Kommentar: Hverken Sarko eller Ségo, tak

Af Holger Ross Lauritsen

»SÅDAN NOGLE FORPULEDE VENSTREAKTIVISTER! Jeg ville fandeme ønske, jeg kunne have puttet jer i varetægtsfængsling for det, I har gjort. Så kunne I have siddet der hele natten sammen med alle narkomanerne og kæmpet for ikke at blive røvpulet af dem!«

Den vagthavende betjent på politistationen i det nittende arrondissement i Paris taler til to arresterede unge.

Deres forbrydelse består i at have malet et politisk budskab på en mur. De ved godt, at sådan noget er ulovligt, men de synes nu alligevel ikke, at de ligefrem fortjener at blive røvpulet af en flok narkomaner.

Men hvad har de egentlig skrevet på muren? »Arbejd mere, og lev mindre!« har de skrevet. For at forstå denne sætning må man have fulgt lidt med i valgkampen op til det franske præsidentvalg.

Nicolas Sarkozy, som er den ene af de to kandidater til valgets anden runde den sjette maj, er nemlig gået på valg på devisen »Travailler plus pour gagner plus«, det vil sige: »Arbejd mere, og tjen mere!«

Det drejer det sig om en fleksibilisering af arbejdsmarkedet, der jo i Frankrig – i hvert fald ifølge politiske ledere, samfundsdebattører og økonomiske eksperter i resten af Europa – er utilladeligt ’stift’ og ’overreguleret.’

Mere præcist ønsker Sarko (som han kaldes i folkemunde) at gøre op med den femogtredive-timers arbejdsuge, der blev indført af den socialistiske (det vil på fransk sige socialdemokratiske) regering i 2002.

Nu skal man ikke gå hen og tro, at franskmændene kun arbejder femogtredive timer om ugen. Med mindre de er arbejdsløse, arbejder de faktisk i gennemsnit meget mere end danskerne.

Det skyldes på den ene side nogle finesser i loven om den femogtredive-timers arbejdsuge og på den anden side det forhold, at franskmændene ikke har de samme muligheder for orlov, barsel og efterløn som danskerne.

Sarko vil imidlertid have, at franskmændene arbejder endnu mere. Men hvorfor? Frankrig – og de vestlige lande generelt – har i dag en højere produktion end nogensinde før. Vi producerer langt mere end, vi har brug for, og smadrer dermed både planeten og økonomierne i det fattige lande, der ikke kan klare sig i konkurrencen imod vores højtudviklede teknologi.

Alligevel får vi bestandigt at vide, at vi skal arbejde mere. Hvorfor?

Sarkos svar er, at mere arbejde skaber mere vækst, hvilket så igen skaber mere arbejde. Og dermed afskaffes den arbejdsløshed, der er så stort et problem i Frankrig.

Sarko er med andre ord rendyrket liberalist, og det er den ene af de to grunde til, at jeg ikke ville have stemt på ham, hvis jeg havde haft fransk statsborgerskab. Jeg synes, der er noget særdeles underligt i, at dem, der i forvejen arbejder for meget, skal arbejde endnu mere, for at dem, der ikke har noget arbejde, kan få et arbejde.

Og jeg ved, at det ikke nødvendigvis virker.

Den anden og vigtigste grund til, at jeg ikke ville have stemt på Sarko, er, at han som indenrigsminister flere gange på få år har strammet indvandrerpolitikken.

Den værste konsekvens heraf er, at de over femhundrede tusinde såkaldte »papirløse« (»sans papiers«, det vil sige illegale indvandrere), der bor og arbejder i Frankrig, ikke har den mindste mulighed for at få opholdstilladelse.

Disse mennesker bidrager til økonomien, ja de er faktisk økonomisk uundværlige, men de har næsten ingen sociale rettigheder. Og denne politik har Sarko underbygget med adskillige udvidelser af politiets beføjelser, så de papirløses liv kan gøres særligt surt.

Dermed er vi tilbage til historien om de to ’venstreaktivistiske’ grafittimalere. De kan selvfølgelig efterfølgende sende en klage til politiet for den dårlige behandling.

Alle og enhver ved imidlertid, at sådanne klager ikke går igennem. Og når politibetjente gennemtæver papirløse eller råber racistiske slagord efter de sorte og araberne i forstæderne, får det næsten aldrig retslige konsekvenser for dem.

Hvis Sarko bliver præsident, vil han imidlertid give dette politi endnu flere beføjelser og indskrænke mulighederne for at klage.

Jeg ville altså ikke have stemt på Sarko.

