Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
18. august 2006 - 13:54

Kommentar: Normaliseringens pris

I år markerer flere politiske partier sig ved som hele grupper at deltage i Copenhagen Pride, der går gennem de københavnske gader lørdag den 19. august.

Man kan i den sammenhæng spørge sig selv, hvorfor et parti som Enhedslisten ikke er repræsenteret? Partiet har ellers gennem de seneste år aktivt arbejdet for homoseksuelles juridiske ligestilling, og har tillige et decideret Queerudvalg (ØQ), der gennem politiske og sociale aktiviteter arbejder med at sætte denne ligestillingskamp ind i et bredere politisk perspektiv.

Mangfoldigheden er kun for dem, der kan betale sig fra det

Igen i år viser Copenhagen Pride sig som et overordentligt kommercielt arrangement, hvor pompøse arrangementer på Rådhuspladsen og glittede magasiner på byens cafeer skal sikres økonomisk ved at lade store selskaber sponsorere optoget.

Det kan selvfølgelig synes nødvendigt, hvis man vil forsøge at gøre sig interessant som det nye og hippe forbrugersegment og derigennem sikre sin politiske status på linie med resten af Forbrugsdanmark, der er ved at kamme over i samtalekøkkener og designermøbler.

Men er vi virkelig mere frigjorte nu? Har vi revolutioneret det samfund, der undertrykker os, ved at lefle for store kommercielle foretagender som KLM Airlines og Moët et Chandon?

Pridens formål er at gennemføre kulturarrangementer for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle. Javel, men tilsyneladende kun for de af slagsen, der tjener over 500.000 om året og drømmer om at leve i samfundsvelsignede enheder under Familie- og forbrugsministeriet.

Homofobi er ikke noget, muslimerne har opfundet

Kirken er ikke vores allierede i kampen for frigørelse. Derfor mener vi, at det er absurd at afslutte Priden med en gudstjeneste.

Vi ved godt, at Pride-arrangørerne næppe ser en gudstjeneste som et politisk statement – men det gør vi! Den er et signal om, hvilken trosretning homoseksuelle forventes at tilhøre. Men vi vil ikke tages som gidsler i et kristent korstog.

I ØQ mener vi ikke, at vi vinder noget ved at alliere os med fjenden på bekostning af andre undertrykte grupper, som det for eksempel kommer til udtryk, når der sættes lighedstegn mellem muslimer og hate crimes.

En sådan sammenkobling har været fremherskende gennem de seneste års Pride arrangementer og er blevet understreget af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), der hvert år uddeler de meget omtalte homo-priser under Priden.

Priserne er de seneste år regnet ned over højreorienterede politikere. En linie der i år fortsættes med at tildele årets laks til Jens Rohde fra Venstre.

I ØQ tager vi skarpt afstand fra at hylde politikere, der med den ene hånd allernådigst skænker homoseksuelle rettigheder til at opføre sig ligesom heteroseksuelle, mens de med den anden fører en benhård fremmedfjendsk politik.

Had til det, der skiller sig ud, er indbygget i den normative logik, som også det danske samfund er indrettet efter, og for os er ligestilling intet bevendt, hvis det vindes på bekostning af en fortsat marginalisering af fx etniske minoriteter.

Ingen undertrykkelse kan forstås isoleret – kampene er forbundet!

ØQ har valgt at takke nej til Copenhagen Prides »room for diversity«, fordi mangfoldigheden klinger hult.

Pridens formand udtrykker, at Priden i år blandt andet skal fejre, at det er 25 år siden, homoseksualitet blev slettet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste, og »at vi alle blev raske med et pennestrøg«.

En sådan udtalelse er jo både udtryk for den normaliseringstrang, der ligger under hele arrangementet, men også en decideret fortielse af de mange transseksuelle, der uanset begærsretning i øvrigt fortsat må leve med et officielt sygdomsstempel i nakken. Hvis Priden virkelig ønskede at kæmpe for mangfoldighed, er der jo nok af steder at tage fat!

Derfor går Enhedslistens Queerudvalg ikke med i Priden!

Copenhagen Pride er et kommercielt og politisk projekt, som accepterer grundpræmisserne for undertrykkelse. Nemlig et samfund, der er bygget op omkring social og økonomisk ulighed og forestillinger om Norm og Afvigelse.

Fordi Priden konsekvent nægter at vedkende sig sin politiske rolle og fastholde ideen om, at denne dag blot er en festdag, bliver Priden til den begivenhed, hvor hele familien Danmark kan fejre sin normalitet.

I ØQ ønsker vi ikke, at bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle skal inkluderes som ”lige så normale”. Vi ønsker at gøre op med selve det system, der privilegerer nogle på bekostning af andre. Hvad enten undertrykkelse hænges op på forestillinger om nationalitet, køn, etnicitet, seksualitet eller religion, så skal den bekæmpes.

Vi mener, at kampene mod forskellige former for undertrykkelse er forbundet. Økonomisk ulighed, racisme, diskrimination på baggrund af køn og seksualitet – det er alt sammen udtryk for, at der er noget fundamentalt forkert ved måden, vores samfund er indrettet på.

Derfor går ØQ til politik som socialister med et fælles queer-perspektiv – ikke ud fra fælles identitet, som for eksempel homoseksuelle. Homo, bi eller trans – det er mærkater, som den heteroseksuelle norm trækker ned over hovedet på os.

Normen har brug for afvigelsen for at bevare sin privilegerede position. Derfor kan vi godt glemme alt om at blive »ligestille«” i det her samfund.

Vi vinder aldrig, hvis vi spiller på magtens præmisser!

Kommentaren er tidligere bragt på Enhedslistens hjemmeside som en pressemeddelelse

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce