Historikersjusk om venstrefløj

Sommeren 2005 blev udredningen om Danmark under den kolde krig fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) frigivet efter fem års arbejde.

Oprindeligt skulle den blot belyse den sikkerhedspolitiske strategi og den militære trussel mod Danmark, men i 2002 udvidede Fogh-Rasmussen kommissoriet til også at omfatte den indenrigspolitiske udvikling med fokus på danske partier og organisationers virke under den kolde krig.

Som sådan er den naturligvis interessant for yngre historikere, som undertegnede, der nu i en årrække har siddet med hovedet i arkiverne på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv for at undersøge danske venstrefløjspartier og bevægelser i perioden efter 1960.

Det var med de briller jeg for et par halvt år tyggede mig igennem de kapitler af det store værk, der lappede ind over en del af de problematikker, som beskæftiger mig.

Under det udvidede kommissorium finder man blandt andet i kapitel 29-35 i DIIS-rapporten en redegørelse om den sikkerhedspolitiske debat i årene 1963-1978, der dækker venstrefløjspartiernes og flere freds- og solidaritetsbevægelsers virke i perioden, samt kapitel 43, der handler om dele af DKP’s og DKU’s virke.

Anmelderne har stort set ikke beskæftiget sig med denne del af DIIS-rapporten, og det bør forfatterne være glade for.

For der er tale om flere alvorlige metodiske problemer set ud fra en historie-faglig betragtning. De nævnte afsnit er således skæmmet af lemfældig omgang med den inddragede litteratur og kilder fra perioden, ubegrundet fravalg af væsentligt primært kildemateriale, faktuelle fejl, fordomsfulde fejlslutninger og sjusk.

For nu at starte med sjuskefejlene. Det er symptomatisk, at de anonyme forfattere af kapitlerne 29-35 ikke kan stave til partiet Venstresocialisterne, som konsekvent benævnes Venstre-Socialisterne, ligesom man konsekvent ikke kan stave til Ho Chi Minh.

På samme vis er der utallige steder, hvor der angives forkerte årstal. Eksempelvis anføres det, at den kommunistiske studenterorganisation, Komm.S., blev dannet i 1972 »med afdelinger på samtlige universiteter« (DIIS II: 422).

Fakta er, at Komm.S. bliver stiftet på Århus Universitet i 1968 i forlængelse af studenteroprøret, og at landsorganisationen Komm.S. bliver stiftet den 16-17. november 1974 som en samling af lokale Komm.S. organisationer på universiteterne. 

Et andet godt eksempel finder man i bind III på side 375:

»Fra midten af 1970’erne opnåede DKU at blive en dominerende politisk strømning i ungdomspolitiske foreninger og kom til at sætte sit præg på skolepolitikken, som i 1970’erne blev et politisk kampfelt. Landsorganisationen for Elever (LOE) havde i perioden 1975-1984 en DKU-domineret ledelse. [notehenvisning nr. 109: Knud Holt Nielsen, „Da skoleeleverne blev fagligt organiseret“, Arbejderhistorie nr. 3, 2000, ss. 22-42.] Senere gennem 1980’erne fik DKU’erne stor indflydelse i organisationer inden for uddannelsessystemet.« (DIIS III: 375)

Vurderingen af DKUs indflydelse i uddannelsesorganisationerne og hvornår ungdomsforbundet får denne indflydelse, sker med en henvisning til en artikel skrevet af undertegnede til tidsskriftet Arbejderhistorie 3/2000, som i øvrigt er eneste grundlag for vurdering af DKUs indsats i uddannelsesorganisationerne.

Såfremt man læser den pågældende artikel fremgår det imidlertid helt eksplicit, at DKU var dominerende i LOE fra 1972 til 1985, da DSU forsøgte at overtage organisationen.

Det står også helt eksplicit, at DKU »fra omkring 1973 [blev] den dominerende politiske strømning i snart sagt alle de uddannelsessøgendes organisationer – bortset fra DSF« (Arbejderhistorie 3/2000: 23).

Det er således faktuelt forkerte årstal, der anføres i DIIS-redegørelsen. Den fejlagtige henvisning til firserne sidst i citatet tyder på, at forfatteren til denne del af rapporten end ikke har læst den artikel, der henvises til.

Samme fejlagtige årstal vedrørende LOE finder man i bind II, side 335, igen med henvisning til artiklen i Arbejderhistorie (DIIS II: 335).

Om det er sjusk eller manglende læsning, der gør sig gældende her, skal jeg ikke kunne afgøre.

Brugen af artiklen i Arbejderhistorie bliver imidlertid væsentligt alvorligere, når man læser den sammenhæng, den første gang optræder i.

»De skolede kadrer kom med deres organisationsevne gennem 1970’erne og 1980’erne til at spille en rolle i det danske kulturliv, i biblioteksverdenen, i medierne og ikke mindst i ungdomspolitiske kredse. I denne periode opnåede DKU på baggrund af stigende medlemstal at blive en dominerende politisk strømning i ungdomspolitiske foreninger. DKU satte ikke mindst sit præg på skolepolitikken, som i 1970’erne blev et politisk kampfelt. Landsorganisationen for Elever (LOE) havde i perioden 1975-1984 en DKU-domineret ledelse. [Notehenvisning nr. 31: Knud Holt Nielsen, „Da skoleeleverne blev fagligt organiseret“, Arbejderhistorie nr. 3, 2000, ss. 22-42.]«. (DIIS II: 335)

Benævnelsen »De skolede kadrer …« er en henvisning til deltagerne fra de lange skolingsophold i Sovjetunionen og DDR.

Man kan imidlertid ikke på baggrund af min artikel, eller mine arbejder i øvrigt, underbygge påstanden om at de skolede kadrer havde en væsentlig betydning for, at DKU spillede en rolle i uddannelsesorganisationerne eller i ungdomspolitiske kredse i øvrigt.

Tværtimod var det sådan, at forudsætningen for at komme af sted på et langvarigt skolingsophold var, at man forinden havde gjort sig bemærket i kreds- og afdelingsarbejdet, i lærlingebevægelsen eller fra midten af 1970’erne i uddannelsesorganisationerne og her bevist, at man besad organisatorisk tæft og ledelseserfaringer.

Det væsentlige ved opholdet for DKU som organisation var således ikke egentlig opkvalificering af de danske ungkommunister. Det handlede snarere om at styrke de unge talenters tilknytning til ungdomsforbundet og til den kommunistiske bevægelse.

Herudover er det noget vrøvl, når det postuleres, at DKPs og DKUs skolede kadrer spillede en væsentlig rolle i medieverdenen under den kolde krig, med mindre forfatterne da tænker på Land og Folk.

Ser man på nyhedsmedierne, så var en enkelt medarbejder ved Radioavisen i halvfjerdserne medlem af DKP, og senere i firserne blev en tidligere DKU’er medarbejder ved TV-avisen, og blandt medarbejderne ved landets førende medier – Aktuelt, Politikens Hus, Det Berlingske Officin, Venstrepressen og Jyllandsposten - finder man i perioden heller ikke mange kommunister og slet ikke tidligere kursister fra skoling i udlandet.

DIIS-undersøgelsen inddrager DKP’s relativt omfattende arkiv på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv uden dog at omtale dette i den indledende kilde gennemgang. Ser man nærmere på brugen er der da også tale om en stærkt selektiv anvendelse af dette kildemateriale.

Undersøgelsen af de lange skolingsophold – og vurderingen af samme – sker således først og fremmest på baggrund af en enkelt kasse i DKPs arkiv (kasse 462), der vedrører skolingsopholdene på partiskolen i Moskva.

Forfatterne har derimod overhovedet ikke inddraget materialet fra DKUs arkiv, selv om der her findes seks kasser materiale vedrørende de lange skolingsophold, og selv om dette materiale har været tilgængeligt siden sommeren 2003.

