Forsvarsminister Søren Gade (V) har i et svar til Enhedslistens forsvarspolitiske ordfører, Frank Aaen, indrømmet at danske soldater har deltaget i militære operationer, hvor der blev taget fanger af andre landes styrker.
Regeringen og Søren Gade har ellers stædigt fastholdt, at danske styrker kun to gange har taget afghanske fanger. Men Søren Gaden skiver nu, at »danske styrker har deltaget i operationer under Operation Enduring Freedom, hvor andre landes styrker har tilbageholdt personer«.
Hvor mange og hvordan kan han dog ikke oplyse. Han skriver at forsvaret ikke besidder »et tilnærmelsesvis fuldstændigt billede af disse andre nationers samlede aktiviteter i løbet af operationerne og udtaler sig – af hensyn til samarbejdet med disse nationer – ikke om deres operative virksomhed.
Oplysningerne kan ifølge Frank Aaen forklare en amerikansk forhørsleders udsagn om, at han har set danske soldater »med det unikke danske flag« på skulderen udlevere fanger i den amerikanske fangelejr i Kandahar i 2002. Det skete i DR dokumentarfilmen »Den hemmelige krig«.
Regeringen ellers hårdnakket bestridt oplysningerne i filmen, ligesom den har benægtet at de udleverede fanger blev mishandlet af amerikanerne.
Kan forklare forhørsleders udsagn
Frank Aaen siger, at forsvarsministerens nye oplysninger kan forklare forhørslederens oplevelser:
– Hvis de danske specialstyrker i de fælles militæroperationer flere gange har været med til at tage afghanere til fange, så er det jo ikke utænkeligt, at danskerne har hjulpet hele vejen ind i lejren, siger han til Politiken.
Andre lande, bl.a. USA, kan dermed godt have haft ansvaret for tilfangetagelsen, mens forhørslederen kan have troet, at det var de danske styrker, der stod bag.
– Men uanset det, så fritager det ikke Danmark for et moralsk ansvar for disse fanger, som kan have været blevet mishandlet eller endt på Guantanamo-basen, siger Frank Aaen.
Han vil derfor have forsvarsministeren til at fortælle mere om indholdet i de fælles operationer og om specialstyrkerne har været med til at transportere fanger til lejren i Kandahar.
Fortsat strid om dokumentarfilm
Dokumentarfilmen »Den hemmelige krig«, som regeringen har kaldt utroværdig, befinder sig fortsat i politisk stormvejr.
Ombudsmanden har netop besluttet at indstille en undersøgelse, mens Syddansk Universitet nu iværksætter en uvildig undersøgelse.
Folketinget ombudsmand har ønsket ikke at blive inddraget i et politisk spil om filmen. Filmens instruktør, Christoffer Guldbrandsen, klagede sidste år til Ombudsmanden, fordi han havde fået afslag på aktindsigt, fordi visse dokumenter var blevet væk og fordi han følte sig udsat for langsommelig sagsbehandling.
Men disse klager ønsker ombudsmanden nu ikke at tage stilling til.
»Med hensyn til den foreliggende sag er det imidlertid min opfattelse, at Folketingets behandling af sagen har antaget så omfattende og særlig karakter, at hensynene til ombudsmandens politiske neutralitet foreligger med en sådan styrke, at jeg bør undlade at foretage mig mere i sagen«, skriver ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen i et brev til instruktøren.
Udemokratisk beslutning
Christoffer Guldbrandsen kalder den beslutning udemokratisk.
– Vi har klaget til ombudsmanden over, at centrale papirer bliver holdt hemmelige. Men ombudsmanden vil ikke behandle sagen, fordi den er politisk prekær. Det vil sige, at Forsvarsministeriet, Statsministeriet og Forsvaret i denne sag kan gøre, ligesom det passer dem uden nogen form for tilsynsmyndighed. Det virker temmelig udemokratisk på mig, siger Christoffer Guldbrandsen til Politiken.dk.
Han frygter, at afvisningen kan få konsekvenser for lignende sager i fremtiden.
– Et af de vigtigste redskaber, borgerne har til at sørge for, at magthavere og myndigheder opfører ordentlig, bliver væsentlig svækket, hvis det i fremtiden bliver sådan, at ombudsmanden ikke kan gå ind i sager, der er politisk prekære, siger Christoffer Guldbrandsen.
Syddansk Universitet vil have røgen til at lægge sig
Til gengæld varsler Syddansk Universitet og journalistforbundets fagblad, Journalisten, med en uvildig undersøgelse af filmen med deltagelse af både journalister og eksperter.
– Vi har indtil nu fået en masse partsindlæg og gensidige tilsvininger i denne sag. Læserne og seere bliver tabere i det spil, så vi vil gerne forsøge at rense luften, siger Jakob Elkjær, der er chefredaktør på Journalisten, til Politiken.dk.
– Kald det naivt, men det er vores mål at lave en tilstræbt objektiv rapport. Hvis den kan få blot lidt af røgen til at lægge sig, så har vi nået, hvad vi ville, siger han.
Læs artiklen »Danmark var med til at tage fanger« på Politiken.dk
Læs artiklen »Ombudsmand standser undersøgelse af dokumentarfilm« på Politiken.dk
Læs artiklen »Instruktør: problematisk og udemokratisk beslutning« på Politiken.dk
Læs artiklen »’Den hemmelige krig’ undersøges af Syddansk Universitet« på Politiken.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96