Fransk venstrefløj på vej til præsidentvalg

Med over 60 procent af stemmerne fra medlemmerne af PS, kunne den 53-årige Ségolène Royal den 16. november erklære sig som ny præsidentkandidat til valget, der forløber i to runder den 22. april og 6. maj 2007.

Hendes to modkandidater, Laurent Fabius og Dominique Strauss-Kahn, måtte hver nøjes med omkring 20 procent af stemmerne. I sin sejrstale henvendte hun sig direkte til de menige medlemmer i partiet:

– Det er folket, som har startet dette. Det er aktivisterne fra partierne, der har skabt denne bevægelse, og som i dag giver projektet dets styrke. Og jeg vil sige til dem, at de ikke vil blive skuffet. I dag skal vi skabe noget ekstraordinært. Frankrig vil skrive en ny side i sin historiebog, og det er det franske folk, som skriver denne historie.

Royal – mellem det elitære og det populistiske
Royal har i sin valgkamp blandt medlemmerne af PS slået sig op som en folkelig politiker, og dermed forsøgt at positionere sig som en modsætning til den typiske franske politikertype, der fremstår som meget elitær og fjern fra befolkningen.

Hun fremstiller sit kandidatur som et opgør med partitoppen, som hun gennem valgkampen har ignoreret og i stedet i sin retorik henvendt sig direkte til de enkelte partimedlemmer. Hun har blandt andet slået sig an på aktiv borgerdeltagelse i form af såkaldte folkejuryer, som skal bedømme politikernes handlinger.

Imidlertid har hun ikke foreslået at indføre forholdstalsvalg, hvilket længe har været et ønske på venstrefløjen. Hendes folkelighed skygges desuden af, at hun som enhver anden fransk politiker er uddannet på den samme forvaltningsskole i Strassbourg som størstedelen af de franske politikere.

Hendes politiske program er en blanding af en hård retspolitik, grøn energi, en Blair-inspireret økonomisk linie og en række forslag tenderende til populisme. Sidstnævnte indbefatter blandt andet spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU, som hun ønsker afgjort ved en folkeafstemning.

Derudover ønsker hun et opgør med en 35 timers arbejdsuge ud fra det argument, at det forhindrer de nederste lag i at tjene penge nok. Dette synspunkt er ud fra et fagligt standpunkt meget kontroversielt.

Både på dette punkt og i retspolitikken er der ingen tvivl om, at hun forsøger at tage stemmer fra højrefløjen, hvis største parti UMP højst sandsynligt vil opstille den populære indenrigsminister Nicolas Sarkozy. Af samme grund stemte Royal som medlem af nationalforsamling ikke imod den uhyre stramme indvandrerlovgivning, som Sarkozy under store folkelige protester fik gennemtrumfet i foråret.

Endelig ønsker Royal at hæve den franske mindsteløn (ca. 9.500 kr.), og at medlemskab af fagforeninger skal være obligatorisk. De sidstnævnte punkter er dog hentet direkte fra PS’ eget program til præsidentvalget

Venstrefløjskoalition med fælles program
Længere ude på venstrefløjen har der siden nej’et under afstemningen om EU’s forfatningstraktat været dannet en antiliberalistisk koalition, som i øjeblikket diskuterer muligheden af at opstille en fælles præsidentkandidat.

Koalitionen er en samling af partier og organisationer, hvis mest prominente repræsentanter er det franske kommunist parti (PCF), det trotskistiske parti den kommunistiske revolutionære liga (LCR) og græsrodsbevægelsen ATTAC. Mulige kandidater fra denne koalition er antiglobaliseringsaktivisten og landmand José Bové, som tidligere har gjort sig bemærket ved sine spektakulære aktioner mod den europæiske landbrugspolitik, PCF’s generalsekretær Marie-Georges Buffet og endelig feministen Clémentine Autain.

Koalitionen har formuleret et fælles program med krav om en 32-timers arbejdsuge, vanskeliggørelse af fyringer, forhøjelse af mindstelønnen, forhøjelse af bistandshjælpen, demokratiske reformer, økologiske reformer, større demokrati i virksomhederne og »legalisering« af de såkaldte »papirløse« – dvs. illegale indvandrere.

Interne uenigheder i koalitionen
Sandsynligheden for at der opstilles en fælles kandidat for alle disse partier og organisationer, synes dog på nuværende tidspunkt at være lille. Interne stridigheder mellem partierne vil formentlig blokere for projektet. Her er det særligt PCF, som er stridens omdrejningspunkt.

Først og fremmest ønsker PCF, at deres egen kandidat, Marie-Georges Buffet, skal være præsidentkandidat for koalitionen, hvilket en række af de øvrige organisationer blokerer for. LCR kræver således, at en fælles kandidat ikke må komme fra et af partierne.

Derudover er der uenighed angående valget til nationalforsamlingen i juni 2007, hvor PCF normalt indgår en national aftale med PS i spørgsmålet om valgkredse. Helt konkret handler det om, at PCF i nogle valgkredse kan få nogle folk valgt, til gengæld for i andre valgkredse at give deres stemmer til PS.
En sådan aftale ønsker LCR heller ikke at deltage i, og har derfor krævet, at koalitionen på forhånd afviser enhver deltagelse i en regering med PS.

ATTAC og de andre små partier og organisationer vil gerne gå med til en sådan klausul, men PCF har ikke meldt klart ud. Derfor synes det mest sandsynligt, at LCR ender med at opstille deres egen kandidat, postbudet Olivier Besancenot, som også blev opstillet til præsidentvalget i 2002, mens koalitionen opstiller Marie-Georges Buffet fra PCF.

Frankrigs kommende præsident
Koalitionens chancer til præsidentvalget er dermed ret begrænsede. Betyder det, at Frankrigs kommende præsident hedder Ségolène Royal? Det er ikke umuligt, for både Chirac og den højreorienterede regering er i stærk modvind. Men det er heller ikke på nogen måde sikkert.

Royal regnes for en af de mest liberalistiske præsidentkandidater, PS har opstillet, og valget af hende efterlader et stort parlamentariske tomrum i et land, hvor skepsissen overfor kapitalismen traditionelt er meget stor.

Den værste konsekvens kunne være en gentagelse af dramaet fra præsidentvalget i 2002, hvor den socialistiske præsidentkandidat Lionel Jospin blev elimineret i første runde, så vælgerne i anden runde kun havde valget mellem UMP’s Jaques Chirac og den højreekstremistiske Jean-Marie Le Pen, der i dele af befolkningen i disse dage er mere populær end nogensinde.

Bagved hele denne komplekse affære er det egentlige problem, at Frankrigs forfatning ikke er specielt demokratisk, og blandt andet giver meget magt til én enkelt person, nemlig præsidenten.

Efter katastrofen i 2002 skulle man tro, at politikerne havde taget ved lære og forsøgt at ændre forfatningen. Det forholder sig dog sådan, at politikere, der er kommet til magten ved hjælp af et specifik valgsystem, meget sjældent er interesserede i at ændre dette system.