Det afghanske protektorats sammenbrud

Irak-krigen har betydet, at den ligeså fejlslagne besættelse af Afghanistan ikke har fået den samme opmærksomhed.

Den danske deltagelse af besættelsen af Irak er ved at være tabt. Men samtidig er den danske regering rede til at forøge Danmarks indsats i endnu en tabt krig; nemlig Afghanistan.

Og Socialdemokratiet følger trop med forslag om at sende Hjemmeværnet til Afghanistan. Tanken bag forslaget er, at der skal opbygning af landet til for at svække den stigende civile og militære modstand mod besættelsen.

Det lyder pænt, men et sådant forslag havde kun en teoretisk chance ved invasionen i 2001 – teoretisk fordi det var ikke USAs strategi.

I dag er forslaget ikke bare naivt, men vil være en katastrofe ikke bare for Hjemmeværnet, men for Danmark og Afghanistan.

Den uafhængige tænketank, Senlis, udgav i september 2006 en omfattende rapport (http://www.senliscouncil.net/module...) om situationen.

I indledningen konstateres det, at »USAs politik i Afghanistan har skabt et trygt tilflugtssted for den terrorisme som invasionen i 2001 skulle udslette«.

Og konklusionen er kla: Afghanistan er ved uafvendeligt at udvikle sig til en katastrofe for USA og NATO.

Efter invasionen og nedkæmpelsen af Taliban-styret, har Taliban genvundet terræn og kontrollerer over halvdelen af Afghanistan, heriblandt alle de sydlige provinser.

Men mere vigtigt på længere sigt er, at Taliban har vundet den moralske/psykologiske kamp, for som Senlis-rapporten siger: »Da den internationale militærstyrke gik ind i Afghanistan blev der lagt vægt på at vinde sympati, men det er nu opgivet«.

Lokalbefolkningen fortæller, at hverken besættelsesstyrkerne eller den afghanske regering har gjort nogen forsøg på at modvirke tørke, fattigdom og manglende sikkerhed.

De lokales frygt for den internationale militærstyrke viser at kampagnen er slået fejl. Mange mennesker i det sydlige udtrykker vrede, og mange afghanere som tidligere har støttet den internationale styrke, taler nu om dem med hadefuldt raseri«.

Oprør over alt
Fra invasionen og frem har vi vænnet os til, at det er Taliban, der er problemet, og at de blot var tilstede som små modstandslommer i de sydlige provinser (Helmand, Kandahar, Kunar, Zabul mfl.).
Det billede af situationen er ikke sandt længere.

Ikke blot er der nu kampe i de nordlige provinser, men også i selve Kabul er der usikkerhed. Og modstanden tegnes ikke af Taliban alene, men også den tidligere regeringsleder Dadullah, den tidligere statsminister Hekmatayar og pashtunske klanledere deltager nu i kampen mod besættelser.

Det var i øvrigt bl.a. disse ledere som blev hyldet af Ronald Reagan og vor egen indenrigsminister Lars Løkke som »frihedskæmpere«, men som nu stemples som terrorister - ligesom Sovjet gjorde da, det var besættelsesmagt.

Øvrige klanledere, især i det nordlige Afghanistan, har fået en uskreven aftale med besættelsesstyrkerne om, at kunne passe deres narko-forretninger og andet uden indblanding, blot de sørger for at holde Taliban ude.

Den 11. september 2001 blev gjort til anledning for krigen, selvom den var planlagt længe inden. USA regering havde allerede før 11.9 orienteret den pakistanske regering om USAs planer. Clinton kan da også bryste af at have planlagt denne krig.

Efter talibanernes fortrængning ved invasionen i 2001 var der en lille mulighed for at danne en legitim statsmagt i landet, men den mulighed blev hurtigt spildt.

Under den USA-førte krig i Afghanistan fandt der i slutningen af 2001 en konference sted for besættelsesmagterne, hvor den fremtidige kurs i landet blev fastlagt.

Stedet for konferencens afholdelse siger meget om forholdet til Afghanistan.

Det var i Petersberg ved Bonn, at de 20 besættelsesmagter besluttede sig for en regering bestående af tre islamiske grupper og en royal.

Karzai, som da befandt sig i det indiske ocean på et USA krigsskib, blev udnævnt som ministerpræsident for en overgangsregering. Karzai har i årevis stået på CIAs lønningsliste.

Da Karzai-regeringen hverken havde legitimtet eller opbakning måtte den efter kolonialt forbillede beskyttes af NATO styrker.

Karzais regering blev planlagt og skabt af USAs neokonservative, ikke bare afghanerne blev overhørt, men heller ikke EU’s ønsker blev taget med.

Men her vejede det tungere for EU og den danske regering, at man fik endnu en mulighed for at legalisere yderligere udenrigspolitisk og militært engagement. Som det er set før blev en militær løsning favoriseret, og Afghanistan er siden da blevet en regelret øvelsesplads for USA og NATO, hvor de nyeste våben og strategier afprøvet.

Karzai-regeringen uden legitimitet
Mellem 2002 og 2005 gennemførtes flere valg. I juni 2002 valgte rådssamlingen Karzai til præsident, det lykkedes ham i øvrigt ved dette valg at overgå nordkoreaske valgresultater, idet han fik 24 stemmer flere end der var deltagere.

Forud for dette »valg« havde USA derudover købt stemmer for 10 millioner dollar. New York Times kaldte den måde, som valgene blev foretaget, en klodset amerikansk aktion«.

Alle beslutninger blev udfærdiget på den amerikanske ambassade eller Kazais kontor, alle, inklusiv FN og EU, lod sig dirigere af USA og godkendte blot den amerikanske centraladministrations beslutninger.

Derved ofrede organisationerne deres neutralitet og troværdighed. Og den står ikke til at redde.

I Istanbul besluttede NATO den 22. juni 2004, at den formelle FN-styrke, ISAF, skulle under NATO.

Siden det militære eventyr startede, har USA ville bestemme, hvordan besættelsen skulle forløbe. Og åbent vendt sig imod, at såvel FN, andre internationale sammenslutninger og endog landets nærmeste allierede skulle have nogen indflydelse.

Men USA havde anstrengt sin militære kapacitet til det yderste, bl.a. pga. Irak, og måtte derfor opgive sin egenrådighed og bede NATO og delvis FN om hjælp.

Landet blev, efter en plan udfærdiget i NATOs hovedkvarter, opdelt i fire sektorer.

Afghanistan suverænitet og beslutningsdygtighed blevet deponeret her. Det er blot en af de ydmygelser, der er årsag til den voksende modstand.

Endnu før parlamentsvalget i 2005 havde Karzai på en national konference fået fuldmagt til at lave aftale med USA, hvorved besættelsesstyrkerne kunne blive lige så længe de ønskede.

Afghanistan har hverken en suveræn eller uafhængig regering. Karzai-regeringen består af 50 procent amerikanske afghanere og en del krigsherrer, dertil kommer de US-rådgivere som er til stede i alle amter og med magt til at tage beslutninger.

USA og NATO regner med at blive i landet længe, og det kræver stadig større militær indsats.

Trods den åbenlyse fallit er der ingen garanti mod forsatte lidelser for Afghanistan. Det skyldes flere forhold. Et er at til trods for, at besættelsen vil kræve uendelig flere ressourcer end f.eks. oprettelse af protektoratet i Bosnien, vil NATO/EU/USA have meget svært ved at erkende endnu et nederlag med deraf følgende prestigetab.

Det kan være værd at erindre, at der gik 10 år, fra den amerikanske administration erkendte nederlaget i Vietnam, til man forlod landet, og det betød yderligere 3 millioner dræbte vietnamesere, 58.000 amerikanere, 15 millioner sårede og et ødelagt land.

Så meget kostede de »gode« politiske overvejelser.

For det andet er et samtidigt nederlag i Irak og Afghanistan, sammen med usikre allierede i regionen, uacceptabelt.

Og det mest sandsynlige er opgivelse af kontrol af hele landområder for i stedet at satse på store baseområder, hvorfra der kan udøves kontrol.

Allierede, som Danmark, er blevet gjort til nyttige idioter.

Og alvorligere, i Irak og Afghanistans tilfælde har FN miskrediteret sig ved at bidraget til oprettelse af protektoratet.

Derfor kan hverken NATO, EU eller FN i fremtiden udgøre dele af en legitim styrke.

De økonomiske strukturer er ødelagt
Arbejdsløsheden er 75 procent, nogen steder i øst og syd omkring 90 procent - det er her, 80 procent af befolkningen støtter kampen mod besættelsen.

Hertil kommer de tilbagevendte flygtninge, der hverken kan finde bolig eller arbejde. Det betyder, at går de tilbage til krigsherrerne eller Taliban. Medmindre de befinder sig i protektoratets hovedkvarter, Kabul, hvor der kan være jobs at få som tjenere hos besættelsestropperne eller de mange NGO-ere.

Her flyder pengene rigeligt i øvrigt med store skadevirkninger på den lokale økonomi til følge.

NGO-erne der arbejder i Afghanistan, har reelt erstattet statsadministrationen - de opgaver som regeringen skal løse, er der ingen penge til. NGOerne svømmer i penge og presser priserne i vejret.

Afghanske lærere og læger er taxichauffører for NGO-organisationerne, det giver nemlig løn og en slags sikkerhed.

Narko-baronerne er integreret i statsapparatet og bidrager til den lille del af økonomien, som fungerer. De investerer nemlig i luksusartikler, der kan tilfredsstille de mange udlændiges behov.

Ifølge økonomiminister Amin er 90 procent af alle varer i Afghanistan importeret – heraf størstedelen luksusvarer.

Allerede for nogle år siden fortalte den engelske ambassadør om narkotika-trafikken, og at Karzai-klanen var direkte involveret. Da det kom ud i pressen, blev ambassadøren kaldt hjem. Man miskrediteter ikke sine egne marionetter.

Senere berettede den amerikanske TV-station, ABC, om Karzais bror, der er ansvarlig for Kandahar-provinsen i syd, men samtidig er mafiachef, der sørger for narkotikatransporterne til Tyrkiet og Pakistan. Og som derudover har en lukrativ beskyttelsesforretning, der indbringer ca. 20 millioner dollar om året.

Også krigsherren i Nordalliancen, Daod, er blevet gjort ansvarlig for bekæmpelse af narkotika, samtidig med at han selv som mafiachef er ansvarlig for narkotika. Høsten og indkomsten på opium i 2006 var ifølge FN den største nogensinde - og i øvrigt den eneste betydningsfulde indkomstkilde for landet.

De EU-uddannede politifolk, som Danmark under stor mediebevågenhed var med til at uddanne, har ikke ageret som venner og hjælpere af befolkningen – tværtimod.

De overfalder de tilbagevendte flygtninge, da de formoder, der er værdier og penge at finde. Og desuden undersøger de åbent folk på gader og tager deres penge og andre værdier – og ingen tør gøre modstand.

Sikkerhedstilstanden har ikke været dårligere siden opløsningen af Taliban. I de sidste måneder af 2006 måltes lige så mange overfald som i hele 2005.

For befolkningen går det hele tiden dårligere, ikke bare sikkerhedsmæssigt, men også infrastrukturen falder fra hinanden.

Selv i Kabul fungerer forsyningerne af el og vand ikke – for den afghanske befolkning.

