Annonce

24. november 2006 - 0:30

Hate crimes skal kortlægges

Mens det for længst er blevet vedtaget at registrere kriminalitet med racistisk eller religiøs baggrund, er der ingen viden om omfanget af vold mod bøsser og lesbiske, de såkaldte hate crimes.

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) mener, at der er tale om et stigende problem, men oplyser samtidig, at ingen kender til det reelle omfang, for som lovgivningen er i dag, må politiet ikke skrive i rapporten, om et voldsoffer er homoseksuel.

I Sverige og Norge er tallet imidlertid stigende, og i sidste måned besluttede justitsminister Lene Espersen (K), at det skal registreres, hvor mange hate crimes, der egentlig ender ved en domstol.

LBL hilste dengang initiativet velkommen, men kritiserede samtidig, at myndighederne sætter ind et forkert sted. Ifølge LBL er det nemlig de færreste hate crimes, der overhovedet anmeldes til politiet.

– Vi er nødsaget til at se meget mere basalt på hate crime problemstillingen. Før vi overhovedet kommer til domstolene, skal politiet jo have modtaget en anmeldelse, og gennemført en efterforskning som leder til anholdelse og efterfølgende retsforfølgning. Og det er her vi gerne vil sætte ind og skabe overblik, siger Kim Foss Lund, der er talsperson for LBL’s hate crime gruppe i en pressemeddelelse.

Ifølge Kim Foss Lund findes der i dag ingen viden om, hvem der står bag volden mod homoer, hvorfor de gør det og hvor det foregår, og det gør det svært at målrette indsatsen mod hate crimes.

Anonyme anmeldelser

Nu har Københavns Kommune så besluttet at gå et skridt videre og kortlægge volden mod homoer i hovedstaden. På en hjemmeside vil bøsser og lesbiske, der udsættes for vold, fremover anonymt kunne beskrive, hvad der er sket.

– Vi vil ikke finde os i diskrimination og overfald på minoriteter i vores by. Derfor arbejder vi nu med at finde måder, hvor vi kan danne os et overblik over, hvor stort problemet er, siger socialborgmester Mikkel Warming (EL) til Politiken.dk.

Han oplyser, at hjemmesiden skal udvikles i samarbejde med bl.a. LBL, politiet og andre med viden om problemet.

Hjemmesiden forventes færdig til foråret, og tanken er, at den med tiden kan udvides, så også andre udsatte grupper kan bruge den, skriver Politiken.

Læs mere i Politiken.dk

Besøg Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes hjemmeside

Læs Chris Crain beretning (engelsk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce