Rafael Correas kreative råstof

Af Paola Colleoni, Quito, Ecuador

Ecuadors præsident Rafael Correa har fremlagt et nybrud af et forslag, der skal beskytte miljøet og de oprindelige folk i den UNESCO-nationalpark, der har landets største grad af biodiversitet. Han vil skabe et alternativ til åbningen af et nyt oliefelt i området og han beder nu det internationale samfund om hjælp til dette forsøg på at bevare regnskoven. Ecuadors præsident vil kompenseres for den tabte fortjeneste, som det gigantiske klimavenlige initiativ vil koste det fattige land.

Den 5. juni præsenterede Ecuadors venstreorienterede præsident Rafael Correa officielt sit forslag om, at sælge »tilbageholdt råolie«, dvs. lade olien forblive i undergrunden, og på denne måde forhindre at der åbnes et nyt oliefelt på 200.000 hektar i området Ishipingo-Tambococha-Tiputini (ITT) i Amazonas-junglen, hvor man indtil for få uger siden ellers forhandlede med det statslige brasiliansk firma Petrobras om en kontrakt.

Nationalparken Yasuní, som befinder sig midt i den sydlige del af det ecuadorianske Amazonas, er ikke blevet skånet for olieselskabernes destruktive aktiviteter de seneste år. Parken blev ellers i 1989 erklæret del af jordens miljømæssige kulturarv af UNESCO på grund af sin uvurderlige økologiske værdi. Men det spansk-argentinske selskab Repsol-Ypf og det canadiske Encana, der for nyligt blev købt af det kinesiske Andes Petroleum, har alligevel boret i området i årevis.

Yasuní er også hjemsted for de sidste af de ecuadorianske oprindelige folk, der stadig ikke har været i kontakt med det øvrige samfund. De to folk Taromenanerne og Tagaererne blev først for nyligt opdaget af det omgivende samfund, da illegale skovarbejdere blev angrebet med pile og spyd, imens de ulovligt søgte at skove i stammernes område. Den illegale skovhugst og olieindustriens territorielle ekspansion er kun en del af truslen imod skovens folk, for med oliearbejdere og skovarbejdere følger sygdomme og en række nye afhængigheds- og udbytningsforhold, som rammer de allerede kendte folk.

Forslaget om ikke at udbygge olieboringerne stammer oprindeligt fra grupper i det ecuadorianske civilsamfund og fra en række miljøorganisationer. I marts 2007 tog landets energiminister Acosta forslaget til sig, og forslaget blev dermed inkluderet i den række af mulige udviklingsforslag for området, som blev præsenteret for præsident Correa. De andre forslag var, at det nationale olieselskab Petroecuador selv udviklede ITT som olieområde og evt. samarbejdede med andre latinamerikanske olieselskaber. Også Venezuelas nationale selskab Pdvsa og altså det brasilianske Petrobras stod på spring. Endelig var der selvfølgelig muligheden for at sætte området i åbent internationalt udbud.

Kort sagt, en rigtig varm kartoffel for den nye venstreregering. Det skyldes ikke alene den grund, at Correa ønsker at bevare det venskabelige forhold til den gigantiske brasilianske nabo og altså tilgodese samarbejdspolitikken med præsident Lula. Det skyldes især, at området vil kunne producere 108.000 tønder råolie om dagen de første 17 år og således udgøre en kærkommen indkomst for det fattige ecuadorianske land, der er dybt afhængig af sin olieeksport. Og som om det ikke var rigeligt, så blev spørgsmålet i offentligheden samtidig set som en lakmusprøve på, hvordan Correas reformregering havde tænkt sig at håndtere de voldsomme miljøproblemer, som berører den østlige del af landet, herunder Amazonas.

Men Correa har altså, efter at have ladet de bevægelser som forsvarer Yasuní holde vejret i månedsvis, til sidst valgt at »gøre det rigtige«. Han tog et nyskabende valg uden fortilfælde og erklærede på en pressekonference, at ville arbejde for, at den olie der befinder sig i ITT forbliver hvor den er, nemlig under jorden. Samtidig forklarede han, hvordan han vil søge kompensation for den »dyre« beslutning det er, ikke at udvinde den indbringende ressource.

En ny olieblok i Yasuní ville da også kunne have efterladt mere end 350 millioner dollars i den ecuadorianske statskasse om året de første ti år, hvorefter udbyttet ville være faldet gradvist. Men som alternativ, har regeringen nu valgt at udstede obligationer. Man ønsker på denne måde at sælge råvaren uden at pumpe den op, med den forhåbning at såvel enkeltpersoner og NGO’er, som nationale og internationale organisationer vil investere i projektet. Først og fremmest presser man dog på for, at de internationale statslige udviklingsorganisationer tager ansvar. Civilsamfundet betros den første del af processen og her er gruppen »Amazonas for livet” opstået som paraply. Imens vil regeringen arbejde for at få staterne i det internationale samfund til at investere i obligationerne.

Men hvad skal der til? Hvis man regner med, at en tønde råolie koster mellem to og syv dollars, så vil en tønde virtuel råolie altså snart kunne købes for ca. fem dollars på nettet via lokale kampagner, via statslige bidrag og som eftergivelse af gæld. Det sidstnævnte selvom regeringen egentlig betragter gælden som illegitim.

Forhåbningen er, at kunne dække 50 procent af de indtægter, som olien ville kunne have indbragt, plus de besparelser som staten får ved ikke at skulle boremodne et område på 200.000 hektar. Og pengene vil så blive investeret i aktiviteter, der skal frigøre landet fra afhængigheden af olieeksport og sikre Ecuadors fødevaresuverænitet.

Mekanismen, at sælge-for-ikke-at-bruge en ressource, gør op med en af Kyoto-protokollens grundmodeller. Kyoto-protokollen er blevet kritiseret for at åbne en bagdør for, at rige lande kan få lov til at sende mere CO2 ud i atmosfæren til gengæld for miljøprojekter i tredje verden. I den ecuadorianske model sælger man derimod ikke CO2-kvoter, og man laver således ikke nye projekter i området. Man lader olien blive i undergrunden og efterlader simpelthen skoven, sådan som den er.

Den ecuadorianske stat modtager ifølge modellen derimod en kompensation for at omlægge til andre produktionsformer end olieudvinding. Kompensation for at omlægge til en miljøvenlig politik, med det positive globale output, som bidraget til sænkningen af CO2-udslippet og begrænsningen af den globale opvarmning som afbrændingen af fossile brændstoffer medfører.

Præsident Correa må altså i høj grad afvente resultaterne af sin internationale mission og dermed svar fra det internationale samfund, før han kan se, om planen lykkes. Men hvad hvis kampagnen ikke opnår de ønskede resultater? Ja, så bliver man, som følge af eksportafhængigheden, nok nødt til at bore efter olie, med de lavest mulige miljømæssige konsekvenser, siger Correa. Det er overflødigt at bemærke, at dette »men« efterlader en noget bitter bismag hos de organisationer i civilsamfundet, som i sin tid gav liv til kampagnen. Indtil videre ligger bolden i høj grad hos det internationale samfund.

Læs om kampagnen her: www.amazoniaporlavida.org

Artiklen har været bragt i det italienske dagblad Il Manifesto den 13. juni 2007.

Paola Colleoni er korrespondent for avisen og Ph.d.-studerende ved Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitetscenter.

Oversat fra italiensk af Nikolaj Heltoft.