Trepartsaftale: Store resultater – og store svagheder

Trepartsaftalen mellem regeringen, de kommunale organisationer og fagbevægelsen minus FTF ser umiddelbart ud som et flot resultat for fagbevægelsen: 6,4 mia. kr. over 4 år eller godt 1,5 mia. pr år.

Ved en nærmere betragtning kan størrelsen af fagbevægelsens gevinst dog diskuteres.

Dennis Kristensens og FOAs succes lægger op til en mere aktiv forhandlingsstrategi ved næste forårs overenskomstforhandlinger for offentlige ansatte.

I og med der blev indledt trepartsforhandlinger, flyttede Regeringen en betydeligt del af indholdet af kvalitetsreformen over i trepartsforhandlingerne. Ifølge regeringens egne oplæg skulle regeringen selv have præsteret udspil til at rekruttering til den offentlige sektor, bedre uddannelse af medarbejderne og bedre ledelse – og dermed også have sat midler af hertil.

Ikke mindst rekrutteringen af nye medarbejdere i de kommende år er et stort problem også for de offentlige arbejdsgivere. Disse elementer fremstår som et forhandlingsresultat.

Det er nok tvivlsom om regeringen selv have tænkt sig helt så stor en ramme. Men reelt vurderet kan fagbevægelsen næppe tilskrives æren for mere en halvdelen af de 6,4 mia. kr.

Anerkendelse af resultater
Alligevel må fagbevægelsen og navnlig FOA’s formand, Dennis Kristensen, krediteres for en række resultater i aftalen: Først og fremmest at der afsættes midler til efteruddannelse af ikke faguddannede (blandt FOA´s egne medlemmer) samt til videreuddannelse. Samt – lidt mere sporadisk – at der kommer et tilbud til deltidsansatte om at gå på fuldtid.

Derimod lykkedes det ikke at komme igennem med håndfaste initiativer til udbygning af muligheder for deltidsbeskæftigelse for ældre og pensionerede medarbejdere

Navnlig Dennis Kristensen må alligevel anerkendes for ikke bare at sætte sig ved forhandlingsbordet og lade sig spise af med regeringens allerede planlagte tilbud, men reelt at sætte regeringen under pres ved at true med at gå, hvis den ikke kom også fagbevægelsens krav i møde.

Det må anderkendes, at han ved at bruge fagbevægelsens forhandlingsposition mere aktivt end normalt bidrog til et bedre resultat for fagbevægelsen, end regeringen havde planlagt og nok også et bedre resultat end LO ville have sagt ja til.

I denne henseende peger trepartsforhandlingerne også positivt frem mod en mere frem mod en mere »kæmpende« strategi ved forårets overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte

Store svagheder i aftalen
Vurderet i forhold til fagbevægelsens traditionelle operationsområde: faglige rettigheder og arbejdsvilkår, herunder uddannelse, udviser trepartsaftalen altså pæne resultater. Men vurderet velfærdspolitisk er svaghederne til gengæld nok så store.

Regeringen har villet holde stigningen i de offentlige udgifter indenfor en årlig ramme på omkring 4. mia. kroner, hvoraf halvdelen skulle gå til nye initiativer indenfor uddannelse og forskning. Omkring halvdelen af trepartsaftalen – årligt op mod 750 mio. kr - handler netop om nye uddannelsesinitiativer, og spørgsmålet er derfor om de ikke ligger indenfor denne ramme?

Skal service og kvalitetsniveauet for offentlig velfærdsservice imidlertid fastholdes og skal der være plads til også løbende forbedringer heraf i takt med velstandsstigningen, kræver det en årlig realvækst på 1,5 procent, dvs. 6-7 mia. kr. årligt eller 2 -3 mia. kr årligt ud over regeringens udgiftsloft.

Det lykkedes fagbevægelsen at bryde loftet med op mod 1 mia. kr, men der er fortsat langt til at sikre den fornødne vækst i det offentlige forbrug. Trepartsaftalen sikrer fortsat ikke tilførslen af de fornødne økonomiske midler til den offentlige sektor.

Og hertil kommer, at trepartsaftalens initiativer til at forbedre rekrutteringen og fylde hullerne efter de kommende års accellererende afgang af offentlige medarbejdere langt fra er tilstrækkelige i betragtning af, at rekrutteringsbehovet om få år vil være mellem 5 og 10.000 om året.

Samtidig kræver det voksende antal ældre og pensionister fremover ikke mindst flere hænder i ældre– og sundhedssektorerne. Men trepartsaftalen giver ikke bedre normeringer i hjemmepleje og på plejehjem eller på hospitaler.

Legitimering af regeringens markedsstrategi
Selvom regeringen har måttet punge mere ud end planlagt, må dens strategi for at holde midlerne til den offentlige sektor indenfor stramme rammer - trods trepartsaftalen - vurderes stadig at være intakt, hvilket indebærer fortsat økonomisk udhuling af offentlig velfærdsservice og fortsat pres på de offentligt ansatte.

Hertil kommer, at en række andre forhold i kvalitetsreformen, der er afgørende for servicen i forhold til borgerne og for velfærdssamfundet på længere sigt, slet ikke berøres af trepartsaftalen: Det gælder regeringens planer for øget udlicitering, privatisering og frit valg, og det gælder regeringens ønske om med reformen yderligere at udbrede markedslignende styre– og reguleringsformer såsom mål- og resultatstyring, tests, evalueringer, brugertilfredshedsundersøgelser o.l.

Problemet ved frit valgs- og udliciteringsstrategien er, at det offentlige herved langsomt tømmes og der overføres ressourcer fra det offentlige til private udbydere. Hermed trues bredden og kvaliteten i de offentlige tilbud og samtidig befordres privatiseringen.

Og problemerne med øget privatisering kan allerede i dag ses på skoleområdet i form af en opdeling i 1. og 2. klasses ydelser: En privat leveret første klasses velfærdsservice for de økonomisk bedrestillede fra over- og middelklassen og en 2. klasses offentligt leveret velfærdsservice for den øvrige, mindrebemidlede del af befolkningen.

Og problemet med den markedslignende styring og kontrol og dertil svarende managementmetoder er, at dette allerede i dag hærger de offentligt ansattes muligheder for at varetage deres kerneopgaver: omsorg, pleje og udvikling og uddannelse og forskning.

I stedet tvinger regeringen de ansatte i offentlig velfærdsservice til at bruge mere og mere af tid til administrative og bureaukratiske aktiviteter i form af dokumentation, rituelt præget planlægning, evalueringer og rapporteringer.

LO´s formand, Hans Jensen, har fremstillet trepartsaftalen som den rene gavebod ved at hævde, at fagbevægelsen jo ikke skal levere nogen modydelser for resultaterne. Men i en enhver forhandling må man sælge noget til gengæld for det, man vil opnå.

Og LO har solgt legitimering. For så vidt udtryk med anerkendelsesværdig åbenhed af – igen – Dennis Kristensen, da han under forhandlingerne udtalte, at «regeringen vil købe vores navn til at legitimere deres proces«.

Det som LO har solgt er legitimering af regeringens markedsgørelsesstrategi og af regeringen selv, idet fagbevægelsen med aftalen må vurderes at have taget vinden ud af Socialdemokratiets og oppositionens forsøg på at true regeringen på velfærden.

Uanset trepartsaftalens forbedringer af rekrutterings-, uddannelses- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte er det uheldigt, at fagbevægelsen ved at indgå en handel med regeringen om forbedringer af sine medlemmers faglige rettigheder for sine medlemmer bidrager til at legitimere fortsat økonomisk udsultning af velfærden i forhold til borgerne, til at legitimere fortsat udbredelse af frit valg og udlicitering samt til at acceptere stigende statsstyring og yderligere markedslignende kontrol og bureaukratisering af den offentlige sektor.

Henrik Herløv Lund er økonom og medlem af Den Alternative Velfærdskommission.