Annonce

1. februar 2007 - 18:40

Afghanistan-sagen ruller videre

Den danske regering modtog både i marts 2002 og marts 2003 advarsler fra FN om kritiske forhold i fangelejrene i Afghanistan, skriver Politiken.

I en rapport, som det danske udenrigsministerium modtog den 26. marts 2002 skriver FNs specialrapportør om menneskerettighedsforhold i Afghanistan, om bekymrende forhold i »forskellige lejre«.

I marts 2003 modtog regeringen desuden en rapport om tortur og tilbageholdelse af fanger, der blandt andet nævner en episode, der svarer til de beskrivelser, som dansk tilfangetagne afghanske fanger har givet i dokumentarfilmen »Den hemmelige krig«.

Afghanerne fortalte her, at de var blevet tæsket og mishandlet, efter at dansk militær havde udleveret dem til den amerikanske militærlejr i Kandahar.

Udenrigsministeriet bekræftet modtagelsen
Udenrigsministeriet har over for Politiken bekræftet modtagelsen af de to FN rapporter, men ministeriet anfører at rapporterne først var tilgængelige, da de danske specialstyrker havde udleveret 31 fanger til amerikanerne.

»De to rapporter føjer således intet nyt til de faktiske og retslige forhold, som beskrevet i redegørelsen af 13. December 2006, og har allerede derfor ingen selvstændig relevans i forhold til redegørelsen«, skriver ministeriet.

I regeringens redegørelse fra december 2006 står der, at regeringen først blev opmærksom på, at der var anklager om mishandling af fanger i Afghanistan, den 7. september 2005.

Ministre urokkelige
Statsminister Anders Fogh Rasmussen, udenrigsminister Per Stig Møller og forsvarsminister Søren Gade fastholdt den samme forklaring i et åbent samråd i Folketinget torsdag den 1. februar.

- Ingen skal gøre sig håb om, at der kommer nye sensationelle svar, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i samrådet.

Udenrigsminister Per Stig Møller fastholdt, at regeringen ikke var klar over, at amerikanerne kunne finde på at mishandle fanger.

Han mente desuden fortsat, at der ikke er dokumentation for, at de 31 fanger, som danske soldater har afleveret til amerikanerne, er blevet mishandlet.

Afslag til Amnesty
Per Stig Møller afviste onsdag den 31. januar Amnesty Internationals opfordring om at lave en uafhængig undersøgelse.

Udenrigsministeren sagde, at amerikanerne kender den danske holdning til beretningerne om mishandling i fangelejren i Kandahar.

– De ting, som Amnesty er vrede over – at der er foregået tortur og umenneskelig behandling – er vi jo også vrede over. Så det behøver vi ikke lave en undersøgelse af, sagde Per Stig Møller ifølge Politiken.

Ordene havde dog kun et generelt sigte og rettede sig ikke mod behandlingen af de 31 fanger, som danske soldater 18. marts 2002 videregav til amerikansk varetægt.

Læs mere på Politiken.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce