Anmeldelse: Med håret i postboksen

Af Camilla Tved

Bogen »Postboks 38 – Den højreekstreme bevægelse i Nordeuropa og produktionen af nazistisk musik og merchandise« er dels en historisk gennemgang af udviklingen på den tyske, danske, svenske og norske nazi-scene i de senere år, dels en optrævling af det netværk, der udgør en stadigt voksende industri af nazistisk musik og merchandise.

En af bogens vigtigste pointer er dokumentationen af det populære tyske tøjmærke Tor Steinars tætte forbindelser til den højreradikale scene, en forbindelse som firmaet hidtil har benægtet, men som herefter må anses som uafviselig.

Det økonomiske fundament for den højreradikale bevægelse er altså ikke begrænset til raslebøsser og klistermærkesalg, men er i visse henseender en millionforretning baseret på især musik- og tøjsalg til et publikum, der rækker ud over det etablerede højreekstreme miljø.

Ifølge Redox ligger omsætningen hos de største tyske forhandlere af nazirock på knap fire millioner kroner om året. Og udover den personlige profit, der kommer forhandlere og musikere til gode, flyder store pengesummer tilbage i de nazistiske strukturer.

Samtidig har den nazistiske musikstil udviklet sig fra næsten udelukkende at omfatte en krigerisk skinheadscene til også at omfatte andre stilarter, der dermed givet endnu større popularitet:

»Stadigt oftere dukker højreorienterede eller ekstremt højreorienterede brudstykker op også til oprindeligt ’ikke-højreorienterede’ eller ’upolitiske’ arrangementer, hvor nazistiske topfolk går rundt, enten ubemærkede eller stiltiende tålt. (...)
Dem, der ikke vil erklære sig indforståede med det, har ofte ingen anden udvej end at forlade arrangementet. Også når den ekstreme højrefløj ikke dominerer billedet, opnår de dog oftest at blive en del af det. hvilket giver følelsen af at være accepteret og forstået og dermed af at være en del af det etablerede samfund«.

En anden pointe – knap så ny, men ikke mindre vigtig – er understregningen af de ellers ultra-nationale grupperingers udbredte og velfunderede internationale samarbejde. Her er virkelig tale om nationalistiske internationalister, der både økonomisk, politisk og praktisk forstår at arbejde på tværs af landegrænser.

Det demokratiske skalkeskjul
I afsnittene om den tyske og svenske naziscene berøres fænomenet »autonome nationalister« som de senere år har vundet kraftigt frem i de to lande. Som en del heraf adopterer de nazistiske miljøer retorik og udtryksformer, der ellers traditionelt har tilhørt venstrefløjen. For eksempel har den tyske naziscene haft stor succes med at forholde sig til mere sociale spørgsmål, ofte med en decideret antikapitalistisk retorik.

Fænomenet er ikke voldsomt udbredt på den danske naziscene, men til gengæld har Dansk Folkeparti nydt godt af denne tilsyneladende humanistiske, socialpolitiske strategi.

Fænomenet er interessant, fordi det er en del af den strategi, som højreradikale har brugt for at lægge afstand til halvfemsernes billede af nazister som skinheads i militærstøvler og bomberjakker.

Det højreekstreme netværk Dansk Front har da også lagt en vis energi i at fjerne de værste nazi-relaterede symboler fra sin facade, med det erklærede formål at fremstå mere spiselig i offentligheden:

»I anden halvdel af 2005 og starten af 2006 går netværket og dets ansigt udadtil, nemlig hjemmesiden, fra at være et semi-nazistisk forum, til at tegne en bevægelse, der samler alt fra nationalkonservative over antisemitter til ’almindelige’ racister.
Det er især den sidste gruppe, der er målet for Dansk Fronts mobiliseringsarbejde, og derfor bliver der gjort en masse for at ramme lige præcis den målgruppe. Først og fremmest fjernes alt, hvad der kan kædes direkte sammen med nazismen. Brugere må ikke længere hedde navne eller uploade billeder med nazistiske referencer, ligesom der ikke må reklameres for nazistiske grupper«.

Dansk Front går desuden fra at være en fuldstændig anonym organisation til at introducere en officiel talsmand – »en relativt medgørlig og veltalende person, der kunne forklare det racistiske projekt for tv-seere landet over«, som det hedder i bogen.

Til alt held for deres politiske modstandere har de menige medlemmer af Dansk Front dog været for udisciplinerede og lederne for talentløse til at strategien har fået nogen videre succes.

Ikke mindst skandalen, da ovennævnte talsmand blev fængslet for trusler mod indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen samt besiddelse af flere skarpladte rifler, var et hårdt slag mod ’normaliseringsbestræbelserne’.

Som bogen udmærket redegør for, er det imidlertid denne strategi, der sammen med den øgede udbredelse af musik og merchandise, har medvirket til at gøre en tidligere ekstrem subkultur mere stueren og tilgængelig for menigmand.

Bogen redegør grundigt for baggrunden for brugen af disse strategier og bidrager dermed til at fastholde fokus på de anti-semitiske og fascistiske holdninger, som ligger bag.

Sproglige kiks
Researchkollektivet Redox er ifølge eget udsagn en gruppe personer, der beskæftiger sig med emnet udfra teorien om, at kun folkelig årvågenhed kan holde de højreradikale miljøer fra at vokse sig stærke, og tilgangen til det materiale, der ligger til grund for bogen, er således mere baseret på »erfaringer og nysgerrighed« end på videnskab og teori.

Dette mærkes i meget høj grad gennem hele bogen – både på godt og ondt.

Selve materialet – som er indsamlet i samarbejde med flere andre grupper – fremstår solidt og gennemarbejdet og gør, at bogen grundlæggende fremstår troværdig.

Derfor er det rigtig ærgerligt, at selve sproget flere steder er så dårligt, at det risikerer at få de ellers veldokumenterede fakta til at fremstå useriøse.

I afsnittet om den tyske naziscene, der i øvrigt er et af bogens både bedste og grundigste, bruges for eksempel konsekvent udtrykket »Bundeslande« om tyske delstater, og det er blot en af mange stave-, sætnings- og formuleringsfejl.

Når man ikke lægger bogen fra sig i irritation, er det fordi Redox’s overordnede budskab og formål trods alt er så vigtigt, og fordi der alligevel mange steder kommer interessante analyser af nogle miljøer, som der har været lidt for stille om de senere år.

Det taler absolut til bogens fordel, at gennemgangen er så nøjagtig og detaljeret som den er, om end det visse steder måske bliver en tand for nørdet for den uindviede læser, og man er godt informeret og opdateret ved endt læsning.

Men eftersom sproget er så dårligt, skal man have viljen til at vide noget om emnet, og det gør bogen mindre tilgængelig, end man kunne have håbet på.

Et oplysningsprojekt som »Postboks 38 ...« kræver grundighed på to fronter – dels i sin research, og det besidder denne bog utvivlsomt. Mindst lige så vigtigt er det dog med formidlingen af samme research, og her er der ærgerligt nok sjusket fra researchkollektivets side.

Camilla Tved er revolutionær feminist og anmelder for Kontradoxa

»Postboks 38 – Den højreekstreme bevægelse i Nordeuropa og produktionen af nazistisk musik og merchandise«
Udgivet af Researchkollektivet Redox
178 sider, 150 kr.
www.redox.dk

Bogen kan købes i Modkraft Minimarked og Politikens Boghandel.

Besøg Kontradoxas debatforum