Og i de fattigste provinser har der været udbrud af kolera. Kun de færreste har råd til medicin. Officielt er behandling på de statslige hospitaler gratis, men uden bestikkelse får man intet.

Huslejerne er høje takket for den omfattende korruption.

De danske legionærere
Myten om den taknemmelighed, som der næres over de allieredes tilstedeværelse, er ved at få en ende.

Krigens manglende legitimitet og den våbenteknologiske overlegenhed, som NATO besidder, har medført en stigende barbarisering af krigen.

De ubehagelige fotos med ligskænding foretaget af NATO-soldater i Kabul, bombede landsbyer, dræbte børn og andre civile dokumenterer den dagligdag, som soldaterne lever under.

USA har åbent erklæret Geneve-konventionen ude af kraft i kampen mod terrorister, og det er sket med fuld accept fra den danske regering.

Og derfra er der en lige vej til tilsidesættelse af al humanitær behandling, tortur og dermed krigsforbrydelser.

Den danske regering mener ikke, den kan gøre for, at USA ikke vil overholde forpligtelserne i Genève-konventionerne.

Men i konventionens første artikel hedder det, at man forpligter sig til »under alle forhold« at overholde dem. Man forpligter sig endvidere til at drage omsorg for, at alle øvrige underskrivere overholder lovene.

Desuden påtager de deltagende stater sig pligten til i »videst muligt« omfang at udbrede kendskabet til Genève-konventionerne i deres egne lande. Der er således tale om tilsidesættelse af ikke bare Folkeretten, men også Geneve-konventionen.

Og den lige vej til domstolen i Haag er banet for ikke bare den danske regering, men også Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som har støttet besættelsen og dens følger.

I halvdelen af Afghanistan, især i det sydlige, kommer kun sporadiske nyheder ud, da der ikke er sikkert for nogen, heller ikke journalister.

Men NATOs efterretninger afslører såmænd også rigelig til at forstå den øgede modstand.

I det største slag som danske soldater hidtil har deltaget i - en landsby 15 km vest for Musa Qala i Helmand-provinsen - blev der således sagt, at »150 danske soldater har dræbt 80 Taliban-folk. Kampene rasede i tre dage - med slag, der var i gang i op til otte timer« (NATOs militære talsmand).

Samtidig kaldte den danske øverstkommanderende i området, oberstløjtnant H.-C. Mathiesen, de danske styrkers indsats for »imponerende«.

Fremkomsten af oplysninger om civile ofre får få dage senere antallet af dræbte til at skrumpe betragtelig, for, som det siges, tager Taliban sine dræbte med.

Da NATO-styrkerne er indespærret i militærspækket pindsvinestillinger, skal der ikke meget analytisk sans til at forstå, at NATOs og Danmarks militære eventyr for længst er nået ud over den kant, hvor der er forståelse i hovedparten af den afghanske befolkning.

Det store flertal af dræbte afghanere betegnes som Talibankæmpere, samtidig med at NATOs legionærer forsvarer hårdhændede metoder, og endog tortur, med, at det ikke er til at skelne civile fra Talibankombattanter.

I denne krig vil vi således få at vide, at der er sket enkelte fejl, mens der i virkeligheden er tale om en systematisk række af krænkelser i en krig, der ikke kan vindes.

Grunden til at det store flertal af afghanere støtter modstanden er, at der ikke er forståelse for, at drab, bombardementer og lignende tiltag er civilisatoriske skridt der er nødvendige for en udviklingen af et fredeligt Afghanistan.

Ganske ligesom i Irak.

Men ikke desto mindre kommer det officielle Danmark med følgende ordgyderi:

»Sammen med det internationale samfund bidrager Danmark gennem bistand, militær tilstedeværelse og dialog med den afghanske regering for at holde genopbygnings-processen på sporet. Der er stadig usikkerhedsfaktorer. Sikkerhedssituationen er fortsat et problem og udviklingsbehovene er enorme. Men vigtige milepæle er nået i Afghanistan, som i dag har en folkevalgt præsident, et nystartet parlament og et stigende antal udviklingstiltag i hele landet.« (Det danske udenrigsministerium hjemmeside)

Det giver kun akkurat den fernis, der skal til, for at soldater og entreprenører kan få en opfattelse af en civilisatorisk velgerning, samtidig med at pengepungen fyldes.

