Kundekriminalisering - en fuser

Af Jørgen Lund

På Enhedslistens årsmøde først i maj 2007 skal der bl.a. tages stilling til konklusionen på længerevarende debat i listen om kampen mod prostitution. Efter udskydelse på et tidligere årsmøde har det bl.a. været debatteret i afdelinger, på en særlig konference i januar 2007 og i medlemsbladet Rød-Grønne Linjer.

Til årsmødet 2007 er der to konklusioner på den sandsynlige vedtagelse af en resolution: For eller imod kriminalisering af køb af seksuelle ydelser.

Denne debat er ikke Enhedslistens alene. Den er blevet taget i både socialistiske, faglige, feministiske og socialpolitiske kredse i flere år - jævnfør en Linkbox på Modkraft, januar 2007.

I Sverige har der siden 1999 været et forbud mod prostitutionskunder med den såkaldte Sexköpslagen.

I den danske debat trækkes de svenske erfaringer med kriminalisering af sexkunder ofte frem, på trods af at disse erfaringer er både usikre og nærmest ikke-eksisterende. Så min første konklusion er, at selv muligheden for ærlig vurdering og forskning er det første offer for kriminalisering.

Dansk forbudslov
Men man behøver som bekendt ikke gå over åen efter vand - eller over sundet efter erfaringer.

Danmark har nemlig én gang i nyere tid haft en lovgivning, der forbød køb af seksuelle ydelser voksne imellem.

»Den grimme lov« voksede ud af 1950’ernes og 60’ernes homofobi, hvor homoseksualitet blev anset som en sygdom og hvor man var panisk angste for »forførelse«.

Det var en kortvarigt gældende tilføjelse til den daværende straffelovs kapitel om forbrydelser mod kønssædeligheden.

I den kolde krigs ideologiske vinde og normalitetskrav, var der i 1950’erne stor offentlig interesse for prostitutionen blandt unge mænd.

Institut for menneskerettigheder har beskrevet forholdene sådan:

»Under hetzagtige forhold kørte store skandalesager, som involverede hundreder af tiltalte og dømte. Soldater blev forbudt at komme på bestemte barer, pressen opfordrede forældre til at advare deres børn mod faren, og der blev lavet film, som underbyggede billedet af homofile som ældre mænd, der ledte ungdommen i fordærv« (Udredning nr. 2, Institut for Menneskerettigheder, 2005)

»Bundfald«, var den typiske titel på den danske Bodil-vindende film fra 1957, der nævnes i citatet.

Den offentlige debat dengang blev domineredet af moralistiske eksperter, der på et påstået videnskabeligt grundlag, gennem årevis af omtale fik offentlighedens accept af en »forførelsesteori«: Altså at unge (mænd) kunne forføres til seksuelle præferencer.

En ledende talsmand for denne trosretning var daværende leder af sædelighedspolitiet i København, politiinspektør Jens Jersild.

Svaret på faren for at de unge (mænds) sjæle og kroppe blev »forført« var ikke socialt arbejde, ungdomsklubber, bordtennisborde, mer’ i SU, ungdomsboliger, mv. men det var et »korstog mod .. efterstræbere«.

Det er den lettere løsning, man altid kan have de herskende mistænkt for at vælge, som alternativ til en nødvendig socialpolitisk og kriminalpolitisk indsats.

Nils Ufers bog
Journalisten Niels Ufer skrev i 1965 en lille bog på 108 sider, der udkom i Hans Reitzels Røde Serie, med titlen »§225, stk. 4: meningsdannelser om et mindretal«, hvor mindretallet var de homofile, som det hed i 60’ernes sprog.

I denne bog beskriver han, hvordan de offentlige myndigheders svar på denne del af prostitutionen blev »et korstog mod efterstræbere« (side 19). Altså lovgivning og forbud, der byggede på, at det var de prostitueredes kunder, der var årsagen - og var skyld i, at de unge kom ud for »menneskeligt og socialt forfald« (som en datidig højesteretsdommer udtrykte det).

