Kommentar: En gigantisk fejlinvestering

Forsvarets deltagelse i udviklingen af Joint Strike Fighter bygger på en forsvarsstrategi, der allerede har lidt nederlag i Irak.

Af Erik Philipsen

Da forsvarsminister Søren Gade tirsdag den 27. februar satte sit navn under en hensigtserklæring, der forpligter Danmark til at deltage i udviklingen af det amerikanske kampfly Joint Strike Fighter med 2 milliarder kr. ud over de 400 millioner, der allerede er investeret, udtalte han: »Jeg gør det af hensyn til industrien« (Information den 1. marts).

Nøjagtigt den samme begrundelse ligger bag de øvrige deltagende landes undertegnelse af lignende aftaler.

Det drejer sig om Australien, Canada, Norge, Tyrkiet, Storbritannien, Italien, der alle forudsættes at være villige til at aftage et større antal af disse kampfly, når de engang er færdigudviklede.

Offentligheden har hørt meget lidt om Danmarkshistoriens mest kostbare militære investering, Joint Strike Fighter.

For Danmarks vedkommende skulle det dreje det sig om 40-50 kampfly.

Den canadiske regeringsforhandler udtalte efter undertegnelsen af det første memo i 2002: Joint Strike Fighter-aftalen er »livsnødvendig for den canadiske aerospaceindustry«.

Og i Canadian Export 2002 betegnes projektet som Verdenshistoriens største økonomiske satsning på et enkelt våben, og det kan sidestilles med Manhattan-projektet, der skabte atombomben.

Det forudsættes i sommeren 2002, at USA aftager 2.900 fly i 2008,
Storbritannien forventede dengang levering af 150 fly i 2010 - og resten af de deltagende lande forventes at aftage hundreder tilsammen.

I samtlige de forhåndsaftaler, der er indgået er indlagt en kattelem, der siger, at landene når som helst kan trække sig ud af projektet med 90 dages varsel.

Det er en mulighed, som bliver vanskeligere og vanskeligere jo flere milliarder, der allerede er investeret - for Danmarks vedkommende altså nu 2,4 milliarder kr.

I Danmark sidder der 17 folketingsmedlemmer i forsvarsudvalget, som skal tage endelig stilling til Danmarkshistoriens største våbenhandel – men formelt først i 2009. Sandsynligvis er der til den tid ingen vej tilbage.

Fra deres stol kan situationen/problemet måske tegne sig således:

1. Vi skal have udskiftet de gamle F16-fly.

2. Det vil være fordelagtigt for dansk high-tech industri at være med.

3. Der er masser af arbejdspladser i de underleverancer, Danmark evt. får del i.

4. Det er positivt, at vi står sammen og får harmoniseret og effektiviseret de operationelle elementer i NATOs flyvevåben.

5. Sagen skal først endeligt afgøres i 2009, når det nye forsvarsforlig skal indgås.

6. Danmark kan til enhver tid trække sig ud af projektet med 90 dages varsel.

Men det helt afgørende spørgsmål må dog være: Hvad skal vi med dette fly i dag og i fremtiden?

Udviklingen af denne flytype startede med F-16 flyet for over 30 år siden, hvor krige forestilledes at skulle udkæmpes mellem stater med tanks, bombefly og jagere.

I dag er den slags krige ret utænkelige.

Krige udkæmpes i dag med penge. Se for eksempel Kinas massive satsning i Afrika, hvor Kina, verdens 4. største økonomiske magt, pludselig dukker op og investerer voldsomt i afrikansk infrastruktur og sociale projekter for på den måde at skaffe sig indflydelse i områder, der råder over bl.a. olie.

Hvorefter vestlige medier får travlt med at så tvivl om de reelle hensigter, og politikere begynder at klø sig i nakken, og overveje, om vi måske burde tage handsken op.

Et andet eksempel er »krigen« i Mellem- og Sydamerika mellem Bush og Chavez der udkæmpes med tilbud om sociale udviklingsprojekter.

Ser vi på den række af argumenter for at deltage i JSF projektet, som blev nævnt tidligere, er det et interessant tankeeksperiment, at satsning på projekter til fremskaffelse af rent drikkevand til afrikanere og asiater, udryddelse af sult, udvikling af sol- og vindenergi o.s.v. vil give masser af arbejde, eksportmuligheder, teknologisk spin-off og arbejdspladser.

En sådan omprioritering er fra et overordnet sikkerhedsmæssigt synspunkt et langt bedre bidrag til at sikre Vesten mod terror, folkevandringer og massive flygtningestrømme end de krigshandlinger som udføres med f.eks. F16-fly i dag.

Der er tale om en forældet sikkerhedstænkning.

Hver gang en dansk F-16 jager i Afghanistan får taget livet af 5 aktive talibankrigere, ryger der måske fem almindelige bønder med, herunder børn og kvinder, og der skabes måske 20 potentielle terrorister eller talibantilhængere.

Årsagen til, at vi i dag får tilbudt et ufatteligt dyrt, men faktisk forældet våben som JSF-flyet, er eksistensen af kæmpemæssige militær-industrielle foretagender i USA, som giver ti-tusinder af arbejdere, ingeniører, forskere en lukretiv tilværelse, og som er blevet eksistensgrundlaget for hele lokalsamfund, hvis politiske repræsentanter i forbundsregeringen godt hjulpet af magtfulde lobbyister skaffer en stadig strøm af bevillinger som fastholder en våbenproduktion, som tiden er v løbet fra.

Overskridelser af budgetter bliver altid udlignet af ekstrabevillinger fra centralregeringen, fordi det drejer sig om nationens overlevelse og sikkerhed.

Prisen per fly er steget fra 290 millioner kroner i 1999 til 480 millioner i dag - og slutprisen er stadig ukendt.

Denne udvikling forstærkes yderligere af, at aktier i våbenindustrien anses for gode investeringer - af netop den årsag .

På den måde står vi i dag med et monstrøst våbenprojekt, hvis grundlæggende koncept er udtænkt for 20-30 år siden og som jo har vist sin totale kollaps under Irakkrigen.

Når Pentagon på det seneste har reduceret deres ordrer på antallet af JSF-fly ganske betydeligt, kan det ses som udtryk for et kompromis mellem en erkendelse af, at den form for krigsførelse, som de er tænkt ind i, ikke længere er relevant - afbalanceret mod hensynet til de lokale samfund., der er helt afhængige af en fortsættelse af de produktioner, de i årtier har levet af.

Danske politikere, især medlemmerne af forsvarsudvalget er i en tilsvarende situation, som deres amerikanske kolleger - men måske har de trods alt lettere ved at stille de kritiske spørgsmål, før de accepterede, at der afsættes 2 milliarder til udvikling af et fly, som man samtidig bedyrer, at man måske en gang i 2009 slet ikke ønsker at anskaffe.

Medierne har næsten ikke reageret, og offentligheden har hørt meget lidt om Danmarkshistoriens mest kostbare militære investering.

Måske kan Danmark vise sig som det mest omstillingsparate land hvad angår NATOs militære strategi.

Vi er i kraft af vor lidenhed - små produktionsenheder, der relativt hurtigt vil kunne omstilles uden at det behøver at få konsekvenser for et helt lokalområdes økonomi - i en så gunstig position, at vi godt kunne påtage os et førerskab, når det gælder omstilling af high-tech forskning til mere sikkerhedsskabende udviklingsprojekter, der har som mål at udrydde fattigdom, skaffe rent drikkevand, medicin og lægehjælp, standse folkevandringer og flygtningestrømme, udrydde analfabetisme, bekæmpe narkohandel.

Det virker som om tiden er moden, når man ser på, hvorledes George W. Bush drager rundt i Syd- & Mellemamerika og konkurrerer med Hugo Chavez om at love flest sociale forbedringer, mens Kina stormer frem i Afrika som den nye store investor i tilsvarende projekter, mens vestlige udviklingsministre ikke kan finde ud af hvilket ben, de skal stå på.

Erik Philipsen er pensioneret lektor og tidligere formand for Gymnasielærere for Fred.

Besøg Kontradoxas debatforum