Annonce

15. januar 2007 - 2:20

Tysk politi i nazi-skandale

Da en 26-årige delingsfører i det tyske forbundspoliti i Berlin sidste efterår blev suspenderet for at have delt cd’er med nazi-musik ud til sine kolleger, blev det starten på en større sag om højreekstremisme i den tyske politistyrke. Det fremgår af en artikel i fagbladet Dansk Politi.

Da delingsføreren klagede over sin suspendering, viste det sig nemlig, at de fleste medlemmer af hans 20 mand store deling delte de højreekstreme holdninger.

Politifolk i nazi-trøjer

Ifølge Dansk Politi startede undersøgelserne af sagen i 2004, da den højreekstreme politideling gjorde sig bemærket ved et teambuilding-kursus i forbundspolitiets træningscenter i Bayern.

Ifølge vidneudsagn fra andre politifolk lignede delingen medlemmer af det nazistiske tyske parti NPD, og en politileder fra Ruhrområdet kaldte det »en adfærd, som vi ellers kun kender fra den højreekstremistiske scene«.

Politifolkene havde haft frisurer »typiske for den højreekstremistiske scene«, t-shirts med den tyske ørn og påskriften »politi« på forsiden og med knipler og tænder-blottende ulve på ryggen.

Andre t-shirts bar teksten »vores hjemstavn, vores kærlighed, vores stolthed« skrevet med gotiske bogstaver.

Ifølge en domsmand havde politidelingen afholdt »regulære andagter« i træningscentret »Haus Kühroint« – et mødested for Hitlers tilhængere i 1930’erne – under en loftsbjælke med gamle nazistiske inskriptioner.

Delingsføreren nægter at være højreekstremist, og hævder, at han ikke havde opdaget, at musikken på de cd’er han forærede væk, var nazistisk. I retten forklarede han, at han troede, der var tale om »ganske almindelig tysk rockmusik«.

Der er endnu ikke faldet dom i sagen.

Læs mere i fagbladet Dansk Politi

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce