»Hvis du vil fornærme mig, må du finde et andet ord end <i>indianer</i>«

Der er valg i Ecuador søndag den 15. oktober: De tre seneste folkevalgte præsidenter i Ecuador er blevet væltet – hver gang med indianerne i hovedrollen. Men nu har den indianske bevægelse fået dens egen præsidentkandidat. Ecuador bliver aldrig roligt, hvis ikke koloni-mentaliteten i landet ophører, siger han.

En oplevelse som for alvor formede indianerlederen Luis Macas skete, da han en gang i halvfjerdserne som ung studerende gik gennem byen Cuenca i Ecuador på vej til universitetet, klædt i indiansk poncho og filthat og med det længe hår i en fletning i nakken.

Macas blev anråbt af en hvid hacienda-ejer, der bad ham læsse sine kornsække af fra en lastvogn. Luis Macas aflæssede sækkene, fordi – fortæller han – manden nok var syg, siden han havde brug for hjælp.

Men da manden stak Macas et par mønter, der dårligt nok kunne dække et billigt middagsmåltid, som betaling, forstod han, at manden havde stoppet Macas, fordi han var indianer og dermed billig arbejdskraft.

»Fra det øjeblik gik det op for mig: Er det virkelig det eneste, vi indianere er til for? At læsse sække? At slæbe for andre?« fortæller Macas, der stadig er klædt som dengang, men nu sidder på et kontor ved det Videnskabelige Institut for Indianske Kulturer, hvor han er leder.

Selvom han er en af de eneste indianere i landet med akademisk doktorgrad, er han personificeringen af indianeres kamp for anerkendelse.

»Folk her i landet har stadig en koloni-tankegang, som hacienda-ejeren jeg mødte dengang. Vi bliver nødt til at ændre den.«

Macas lytter tålmodigt og fortæller roligt om sit liv, der til tider overgår en sentimental Hollywood-film, og om sine radikale forslag til at »total forandring« af Ecuador.

Det er et land, hvor de sidste tre valgte præsidenter er blevet væltet af overvejende indianske demonstranter, et land med en udlandsgæld på 17 milliarder dollars, et land som en halv million mennesker har forladt de seneste seks år for at søge lykken andre steder.

Og et land, der med cirka 25 procent indianere, ifølge Macas stadig er dybt racistisk.

»Indianerne i vores land er stadig dybt marginaliserede. Tag for eksempel dette valg: Ja, vores grundlov siger at alle kan stille op som kandidater. Men hvad er indianernes reelle muligheder, når der aldrig har været et uddannelsessystem i de indianske landsbyer? Når vi aldrig har haft grundlæggende faciliteter som vand, elektricitet og lys? Det er en form for social eksklusion.«

Macas blev født i en af disse indianske landsbyer i det bakkede, sydlige Ecuador i 1951. Hans forældre, selv analafabeter, forstod vigtigheden af uddannelse, også selvom det betød, at Macas skulle gå fem kilometer til og fra skole hver dag, barfodet, for at blive hevet i sin fletning og trampet på tæerne af de ikke-indianske elever.

Men han blev ved og blev student, hvilket var uhørt for en indianer.

Han brugte sin læsefærdigheder på at rejse rundt i landet og undervise indianere i katekismus. Det blev begyndelsen på Macas’ kontakt til indianere over hele Ecuador.

Et lykkedes Macas at få et stipendie til et katolske universitet i lingvistik og antropologi. Her blev han den første indianer, der tog en doktorgrad i Ecuador,. Og det til trods for at enkelte undervisere på universitetet nægtede at undervise ham på grund af hans indianske beklædning.

»Jeg har oplevet utallige gange, at folk har sagt indio til mig, som en nedladende bemærkning,« fortæller Macas. »Men jeg sagde altid tilbage: Ja, jeg er indianer, og jeg er stolt af det. Hvis du vil fornærme mig, må du finde et andet ord.«

Ved siden af studierne begyndte Macas at involvere sig i den spirende indianske bevægelse.

Først som kasserer, da han var en af de få, der kunne læse og skrive, senere var han med til at stifte CONAIE, sammenslutningen af indianske nationaliteter i Ecuador, der har været forbillede for indianske organisationer kontinentet over.

I 1990 viste de deres magt for første gang.

I en nøje planlagt aktion stoppede tusindvis af indianere landet over op med at arbejde. De blokerede veje og vandrede samlet mod Quito, hvor de belejrede byen. De ville tvinge regeringen til at anerkende deres rettigheder.

På få dage forvandlede Ecuador sig fra et land uden indianere, til et land hvor indianerne var synlige og magtfulde.

Op gennem 1990’erne viste indianerne i stigende grad, at de var en vigtig politisk faktor i landet. De fik territorier, de fik anerkendt deres kollektive rettigheder og de væltede præsidenter. Hver gang med Luis Macas i en hovedrolle.

I 1996 dannede CONAIE en politiske arm, Pachakutik, som har givet dem parlamentsmedlemmer, borgmeste og kommunalmedlemmer landet over – og nu en præsidentkandidat. En kandidat, der kommer direkte fra den indianske bevægelse, og ikke som hans ven i Bolivia, den indianske præsident Evo Morales, som blev politisk trænet fagbevægelsen.

Men ligesom hans vælgere, er det en prædidenkandidat uden penge.

Luis Macas’ kampagne er baseret på det indianske fænomen minga, fællesarbejde.

Kampagnebilen er lånt af en ven, maden til valgmøderne er et sammenskudsgilde, og modsat de andre kandidater, der smider t-shirt, flag og klistermærker efter vælgerne, beder Macas sine fattige vælgere om et bidrag til sin kampagne.

Men selv minga’en kan svigte. Da Macas var på kampagnetur til en lille by udenfor hovedstaden Quito, blev kampagnelederen pludselig ringet op på mobilen: Mødet var aflyst. Der var alligevel ingen fra Macas’ parti Pachakutik, der havde arrangeret det.

Macas bandede for sig selv og stemningen faldt. Folk i bilen vidste godt hvorfor mødet ikke blev til noget. Pachakutik består ikke kun af indianere, men er en sammenslutning af arbejder-, bonde-, kvinde-bevægelser, og de er splittede.

Dele af Pachakutik ser helst at de havde gået i alliance med venstrefløjshåbet Rafael Correa, der havde tilbudt Macas vice-præsidentposten. Eks-finansministeren Rafael Correa er med sin nationalistiske og anti-kapitalistiske retorik blevet kaldt Ecuadors svar på Venezuelas Hugo Chavez og Bolivias Evo Morales.

Han fører i meningsmålingerne, men tre uger før valget er det alligevel den blanke stemme, flest folk foretrækker.

Indianerne – der er rygradden i Pachakutik – sagde nej til Correa. Sidst de gik i alliance med en præsidentkandidat, i 2002, endte det i en katastrofe.

Pachakutik støttede den tidligere kup-mager Lucio Gutierrez, som i sin kampagne kastede om sig med løfter om nationalisering af olie og opgør med Washingtons nyliberale politik, men efter han blev valgt takket være de indianske stemmer og udnævnte Luis Macas til landbrugsminister som tak, tog han til straks til Washington og indgik nye aftaler med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, samtidig med at han systematisk begyndte at splitte den indianske bevægelse.

Pachakutik trak sig ud af regeringen efter kun tre måneder, og Gutierrez blev senere væltet af indbyggerne i Quito, der konsekvent kaldte ham for »Klovnen«.

Det var indianerne, der havde bragt Klovnen til magten, så al den troværdighed og sammenhold, CONAIE havde opbygget gennem næsten tyve år faldt på gulvet. Det tog næsten livet af bevægelsen, og den var stort set afskrevet som en social magtfaktor i Ecuador.

Indtil marts i år.

Da tog indianerne igen Ecuador med bukserne nede og paralyserede landet i to ugers intense demonstrationer mod en planlagt frihandelsaftale for landbrugsprodukter med USA. En aftale som indianerne kaldte en trussel mod deres liv og kultur.

Den indianske bevægelse beviste endnu engang, at man ikke kan tage vidtrækkende politiske beslutninger, der berører indianerne, uden at have deres velsignelse. Frihandelsaftalen, som for tiden er lagt på is, er en af valgets vigtigste temaer.

Med deres genvundne magt kunne indianerne, i alliance med Rafael Correa, vinde valget 15. oktober, siger analytikere i Ecuador.

Correa deler mange af indianeres venstreorienterede kernesager. Alene har Pachakutik og Macas kun et par procent stemmer, og de risikerer at skrive deres politiske dødsattest, hvis selv ikke indianerne stemmer på dem.

Men nej. Luis Macas ryster træt på hovedet på spørgsmålet om, hvorfor han dog ikke vil være vice-præsident.

»Vi er ikke med i dette valg for at vinde. Denne gang stiller vi op for at konstruere et politisk projekt med vores egne hænder, ved at bruge vores egne hoveder. Vi vandt med Gutierrez og hvad fik vi ud af det? Vi kender ikke denne Correa, han har aldrig kæmpet ved vores side i gaderne.«

Det politiske projekt, som Luis Macas og den indianske bevægelse er ved at konstruere, er en radikal restruktuering af staten Ecuador.

Indianerne kræver en ny grundlov, der opretter en fler-national stat. En stat hvor Ecuadors tretten indianske nationaliteter organisere sig i overensstemmelse med deres traditioner, hvor de kan tale deres eget sprog i skolerne, hvor de kan leve deres kultur.

»Vi vil skabe en stat, der dækker alle, der reflekterer den kulturelle virkelighed i landet. Det, vi har nu, er en kolonialistisk stat, en ekskluderende stat, der siger at kultur er dit og det officielle sprog er dat.«

Projektet er en reaktion på det, Luis Macas kalder en global krise. Den viser sig i fraværet i selverkendelse, menneskelige værdier og fællesskab, siger Macas.

Han har set krisen opstå i takt med globaliseringen af økonomien, som har bragt lande som Ecuador ud i dyb krise og fået tusindvis af indianere til at flytte fra deres lokalsamfund til byerne i søgen efter arbejde.

»Denne økonomi og nyliberale ideologi vil gøre det af med alle identiteter. Jeg ser det som en pest,« siger Luis Macas.

»For når man ikke længere har muligheden for at gøre som man altid har gjort, at blive der, hvor man kommer fra, når fattigdom tvinger en til at rejse væk for at overleve – så fører det til opløsning af familien, af fællesskabet. Det gør en til et andet menneske. Man er ikke længere en del af det fællesskab, man var før. Man skal klæde sig anderledes, man skal spise andre ting, man skal opføre sig anderledes. Vi er tydeligvis i stor fare i disse tider.«

Indianerne i Ecuador står indtil videre ret alene med deres krav om en fler-national stat. Alle kandidater taler om politisk reform, om at gøre op med korruption, og mange taler om at skrive en ny grundlov. Men ingen støtter op omkring en fler-national stat.

»Alle i Ecuador siger, at de vil have sammenhold i landet,« siger Macas . »Men hvordan? Ved at tvinge alle til den samme levevis? Det tror jeg ikke...«

Rune Geertsen er journalist for udviklingsorganisationen IBIS i Sydamerika.

Besøg Kontradoxas debatforum