Jeg har personligt nævnt overfor flere forskningsmedarbejdere ved DIIS-redegørelsen, at materialet var tilgængeligt, og der har tilmed været en artikel i tidsskriftet Arbejderhistorie 4/2003 om, at DKUs arkiv nu var tilgængeligt.

En vurdering af skolingens betydning for DKUs virke bør tage sit afsæt i det omfattende materiale i DKUs arkiv.

Når det ikke sker, må man tale om et ubegrundet fravalg af væsentligt tilgængeligt kildemateriale, som der 1) har været kendskab til, som er 2) langt mere omfattende end det tilsvarende materiale i DKP’s arkiv, og som 3) dækker helt frem til slutningen af firserne modsat materialet i DKP’s arkiv.

Nok så væsentligt kan man i DKUs arkiv finde forretningsudvalgets overvejelser om den efterfølgende placering af kursisterne indenfor DKUs organisation og i bevægelsesarbejdet ved afslutningen af flere skolingsophold og dermed bedre kunne vurdere, hvilken rolle og betydning de langvarige skolingsophold havde.

Havde forfatterne gjort det, ville de eksempelvis have opdaget, at kadrerne fra de lange skolingsophold alt overvejende blev placeret internt i DKUs organisation for at stive denne af og så godt som aldrig i uddannelsesorganisationerne.

Fravalget af kildematerialet i DKUs arkiv bliver yderligere problematisk, når man ser på fordelingen af kursisterne.

Omkring 200 danskere i alt deltager på langvarige skolingsophold i Sovjetunionen eller DDR i årene 1973-1980. 70 procent af disse deltagere kommer fra DKU eller Komm.S.

Det store flertal af deltagerne fra DKU og Komm.S. (omkring 70 procent) er ikke på kursus på partiskolen i Moskva, men på FDJ’s ungdomsskole Wilhelm Pieck (WP) eller Den Højere Komsomolskole (DHK) i Moskva, og der findes intet materiale om disse kurser i DKP’s arkiv.

Deltagerne på partiskolen overgik tilmed altovervejende til partiarbejde efter skolingsopholdet, bortset fra en periode i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne.

De ledende medlemmer i DKU, der havde været på længerevarende skoling i østblokken, havde således et ophold på Komsomolskolen eller Wilhelm Pieck bag sig. Ikke ophold på partiskolen.

Forfatterne af DIIS-redegørelsen fravælger således et omfattende primært kildemateriale vedrørende flertallet af deltagerne på de langvarige skolingsophold i udlandet. Ligeså kritisabelt er det, at afsnittet om skolingen ikke inddrager det omfattende materiale fra eksempelvis FDJ og ungdomshøjskolen Wilhelm Pieck, der omfatter en tredjedel af DKUs deltagere i langvarige ihold i udlandet i årene efter 1975.

Materialet giver et billede af de østeuropæiske overvejelser bag kadreskolingen af unge danskere og referater om de udenlandske kursister. Dette materiale er ellers velkendt og tilgængeligt i SAPMO i Berlin.

Resultatet er et misvisende billede af de langvarige skolingsopholds indhold og betydning.

I kapitel 30 i bind II behandles Kampagnen mod Atomvåben (KmA) (DIIS II: 43-55). Kapitlet er ifølge redegørelsen baseret på Klaus Jørgensens Atomvåbnenes rolle i dansk politik samt Søren Hein Rasmussens og Johannes Nordentofts Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972 (DIIS II: 43, note 2).

Kapitlet postulerer, at DKP spillede en væsentlig rolle for atomkampagnen og brugte denne til at formulere en almen kritik af USA og NATO.

Det er et opsigtsvækkende synspunkt, for der findes ikke noget belæg for dette, hverken hos Klaus Jørgensen eller hos Søren Hein og Johannes Nordentoft.

Faktisk påviser disse forfattere det stik modsatte nemlig at DKP ikke spillede nogen særlig rolle for udviklingen af Kampagnen mod Atomvåben, men tværtimod effektivt blev holdt udenfor.

Heller ikke i DKP’s og DKU’s omfattende arkiver på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), som har været tilgængelige for DIIS-undersøgelsen, finder man noget understøttelse af denne påstand. Det er da også symptomatisk for hele kapitlet, at der ikke inddrages arkivmateriale af nogen som helst art hverken fra DKU, DKP eller Kampagnen mod Atomvåben.

Der er ingen tvivl om at DKP i samtiden meget gerne ville spille en rolle i atomkampagnen, og i allerhøjeste syntes at denne skulle tage stilling mod NATO – og for den sags skyld også mod dansk EF-medlemskab.

Men DKP’s betydning var ganske usædvanlig ringe.

De blev effektivt holdt ude af kampagneledelsen og beklagede sig jævnligt over dette så vel som over den politiske linie for atomkampagnen som sådan, når emnet blev behandlet i DKP’s og DKU’s ledelser.

Samme tendens ses i kapitlet om Vietnambevægelsen. Heri hedder det blandt andet:

»Allerede i 1965 etableredes den såkaldte ’Vietnambevægelse’, der dog splittedes i flere mindre bevægelser. De to vigtigste var ’De Danske Vietnamkomiteer’ og ’Vietnam 69’. Førstnævnte stillede sig kritisk til den amerikanske krig og solidariserede samtidig sig med FNL, der var en betegnelse for den sydvietnamesiske befrielsesfront. Denne del af vietnambevægelsen var kommunistisk orienteret, og det var ikke tilfældigt, at vietnamkomiteerne støttede de såkaldte ’vietcong’er’, det vil sige de nordvietnamesiske, kommunistiske guerillaer i krigen mod de amerikanske styrker. I den forbindelse blev der brugt antiamerikanske vendinger. ’Vietnam 69’ var i højere grad tværpolitisk. Således rummede den også personer med tilknytning til Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet.« (DIIS III:58)

Fakta er imidlertid, at da De Danske Vietnamkomiteer (DDV) stiftes i december 1968, er det i modstrid med DKP’s ønske, og alle de medlemmer af DKP og DKU, der havde en ledende rolle, blev derfor kort tid efter ekskluderet af partiet.

De Danske Vietnamkomiteer repræsenterede herefter den radikale del af vietnambevægelsen, men uden at Danmarks Kommunistiske Parti spillede nogen rolle i denne del af bevægelsen.

Vietnam 69 blev stiftet i februar 1969, den rummede ganske korrekt personer med tilknytning til SF, de radikale og socialdemokratiet, men det var DKP og DKU, der var den organisatoriske drivkraft i Vietnam 69.

Eksempelvis var det medlemmer af DKU, der måtte drive Vietnam 69’s kontor, da der fra sommeren 1969 ikke længere var penge til lønninger, og medlemmer af DKP sad i hele organisationens levetid i ledelsen.

Det fremgår helt eksplicit af Nordentofts og Rasmussens bog om Vietnambevægelsen, som afsnittet direkte henviser til som hovedkilde (DIIS II. 58, note 3).

Samme billede fremgår helt klart af arkiverne efter DKP og DKU, der imidlertid ikke er inddraget i afsnittet. Der er altså tale om, at der fremsættes påstande i modstrid med den litteratur, der lægges til grund, og det tilgængelige kildemateriale i øvrigt, uden at der henvises til andre kilder, der kan underbygge påstanden.

Det er meget betænkeligt fra en faghistorisk betragtning. For at det ikke skal være løgn, så kan man tilmed andetsteds i DIIS-rapporten læse – med afsæt i PETs rapporter – at DKP var den dominerende gruppe i Vietnam 69.

Dertil kommer så forfatternes problem med at skelne mellem konkurrerende grupper på venstrefløjen og indenfor solidaritetsbevægelsen.

En variant af denne problematik finder man i afsnittet om DKP, hvor det blandt andet hedder:

»DKP’s arkiv vidner om, at partiet gennem 1970’erne og 1980’erne satte kræfter ind i blandt andet Allende-komitéen, Chilekomitéen og Vietnambevægelsen.« (DIIS II: 340)

Allende-komiteen blev dannet i januar 1974 som et modstykke til Chilekomiteen som blev sprængt af DKP.

