhindrer, at man tager et egentligt opgør med de store firmaers ejendomsret? Det var et spørgsmål, som jeg ofte tog op med folk fra regeringspartiet, øvrige venstrefløjspartier og fagbevægelsen.

Et af svarene skal findes i den strategi for overgangen til socialismen, som regeringen øjensynligt har valgt. Ifølge denne strategi handler det om at opbygge en ny parallel økonomi indenfor eller ved siden af den kapitalistiske, der på længere sigt skal erstatte den kapitalistiske produktion.

De nye produktionsrelationer skal modnes og vokse sig stærke, før der sker et endeligt brud med kapitalismen.

Tusinder af kooperativer

Strategien har to hovedelementer: Det ene er understøttelsen af nye kooperative virksomheder. Parlamentet har vedtaget en række love, der skal understøtte udviklingen af kooperativer. Kooperativerne sikres fordelagtige kreditter og skattefrihed, og nye kooperativer får undervisning i regnskab, virksomhedsdrift mv. Indsatsen har haft forbløffende resultater. I løbet af få år er antallet af kooperativer vokset til over 100.000 og med 1, 5 millioner medlemmer står kooperativerne nu for 5 % af beskæftigelsen i landet.

Når man rejser i Venezuela, støder man således på kooperativer over alt. I en lille landsby i det østlige Venezuela besøgte jeg et kooperativt supermarked. Et af medlemmerne fortalte, at det tidligere havde været umuligt for mindre virksomheder at få kreditter. I et andet område havde små kakaoproducenter dannet et kooperativ, så de kunne omgå unødvendige mellemled og forbedre kvaliteten. Som følge heraf var kakaoproducenternes indtjening mere end fordoblet.

Kooperativerne varetager en stor social opgave. Således kommer mange af kooperativernes medlemmer fra de fattigste lag i befolkningen, der tidligere har været udelukket fra det formelle arbejdsmarked.

Udviklingen af kooperativ-bevægelsen har dog ikke været forskånet for de problemer, som findes i alle sektorer af økonomien. Der findes flere eksempler på korruption, oprettelse af falske kooperativer og anden udnyttelse af systemet.

Arbejderstyre

Det andet element i overgangsstrategien er at ændre driften af den statslige sektor.

For det første handler det om at lade arbejderne overtage eller deltage i planlægningen af virksomhedernes drift. Aluminiumfabrikken Alcasa i det sydlige Venezuela er en af de virksomheder, hvor arbejderdeltagelsen (kaldet Cogestión) er kommet længst.

Fabrikkens direktør Carlos Lanz, som er direkte indsat af Chavez, er tidligere guerillaleder og har siddet 10 år i fængsel, har sammen med medarbejderne gennemført en omfattende demokratisering af arbejdspladsen. Nu sidder arbejderne med ved bordet, når virksomhedens udvikling diskuteres og når arbejdet skal tilrettelægges. Det handler om at give arbejderne en følelse af ejerskab over produktionen.

Mange af idéerne minder om de idéer, som vi kender fra moderne virksomheder, hvor der lægges vægt på medarbejderindflydelse, selvstyrende teams og rotation på arbejdsområder. Men hvor formålet i de moderne kapitalistiske virksomheder er at øge profitten, er formålet på Alcasa ifølge Carlos Lanz at humanisere arbejdslivet og gøre op med den kapitalistiske produktionsmådes fremmedgørelse.

Udover demokratiseringen af arbejdslivet handler forandringerne i den statslige sektor også om at ændre virksomhederne rolle i samfundet. Virksomhederne har tidligere fungeret på kapitalismens præmisser og har ikke haft noget særligt samfundsmæssigt ansvar. Én efter én omdannes virksomhederne nu til såkaldte EPS´er (Sociale ProduktionsEnheder).

Disse EPS´er skal tage ansvar i forhold til lokalsamfundet f.eks. ved at generere arbejdspladser eller investere i lokale sociale projekter. Jernfabrikken Ferrominera er en af de mange EPS´er. I løbet af det seneste år har fabrikken understøttet udviklingen af en række kooperativer, der blandt andet fungerer som underleverandører til fabrikken.

Carlos Lanz forklarer at udviklingen af arbejderstyret er helt centralt for udviklingen af den nye socialisme:

” I sovjetunionen følte arbejderne ikke det nødvendige ejerskab over fabrikken. Staten blev bare en ny arbejdsgiver. Det er det, vi må undgå her”.

Kamp om linien

Men når regeringen ikke har taget det endelige opgør med kapitalismen, og f.eks. nationaliseret de private virksomheder og banker, skyldes det formentlig også, at der inden for den chavistiske bevægelse er uenighed og usikkerhed om, hvilken vej den revolutionære proces skal udvikles.

Chavez’ parti MVR omfatter både venstreorienterede tendenser og langt mere moderate tendenser, som ikke nødvendigvis støtter en snarlig overgang til socialismen. Siden Chavez overtog magten, har mange tidligere medlemmer af de traditionelle partier af opportunistiske grunde skiftet hest, og en del har således kunne fortsætte deres politiske karriere inden for den nye politiske virkelighed.

Ifølge flere venstrefløjsaktivister betyder det, at venstrefløjens opgave har ændret karakter. I de første år måtte man stå sammen med hele den chavistiske bevægelse imod angrebene fra den højreorienterede opposition. Men nu hvor denne opposition nærmest er ikke eksisterende, er kampen flyttet inden for bevægelsen. Det gælder nu om at vinde over de opportunistiske og korrupte tendenser inden for bevægelsen og uddybe den sociale forandringsproces.

Dette er imidlertid lettere sagt end gjort, for der eksisterer ikke de politiske rum, hvor denne konflikt kan tages. Chavez’ eget parti MVR er alene samlet om støtten til Chavez. Partiet har ikke noget program og på dets kongresser diskuterer man ikke, hvilken vej politikken skal udvikles. Det er Chavez og kredsen omkring ham, som bestemmer den politiske linie.

I sit ugentlige TV-program Aló Presidente (Hallo Præsident) fortæller Chavez befolkningen om nye initiativer og om forandringer i den politiske linie. Og det siges, at det ofte er her, at ministrene først hører om nye politikker, som deres ministerier skal gennemføre.

Denne vertikale politikudvikling sætter venstrefløjen i en vanskelig situation og der er delte meninger om hvad venstrefløjen må gøre. Nogle tendenser har dannet - eller er i færd med at danne - partier, som samtidig med at de støtter Chavez, kæmper for at fremskynde et brud med kapitalismen.

Andre vælger at operere inden for magtens kredse for at påvirke regeringen i en mere venstredrejet retning. De frygter at blive beskyldt for at modarbejde Chavez.

Som en venstre-aktivist i Chavez’ parti sagde, da jeg spurgte ham, hvorfor venstrefløjen ikke fandt sammen og dannede et parti, der af parlamentarisk vej kunne øve indflydelse på politikken:

”Den første der ville lægge afstand til et sådant parti er Chavez, som ville se det som en trussel mod enheden i bevægelsen”.

Personkult

Og at blive beskyldt for at modarbejde Chavez er politisk selvmord i dagens Venezuela. Chavez’ rolle som leder af revolutionen er fuldstændig uantastet og befolkningens støtte til Chavez er ubetinget. Denne dyrkelse af Chavez er kombineret med den dybe mistro til politikere og politiske partier, som er så udbredt i Latinamerika. Når folk er utilfredse, er det næsten aldrig Chavez, der står for skud - snarere de politikere, der omgiver ham.

Denne politikerlede kom også til udtryk ved den meget lave valgdeltagelse ved sidste års parlamentsvalg, der står i grel modsætning til den høje valgdeltagelse ved præsidentvalgene.

At overbevise befolkningen om at et nyt venstreorienteret parti grundlæggende adskiller sig fra de øvrige ”korrupte” partier, er således en stor udfordring.

Chavez rolle i processen er i det hele taget en udfordring. På den ene side er der ingen tvivl om, at Chavez’ karisma og evne til at samle en bred bevægelse bag sig har været og er en fuldstændig nødvendig faktor for de seneste års udvikling. På den anden side kan det også let blive processens svaghed. Respekten for Chavez kan forhindre, at berettiget kritik af regeringens politik bliver artikuleret og kan således bremse for nødvendige korrektioner. Dette på trods af at Chavez ofte fortæller sine tilhørere, at de skal sætte spørgsmålstegn ved og kritisere alt det, de ønsker.

Et andet problem ved Chavez’ rolle er risikoen for, at han bliver myrdet af den stadig mere frustrerede opposition. Et mord på Chavez ville formentlig splitte bevægelsen i atomer.

Demokrati nedefra

Chavez og hans regering er bevidste om de demokratiske svagheder, som den nye regering har arvet efter årtier med korruption, klientelisme og politikerlede. Regeringens svar er udviklingen af det, de kalder Folkemagt. Et centralt tema under hele processen har været at skabe nye lokale rum for politisk deltagelse – et deltagende demokrati.

Således er de sociale programmer i slumkvartererne i de fleste tilfælde styret af brugerne selv, der danner sundheds-, uddannelses- og jord-komitéer. I 2006 vedtog parlamentet en lov om såkaldte kommunalråd. Rådene, der skal omfatte mellem 200 og 400 familier, skal i sit endemål omfatte hele befolkningen. De bliver ansvarlige for at gennemføre lokal udvikling af produktion og sociale programmer og de får stillet økonomiske midler til rådighed.

På denne måde forsøger regeringen at bryde den politiske apati og inkludere de grupper, der ellers har været marginaliseret politisk, i udformningen af den revolutionære proces på lokalt niveau.

Der er allerede dannet titusindvis af kommunalråd, men der er langt igen før folk i hele landet kan gøre deres indflydelse gældende gennem et lokalråd. Det er derfor også for tidligt at sige, om lokalrådene vil have held til at skabe en ny form for politisk deltagelse, der kan fremtidssikre de sociale fremskridt og fungere som autonome rum for nødvendig kritik og diskussion af politiske spørgsmål - eller om der i værste fald vil blive tale om regeringslydige lokale kontrolorganer.

Bevægelser

Også den mere radikale del af venstrefløjen uden for Chavez’ parti er klar over, at presset for yderligere tiltag i socialistisk retning og udviklingen af socialismen først og fremmest må komme nedefra og er engageret i de mange sociale bevægelser, der er opstået i kølvandet på Chavez’ magtovertagelse.

De sociale bevægelser er ikke miskrediteret på samme måde som partierne og har større opbakning i befolkningen. En af de vigtigste bevægelser er fagforbundet UNT, som blev dannet, fordi det traditionelle fagforbund var gennemkorrupt og støttede det mislykkede kup mod Chavez i 2002.

UNT støtter Chavez-regeringen, men er samtidig bevidst om, at en fagbevægelse må være uafhængig.

Også inden for UNT er der imidlertid splittelse om linien. En splittelse så voldsom, at det kom til håndgemæng på bevægelsens kongres i maj. Konflikten handlede på overfladen om, hvornår der skal vælges en ny ledelse, men dækkede reelt over dybere modsætninger om synet på fagbevægelsens rolle. Mens en del af bevægelsen mener, at fagbevægelsens rolle er at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold, ønsker de mere revolutionære tendenser, at fagbevægelsen skal spille en hovedrolle i overgangen til socialisme ved at kæmpe for arbejderne hurtigst muligt overtager kontrollen med fabrikker og andre produktionsmidler.

Arbejdere har allerede besat en lang række fabrikker, og kræver, at staten nationaliserer og overdrager kontrollen til arbejderne.

En ny ledelse af UNT vil blive valgt senest i marts næste år, og først der vil styrkeforholdene mellem fløjene bliver afgjort.

Men også andre blandt andre samfundsgrupper er der voksende mobilisering. Småbønder og jordløse samlet i Ezequiel Zamora-fronten kæmper for at regeringen sætter fart på jordreformerne og fordelere godsejernes jord. Studerende kæmper for demokratisering af universiteterne og gadesælgerne er ved at danne et nationalt forbund.

Fremtiden

Ingen havde for to år siden kunnet forudse de seneste års radikalisering af politikken i Venezuela, og det er også svært at spå om fremtiden i et land med meget komplekse politiske, magt- og klassemæssige strukturer, hvor udviklingen samtidig går ekstremt hurtigt.

Der er dog mange positive tegn: Den USA-støttede opposition er i alvorlig krise. Den er splittet og er uden chancer ved præsidentvalget i december, hvor Chavez står til at blive genvalgt.

Olieprisernes himmelflugt og opdagelsen af nye oliereserver sikrer regeringen store indtægter, der igen gør regeringen immun over for trusler og økonomisk pression fra multinationale selskaber og nationale erhvervsliv. Venezuelas nylige indtræden i det sydamerikanske handelssamarbejde Mercosur og det generelle venstresving i Sydamerika styrker den latinamerikanske integration og uafhængighed af USA, som i stigende grad må se til fra sidelinjen, fanget i sine militære eventyr i andre dele af verden.

Chavez har i det seneste år skærpet sin retorik i socialistisk retning og mange forventer at en sejr ved præsidentvalget i december vil blive startskuddet til en ny og mere radikal fase af revolutionen.

Men som medieaktivisten Carlos Carles så klart udtrykte i en samtale; ”Socialismen kan ikke gennemføres oppefra. Hverken af en Caudillo eller af en stat.

Den må skabes nedefra af en organiseret og bevidst befolkning – og ikke bare af arbejderklassen, men ikke mindst de millioner af venezuelanere som lever på Caracas’ bjergsider og som indtil nu har været økonomisk marginaliseret og udelukket fra både rigdom og politisk indflydelse. Heri ligger den venezuelanske venstrefløjs store opgave.”

Pelle Dragsted er international sekretær i Enhedslistens Folketingssekretariat

Artiklen har tidligere været bragt i bladet Rød-Grønne linier