Vision: Retfærdighedens globale vilkår

Introduktion

Den amerikanske filosof og feminist Nancy Fraser er sammen med den tyske filosof Axel Honneth bannerfører for den såkaldte "anerkendelsesretning" inden for de seneste årtiers kritiske samfundsteori. Fraser og Honneth deler et ønske om at finde et nyt grundlag for en kritisk, normativ tænkning. Men hvor Honneth fokuserer på begrebet anerkendelse som retfærdighedens målestok, insisterer Fraser på at skelne mellem kulturel anerkendelse og økonomisk omfordeling. I denne artikel peger hun imidlertid på endnu en dimension af retfærdigheden: Spørgsmålet om politisk repræsentation.

Det er Frasers argument, at spørgsmål om omfordeling og anerkendelse ændrer karakter, i takt med at nationalstaten som politisk og økonomisk ramme udfordres af globale forandringsprocesser. Globaliseringsprocesserne betyder, at endnu en retfærdighedsdimension, spørgsmålet om politisk repræsentation, bliver synlig. I en "globaliserende verden" er særdeles mange mennesker afskåret fra at deltage i beslutningsprocesser om spørgsmål, som har de største konsekvenser for deres livsbetingelser. Retfærdighed må derfor indebære global, politisk repræsentation. Ved at problematisere hvem, der bør kunne deltage i demokratiske beslutningsprocesser, og hvordan demokratiske procedurer kan evalueres, sætter Fraser fokus på afgørende vilkår for at kunne tale om retfærdighed i dag.

Vi håber, at artiklen kan kvalificere diskussioner om det, der ofte er såvel start- som slutpunkt for en progressiv politik: Spørgsmålet om global retfærdighed.

Visioner på Kontradoxa

Artiklen er en del af Kontradoxas nye artikelserie, der stiller skarpt på progressive visioner for fremtidens samfund i en global tidsalder. Seriens artikler adskiller sig i omfang og tilgængelighed fra, hvad vi normalt udsætter Kontradoxas læsere for.

Kontradoxa-redaktionen.

Den måde, vi diskuterer retfærdighed på, forandres med globaliseringen.[1] For ikke så længe siden, i socialdemokratismens storhedstid, forudsatte enhver diskussion om retfærdighed det, jeg vil kalde en ’keynesiansk-westfalsk ramme’. Diskussioner om retfærdighed udspilledes typisk indenfor den moderne territorialstat, og det forudsattes, at de angik forholdet mellem medborgere, at de ville blive debatteret indenfor nationale offentligheder, og at krav skulle gennemføres af nationalstater. Dette gjorde sig gældende for to af de største kategorier af retfærdighedskrav - krav om socioøkonomisk omfordeling og krav om juridisk eller kulturel anerkendelse. På den tid, da Bretton-Woods-systemet gjorde den keynesianske styring af økonomien let på det nationale niveau, blev krav om omfordeling ofte rettet imod økonomiske uligheder indenfor territorialstaten. Det var den nationale offentlighed, der blev appelleret til for at opnå en lige del af kagen, og det var nationalstaten, der skulle intervenere i den nationale økonomi. I en æra, hvor den westfalske forestilling stadig gjorde sig gældende, hvor man skelnede skarpt mellem ’indenlandsk’ og ’internationalt’ rum, blev krav på anerkendelse ligeledes generelt rettet imod interne statushierarkier. De, der stillede krav om anerkendelse, pressede nationale regeringer ved at appellere til den nationale samvittighed og fik på den måde forbudt diskrimination og gjort plads til forskelligheder blandt medborgere. I begge tilfælde blev den keynesiansk-westfalske ramme taget for givet. Hvad enten det drejede sig om omfordeling eller anerkendelse, klasseforskelle eller statushierarkier, sagde det sig selv, at den enhed, hvori retfærdigheden skulle varetages, var den moderne territorialstat.[2]

Der var selvfølgelig altid undtagelser. Hungersnød og folkemord satte indimellem fart på den offentlige meningsudveksling henover grænserne. Og kosmopolitter og antiimperialister forsøgte at udbrede globalistiske synspunkter.[3] Men dette var undtagelser, der bekræftede reglen. Henvist til ’det internationales’ sfære blev de underordnet en problematik, der primært var fokuseret på sikkerhed i modsætning til retfærdighed. Følgen blev, at den keynesiansk-westfalske ramme blev bestyrket frem for udfordret. Retfærdighedsdiskussionen i denne udformning bestod uudfordret fra 2. Verdenskrig og frem til 1970’erne.

Selvom det ikke blev bemærket på det tidspunkt, så blev denne udformning årsag til, at diskussionen om social retfærdighed fik en særegen form. Med nationalstaten som given ramme og dens borgere som de relevante subjekter gik diskussionen på, præcist hvad borgerne skyldte hinanden. I nogens øjne var det nok, at borgerne blev lige for loven, for andre var det vigtigt også at få lige muligheder, og for andre igen betød retfærdighed, at alle borgere skulle have adgang til de ressourcer og den respekt, de havde brug for, med henblik på at blive i stand til at deltage på lige fod med andre som medlemmer i det politiske samfund. Med andre ord fokuserede argumenterne på, hvad præcist der skulle tælle som en retfærdig udformning af de sociale relationer i et samfund. Deltagerne var så optaget af at diskutere ’hvad’ der var retfærdigt, at de åbenbart ikke følte behov for at tage ’hvem’ op. Med den keynesiansk-westfalske ramme sikkert på plads var det ikke nødvendigt at påpege, at ’hvem’ var de nationale medborgere.

I dag er denne ramme imidlertid ved at miste sin aura af selvfølgelighed. Takket være en højere opmærksomhed omkring globalisering og takket være den geopolitisk ustabile situation siden afslutningen af Den Kolde Krig, bemærker mange, at de sociale processer, der formgiver deres liv, rutinemæssigt når ud over de nationale grænser. De iagttager for eksempel, at en beslutning vedtaget i én territorialstat ofte har indflydelse på dem, der bor udenfor denne stat, ligesom transnationale selskabers handlinger, internationale valutaspekulanter og store institutionelle investorer udøver en indflydelse. Mange iagttager også, at de overnationale og internationale organisationer, både NGO’er og regeringsbaserede organisationer, har en fremtrædende karakter ligesom de transnationale offentligheder, der gennem globale massemedier og cyberteknologi flyder med den største ligegyldighed overfor grænser. Resultatet er en ny sårbarhedsfølelse overfor transnationale kræfter. Stillet overfor den globale opvarmning, spredningen af AIDS, international terrorisme og supermagts-unilateralisme tror mange, at deres mulighed for at leve gode liv afhænger mindst lige så meget af processer, der gennemskærer territorialstaternes grænser, som af dem, der ligger indenfor dem.

Under disse betingelser er den keynesiansk-vestfalske ramme ikke længere en selvfølgelighed. For mange er det holdt op med at være umiddelbart indlysende, at den moderne territorialstat er den rigtige enhed til at tænke spørgsmål vedrørende retfærdighed indenfor, og at medborgerne i disse stater er det relevante subjekt, man må henvise til. Følgen må blive, at vi må destabilisere den politiske struktur, vi hidtil har brugt til at opstille krav - og derfor forandre den måde, vi diskuterer social retfærdighed på.

Dette gælder for begge kategorier af retfærdighedskrav. I verden af i dag overskrider omfordelingskrav ofte antagelsen om den nationale økonomi. Med udsigt til transnational produktion, job-outsourcing og det deraf følgende pres for at mødes om laveste fællesnævner (også kaldet the race-to-the-bottom) søger de tidligere nationalt baserede fagforbund efter udenlandske allierede. I mellemtiden kæder fattige bønder og oprindelige folk, inspireret af zapatisterne, deres kamp mod despotiske lokale og nationale ledere sammen med kritik af transnationale virksomheders griskhed og global nyliberalisme. Og endelig tager modstandere af WTO sigte mod den nye økonomis styringsstrukturer (governance), der i høj grad har styrket sine virksomheders og investorers muligheder for at undslippe territorialstaternes forskrifter og magt til at beskatte.

På samme måde søger anerkendelsesbevægelser i højere og højere grad udover territorialstaten. Under paraply-sloganet ’kvinderettigheder er menneskerettigheder’ kæder feminister i hele verden for eksempel kampe mod lokale patriarkalske praksiser sammen med kampagner for en reformering af international lovgivning. Samtidig omdanner religiøse og etniske minoriteter, der bliver diskrimineret indenfor territorialstaterne, sig til diasporaer og opbygger transnationale offentligheder, som de kan mobilisere internationale anskuelser fra. Endelig forsøger transnationale koalitioner af menneskerettighedsaktivister at opbygge nye kosmopolitiske institutioner såsom den internationale straffedomstol, der kan straffe statslige krænkelser af menneskelig værdighed.

I sådanne tilfælde får retfærdighedsdiskussioner den keynesiansk-westfalske ramme til at eksplodere. De er ikke længere alene rettet imod nationalstaten og bliver ikke alene diskuteret indenfor den nationale offentlighed, og kravstillere fokuserer ikke længere alene på relationen mellem et lands medborgere. Diskussionens grammatik er altså forandret. Hvad enten stridspunktet står omkring omfordeling eller anerkendelse, så forandres diskussioner, der tidligere kun drejede sig om hvad et samfunds medlemmer skyldte hinanden, hurtigt til diskussioner om hvem der kan regnes for medlemmer, og hvad det relevante samfund er. Ikke blot ’hvad’, men også ’hvem’ er sat til diskussion.

Med andre ord er diskussioner om retfærdighed i dag dobbelte. På den ene side drejer de sig, ligesom før, om førsteordens spørgsmål vedrørende indhold. Hvor stor økonomisk ulighed tillader retfærdigheden, hvor stor en omfordeling er nødvendig, og ifølge hvilket princip for fordelingsmæssig retfærdighed? Hvad konstituerer lige respekt, hvilke slags forskelligheder skal anerkendes af offentligheden og hvordan? Men over og udover sådanne førsteordens spørgsmål, drejer retfærdighedsdiskussioner sig i dag også om andenordens spørgsmål på metaniveau. Hvad er den rigtige ramme til at diskutere førsteordens retfærdighedsspørgsmål? Hvem er de relevante personer, der har krav på retfærdig distribution eller gensidig anerkendelse i en given sag? Det er altså ikke blot indholdet af retfærdighed, men også rammen, der står til diskussion. Det er en stor udfordring for vores teorier om social retfærdighed. Teorierne har hidtil været optaget af førsteordensproblemer omkring omfordeling og/eller anerkendelse, og de har hidtil ikke kunnet udvikle begrebsmæssige redskaber til at reflektere over rammens metaproblemer. Som sagerne står, er det altså på ingen måde klart, om de er i stand til at håndtere dobbeltheden i retfærdigheden i en mere og mere globaliseret tidsalder.[4]

I denne artikel vil jeg komme med et forslag til en strategi for, hvordan rammeproblemet kan tænkes. Først vil jeg argumentere for, at retfærdighedsteorier må være tredimensionale, hvor den politiske dimension, repræsentation, inkorporeres sammen med den økonomiske dimension, fordeling, og den kulturelle dimension, anerkendelse. Jeg vil også argumentere for, at repræsentationens politiske dimension i sig selv må forstås som værende tredimensional. Disse to argumenter vil tilsammen gøre et tredje spørgsmål tydeligt: Udover spørgsmål om ’hvad’ og ’hvem’ er der det spørgsmål, som jeg vil kalde ’hvordan’-spørgsmålet. Dette spørgsmål indvarsler på sin side et paradigmeskifte: Det, som den keynesiansk-westfalske ramme regner for en teori om social retfærdighed, bliver her en teori om en postwestfalsk, demokratisk retfærdighed.

Det politiskes særegenhed

Lad mig starte med at forklare, hvad jeg mener med retfærdighed generelt og med dens politiske dimension i særdeleshed. I min optik er lige muligheder for at deltage den mest generelle betydning af retfærdighed. Ifølge denne radikalt-demokratiske opfattelse af princippet om lige moralsk værdi fordrer retfærdighed sociale arrangementer, der tillader alle at deltage på lige fod i det sociale liv. At overvinde uretfærdighed betyder at afmontere institutionaliserede barrierer, der forhindrer nogen mennesker i at deltage som fuldgyldige partnere i sociale interaktioner på lige fod med andre. Jeg har tidligere analyseret to forskellige forhindringer for deltagelseslighed, hvilket svarer til to forskellige former for uretfærdighed. På den ene side kan folk være forhindret i lige deltagelse af økonomiske strukturer, der nægter dem de ressourcer, de behøver for at kunne interagere på lige fod med andre; i det tilfælde lider de under distributiv uretfærdighed eller ulige fordeling. På den anden side kan folk også blive forhindret i at deltage på lige vis på grund af institutionaliserede hierarkier af kulturelle værdier, der nægter dem den fornødne anseelse; i det tilfælde lider de under statusuligheder eller manglende anerkendelse.[5] I det første tilfælde er problemet samfundets klassestruktur, som svarer til retfærdighedens økonomiske dimension. I det andet tilfælde er problemet statusordenen, som svarer til retfærdighedens kulturelle dimension. I moderne, kapitalistiske samfund spejler klassestrukturen og statusordenen sig ikke entydigt i hinanden, selvom de interagerer tilfældigt. Hver af dem har snarere en vis autonomi overfor den anden. Som et resultat kan manglende anerkendelse ikke reduceres til at være en afledt effekt af ulige fordeling, som nogle økonomiske teoretikere om distributiv retfærdighed synes at mene. Omvendt kan ulige fordeling heller ikke reduceres til at være et afledt udtryk for manglende anerkendelse, som nogle kulturelle teorier om anerkendelse har det med at formode. Hverken anerkendelsesteori eller fordelingsteori alene kan således tilvejebringe en fyldestgørende forståelse af retfærdighed i et kapitalistisk samfund. Kun en todimensional teori, der indeholder både fordeling og anerkendelse, kan tilvejebringe de nødvendige social-teoretisk komplekse trin og moralfilosofiske indsigter.[6]

I det mindste er det denne forståelse af retfærdighed, som jeg hidtil har stået for. Og den todimensionale forståelse af retfærdighed forekommer mig stadig rigtig, så langt som den rækker. Men jeg mener nu, at den ikke rækker vidt nok. Fordeling og anerkendelse kunne tilsyneladende kun alene være konstituerende for retfærdighed så længe den keynesiansk-westfalske ramme blev taget for givet. Så snart rammespørgsmålet bliver en diskussion, bliver resultatet, at en tredje dimension af retfærdighed, som blev forsømt i mit tidligere arbejde, såvel som i mange andre filosoffers, bliver synlig. [7]

Den tredje dimension af retfærdighed er den politiske. Fordeling og anerkendelse er selvfølgelig i sig selv politiske i den forstand, at de diskuteres og er magt-ladede; og de er almindeligvis blevet betragtet som statens ansvar. Men jeg mener politisk i en mere specifik, konstituerende betydning, som angår statens jurisdiktion og ud fra hvilke regler den strukturerer diskussion. I denne betydning leverer det politiske den scene, hvorpå kampe om fordeling og anerkendelse foregår. Dén politiske dimension, der etablerer kriterier for sociale tilhørsforhold, og dermed hvem der tæller med som medlemmer, angiver de andre dimensioners udstrækning: Den fortæller os, hvem der er inkluderet i, og hvem der er ekskluderet fra den gruppe, der har ret til en retfærdig fordeling og gensidig anerkendelse. Etableringen af regler for beslutninger betyder, at den politiske dimension på samme tid angiver procedurerne for iscenesættelsen og for løsninger af diskussioner i både den økonomiske og den kulturelle dimension: Den fortæller os ikke blot, hvem der kan gøre krav på omfordeling og anerkendelse, men også hvordan krav skal sættes til debat og bedømmes.

Den politiske retfærdighedsdimension, der er centreret omkring medlemskabsspørgsmål og procedurer, drejer sig først og fremmest om repræsentation. På et niveau - som hører til grænsedragningsaspektet af det politiske - er repræsentation et spørgsmål om socialt tilhørsforhold. Hvad der er på spil her, er inklusion i eller eksklusion fra det fællesskab, der kan stille retfærdighedskrav til hinanden. På et andet niveau - som hører til regelfastsættelsesniveauet - er repræsentation et spørgsmål om de procedurer, der strukturer den offentlige diskussion. Hvad der er på spil her, er de begreber, som de, der er inkluderet i det politiske fællesskab, bruger til at italesætte deres krav, og hvormed de bedømmer deres stridigheder. [8] På begge niveauer kan spørgsmålet om, hvorvidt repræsentationens relationer er retfærdige, rejses. Man kan spørge: Ekskluderer det politiske fællesskabs grænser fejlagtigt nogle, som faktisk har ret til repræsentation? Tildeler fællesskabets regelbestemmelse lighed i offentlige deliberationer til alle medlemmer og fair repræsentation i offentlig beslutningstagning? Sådanne repræsentationsproblemer er særegent politiske. Begrebsmæssigt forskellige fra både økonomiske og kulturelle spørgsmål som de er, kan de ikke reduceres til det sidste, selvom de, som vi skal se, er uløseligt vævet sammen hermed.

At sige, at det politiske er en begrebsmæssigt forskellig retfærdighedsdimension, der ikke kan reduceres til det økonomiske eller det kulturelle, er også at sige, at det kan give anledning til en begrebsmæssigt forskellig afart af uretfærdighed. Når udgangspunktet er en opfattelse af retfærdighed som deltagelseslighed betyder dette, at der kan være særskilt politiske hindringer for lighed, der ikke kan koges ind til ulige fordeling eller manglende anerkendelse, selvom de (igen) er vævet ind i dem. Sådanne hindringer udspringer af samfundets politiske indretning, til forskel fra klassestrukturen eller statusordenen. Da de har udspring i en specifik politisk tradition for social inddeling, kan de kun forstås fyldestgørende igennem en teori, der begrebsliggør repræsentation sammen med omfordeling og anerkendelse som en af retfærdighedens fundamentale dimensioner.

Misrepræsentationens tre niveauer

Hvis spørgsmålet om repræsentation definerer det politiske, så er den karakteristiske politiske uretfærdighed misrepræsentation. Misrepræsentation opstår, når de politiske grænser og/eller regelbestemmelsen fungerer sådan, at nogle mennesker uberettiget nægtes muligheden for at deltage på lige fod med andre i den sociale interaktion - også, men ikke kun, på den politiske arena. Langt fra at kunne reduceres til ulige fordeling eller manglende anerkendelse kan misrepræsentation forekomme, selv når de andre uretfærdigheder er fraværende, selvom den sædvanligvis er indvævet i dem. Mindst to forskellige niveauer af misrepræsentation kan udskilles. For så vidt at regelbestemmelsen uberettiget nægter nogle af de inkluderede chancen for at deltage fuldt ud og på lige fod, er uretfærdigheden det, jeg vil kalde almen-politisk misrepræsentation. Her er vi på det velkendte område for politiske, videnskabelige debatter om de relative fordele ved alternative valgsystemer, hvor spørgsmålet er repræsentation inden for rammen. Opstillingskredse med kun én kandidat, det at vinderen tager det hele, eller systemer hvor det drejer sig om at komme først forbi et givet mærke - nægter sådanne systemer mindretal ligestilling? Og hvis det er tilfældet, er proportional repræsentation eller kumulative afstemninger så et passende middel? Er kønsblinde regler, i kombination med kønsbaseret ulige fordeling og manglende anerkendelse, ensbetydende med, at kvinder nægtes politisk deltagelseslighed? Og hvis det er tilfældet, er kønskvotering så et passende middel? Sådanne spørgsmål hører den almen-politiske retfærdighedssfære til, som oftest har udspillet sig indenfor den keynesiansk-westfalske ramme.

Et andet niveau af misrepræsentation, som handler om grænsedragningsaspektet af det politiske, er måske mindre oplagt. Her opstår der uretfærdighed, når samfundets grænser bliver trukket på en sådan måde, at nogle mennesker uberettiget ekskluderes fra muligheden for overhovedet at deltage i dets autoriserede konkurrence for retfærdighed. I sådanne tilfælde får misrepræsentation en dybere form, som jeg vil kalde misindramning. Misindramningens dybere karakter er en konsekvens af rammens afgørende betydning for ethvert spørgsmål vedrørende social retfærdighed. Fastlæggelse af rammen er en af de vigtigste politiske beslutninger. I og med at den på en gang afgør, hvem der er medlemmer, og hvem der er ikke-medlemmer, ekskluderer beslutningen om indramning effektivt de sidste fra retten til at blive taget hensyn til indenfor samfundet, når det drejer sig om fordeling, anerkendelse og almen-politisk repræsentation. Konsekvensen kan blive en alvorlig uretfærdighed. Når retfærdighedsspørgsmål bliver indrammet på en måde, der uberettiget ekskluderer nogle fra at blive taget i betragtning, er konsekvensen en særlig form for meta-uretfærdighed, hvor man bliver nægtet chancen for at stille førsteordens retfærdighedskrav i et givent politisk fællesskab. Desuden forbliver det en uretfærdighed, selv når de, der ekskluderes fra ét politisk samfund, bliver inkluderet som subjekter for retfærdighed i et andet - så længe som konsekvensen af den politiske opdeling er at sætte nogle relevante sider af retfærdighed udenfor deres rækkevidde. Endnu mere alvorligt er det selvfølgelig i det tilfælde, hvor man er ekskluderet fra medlemskab i ethvert politisk fællesskab. I slægtskab med tabet af det, Hannah Arendt benævnte ’retten til at have rettigheder’ er denne slags misindramning en form for ’politisk død’.[9] De, der lider under dette, bliver måske genstand for velgørenhed. Men da de er frataget muligheden for at stille førsteordens krav, bliver de til ikke-personer, når det kommer til retfærdighed.

Det er den forkerte indramning af misrepræsentationen, som globaliseringen for nylig er begyndt at synliggøre. Tidligere i efterkrigstiden, hvor den keynesiansk-westfalske ramme var intakt, gik den største bekymring for retfærdighed på fordeling. Senere, med fremkomsten af de nye sociale bevægelser og multikulturalismen, skiftede omdrejningspunktet til anerkendelse. I begge tilfælde fremstod den moderne territorialstat uudfordret. Resultatet blev, at retfærdighedens politiske dimension blev forvist til udkanten. Når den kom frem, var det i den almen-politiske form med stridigheder over regelbestemmelserne internt i samfundsformen, hvis grænser blev taget for givet. Krav om kønskvotering og multikulturelle rettigheder forsøgte derfor at fjerne politiske barrierer for deltagelseslighed for dem, der allerede principielt var inkluderet i det politiske fællesskab. De satte ikke spørgsmålstegn ved formodningen om, at den passende ramme for retfærdighed var territorialstaten, fordi de tog den keynesiansk-westfalske ramme for givet.

I dag har globaliseringen modsat sat rammespørgsmålet direkte på den politiske dagsorden. Den keynesiansk-westfalske ramme bliver oftere og oftere genstand for stridigheder og bliver nu af mange betragtet som et udtryk for uretfærdighed, idet den deler det politiske rum på måder, der afskærer mange fattige og foragtede fra at udfordre de kræfter, der undertrykker dem. Denne ramme sikrer fremmede stater mod kritik og kontrol, da den kanaliserer disses krav ind i det indenrigspolitiske rum, der er relativt magtesløst, hvis ikke aldeles falleret. [10] Blandt de, der er beskyttet imod retfærdighedens rækkevidde, er magtfulde plyndringsstater og private transnationale kræfter, inklusive fremmede investorer og kreditorer, internationale valutaspekulanter og transnationale selskaber. Den globale økonomis styringsstrukturer, der opstiller udbyttende regler for interaktion og samtidig undtager dem fra demokratisk kontrol, er også beskyttet. Endelig er den keynesiansk-westfalske ramme selv-afsondrende; det mellemstatslige systems struktur beskytter selve den opdeling af det politiske rum, som det institutionaliserer, og ekskluderer dermed faktisk transnational, demokratisk beslutningstagning om retfærdighedsspørgsmål.

I dette perspektiv er den keynesiansk-westfalske ramme et magtfuldt uretfærdighedsredskab, som laver fiduser med det politiske rum på bekostning af de fattige og de foragtede. For de personer, der nægtes adgang til at stille transnationale, førsteordens krav, kan kampe mod ulige fordeling og manglende anerkendelse ikke fortsætte og slet ikke lykkes, med mindre de er forbundet med kampe mod misindramning. Det er derfor ikke overraskende, at nogen mener, at misindramning er den definerende uretfærdighed i en globaliserende tid. Under disse betingelser er retfærdighedens politiske dimension svær at ignorere. For så vidt globaliseringen politiserer ramme-problemet, synliggør den også et aspekt af retfærdighedens grammatik, der i den tidligere periode ofte blev overset. Det er nu klart, at intet krav om retfærdighed kan undgå at forudsætte en forestilling om repræsentation, implicit eller eksplicit, for så vidt som at ingen kan undgå at forudsætte en ramme. Repræsentation er altså altid allerede iboende i alle krav på omfordeling og anerkendelse. Den politiske dimension er implicit i, faktisk forlangt af, retfærdighedsbegrebets grammatik. Med andre ord: Ingen omfordeling eller anerkendelse uden repræsentation.[11]

Generelt må en hensigtsmæssig retfærdighedsteori i vor tid altså være tredimensional. Den må omfatte ikke alene omfordeling og anerkendelse, men også repræsentation, den må tillade os at forstå rammeproblemet som et retfærdighedsspørgsmål. Når de økonomiske, kulturelle og politiske dimensioner inkorporeres, må den gøre det muligt for os at identificere uretfærdigheder, der opstår som følge af misindramning, og at evaluere mulige afhjælpninger. Frem for alt må den tillade os at stille, og at besvare, vor tids politiske nøglespørgsmål: Hvordan kan vi integrere kampe mod ulige fordeling, manglende anerkendelse og misrepræsentation indenfor en postwestfalsk ramme?

Fra statsterritorialitet til sociale konsekvenser

Indtil videre har jeg argumenteret for det politiskes ikke-reducerbarhed som en af tre fundamentale retfærdighedsdimensioner. Og jeg har identificeret to forskellige niveauer af politisk uretfærdighed: Den almen-politiske misrepræsentation og misindramning. Nu vil jeg undersøge en globaliserende verdens politikker på ramme-området. Jeg vil på baggrund af forskellen mellem bekræftende og transformative tilgange argumentere for, at en passende repræsentationspolitik også må henvende sig til et tredje niveau: Udover at rejse tvivl om den almen-politiske misrepræsentation på den ene side og misindramning på den anden, må en sådan politik også sigte mod at demokratisere rammesætningsprocessen.

Jeg begynder med at forklare, hvad jeg mener med ’politikker på ramme-området’. Da de er situeret på mit andet niveau, hvor forskelle mellem medlemmer og ikke-medlemmer indsættes, handler disse politikker om det politiskes grænsedragningsaspekter. Da den er fokuseret på problemer omkring, hvem der regnes som subjekt for retfærdighed, og hvad der er en passende ramme, indbefatter rammepolitikkerne bestræbelser på at etablere og konsolidere, at udfordre og revidere den officielle opdeling af det politiske rum. Her inkluderes kampe mod misindramning, der sigter på at demontere de barrierer, der hindrer de uprivilegerede i at konfrontere undertrykkende kræfter med krav om retfærdighed. Da de er centreret omkring rammernes omgivelser og udfordring, er rammepolitikkerne interesseret i ’hvem’-spørgsmålet.

Rammepolitikkerne kan antage to forskellige skikkelser, begge bliver nu praktiseret i vores globaliserende verden. [12] Den første tilgang, som jeg vil kalde den bekræftende rammepolitik, udfordrer eksisterende rammers grænser, mens den accepterer den westfalske rammesætningsgrammatik. De, der hævder at lide under uretfærdigheder på baggrund af misindramning, forsøger indenfor denne politik at nytegne eksisterende territorialstaters grænser eller i nogle tilfælde at skabe nye. Men de antager stadig, at territorialstaten er den passende ramme til at stille og vedtage stridspunkter omkring retfærdighed. For dem er uretfærdigheder på baggrund af misindramning ikke en funktion af det generelle princip ifølge hvilket den westfalske orden skiller det politiske rum. De fremkommer derimod på grund af den mangelfulde måde det princip er blevet anvendt. De, der praktiserer den bekræftende rammepolitik accepterer altså, at statsterritorialitetsprincippet er den rette basis for konstitutionen af retfærdighedens ’hvem’. Med andre ord er de enige i, at det, der gør en forsamling individer til retfærdighedens medsubjekter, er deres fælles bosætning på en moderne stats territorium og/eller deres fælles medlemskab af det politiske fællesskab, der korresponderer med en sådan stat. De, der praktiserer den bekræftende rammepolitik, er altså langt fra at udfordre den westfalske ordens underliggende grammatik, og de accepterer dets statsterritorialprincip.

Derimod udfordres præcist det princip i en anden version af rammepolitikken, som jeg vil kalde den transformative tilgang. For dens fortalere tilbyder statsterritorialprincippet ikke længere en adækvat basis for i alle tilfælde at fastsætte retfærdighedens ’hvem’. De indrømmer selvfølgelig, at princippet forbliver relevant til mange formål, tilhængere af transformation foreslår altså ikke helt at udradere statsterritorialiteten. Men de påstår, at dens grammatik er ude af trit med de strukturelle årsager til mange uretfærdigheder i en globaliserende verden, hvis karakter ikke er territorial. Til eksemplerne hører det finansielle marked, ’offshore’-fabrikker, investeringsordninger og den globale økonomis styringsstrukturer, som bestemmer, hvem der arbejder og får en løn, og hvem der ikke gør; de globale mediers informationsnetværk og cyberteknologi, der bestemmer, hvem der er inkluderet i den kommunikative magts kreds, og hvem der ikke er; og klimaets, sygdommenes, narkoens, våbnenes og bioteknologiens biopolitikker, der bestemmer, hvem der lever længe, og hvem der dør som unge. I disse tilfælde, der er så fundamentale for det menneskelige velbefindende, hører den magt, der begår uretfærdigheden ikke til ’the space of places’, men til ’the space of flows’. [13] Da den ikke er lokaliserbar indenfor en egentlig eller mulig territorialstats jurisdiktion, kan den ikke stilles til ansvar overfor retfærdighedskrav, der indrammes ud fra statsterritorialprincippets begreber. Argumentationen er, at i deres tilfælde er det at påkalde sig statsterritorialprincippet til at bestemme selve rammen i sig selv at begå en uretfærdighed. Dette princip isolerer den over- og ikke-territoriale magt fra retfærdighedens rækkevidde ved at dele det politiske rum langs de territoriale linier. I en globaliserende verden er det derfor mindre sandsynligt, at det tjener som et middel til at afhjælpe misindramning end som en måde at påføre eller bevare den på.

Postwestfalsk indramning

Den transformative tilgang til indramning sigter altså generelt på at forandre rammesætningens dybere grammatik i en globaliserende verden. Denne tilgang forsøger at supplere det westfalske statsterritorialitetsprincip med et eller flere post-westfalske principper. Målet er at komme udover uretfærdigheder på baggrund af misindramning ved at forandre ikke blot grænserne for retfærdighedens ’hvem’, men også måden de konstitueres på, altså måden hvorpå de bliver trukket.[14]

Hvordan kunne en postwestfalsk rammesætning se ud? Det er utvivlsomt for tidligt at have et klart overblik. Den mest lovende kandidat indtil videre er dog alligevel princippet om ’alle-der-bliver-berørt’. Dette princip betyder, at alle, der bliver berørt af en given social struktur eller institution, har en moralsk status som retfærdighedssubjekter i forhold til den. Hvad der i denne optik forvandler en samling individer til med-retfærdighedssubjekter er ikke en geografisk nærhed, men at de alle overlappes af en strukturel eller institutionel ramme, der opstiller reglerne, der styrer deres sociale interaktion og dermed former deres respektive livsmuligheder i mønstre af fordele og ulemper.

Indtil for nylig blev ’alle-der-bliver-berørt’-princippet tilsyneladende af mange betragtet som sammenfaldende med statsterritorialprincippet. Det blev formodet, i overensstemmelse med det westfalske verdensbillede, at den fælles ramme, der fastlagde mønstre af fordele og ulemper var præcis den moderne territorialstats konstitutionelle orden. Som en virkning af dette så det ud som om, at man ved at anvende statsterritorialprincippet samtidig indfangede den normative magt i princippet om ’alle-der-bliver-berørt’. Det var i virkeligheden aldrig helt sådan, hvilket kolonialismens og ny-kolonialismens lange historie dokumenterer. Fra metropolens perspektiv var det dog sådan, at overlapningen mellem statsterritorialitet og sociale konsekvenser tilsyneladende fungerede frigørende, da den blev brugt til at retfærdiggøre en progressiv indlemmelse af de underordnede klasser og statusgrupper, der var beboere på territoriet, men ekskluderet fra aktivt medborgerskab, som mål for retfærdighed.

I dag er idéen om, at statsterritorialitet kan bruges som stedfortræder for fokus på sociale konsekvenser, dog ikke længere er plausibel. Under de nuværende betingelser afhænger ens chancer for at leve et godt liv ikke helt af den interne politiske konstituering af den nationalstat, hvori man bor. Selvom sidstnævnte unægteligt er relevant, så er dens effekter medieret af andre strukturer, både over- og ikke-territoriale, hvis påvirkning er mindst lige så betydningsfuld. Globalisering driver generelt en kile ind mellem statsterritorialitet og sociale konsekvenser. Da de to principper efterhånden går til forskellige sider, afsløres det første som et utilstrækkeligt surrogat for det andet. Og så opstår spørgsmålet: Er det muligt direkte at bruge alle-berørte-princippet på indramningen af retfærdighed uden at skulle rundt om statsterritorialitetsomvejen? [15]

Dette er præcis, hvad nogle udøvere af transformative politikker forsøger at gøre. De forsøger at få indflydelse på udenlandske kilder til ulige fordeling og manglende anerkendelse, nogen globaliseringsaktivister appellerer direkte til alle-berørte-princippet for at omgå den statsterritoriale opdeling af det politiske rum. Miljøaktivister og oprindelige folk udfordrer deres eksklusion indenfor den keynesiansk-westfalske-ramme, de kræver status som subjekter for retfærdighed i relation til de over- og ikke-territoriale magter, der griber ind i deres liv. De insisterer på, at konsekvenser overtrumfer statsterritorialitet og har tilsluttet sig udviklingsaktivister, internationale feminister og andre i at hævde deres ret til at klage over de strukturer, der skader dem, selv når sidstnævnte ikke kan lokaliseres i ’the space of places’. Disse kravstillere kasserer den westfalske rammesætningsgrammatik og anvender alle-berørte-princippet direkte på retfærdighedsspørgsmål i en globaliserende verden.

Metapolitisk retfærdighed

I de tilfælde udvikler de transformative politikker sig samtidigt i flere dimensioner og på flere niveauer. De sociale bevægelser, der praktiserer disse politikker, forsøger på ét niveau at afhjælpe førsteordens uretfærdigheder, der sker på baggrund af ulige fordeling, manglende anerkendelse og almen-politisk misrepræsentation. Disse bevægelser forsøger også på et andet niveau at afhjælpe meta-niveau-uretfærdigheder, der sker på baggrund af forkert rammesætning, ved at rekonstituere retfærdighedens ’hvem’. I de tilfælde hvor statsterritorialprincippet mere bruges til at sikre snarere end at udfordre uretfærdigheden, appellerer de sociale bevægelser tillige til alle-berørte-princippet. De forsøger at ændre selve rammesætningens grammatik ved at påkalde sig et post-westfalsk princip - og dermed rekonstruere det metapolitiske fundament for retfærdighed i en globaliserende verden.

Men den transformative politiks krav går videre endnu. Over og udover deres andre krav gør disse bevægelser også krav på at have noget at sige i en post-westfalsk rammesætningsproces. Ved at afvise den almindelige opfattelse - der dømmer rammesætning til at være nationalstatens og transnationale eliters eneret - er deres mål faktisk at demokratisere den proces, igennem hvilken retfærdighedens rammesætning tegnes og gendannes. De forsvarer deres ret til at deltage i at konstituere retfærdighedens ’hvem’, og samtidig transformerer de ’hvordan’ - med hvilket jeg mener de accepterede procedurer for at bestemme ’hvem’. Når de er mest refleksive og ambitiøse, og dermed transformative, kræver bevægelserne skabelsen af nye demokratiske rum til at reflektere over rammestridigheder. I nogle tilfælde danner de endvidere disse rum selv. For eksempel har nogle praktikere udi transformative politikker med World Social Forum udformet en transnational, offentlig sfære, hvor de på lige fod med andre kan lufte deres synspunkter og komme overnes i stridigheder omkring rammen. På denne måde foregriber de muligheden for nye institutioner, der bygger på postwestfalsk, demokratisk retfærdighed.[16]

Den transformative politiks demokratiserende dimension peger mod et tredje niveau af politisk uretfærdighed, over og udover de to, der allerede er blevet diskuteret. Jeg skelnede mellem den almen-politiske misrepræsentations førsteordens uretfærdighed og så misindramningens andenordens uretfærdighed. Nu kan vi så udlede en tredjeordens art af politisk uretfærdighed, der korresponderer med spørgsmålet om ’hvordan’. Eksemplificeret med rammesætningens udemokratiske processer består denne uretfærdighed i, at det mislykkes at institutionalisere lighed i deltagelse på det metapolitiske niveau, i drøftelser og beslutninger der har med ’hvem’ at gøre. Jeg vil kalde denne uretfærdighed for meta-politisk misrepræsentation, da det, der er på spil her, er processen gennem hvilken førsteordens politisk rum er konstitueret. Metapolitisk misrepræsentation opstår, når stater og transnationale eliter monopoliserer rammesætningsaktiviteten, nægter de der måske kommer til skade i processen noget at skulle have sagt og blokerer for skabelsen af demokratiske rum, hvor de sidstes krav kan blive undersøgt og rådet bod på. Dette fører til, at den overvældende majoritet af folk bliver ekskluderet fra deltagelse i de metadiskurser, som bestemmer, hvad der er den autoriserede opdeling af det politiske rum. Majoriteten nægtes chancen for at engagere sig på lige fod i beslutninger vedrørende ’hvem’, da de mangler internationale fora til at udøve en sådan deltagelse og bliver underlagt en udemokratisk tilgang til ’hvem’.

Kampe mod misindramning afdækker altså generelt en ny slags demokratisk underskud. Netop som globaliseringen har synliggjort uretfærdigheder med hensyn til misindramning, gør transformative kampe mod neoliberal globalisering den metapolitiske misrepræsentations uretfærdighed synlig. Ved at udstille manglen på institutioner, hvor diskussioner omkring ’hvem’ demokratisk kan blive undersøgt og rådet bod på, skaber disse kampe opmærksomhed omkring ’hvordan’. Ved at demonstrere, at manglen på sådanne institutioner hæmmer initiativer til at få bugt med uretfærdighed, afdækker de de dybe internationale forbindelser mellem demokrati og retfærdighed. Dette bevirker, at de strukturelle træk ved den nuværende situation bliver bragt frem i lyset: Kampe for retfærdighed i en globaliserende verden kan ikke lykkes, hvis ikke de går hånd i hånd med kampe for metapolitisk demokrati. På dette niveau er der altså ingen omfordeling eller anerkendelse uden repræsentation.

Monologisk teori og demokratisk dialog

Jeg har argumenteret for, at det, der kendetegner den nuværende situation, er intensiverede stridigheder omkring både retfærdighedens ’hvem’ og ’hvordan’. Under disse betingelser undergår retfærdighedsteorien et paradigmeskift. Tidligere, da den keynesiansk-westfalske ramme var på plads, negligerede de fleste filosoffer den politiske dimension. De behandlede teorritorialstaten som noget givet og bestræbte sig på at forvisse sig om retfærdighedens betingelser teoretisk, på en monologisk måde. De forestillede sig altså ikke, at de, der ville blive genstand for betingelserne, skulle spille en rolle i at opstille disse betingelser, og da slet ikke dem der blev ekskluderet fra den nationale ramme. Fordi de forsømte at reflektere over rammeproblemet, forestillede disse filosoffer sig aldrig, at de, hvis skæbne skulle blive så afgørende formet af rammebeslutningerne, måske var berettigede til at deltage i at tage dem. Nødvendigheden af et dialogisk, demokratisk øjeblik fornægtedes, de var tilfredse med at producere monologiske teorier om social retfærdighed.

I dag bliver monologiske teorier om social retfærdighed dog mindre og mindre plausible. Som vi har set, kan globaliseringen ikke undgå at problematisere ’hvordan’-spørgsmålet, men den politiserer ’hvem’-spørgsmålet. Processen forgår nogenlunde sådan her: I takt med, at kredsen af dem, der kræver noget at skulle have sagt med hensyn til rammesætning, udvides, bliver beslutninger om ’hvem’ mere og mere betragtet som et politisk spørgsmål, som burde håndteres demokratisk snarere end som et teknisk spørgsmål, der kan overlades til eksperter og eliter. Resultatet er, at argumentationsbyrden forandres; Nu må de, der betragtes som eksperter, forsvare deres sag. Da de ikke længere er i stand til at holde sig ude af kampen, bliver de blandet ind i diskussioner om ’hvem’. Resultatet bliver, at de må kæmpe med krav om metapolitisk demokratisering.

Et tilsvarende skifte kan for tiden mærkes indenfor den normative filosofi. Samtidig med at aktivister forsøger at forskubbe elitens rammesætningsprivilegium til demokratiske offentligheder, foreslår retfærdighedsteoretikere at gentænke den klassiske arbejdsdeling mellem teoretikere og demos. Disse teoretikere, der ikke længere er tilfredse med at forvisse sig om retfærdighedens betingelser på en monologisk måde, spejder nu efter dialogiske tilgange, som behandler vigtige retfærdighedsaspekter som noget, der vedrører kollektiv beslutningstagning, som skal bestemmes af medborgerne selv gennem demokratiske overvejelser. Retfærdighedens grammatik bliver altså transformeret. Hvad der engang kunne benævnes ’social retfærdighedsteori’ fremtræder nu som ’demokratisk retfærdighedsteori’.[17]

I sin nuværende form er den demokratiske retfærdighedsteori dog ufuldstændig. For at gøre skiftet fra en monologisk til en dialogisk teori komplet, mangler der endnu et trin udover dem, der overvejes af de fleste fortalere for den dialogiske vending.[18] For fremtiden må demokratiske beslutningsprocesser ikke blot blive brugt på retfærdighedens ’hvad’, men også på ’hvem’ og på ’hvordan’. På den måde, ved at adoptere en demokratisk tilgang til ’hvordan’, får retfærdighedsteorien en passende skikkelse til en globaliserende verden. Dialogisk på alle niveauer, metapolitisk såvel som almen-politisk, bliver den en post-westfalsk demokratisk retfærdighedsteori.