Men det når samme ideologiske højder, som vi hørte fra den sovjetiske regering under dens besættelse af landet.

Najibullah-regeringen havde i de 6 år, den regerede efter Sovjets tilbagetrækning, betydelig større held til at opbygge et legitimt statsapparat, end Karzais marionet-regering nogensinde har set skyggen af.

Der er en glidende overgang fra regeringens støtte til øget militær indsats til Socialdemokratiets naive forestilling om civil opbygning bl.a. med Hjemmeværnets hjælp.

Socialdemokratiets problem er ikke bare, at de har støttet invasionen, men selv startede skredet i dansk udenrigspolitik - sammen med Det Radikale Venstre - med det folkeretsstridige 79 dages bombardement af Serbien.

Men heller ikke SF har helt opfattet Danmark som deltager i imperialismens legioner.

Politiken spurgte således Villy Søvndal omkring Afghanistan (29. November 2006):

»Men altså, støtter du ideen om flere soldater?

- Det afhænger af, hvilken ramme de indgår i. Det afgørende er at sikre, at den civile del af indsatsen kommer til at fylde langt, langt mere end i øjeblikket.

Når NATO nu også optrapper den civile indsats, er det så rigtigt samtidig at optrappe den militære del?

– Øhh … Det vil jeg ikke udelukke. Men det store hængeparti i øjeblikket er den civile opbygning. Du kan godt skrue op for den militære indsats, men så bliver modstanden tilsvarende større. Så du kan ikke adskille det her«

SF har dermed forplumret muligheden for at knytte en bevægelse for fred sammen med ønsket om opbygning af en international retsorden.

NATO, og dermed Danmark, er en del af problemet – ikke en del af svaret. Uanset hvor mange hospitaler og broer vi vil bygge samtidig med militær tilstedeværelse.

Alternativer
Det retoriske spørgsmål i den danske borgerligheds samtalekøkken er »hvad skulle vi så have gjort«.

Men ikke bare udgangspunktet for krigen er forkert, selve dens udvikling er en uendelig række af fejltagelser.

Hvis man vil gøre ondt godt, er der kun en mulighed, og det er at lægge en check til de kræfter, der har legitimitet til at opbygge Afghanistan – og for dens sags skyld Irak. Og straffe krigsforbrydelserne.

Den eneste gangbare vej for Afghanistan er opbygningen af en regering der har legitimitet i befolkningen, og som ikke bygger på USA/NATOs bajonetter, men i stedet hjælpes på vej af alliancefrie stater og sammenslutning af islamiske stater.

Kun på den måde kan man tage taget vinden ud af sejlene på islamisterne, idet Afghanistan på den måde ikke længere er besat af kristne og Den Store Satan/USA.

Det vil være svært for NATO/USA at acceptere, og det svært at få øje på stater med muslimsk befolkning, der vil rage kastanjerne ud af ilden for NATO/USA.

Men ikke desto mindre ligger Afghanistans fremtid i, at alle besættelsesstyrker og organisationer, inklusiv FN, der ingen legitimitet har, forsvinder.

Samtidig skal landet afkobles fra denne struktur og i stedet udvikle et samarbejde med Indien og øvrige asiatiske lande i nærområdet. Som NATO-protektorat har Afghanistan hverken politiske eller økonomiske fremtid.

Michael Schølardt er medlem af redaktionen for Kontradoxa og tidsskriftet Solidaritet.

Artiklen har tidligere været bragt i Solidaritet.

Besøg Kontradoxas debatforum