Men ville jeg så have stemt på den anden præsidentkandidat i anden runde, Ségolène Royal fra det såkaldte socialistparti? Det tror jeg ikke, og det er der endnu engang to grunde til.

Den vigtigste grund er, at Madame Royals bud på en indvandrerpolitik ikke lader Sarko meget tilbage at ønske. Hun mener ikke, at der skal gøres noget for de papirløse. Hun kan ganske vist godt finde på af og til at kritisere Sarkos hårdhændede metoder, men hendes egentlige program adskiller sig på dette punkt ikke meget fra Sarkos.

Den anden grund til, at jeg ikke ville stemme på Ségo (som hun kaldes i folkemunde), er, at hun simpelthen ikke er venstreorienteret.

Dermed mener jeg, at hun i lighed med resten af Europas socialdemokratiske ledere stort set ikke længere taler om fordelingen af samfundets goder. Det eneste, der betyder noget for hende, er vækst. Hun mener med andre ord, at det vigtigste formål med den økonomiske politik er, at Frankrig samlet set producerer mere, og ikke at rigdommene i landet fordeles bedre.

Som sagt er Frankrig imidlertid rigere end nogensinde, og det bliver til stadighed rigere, samtidig med at de økonomiske uligheder stiger.

Jeg ville altså ikke have stemt på Ségo.

I anden runde af præsidentvalget, hvor der som bekendt kun er to kandidater, ville jeg simpelthen have stemt blankt.

I første runde ville jeg derimod nok have stemt på det unge trotskistiske postbud Olivier Besancenot. Jeg er ikke enig med ham i alt, hvad han siger, men det er nok for mig, at han på den ene side ønsker at give opholdstilladelser til de papirløse, og på denne anden side mener, at arbejdsløsheden skal bekæmpes ved bedre at fordele arbejdet mellem dem, der har for meget, og dem, der for lidt arbejde.

Jeg kender mange franskmænd, der har nogle af de samme politiske holdninger som jeg, men som alligevel ikke har stemt på hverken Besancenot eller en af de fem andre kandidater, der befinder sig mere eller mindre til venstre for det såkaldte socialistparti.

De har derimod allerede i første runde stemt på Ségo, og det hænger sammen med den forskrækkelse, som venstrefløjen fik til præsidentvalget i 2002.

Der skete dengang det, at det ikke lykkedes det såkaldte socialistpartis kandidat Lionel Jospin at få stemmer nok til at komme med i anden runde.

Valget kom derfor her til at stå mellem den højreorienterede og korruputionsanklagede Jacques Chirac og den nationalistiske og racistiske Jean-Marie Le Pen.

Dette skyldes imidlertid ikke (som mange tror), at Le Pen fik flere stemmer, end han havde fået før. Det skyldes derimod, at mange venstreorienterede vælgere ikke var tilfredse med det såkaldte socialistparti og derfor enten lod være med at stemme, stemte blankt eller stemte længere til venstre.

For at undgå at denne situation gentager sig, skulle man altså nu ifølge mange venstreorienterede stemme på Ségo allerede i første runde for ikke skulle vælge mellem Sarko og Le Pen (eller for den sags skyld Sarko og Francois Bayrou) – pest og kolera – i anden runde.

Det er efter min mening ikke et gyldigt argument, men det såkaldte socialistparti benytter sig gerne af det.

Partiet undlader selvfølgelig at omtale, at katastrofen i 2002 udelukkende skyldtes deres egen manglende vilje til at mobilisere de virkeligt venstreorienterede vælgere. Og sådan fungerer den parlamentariske logik desværre alt for ofte på den europæiske såkaldte venstrefløj.

Man foretrækker at nuppe et par enkelte stemmer hen over den politiske midte i stedet for at udarbejde et program, der giver et svar på nogle af de virkelige problemer – stress, arbejdsløshed eller politivold – der optager den fattige del af befolkningen.

Denne logik har i særlig grad præget det aktuelle franske præsidentvalg.

Ségo er den mest højreorienterede kandidat, det såkaldte socialistparti nogensinde har stillet op. Og det kan de kun tillade sig, fordi Sarko ligeledes er den mest højreorienterede kandidat, højrefløjen nogensinde har stillet op.

Ingen af dem ville have fået min stemme.

Holger Ross Lauritsen er cand. mag. og oversætter. Han er bosiddende i Frankrig.

Præsidentvalget i Frankrig afgøres i anden valgrunde søndag den 6. maj 2007.

Besøg Kontradoxas debatforum