Det fremgår både af Chilekomiteens arkiv, som er tilgængeligt på ABA, og det fremgår tilsvarende af DKP’s og DKU’s arkiver – og ikke mindst af de utallige skriverier om sprængningen i samtidens venstrefløjsblade.

Ydermere er det besynderligt, at man på intet tidspunkt i DIIS-redegørelsen nævner Landskomiteen Sydafrika-Aktion (LSA), eftersom medlemmer af DKP og DKU var blandt stifterne og efterfølgende var en drivende organisatorisk kraft i komiteen og solidaritetsarbejdet med ANC, mens det officielle Danmark ikke ønskede at støtte den sydafrikanske befrielsesbevægelse.

Det sidste er naturligvis en vurderingssag, om end det er vanskelligt at forstå, hvorfor firsernes mest succesrige solidaritetsbevægelse ikke inddrages, når man nu ønsker at vurdere DKP’s indsats i solidaritetsbevægelserne.

Ikke mindst når vi nu ved fra PET-sagen i 1998, at PET brugte Anders Nørgaard til at infiltrere Landskomiteen Sydafrika-aktion.

Der er enkelte udmærkede ting i kapitlet om DKP, eksempelvis er der et udmærket afsnit om den økonomiske støtte til DKP, som imidlertid ikke bringer væsentligt nyt i forhold til de undersøgelser, Morten Thing og historikere fra de øvrige nordiske lande tidligere har foretaget, og som er sammenfattet i antologien Guldet fra Moskva fra 2001.

Men de gode ting overskygges klart af manglerne.

I DIIS-undersøgelsen har man, som tidligere omtalt, også inddraget materiale fra PET. Det rejser imidlertid en række grundlæggende metodiske problemer, som forfatterne øjensynligt overhovedet ikke er sig bevidst.

Misforståelserne omkring Chilesolidaritetsarbejdet stammer således fra denne type kildemateriale.

På side 422 får man oplyst at DKP i 1974, ifølge PET, havde taget styringen af Chilekomiteen og samme år dannet Salvador Allende Komiteen. DKP og DKU havde imidlertid aldrig styringen af Chilekomiteen, men var tværtimod i permanent mindretal.

Det var årsag til en lang række beklagelser indadtil, som findes i talrige interne redegørelser og mødereferater i DKUs og DKPs arkiv, og derfor splittede DKP i december 1973 Chilekomiteen og tog i stedet i foråret 1974 initiativ til dannelsen af Komiteen Salvador Allende som et alternativ til Chilekomiteen.

I DIIS-rapporten sættes 2¼ side af til at redegøre for brugen af kilder fra det danske efterretningsvæsen, her fastslår man, at en vurdering af sandfærdigheden af disse kilder i højere grad falder ind under PET-kommissionens opgaver.

Afsnittet om brugen af efterretningsmaterialet og de afsnit i rapporten om venstrefløjen, der er baseret på dette materiale, afspejler imidlertid at forfatterne i praksis ikke har gjort sig grundlæggende kildekritiske overvejelser.

Det gælder både i forhold til om karakteren af det materiale, man har med at gøre, når man arbejder med PET-rapporter, og de begrænsninger, der ligger i det ud fra en historie-faglig betragtning.

PETs rapporter blev i samtiden stykket sammen på baggrund af oplysninger i de åbne kilder – typisk trykt materiale i form af aviser, tidsskrifter, kongresvedtagelser og lignende – suppleret med mere eller mindre lovlig overvågning og aflytning samt mundtlige oplysninger fra en række infiltratorer i forskellige venstrefløjspartier og bevægelser.

Vi ved således, at PET og FE betjente sig af nogle meget farverige karakterer fra den yderste højrefløj med bl.a. Hans Hetler som mellemled – og man kender i dag navnene på flere af dem.

På denne baggrund, suppleret med mere eller mindre kvalificerede gætterier, stykkede det danske efterretningsvæsen så deres rapporter sammen. Jeg fristes derfor til at citere Erslev om sondringen mellem primære og sekundære kilder:

»Kildeanalysen fører til, at vi kan sondre Beretningerne i primære og sekundære. Sekundær er en Beretning, naar den henter sin Viden fra Beretninger, som vi endnu har, eller med andre Ord, naar Forfatteren ikke har haft større Viden end vi ogsaa kan skaffe os; primær er modsat en Beretning, som enten hidrører fra selve Øjenvidnet eller bygger på Vidner, som vi ikke kender. Forskellen er saaledes rent praktisk; den ligger ikke i Kildernes Natur, men i vor Stilling til dem. Ved fortsat Undersøgelse kan man maaske finde Kilden til en Beretning, man hidtil har holdt for primær, og den glider saa over blandt de sekundære; hvad der er sekundær Kilde for os, var maaske primær for en tidligere Forfatter.« (Erslev: Historisk teknik §39)

PETs rapporter er naturligvis en primær kilde til PETs forestillinger, men som kilde til venstrefløjens gøren og laden er der tale om beretninger baseret på et ufuldstændigt materiale, hvor forskere i dag har adgang til væsentligt større mængder af primært kildemateriale, som ikke har været tilgængelige for PETs analytikere i samtiden.

Når man benytter samtidige rapporter fra PET, risikerer man derfor at videreføre misforståelser og vrøvl i disse.

Bare for at komme med et par eksempler. På side 420 hævdes det eksempelvis på baggrund af PETs rapporter, at DKP havde infiltreret SF og på denne måde havde sat sit præg på SF’s sikkerhedspolitiske linie.

Erik Sigsgaard skulle således have fungeret som kontaktperson i SF for DKP’s partisekretærer Poul Emanuel og Ingmar Wagner. Det er en meget bemærkelsesværdig påstand om en af de mest Sovjetkritiske medlemmer af VS, som burde have været forsøgt verificeret. Eksempelvis ved en undersøgelse i DKP’s arkiv. Men den tages fuldstændig for pålydende uden større refleksion.

Og det bliver ikke bedre på den følgende side hvor det konkluderes at: »Vietnam 69, der hidtil havde været styret af VS, var nu ifølge PET’s analyse også overtaget af DKP gennem en forberedelseskomite med en række DKP’ere og fremtrædende kulturpersonligheder.«

Hvis forfatteren havde ulejliget sig med at kigge i den eksisterende forskning – eller i Venstresocialisternes omfattende arkiv – ville vedkommende have været klar over, at der er tale om rent nonsens. VS spillede aldrig nogen rolle i Vietnam 69, men derimod i den radikale modpol De Danske Vietnamkomiteer.

Alle oplysninger, som fremgår af PET’s rapporter, skal altså – såfremt man hævder man er faghistoriker – vurderes i forhold til den forskning om og det materiale fra venstrefløjspartierne, som i dag er almindeligt tilgængeligt for forskere gennem eksempelvis de omfattende samlinger på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Det sker imidlertid ikke.

Der foretages aldrig nogen falsifikation og dermed vurdering af påstandene fra PET. Selv ikke når oplysningerne står i et åbenlyst modsætningsforhold til forhold, der er almindeligt kendte, hvis man bare har et minimumskendskab til området.

Det gør selvsagt en bekymret for, at den samme slags sjusk venter forude, når PET-kommissionen kommer med sin beretning.

Mit speciale er ikke det militære isenkram eller de sikkerhedspolitiske strategier. Måske er de omfattende afsnit om disse forhold udmærkede, som et nummer af Arbejderhistorie hævder.

Men afsnittene om danske venstrefløjspartier og ditto bevægelser må desværre konstateres som værende ringe og langt under, hvad man kan forvente af en redegørelse til adskillige millioner kroner, der har holdt en snes forskere beskæftiget i flere år.
 
Knud Holt Nielsen er Ph.d. studerende ved Københavns Universitet. Han skriver på en afhandling om Danmarks Kommunistiske Ungdom 1960-1990.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Arbejderhistorie, nr. 3/2006.

Besøg Kontradoxas debatforum