Det seje træk i Libanon

Gilbert Achcar er vokset op i Libanon og underviser i dag i samfundsvidenskab på Paris Universitet-VIII. Han har bl.a. skrevet bogen The Clash of Barbarisms. The Making of a New World Disorder. Han er medlem af 4. Internationale.

Har den libanesiske venstrefløj været i stand til at spille nogen rolle i at give den nationale bølge af vrede og trods politisk form? Eller er de marginaliserede?

Det libanesiske kommunistparti (LCP) er en skygge af, hvad det var i 70’erne og 80’erne. Dengang var det af de vigtigste kommunistpartier i den arabiske verden, set i forhold til landets størrelse, og det var en af de store aktører i borgerkrigen fra 1975-1990.

LCP var de første til i 1982 at angribe den israelske besættelsesmagt efter invasion. Det blev gjort i »den nationale modstands« navn.

Først senere kom den »islamiske modstand« og Hizbollah på banen. Hizbollah forholdt sig til LCP som rivaler, eftersom sidstnævntes sociale base fandtes blandt shiiterne og i det sydlige Libanon, hvilket vil sige blandt Hizbollahs målgruppe. Hizbollah opbyggede delvist sig selv ved at vinde deres kamp mod LCP om denne base.

I den kamp blev de hjulpet meget af den iranske støtte og af det faktum, at de var en del af den dominerende ideologiske trend i regionen, som siden 1970’erne var islamisk fundamentalisme.

Omvendt manglede LCP politisk pondus og var dybt berørt af den begyndende krise i Sovjetunionen.

I 1990’erne gik LCP ind i en dyb krise med splittelser og fragmenteringer. Det, som består, er ikke komplet usynligt, men heller ikke længere i en position, hvor de spiller nogen væsentlig rolle – uheldigvis, eftersom det er den største venstrefløjsgruppering i landet.

Libanon er altså ikke nogen undtagelse fra den generelle regel i området: De nationalistiske kræfters og venstrefløjens fallit har skabt et vakuum, som er blevet fyldt af islamiske fundamentalister.

Perspektiver i Hizbollah

En del af den britiske venstrefløj ville formentlig gerne sprede den idé, at Hizbollah kan udvikle sig mod venstre. Er det en fantasi?

Grundlæggende, ja. Selv en primitiv gruppe som Muqtada al Sadrs organisation i Irak er mere socialt truende for borgerskabet end Hizbollah. Sidstnævnte er selvfølgelig radikal i sin opposition til Israel, sådan som det sædvanligvis er med islamiske fundamentalistiske kræfter, knyttet til Iran.

Men i Libanesisk politik er Hizbollah fuldt integreret i systemet. De har to ministre i regeringen som er domineret af Hariri-anførte amerikanske klienter, og de allierer sig med ganske reaktionære personer.

Det er sandt, at de organiserer socialt hjælpearbejde, men kun af samme slags som kirker og velgørenhedsgruppers – de repræsenterer ingen social trussel overhovedet mod den borgerlige sociale orden. Der er ikke engang potentiale for dette, givet Hizbollahs ideologi, deres struktur og deres tætte bånd til Iran og Syrien.

Iran, Hizbollahs mønstermodel, er utroligt borgerligt i sin sociale struktur. Uanset hvad den populistisk skvaldrende Ahmadinejad [den iranske præsident, red.] måtte have luftet af ideer sidste år under hans præsidentvalgskampagne mod kapitalisten Rafsanjani, så bliver dette ikke omsat til nogen som helst konkrete sociale fremskridt.

I den forstand er Chavez’ Venezuela en meget mere progressiv stat: Iran er ikke en muslimsk pendant til Venezuela. Sådanne pendanter eksisterede i mellemøsten i 1960’erne, men det er med deres nederlag, at de islamiske fundamentalister har været i stand til at gro.

Arabisk venstrefløj

Hvad er udsigterne for at opbygge en ny arabisk socialistisk venstrefløj? Hvad kan socialister og anti-imperialister gøre?

I den arabiske verden i dag er pladsen til at opbygge en socialistisk venstrefløj ret marginal. Venstrefløjen er ideologisk marginaliseret. Ikke desto mindre bør der være en permanent indsats for at genopbygge en socialistisk venstrefløj, og det kan ikke gøres ved at følge i halen på islamisk fundamentalisme.

Venstrefløjs-aktivister skal ikke lade fundamentalisterne alene optage terrænet om at kæmpe mod imperialismen og den zionistiske stat, sådan som nogle grupper har tendens til at gøre, men det er klart, at venstrefløjen ikke vil kunne måle sig med de religiøse kræfter på dette område lige foreløbigt.

På mange andre områder er fundamentalisterne til gengæld ikke vores konkurrenter – hvis de da ikke ligefrem er vores fjender: I kampen for arbejdere og bønders rettigheder og interesser, de arbejdsløses rettigheder, kvinders rettigheder, i kampen mod seksuel undertrykkelse, for sekularisme, tankefrihed og frihed fra religiøs styring af det sociale liv osv.

Omkring disse emner bør venstrefløjen intenst opbygge kampagner – men hvis ikke vi hurtigt skal blive demoraliseret, må det gøres uden forventningen om et gennembrud i den nære fremtid.

Opbygningen af en ny socialistisk venstrefløj i den arabiske region kan hjælpes på vej af den internationale venstrefløj. Selvom Latinamerika er ret langt væk er venstredrejningen inspirerende.

Men hovedindflydelsen på udviklingen af en socialistisk kraft i Mellemøsten vil komme fra Europa, hvor der en betydelig socialistisk venstrefløj.

Antikrigsbevægelsen i de vestlige lande har spillet en meget væsentlig rolle i at forklare den arabiske offentlighed, at dette ikke er et civilisationernes eller religionernes sammenstød, men en imperialistisk krigsdrift, som tjener kapitalistiske interesser og som sådan bliver modgået af sociale bevægelser i vesten.

De sociale bevægelsers fremskridt i Europa kan kun have positiv indflydelse i Mellemøsten. Derfor er det også afgørende, at den europæiske socialistiske venstrefløj står forrest i kampen mod islamofobi, for således at underminere den islamistiske propaganda, som bliver næret af den selv samme islamofobi.«

Artiklen er en del af et længere tema om Libanon, som bringes i septembernummeret af tidsskriftet Socialistisk Information, der udgives af Socialistisk Arbejderparti .

Artiklen er forkortet af Nicolai Bentsen og oversat af Christina Celeste Nielsen efter artiklen »Twin Battles«. Den kan læses i sin fulde længde på hjemmesiden for tidsskriftet International Viewpoint

Besøg Kontradoxas debatforum