Tankegangen lød på, at det var kunderne, der var skyld i, at de unge kom i alvorlige ulykker, ikke mindst den kriminalitet, som man troede at kunne bevise, at prostitutionen førte til, nemlig »pengeafpresning, røveri, vold endog drab«. (side 44).

I virkelighedens verden var det en kriminalitet, typisk volds og tyveri-, der i forvejen fandtes i prostitutionsmiljøet - og som fandt anvendelse over for kunderne

Det var ikke prostitutionskunderne, der udførte eller »forførte« til kriminalitet, men prostitutionskunder, der blev udsat for prostitutionsmiljøets kriminalitet.

Den grimme lov
Folketingets flertal vedtog den 19. maj 1961 et stk. 4 til straffelovens § 225, der hævede den kriminelle aldersgrænse for kønslig omgang fra 18-år til 21-år .

I eftertiden blev loven berygtet som »den grimme lov«.

Folketingsflertallets begrundelse (ifølge Ufers konklusion side 47) var udelukkende følelsesmæssigt baseret på tanken om uhumsk seksuel adfærd og forførelses»teori«.

Daværende justitsminister Hans Hækkerup havde i debatten op lovens vedtagelse påstået, at ungdomsprostitution (dvs. 18-21-åriges) »medførte meget betydelige skadevirkninger« (side 49).

Og skadevirkningerne kom. Og det var kundekriminaliseringsloven, der førte til dem!

Loven blev døbt »den grimme lov« i en leder i dagbladet Politiken umiddelbart efter vedtagelsen. Avisen skrev nærmest profetisk (side 51), at de unge kriminelle fik en slags retsbeskyttelse over for kunderne. Og det ville blive potentielle kunder eller påstående kunder, der blev ofre for et trængt kriminelt prostitutionsmiljø.

Og det var lige præcis sådan, at kundekriminaliseringen kom til at virke.

Tvivlsom signalværdi
Denne stærke farvning - altså i debatten for 50 år siden - af potentielle eller reelle sexkunder i den offentlige debat, gjorde dem til retsløst vildt i det kriminelle miljø. Knuste kæber på skadestuen blev ikke anmeldt af rædsel for den grimme lov.

De aktive overfaldsmænd i rulleforretninger spurgte nok ikke pænt først, om ofret havde tænkt sig at overtræde loven vedrørende betaling for seksuelle ydelser, men har endda følt moralsk medvind i offentlige debat og med kundelovgivningen i ryggen.

Den kriminelle del af prostitutionsmiljøet fattede nemlig signal-værdien af kundeloven, tolkede den bare kriminelt. Det pressede prostitutionsmiljø forsøgte jo at tjene ind på gyngerne, hvad de tabte på karrusellerne.

Men dét var resultatet af en lovgivning, der skulle have signalværdi på grund af kundekriminalisering.

Det er alt sammen træk, der kan frygtes at blive gentaget med andre moralske etiketter, hvis en kundekriminalisering bliver gennemført i dag.

Begrebet signalværdi - om det etisk, moralsk og kønspolitisk uacceptable - er i 2007 for mange på venstrefløjen (og i Enhedslistens debat) det vigtigste argument for en kundekriminaliseringslovgivning. Mange argumenterer med, at man bestemt ikke ønsker en kriminalisering skal betyde jagt på prostituerede eller reelle eller potentielle kunder.

Lovens håndhævelse
Men den vedtagne lov-bestemmelse i 1961, der var vendt mod kunderne, skulle jo også håndhæves i praksis - ingen lov har kun signalværdi.

Og Ufer fortæller i sin bog (side 53 ff.), hvordan loven, da den kom fra Folketinget til politi og domstolspraksis, forvandledes fra grim lov til grum lov.

Der kom »skrappere politivirksomhed« og »intensiv efterforskning« (politiets egne formuleringer, side 101), dvs. sædelighedspolitiets øgede nidkærhed, overvågning, snuseri, forfølgelse, øget brug af agents provocateurs (hvor politiets såkaldte pikpatrujle afpatruljerede mødesteder og overvågede bestemte restauranter, pladser osv.)

Selv almindelige frivillige forhold, indgået på lokaliteter, der blev overvåget af politiet, måtte lege kispus for at undgå »sædelighedens« jagt.

Bogen gennemgår tiltaler, domfældelser, suspensioner og fyringer, som skete på baggrund af »betalingssager« med taxa-penge, traktement, cigaretter, ja gaver som 20 stk. 1963-kroner, eller på baggrund af den moralske vind (homofobien) i datiden.

Et særligt aspekt - vi er her i 60’erne, hvor modstanden og debatten omkring de hemmelige kartoteker var en politisk varm sag - var mistanken om politiets registrering af ikke blot dømte, anklagede eller mistænkte, men også formodede potentielle gerningsmænd (side 74-77).

Politiets registreringslyst er som bekendt ikke forduftet siden første halvdel af 60’erne, tværtimod er der nu med terrorlove sikkert kommet nye huller i retssikkerheden, som kan retfærdiggøre registreringer i forhold til overtrædelse af venstrefløjens ønsker om kommende sexkundelove.

Lovens effekt
Om loven faktisk betød fald inden for den tilsigtede del af prostitutionen, kunne justitsministeren ikke svare på tre år efter lovens vedtagelse.

I februar 1964 blev en anden skadesvirkning klar: Bekæmpelse af kønssygdommen syfilis var blevet vanskeliggjort, og sygdommen var nu blevet mere spredt blandt mænd end blandt kvinder. (side 96).

(I 2007-rammerne vil denne skadevirkning være, at når prostitutionsforholdene bliver mindre ordnede, mere lyssky og ulovlige og konkurrencen mere skærpet pga. kriminel adfærd for de involverede, vil kondom-adfærd sandsynligvis blive ændret - til det værre).

Den grimme lov og dens administration var under konstant og ihærdig beskydning fra nogle få journalister, som Nils Ufer og Erik Nørgaard på dagbladene Information og Politiken.

Både Justitsministeriets egen undersøgelse om loven og kredse i alle partier tvivlede på, at formålet med loven blev nået, og da det var klart, at den «skabte unødige lidelser for mange«, skrev Politikens leder så sandfærdigt (side 101).

Justitsministeriets egen undersøgelse om loven i december 1964 (side 101) »viste hverken beviser for eller mod«. Ministeriet kunne altså ikke sige, om formålet med loven var blev nået eller ej.

Men det var klart, at de negative effekter af loven var større end de eventuelle positive følger.

Et enstemmig Folketing (to medlemmer undlod at stemme) afskaffede loven i 1965.

Gå aldrig tilbage til en fuser!
Vi har i Danmark altså haft en lov, der skulle kriminalisere sexkunder. Og den var ingen succes. Tværtimod.

Derfor skal vi også 50 år efter holde hovedet koldt og fri for moralistiske tanker og fordomme, holde fokus på at det drejer sig om at bekæmpe prostitutionen som et socialt problem, ikke de prostituerede eller kunderne.

De danske erfaringer var nok: Ikke flere grimme love, tak.

»Gå aldrig tilbage til en fuser«.

Jørgen Lund er medlem af Enhedslisten.

Artiklen har været bragt i en kortere udgave i Socialistisk Arbejderavis, nr. 268, april 2007.

Tidligere debat om prostitution på Kontradoxa:

Kommentar: Prostitution og porno er seksualiseret vold

Trafficking i Danmark

Derfor bør vi kriminalisere prostitutions-kunden

Fordi jeg må... - artikel om prostitutionskunderne

Linkboks: Prostitutionsdebat

Besøg Kontradoxas debatforum