Kommentar: Endelig kommer uenigheden

Af Lotte Folke Kaarsholm

»I har en politisk konsensus om at arbejde mod en puristisk, homogen kultur, som jeg finder pinagtig.«
Filosoffen Michael Hardt om Danmark, august 2005

Den danske højrefløj har længe været ved at knække i to. En globalt orienteret, frihedsbaseret borgerlighed rumsterer hos Berlingske Tidende, dele af Det Konservative Folkeparti og Dansk Industri; imens sætter en anti-relativistisk og omverdensængstelig hjemstavns-orientering tonen hos Morgenavisen Jyllands-Posten og regeringskoalitionens profilbærende partier Venstre og Dansk Folkeparti.

Uenigheden blandt de borgerlige går ofte på tværs af traditionelle højre-venstreskel og er trådt tydeligst frem i sager som karikaturkrisen med svære, nye problematikker, der ville have været ret utænkelige i det etnisk, religiøst og kulturelt homogene Danmark, hvor den nuværende venstre- og højrefløj voksede frem i 1950’erne, 60’erne og 70’erne.

Senest har den globale borgerlighed også stukket hovedet frem i konservative samfundsstøtter fra Isi Foighel til K.G.H. Hillingsøs krav om hjælp til afviste irakiske asylansøgere.

Værdier, der kunne rummes i den traditionelle borgerlighed, viser sig at stride eller spændes mod hinanden i Danmarks nye virkelighed. Det har for eksempel vist sig at blive mere svært at være fædrelandskærlig og anstændig over for sine medmennesker, hvis fædrelandskærligheden skal medføre, at man afviser at hjælpe ofre for en krig, man selv er med til at føre.

Disse spændinger og dilemmaer er ikke sygdomstegn, men frugtbare udfordringer, der tvinger folk væk fra de gamle klicheer.

Det er derfor alt andet end nedslående, at lignende sprækker nu begynder at dukke op på venstrefløjen. Også venstrefløjens danmarksbillede hviler nemlig på værdier, som kan komme i indbyrdes spænding i et globaliseret Danmark.

Hvordan ser den undertrykte kvinde for eksempel ud? Er det, lige meget hvor meget hun end gør oprør mod traditionelle magtkulturer og griber ordet i det offentlige rum, en tørklædeklædt odenseaner - eller kan andre måder at være undertrykt på veje tungere? Er ateismen så vigtig, at man på dens alter må ofre ønsket om at repræsentere Danmarks største religiøse minoritet?

Blandede følelser på venstrefløjen i mødet med den store verden er ikke noget nyt.

Den danske venstrefløjs traditionelle nærheds- og ’småthedsmetafysik’ har ikke mindst givet sig udtryk i modstanden mod EF og siden EU. Mange husker Junibevægelsens »Velkommen til 40 millioner polakker« i 1998.

Men også i 1960’erne advarede venstrefløjens og fagbevægelsens EF-modstandere om, at LO måtte dele sin indflydelse med pavestolen i Rom, når de katolske arbejdere oversvømmede det danske arbejdsmarked fra Sydeuropa, og SF’s stifter, Aksel Larsen, var aldrig genert med at gribe til advarsler mod verden udenfor i sine forsvar for den danske model.

En af venstrefløjens nye afklarende diskussioner bør handle om det historiske med-moderskab til den fremmedangste nationalisme, som den udtrykker sig hos Dansk Folkeparti og gamle venstrefløjsforkæmpere fra Karen Jespersen og Ralf Pittelkow til Mogens Camre, men også i de store partier Venstre og Socialdemokraterne.

For opbygningen af en velfærdsstat, der er blevet så tryg, at den er blevet kollektivt egoistisk, indelukket og nervøs ved det fremmede, bærer venstrefløjen et stort medansvar.

Men det betyder langt fra, at der ikke er brug for en ny, globalt orienteret og mangfoldigt solidarisk venstrefløj i dagens politiske billede. At 1990’ernes tiljubling af den tredje vej har udviklet sig til en reel nedlukning af den politiske samtale, fordi stort set alle partier vil have mere velfærdsstat til danskerne, og ingen rigtigt kan lide det fremmede; det er det politiske sygdomstegn.

For i et samfund, hvor man ikke må være politisk uenige, og hvor »normalisering« bliver et værdiord, begynder man øjensynligt at skille folk ud på grund af deres religion, kultur eller rene og skære anderledeshed.

En del blev overraskede over, at Asmaa Abdol-Hamid brugte forsvaret for den personlige frihed som et argument for lige Enhedslisten. Men i den danske værdikonsensus synes denne traditionelt borgerlige hellige ko at have været et af ofrene.

En globalt orienteret venstrebevægelse, der respekterer forskellighed, samtidig med at den insisterer på solidaritet, er et oplagt sted at starte en ny tids forsvar for, at folk skal have deres private valg i fred.

I et konsensus-besat Danmark er ikke kun borgerlige kritikere, men også fremvæksten af en ung generation af venstreorienterede opmuntrende - fra de Hardt og Negri-inspirerede aktivister omkring det gamle Ungdomshus og i græsrodsbevægelserne til en Asmaa Abdol-Hamid, der bruger sin forargelse over den nye samfundsskabte underklasse i Vollsmose som drivkraft for sit politiske engagement.

Lotte Folke Kaarsholm er journalist på dagbladet Information.

Artiklen blev bragt som leder samme sted den 1. maj 2007.