Opfattelsen af retfærdighed som deltagelseslighed støtter let en sådan opfattelse. Dette princip har en dobbelthed, der udtrykker den demokratiske retfærdigheds refleksive karakter. På den ene side er deltagelseslighedsprincippet et resultatbegreb, som specificerer et selvstændigt retfærdighedsprincip, med hvilket vi måske kan evaluere sociale arrangementer: Det sidste er retfærdigt hvis, og kun hvis, vi tillader alle relevante sociale aktører at deltage på lige fod i det sociale liv. På den anden side er deltagelseslighed også et procesbegreb, som specificerer en proceduremålestok, med hvilken vi måske kan evaluere normers demokratiske legitimitet: De sidste er legitime hvis, og kun hvis, de kan få alle berørtes samtykke gennem fair og åbne deliberative processer i hvilke alle kan deltage på lige fod. Dette dobbelte fortrin gør, at synet på retfærdighed som deltagelseslighed har en indbygget refleksivitet. Det gør det muligt både at problematisere indhold og procedure, og dermed gør det den gensidige sammenflettethed af disse to aspekter af sociale arrangementer synligt. Denne tilgang kan altså udstille både den uretfærdige baggrund, der skævvrider formodet demokratisk beslutningstagning, og de udemokratiske procedurer, der genererer betydeligt ulige resultater. Det betyder, at det bliver muligt for os at skifte niveau hurtigt, at skifte frem og tilbage som nødvendigt mellem førsteordens og metaniveau- spørgsmål. Synet på retfærdighed som deltagelseslighed leverer, ved at tydeliggøre retfærdighedens og demokratiets fælles implikationer, netop den slags refleksivitet, der er nødvendig i en globaliserende verden.

Når alt det er sagt, passer deltagelseslighedsnormen til den redegørelse om postwestfalsk demokratisk retfærdighed, der her er blevet præsenteret. Da den omfatter tre dimensioner og mange niveauer, gør denne redegørelse den nuværende situations karakteristiske uretfærdigheder synlige og kritiserbare. Ved at sætte misrepræsentation og metapolitisk misrepræsentation på begreb, udstiller den kerneuretfærdigheder, der er blevet overset af standardteorier. Ved at fokusere ikke blot på retfærdighedens ’hvad’, men også på ’hvem’ og på ’hvordan’ gør den det muligt for os at forstå rammespørgsmålet som det centrale spørgsmål om retfærdighed i en globaliserende verden.

Nancy Fraser er filosof og professor i statskundskab ved New School University, New York og redaktør af tidsskriftet Constellations

Oversættelse: Stinne Føns. Artiklen blev første gang bragt i New Left Review nr. 36, november-december 2005.

Besøg Kontradoxas debatforum

Noter

[1 Denne tekst blev først givet som en Spinoza-forelæsning i 2004 ved universitetet i Amsterdam og blev revideret af Wissenschaftskolleg zu Berlin i 2004-2005. Tak til begge institutioner for deres støtte og til James Bohman, Kristin Gissberg og Keith Haysom for deres hjælp og til Amy Allen, Seyla Benhabib, Bert van den Brink, Allesandro Ferrara, Rainer Forst, John Judis, Ted Koditschek, Maria Pia Lara, David Peritz og Eli Zaretsky for hjælpsomme kommentarer og stimulerende diskussioner.

[2] Begrebet ’Den keynesiansk-westfalske-ramme’ er møntet på at signalere den nationalt-territoriale understøtning af stridigheder om retfærdighed i efterkrigstidens demokratiske velfærdsstats storhedstid, omtrent 1945 til 1970’erne. Begrebet ’westfalsk’ refererer til traktaten fra 1648, der etablerede nogle nøgletræk i det moderne, internationale statssystem. Jeg er dog ikke optaget af hverken traktatens faktiske præstationer, eller med den århundrede lange proces gennem hvilken den opstod. Jeg påkalder mig ’Westfalen’ som en politisk forestilling [imaginary], der kortlagde verden som et system af gensidigt anerkendende, suveræne territorialstater. Min påstand er, at denne forestilling prægede efterkrigstidens ramme for debatter om retfærdighed i Den Første Verden, selv da begyndelsen på en post-westfalsk menneskerettigheds-ordning opstod. For forskellen mellem Westfalen som ’hændelse’, ’ide/ideal’, som ’en evolutionær proces’ og som ’normativt regnskab’ se Richard Falk:’ Revisiting Westphalia, Discovering Post-Westphalia’ i Journal of Ethics, vol.6, nr. 4, 2002 pp. 311-352.

[3] Fra Den Tredje Verdens perspektiv kan de westfalske præmisser forekomme åbenbart i modstrid med virkeligheden. Men det er dog værd at huske på, at det store flertal af anti-kolonialister forsøgte at opnå deres egne uafhængige, westfalske stater. Kun en lille minoritet udfordrede konsekvent retfærdighed indenfor en global ramme - af grunde der er fuldt forståelige.

[4] Jeg har diskuteret udeladelsen af rammeproblemet i mainstream retfærdighedsteorier i min første Spinoza forelæsning ’Who Counts? Thematizing the Question of the Frame’. Se også Fraser: ’Democratic Justice in a Globalizing Age: Thematizing the Problem of the Frame’ i Nathalie Karagiannis og Peter Wagner (eds.): Varieties of World-Making: Beyond Globalization. Liverpool 2005.

[5] Denne ’statusmodel’ for anerkendelse repræsenterer et alternativ til den sædvanlige ’identitetsmodel’. For en kritik af den sidste og et forsvar for den første se Fraser:’Rethinking Recognition’, New Left Review, maj-juni 2002 pp. 107-120.

[6] For hele argumentet se min ’Social Justice in the Age of Identity Politics’ I Nancy Fraser og Axel Honneth: Redistribution or Recognition? A Political-Philosophical Exchange. London 2003.

[7] Tilsidesættelsen af det politiske er specielt grelt hos retfærdighedsteoretikere, der abonnerer på liberale eller kommunitaristiske filosofiske præmisser. Deliberative demokrater, agonistiske demokrater og republikanere har i modsætning hertil forsøgt at teoretisere det politiske. Men de fleste af teoretikerne har haft relativt lidt at sige om relationen mellem demokrati og retfærdighed og ingen har begrebsliggjort det politiske som et af tre elementer af retfærdighed.

[8] Klassiske arbejder omhandlende repræsentation har mest beskæftiget sig med det, jeg kalder beslutningsregels-aspektet, mens de ignorerer medlemskabs-aspektet. Se, for eksempel, Hanna Fenichel Pitkin: ’The Concept of Representation’, Berkeley 1967 og Bernard Manin: ’The Principles of Representative Government’, Cambridge 1997.

[9] Hannah Arendt: ’The Origins of Totalitarism’, New York 1973, pp. 269-284. ’Politisk død’ er mit begreb, ikke Arendts.

[10] Se specielt Thomas Pogge: ’The Influence of the Global Order on the Prospects for Genuine Democracy in the Development Countries’ i Ratio Juris, vol. 14, nr. 3, 2001 p. 326-343 og ’Economic Justice and National Borders’ i Revisions vol. 22 1999 p. 27-34; Rainer Forst: ’Towards a Critical Theory of Transnational Justice’ i Thomas Pogge (red.): Global Justice, Oxford 2001 p. 169-187 og ’Justice, Morality and Power in the Global Context’ I Andreas Follesdal og Thomas Pogge (reds.) i Real World Justice, Dordrecht 2005.

[11] Det er ikke min mening at foreslå, at det politiske er retfærdighedens hoveddimension, mere fundamental end det økonomiske og det kulturelle. Det er snarere sådan, at de tre dimensioner har relationer af gensidig sammenflettethed og gensidig indflydelse. Ligesom muligheden for at gøre krav på omfordeling og anerkendelse afhænger af repræsentationsforhold, afhænger muligheden for at udøve ens politiske stemme af klasse- og statusforhold. Med andre ord afhænger muligheden for at udøve indflydelse af den politiske debat og den autoriserede beslutningsproces ikke blot af formelle beslutningsregler, men også af magtrelationer rodfæstet i den økonomiske magtstruktur og statusordenen, et faktum der ikke understreges nok i de fleste teorier om deliberativt demokrati. Ulige fordeling og manglende anerkendelse forener sig i et forsøg på at omstyrte princippet om den lige politiske stemme for alle medborgere, selv i politikker der hævder at være demokratiske. Men selvfølgelig er det omvendte også tilfældet. De, der lider under misrepræsentation, er også sårbare overfor statusmæssige og klassemæssige uretfærdigheder. De er ude af stand til at artikulere og forsvare deres interesser med hensyn til fordeling og anerkendelse, da de mangler en politisk stemme, hvilket igen forværrer deres misrepræsentation. I sådanne tilfælde er resultatet en ond cirkel, hvor uretfærdighedens tre ordener forstærker hinanden og nægter nogle mennesker muligheden for at deltage på lige fod med andre i det sociale liv. Eftersom disse tre dimensioner er tæt sammenvævet, kan initiativer til at overvinde uretfærdighed, med undtagelse af sjældne tilfælde, ikke blot beskæftige sig med ét af dem. Kampe mod ulige fordeling og manglende anerkendelse kan ikke lykkes, med mindre de er kædet sammen med kampe mod misrepræsentation - og vice versa. Hvilken man betoner er selvfølgelig både et taktisk og strategisk spørgsmål. Grundet den nuværende karakter af uretfærdigheder på baggrund af rammesætning er min egen præference sloganet: ’Ingen omfordeling eller anerkendelse uden repræsentation’. Alligevel fremstår repræsentationens politikker som én ud af tre gensidigt forbundne fronter i kampen for social retfærdighed i en globaliserende verden.

[12] Når jeg skelner mellem ’bekræftende’ og ’transformative’ tilgange bruger jeg en terminologi, jeg tidligere har brugt med hensyn til omfordeling og anerkendelse. Se inter alia, Nancy Fraser: ’From Redistribution to Recognition? Dilemmas of Justice in a "Post-Socialist" Age’, New Left Review 1/212, juli-august 1995 p. 68-93 og ’Social Justice in the Age of Identity Politics’.

[13] Jeg låner disse begreber fra Manuel Castells: "The Rise of the Network Society" 1996, Oxford, pp. 440-460. På engelsk: ’the space of places’ og ’the space of flows’.

[14] Jeg skylder idéen om en post-territorial ’mode of political differentation’ til John Ruggie. Se hans umådeligt tankevækkende artikel: ’Territoriality and Beyond: Probletizing Modernity in International Relations’ i International Organization nr. 47, 1993: 139-174.

[15] Alt afhænger af at finde en passende forståelse for alle-berørte-princippet. Nøgleproblemet er, hvordan man koger idéen om ’berørthed’ ind til det punkt, hvor det bliver en operationaliserbar standard til at fastsætte forskellige rammers retfærdighed. Problemet er, at man, givet den såkaldte sommerfugle-effekt, kan fremføre beviser for, at næsten alle er påvirket af næsten alt. Hvad der derfor behøves, er en måde at skelne mellem niveauer og arter af konsekvenser, der er tilstrækkelige for at tildele en moralsk status fra dem, der ikke er. Carol Gould har foreslået kun at give en sådan status til de, hvis menneskerettigheder krænkes af en given praksis eller institution. David Held forslår at tildele status til de, hvis levetid og livschancer er signifikant berørte. Min egen mening er, at alle-berørte-princippet er åbent overfor en pluralitet af fornuftige fortolkninger. Derfor kan forståelsen ikke fastslås monologisk, på filosofisk befaling. Filosofiske analyser af berørthed skulle hellere bidrage til en bredere offentlig debat om princippets betydning. Det samme er sandt for samfundsvidenskabelige redegørelser for, hvem der bliver berørt af givne institutioner eller politikker. Generelt må alle-berørte-princippet forstås dialogisk gennem argumenternes noget-for-noget i demokratiske drøftelser. Når dette er sagt, er der dog én ting, som står klart. Uretfærdigheder på baggrund af misindramning kan kun undgås, hvis moralsk status ikke indskrænkes til dem, der allerede er godkendt som officielle medlemmer af givne institutioner eller autoriserede deltagere i en given praksis. For at undgå sådanne uretfærdigheder må status også gives til ikke-medlemmer og ikke-deltagere, der betydeligt påvirkes af institutionen eller praksisen i den sag, som er til debat. På den måde kan afrikanere, der kommer fra syd for Sahara, som ufrivilligt er blevet afkoblet den globale økonomi, tælle som subjekter for retfærdighed i relation til denne, selvom de ikke faktisk deltager i den. For menneskerettighedsforståelsen se Carol Gould: ’Globalizing Democracy and Human Rights’, Cambridge: 2004; for levetids og livschancer-forståelsen se David Held: ’Global Covenant: The Social Democratic Alternative to the Washington Consensus’ Cambridge: 2004 side 99ff og for den dialogiske tilgang se Nancy Fraser: ’Democratic Justice in a Globalizing Age’ og ’Abnormal Justice’ i Critical Inquiry, vol. 32, nr. 3, forår 2006.

[16] Initiativer til at demokratisere rammesætningen er for tiden begrænset til at være genstand for stridigheder i det transnationale civile samfund. Da de er uundværlige på dette niveau, kan de ikke eksistere uden formelle institutioner, der kan omforme den offentlige mening til bindende beslutninger, der er mulige at håndhæve. Generelt er det altså sådan, at civilsamfunds-sporet for en transnational, demokratisk politik må komplementeres af et formelt-institutionelt spor.

[17] Dette udtryk kommer fra Ian Shapiro: ’Democratic Justice’, New Haven: 1999. Men idéen findes også i Jürgen Habermas: ’Between Facts and Norms’, Cambridge MA: 1996; Seyla Benhabib: ’The Rights of Others’, Cambridge: 2004; og Rainer Forst: ’Contexts of Justice’, Berkely: 2002.

[18] Ingen af teoretikerne citeret i den foregående note har forsøgt at bruge ’demokratisk retfærdighed’-tilgangen på rammeproblemet. Den tænker, der er kommet tættest på, er Rainer Forst, men selv han forestiller sig ikke demokratiske processer om rammesætning.