Annonce

14. maj 2007 - 16:42

Vesttysk gennembrud for Die Linke

En valgalliance mellem det østtyske venstrefløjsparti PDS og udbryddergruppen WASG slog søndag den 13. maj for første gang parlamentarisk igennem i det tidligere Vesttyskland. Med 8,4 procent af stemmerne opnår Linkspartei otte pladser i delstatsparlamentet i Bremen.

Valgresultatet betyder måske at den politiske alliance mellem socialdemokraterne i SPD og kristendemokraterne i CDU, som har regeret i delstaten i de sidste 12 år, hører op.

SPD er fortsat det største parti og vil kunne fortsætte som ledende regeringsparti. Det kan ske i samarbejde med CDU, men socialdemokraterne vil også kunne genoplive et samarbejde med De Grønne, der med en fremgang på 3,6 procent gik frem til 16,4 procent af stemmerne.

Landsdækkende betydning
Bremen er Tysklands mindste delstat med kun en halv million vælgere. Alligevel tillægges valget stor betydning.

For det første fordi en alliance mellem det socialdemokratiske SPD og de kristelige demokrater, CDU, har regeret i delstaten i de sidste 12 år – og begge partier fik betydelig tilbagegang. SPD blev reduceret med 5,5 procent til knap 37 procent af stemmerne og CDU med 4,1 procent til knap 26 procent.

Hvilken betydning tilbagegangen for de to partier har på landsplan, bliver mandag ivrigt diskuteret i de tyske aviser, primært fordi forbundsregeringen i Berlin er et samarbejde mellem de samme to partier – og fordi der er samarbejdsproblemer i forbundsregeringen trods ny, økonomisk fremgang i Tyskland.

Mandag aften mødes regerings- og partifolk på kansler Angela Merkels kontor til det iagttagere kalder et »krisemøde«.

En historisk sejr
For det andet tolkes valget som et gennembrud for den nye partidannelse, Die Linke, der bliver en realitet i juni måned. Det nye parti bliver dannet af PDS, der har rødder i det forhenværende DDR, og WASG, der er en udbrydergruppe fra det socialdemokratiske SPD.

Valgalliancen havde forud for valget sat sig et mål om at opnå syv procent af stemmerne, men med 8,4 procent og otte pladser i delstatsparlamentet har valgresultatet været over al forventning.

Alliancens spidskandidat i Bremen, Peter Erlanson, kalder resultatet for en »historisk sejr for venstrefløjen«.

Også i Berlin hersker der begejstring over valgresultatet. Dietmar Bartsch, der er medlem af forbundsdagen for venstrekoalitionen, siger, at søndag var «en stor dag for venstrefløjen. Partilandskabet vil forandre sig«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce