Guld, sprøjtegifte, samlebånd og callcentre

Af Arne Simonsen og Christina Guldbrandt

Bananrepublik - et kritisk portræt af Mellemamerika er en bog med reportager, interview og billeder fra det spansktalende Mellemamerika - en region med danske interesser i form af handel, ulandshjælp og turisme. Bogen bygger på over 200 interview fra seks lande, hvor man møder racister og krigsforbrydere, mayapræster og medicinmænd, filminstruktører og rockstjerner, orkanofre og analfabeter, rigmænd og toppolitikere, ildsjæle og lykkeriddere og mange flere.

Kontradoxa bringer her bogens kapitel 10: Legeplads for internationale investorer - etik udfordrer internationale firmaer.

Internationale firmaers etiske ansvar er i søgelyset i Mellemamerika, hvor blandt andet udvinding af guld og brug af farlige sprøjtegifte skaber miljøkatastrofer. De folkelige protester mod forurening, dårlige arbejdsvilkår og underbetaling vokser, men samtidig er regionen dybt afhængig af de mange job i de internationale selskaber. Flere hundrede tusinde ufaglærte undgår massearbejdsløshed ved at producere tøj og mobiltelefoner på udenlandske samlebåndsfabrikker. Regionen oplever et boom af callcentre, og selvom arbejdet er stressende og ensformigt, er de tusindvis af nye job eftertragtede.

Frihandlen med USA får utvivlsomt store konsekvenser for Mellemamerika i de kommende år. Flere hundrede tusinde småbønder vil blive ramt, vurderer eksperter. Foto: Arne Simonsen.

Ordet guld leder tankerne hen på vielsesringe, bryllup og romantik. Men i de lande, hvor guldet udvindes, har ordet ofte en bitter smag.

Sådan er det også i Mellemamerika, der er ramt af guldfeber. Prisen på guld er vokset hastigt de seneste år; fra cirka 60 kr. pr. gram i 2000 til omkring det dobbelte i 2006. Derfor har de internationale mineselskaber sat turbo på guldjagten, der har ført til omfattende forurening, vandmangel og voldsomme konflikter.

Naboer til minerne forsøger at standse de internationale firmaer, der næsten ikke betaler skat i de lande, hvor guldet udvindes. Stort set hele overskuddet havner i udlandet, men omvendt skaber minerne arbejdspladser i fattige områder, hvor de mellemamerikanske stater intet gør for at sætte gang i udviklingen.

En af konflikterne handler om Mellemamerikas største guldreserve, der ligger i Guatemalas bjerge.

Guldet blev opdaget af det canadiske selskab Montana, der driver ’Marlin-minen’. Marlin er navnet på en af verdens største sværdfisk, der lever i Stillehavet langs Guatemalas kyst. Mens lystfiskere fra hele verden tager til det subtropiske hav for at få den lange kraftfulde fisk på krogen, så drømmer mineselskaberne om at finde ædelmetaller i stimer.

Det gjorde canadiske Montana, og ifølge selskabet rummer minen 70 tons guld af høj karat til en værdi af 6,8 mia. kr. i 2005-priser.

Det canadiske selskab har i årevis mødt protester både blandt lokalbefolkningen og miljøorganisationerne.

I 2005 afspærrede 800 demonstranter en hovedvej for at hindre det canadiske selskab i at transportere udstyr til minen. 1.300 politifolk og soldater blev sat ind mod minemodstanderne, og under sammenstødet blev en demonstrant dræbt og 20 sårede.

Desuden har et stort vælgerflertal sagt nej til minedriften, da der blev afholdt en lokal folkeafstemning, men alligevel fortsætter udvindingen.

Protesterne skyldes blandt andet, at udvindingen sker ved åben minedrift og brug af det ekstremt giftige stof cyanid - en metode, der er forbudt i Canada, EU og dele af USA.

En procent af minens overskud går til lokalsamfundet, og firmaet betaler en sundhedsklinik, løn til to lærere og studiestipendier. Men det imponerer ikke den indianske leder Mario Tema fra landsbyen Sipacapa, der er nabo til minen:

– Når minefirmaet er rejst hjem med en milliardfortjeneste, sidder vi tilbage med deponerede tungmetaller, forurenet drikkevand, sociale problemer og arbejdsløshed. Der er stor risiko for udslip af cyanid, og de tungmetaller, som minen deponerer, kan sive ned i grundvandet, selvom minefirmaet benægter det. Jeg synes, omkostningerne ved minedrift er alt for høje i forhold til, at der bliver skabt meget få varige job, siger Mario Tema.

Han bærer mørke solbriller og en brun filthat med stor skygge, for solens stråler stikker ubarmhjerteligt. Græsset er svedent, og jorden tør.

Landsbyens beboere lever af at dyrke majs og bønner på bjergskråningerne, men de fleste er fattige, for jordlodderne er små.

Ved indkørslen til landsbyen har mineselskabet hængt store bannere over vejen med teksten ’Sikker og ren minedrift’ og ’Montana er åben for dialog’, men den indianske leder synes, firmaet bruger beskidte metoder.

– Selskabet prøver at købe ledere med gaver, medicin og køkkengrej, og de bliver inviteret til selskabets mine i Honduras. Mange har aldrig været ude og flyve før, så de er nemme at imponere og snyde. Selskabet bruger skræmmekampagner, hvor det fortæller folk, at landsbyen bliver invaderet, hvis ikke vi stopper protesterne. Og demonstrationerne bliver overfløjet med helikopter, hvilket gør folk bange og får dem til at tænke på borgerkrigen og militæret, siger Mario Tema, der er talsmand for en forening af 13 landsbyer, der er imod minedrift i området.

Fra bjerge til kratere
Da vi besøger ’Marlin-minen’ er bjergene under forvandling. Skovarbejdere fælder fyrretræer på skråningerne, så minen kan udvide, og støjende bulldozere flytter tonsvis af jord, så en støvsky hænger over minen denne solrige februardag. Resultatet er et goldt landskab med kratere, der er 500 meter brede og 100 meter dybe.

En gruppe arbejdere er samtidig ved at opstille enorme metalbeholdere, hvor knuste klippestykker overrisles med en blanding af vand og cyanid, så guldet udskilles.

I begyndelsen var 1.600 arbejdere beskæftiget med at opbygge minen, men efter at selve produktionen gik i gang, har der kun været brug for 250 ansatte.

I bjergområdet lever de fleste i fattigdom, og lokalbefolkningen er splittet mellem forureningsfrygt og udsigten til job.

38-årige Pedro de León er lastbilchauffør, og han er positiv over for det canadiske minefirma.

– Uden minen var der ingen arbejdspladser i dette område. Det er rigtigt, at naturen bliver ødelagt, men det er en pris, vi er nødt til at betale. Jeg har før arbejdet på en kaffeplantage, hvor jeg sled uden at kunne forsørge min kone og syv børn. I minen tjener jeg 3.000 kr. om måneden, og for mig er det en rigtig god løn, fortæller lastbilchaufføren.

Vores besøg sker under konstant overvågning. Bevæbnede vagter registrerer alle besøgende og deres biler, og desuden tager pressetalsmanden billeder af os.

Pressetalsmanden, der er en høj og kraftig amerikaner i halvtresserne, tjekker nøje vores pressekort. Da han viser rundt i mineområdet, beslutter han, hvor der må tages billeder, og hvem der må interviewes.

Han afviser, at minen står bag dødstrusler og pression for at gøre kritikerne tavse og få de lokale bønder til at sælge jord.

De to mest markante kritikere af det canadiske minefirma, lederen af en guatemalansk miljøorganisation og en katolsk biskop, har modtaget dødstrusler, og en overgang blev biskoppen ledsaget til messe af bevæbnede bodyguards.

Pressetalsmanden James Schenck afviser også, at lokalbefolkningen bliver truet, og naturen bliver ødelagt.

– Vi gør en masse for at informere lokalbefolkningen om minedrift, og vi skaber mange arbejdspladser for fattige bønder, der er glemt af staten. Det overser kritikerne ofte, ligesom de ikke anerkender, at vi planter så mange træer, at der om ti år vil være mere beplantning, end før Montana begyndte at udvinde guld. Jorden i dette område er dårlig til landbrug, og uden minedrift var der ingen udvikling overhovedet, mener pressetalsmanden.

Han holder sig i baggrunden, mens vi tager fotos af den positive lastbilchauffør, men pludselig sker der noget uventet:

En utilfreds arbejder kommer uopfordret hen til os. Straks dukker talsmanden op med en diktafon, der virker så truende, at den ansatte tavs går tilbage til arbejdet.

Det beskidte guld
Efter den officielle rundvisning lykkes det at finde den kritiske røst, der tilhører Francisco Bautista. Han er klædt i en slidt skjorte, beskidte bukser og bærer handsker, der engang har været hvide. Den 43-årige arbejder ved, at kritik kan koste ham jobbet i minen, men hans utilfredshed vinder over angsten:

– Minefirmaet har truet mig til at sælge min jord, så det kan grave guld. Selskabets folk siger, at bulldozerne kører henover min jord, uanset hvad jeg mener. Men jeg vil ikke sælge min jord, for hvor skal jeg og min familie så bo? Flere er blevet truet på livet, fordi de satte sig op mod mineselskabet. Men jeg er parat til at ofre mit liv for sandheden. Jeg har levet af landbrug hele mit liv, men som fattig bonde er det svært at forsørge familien, og der er meget få job, så jeg er nødt til at arbejde for minen, siger Francisco Bautista, der er nabo til kraterne.

Mellemamerikas største guldmine. Francisco Bautista siger, at mineselskabet Montana har truet ham til at sælge sin jord, så selskabet kan grave efter guld. Foto: Arne Simonsen.

Foruden beskyldningerne om beskidte metoder, så handler modstanden mod mineselskabet især om risikoen for forurening og vandmangel.

En middelstor mine, ligesom ’Marlin-minen’, bruger en million liter vand om dagen til at udvinde guldet, og det kan få floder og vandløb til at udtørre.

I Honduras, hvor det canadiske firma også driver guldmine, har vandforbruget skabt alvorlige problemer.

I dalen Siria i det centrale Honduras er 19 af dalens 22 vandløb udtørrede, siden selskabet begyndte at drive guldmine i år 2000. Før var dalen frugtbar, men nu er den forvandlet til en ørken, hvor beboerne er tvunget til at købe vand fra tankbiler, og kvæget dør af tørst, fordi floderne er udtørrede.

Beboerne har klaget til mineselskabet, fordi mange børn taber store totter hår, og har fået eksem og luftvejsproblemer på grund af minestøv.

USA´s miljøagentur betegner åben minedrift som ’den mest forurenende form for industri’. I Mellemamerika er der flere eksempler på cyanid-udslip fra utætte beholdere, hvor grundvand og floder er blevet forurenet.

En teskefuld cyanid i en opløsning på to procent kan dræbe et voksent menneske, og ’Marlin-minen’ bruger omkring tusind ton cyanid om året.

I Honduras er et amerikansk minefirma, Minosa, blevet dømt for at udlede cyanid i en flod. Der blev registreret syv udslip af cyanid fra ’San Andrés-minen’ på halvandet år.

Det alvorligste udslip var i 2002, hvor der blev lukket 1.200 liter cyanid-opløsning ud i den nærliggende flod. 18.000 fisk døde på en eftermiddag, og siden har befolkningen ikke kunnet fiske i floden.

På grund af kritik i medierne og pres fra folkelige organisationer blev minen idømt en bøde på 500.000 kr., men lokalbefolkningen fik ingen erstatning.

Alle store mellemamerikanske medier har omtalt udslippene og retssagen, men Montanas talsmand hævder, at han ikke kender til de omdiskuterede udslip:

– Jeg har ikke hørt om uheldene, og i ’Marlin-minen’ er der ingen risiko for udslip, for cyanid-opløsningen opbevares i sikre ståltanke. Desværre spreder modstanderne af minen bevidst fejlinformation. Frygten for vandmangel er også overdreven, for vi har vores egen brønd, der er meget dyb. Så vores mine vil ikke udtørre den nærliggende flod, siger James Schenck.

Miner i hundredvis
Jagten på guld, sølv, nikkel og andre metaller er vokset kraftigt i Mellemamerika siden slutningen af halvfemserne på grund af de stigende guldpriser på verdensmarkedet, hvor især kinesere og indere køber flere guldsmykker som følge af økonomisk vækst.

Siden 1996 er der i Honduras, Guatemala, El Salvador og Nicaragua udstedt 650 tilladelser til minedrift, og mange er gået til vestlige firmaer, der på grund af stramme miljølove i deres hjemlande flytter aktiviteterne til afrikanske og latinamerikanske udviklingslande.

Honduras er det land i Mellemamerika, hvor minedriften har haft de største sociale og miljømæssige konsekvenser. Myndighederne har udstedt 358 tilladelser til minedrift på en tredjedel af landets areal, og tilladelserne er især gået til amerikanske og canadiske firmaer.

De mange minetilladelser hænger sammen med, at Honduras fik en ny og lempelig minelov umiddelbart efter orkanen Mitch, der i 1998 kostede 7.000 honduranere livet.

Ifølge flere folkelige organisationer blev mineloven vedtaget efter pres fra udlandet i de hektiske uger efter orkanen, hvor det fattige mellemamerikanske land havde desperat brug for udenlandsk hjælp.

Minefirmaerne skrev stort set selv loven og bestak politikerne, så den blev vedtaget i største hast, uden at folk blev hørt, fastslår bogen ’Honduras er mere værd end guld’, der er skrevet af både honduranske og internationale eksperter.

Ifølge bogen var mineloven angiveligt en betingelse for den humanitære hjælp fra USA. Firmaerne udnyttede det kaos, der opstod efter orkanen, til at lave en lov, der især begunstiger de udenlandske selskaber. Loven blev ikke debatteret offentligt, for folkelige organisationer, borgmestre og andre berørte arbejdede med at finde mad og husly til ofrene.

Den honduranske minelov begunstiger de udenlandske selskaber på bekostning af befolkningens rettigheder og miljøet. I forbindelse med nye tilladelser er der kun 14 dages klagefrist, og tilladelserne bliver kun offentliggjort i aviser, der udkommer i hovedstaden langt fra de landsbyer, der er berørt af minedrift.

Når der sker forurening er det minen selv, der foretager undersøgelser, for uvildige eksperters analyser er ugyldige som bevismateriale.

Guldmine i Honduras. Minen forurener og folk bliver syge, siger Luciano Pérez, talsmand for 700 naboer til en guldmine i Honduras. Han plages selv af minestøv. Foto: Arne Simonsen.

Flyttet med tvang
I Mellemamerika har favoriseringen af de udenlandske minefirmaer også betydet, at hele landsbyer er blevet tvangsflyttede for at give plads til miner.

Det er tilfældet med 700 beboere i Nuevo San Andrés, der er en lille bjerglandsby i det vestlige Honduras. Før 1997 drev indbyggerne landbrug og fiskede i floderne omkring deres 200 år gamle landsby med hvidkalkede huse og røde tegltage, der lå mellem frodige bjerge og rislende floder.

I dag bor de i kvadratiske betonhuse med blåt bliktag anlagt af minefirmaet, fiskene i floderne er døde på grund af forurening, og arbejdsløsheden får mange til at rejse væk.

69-årige Luciano Pérez er talsmand for beboerne. Han har et stort væskende sår i panden, og hans øjenlåg er opsvulmede. Selvom han ikke kan bevise det, er han overbevist om, at støvet og forureningen fra minen gør ham syg:

– Vores gamle landsby blev jævnet med jorden af bulldozere, og vi måtte flygte med vores få ejendele i hænderne. Siden minen begyndte, har børn og voksne fået luftvejssygdomme, allergi og hudproblemer på grund af støvet, og vi har ikke længere rent og gratis drikkevand. Jorden er ufrugtbar, minens køretøjer larmer døgnet rundt og hvirvler en masse støv op. Minefirmaet har ødelagt fremtiden her, og vores børn er nødt til at rejse væk for at finde arbejde, fortæller Luciano Pérez.

Nej til beskidt guld
Selvom der i Mellemamerika er mange eksempler på, at lokalbefolkningen ikke har meget at skulle have sagt, når de internationale minefirmaer har fundet en guldåre, så har borgernes protester dog i enkelte tilfælde sat en stopper for jagten på naturressourcer.

Et eksempel er landsbyen La Unión i det vestlige Honduras, der har forhindret et canadisk mineselskab i at starte en sølvmine i en fredet skov, hvor der er vigtige drikkevandsreserver i undergrunden.

I flere dage spærrede befolkningen en stor vej, og borgmesteren nægtede at skrive under på en aftale med minefirmaet.

Selskabet har forsøgt at bestikke lokale politikere, uddele slik til børn og lokke med asfaltering af en hullet jordvej. Men risikoen for forurening og drikkevandsmangel fik landsbybeboerne til at afvise mineselskabet.

I kølvandet på den voksende mineindustri er beboere fra berørte landsbyer gået sammen med folkelige organisationer for at afværge forurening, tvangsforflytninger og informere lokalbefolkningen om dens rettigheder.

I Vesten opfordrer miljø- og hjælpeorganisationer som Oxfam og Earthworks forbrugerne til at kræve certificering af guld for at presse de internationale mineselskaber til at tage et etisk og miljømæssigt ansvar.

Tidligere blev det anset for umuligt at spore råvarer som guld, der kan smeltes om. Men i dag er det muligt at spore selv flydende råvarer som olie ved at kigge benzinselskabernes udskibningsdokumenter efter i sømmene.

Det samme kan, ifølge miljøorganisationerne, lade sig gøre med guld, der skal igennem told og centralbanker, før det kommer ud til smykkefabrikanter og guldsmede.

Certificering af guld kan gøre det muligt for vestlige forbrugere at fravælge guld, der er blevet udvundet med metoder, der ødelægger miljøet og lokalbefolkningens liv. Over 70 procent af verdens guldproduktion foregår i udviklingslande, hvor der mangler miljølovning.

Siden 2004 har kampagnen ’Intet beskidt guld’ sat fokus på forureningen fra guldminer, og over 30.000 forbrugere har sendt breve til mineselskaber, guldopkøbere og smykkehandlere for at presse dem til at tage et etisk ansvar.

Ifølge organisationerne Oxfam og Earthworks er otte af verdens førende smykkeforhandlere, der omsætter for omkring 36 mia. kr. årligt, også begyndt at stille krav til mineselskaberne om at tage hensyn til miljø og mennesker, når der udvindes guld.

Bananrepublikker på sprøjten
Der står også miljø og menneskeliv på spil, når det handler om en af Mellemamerikas vigtigste eksportafgrøder: Bananer.

For internationale bananproducenter bruger store mængder sprøjtegifte på plantagerne i Mellemamerika, og mange tidligere arbejdere lider blandt andet af nyresvigt, kræft, sterilitet og genetiske misdannelser, der i flere tilfælde er gået i arv til børn og børnebørn.

I den forbindelse har Danmark også været i søgelyset, da det i 1998 kom frem, at kemivirksomheden Chemiova eksporterede et af verdens mest farlige sprøjtegifte, methyl parathion, til Mellemamerika, så banan- og landarbejdere blev syge.

Efter voldsom kritik standsede Cheminova eksporten af det ekstremt giftige sprøjtemiddel til Nicaragua, mens eksporten til Guatemala fortsatte nogle år.

I 2006 kom det frem, at eksporten af methyl parathion fortsætter blandt andet til Mexico, der grænser op til Mellemamerikas folkerigeste land Guatemala.

Methyl parathion er populært, fordi det er billigere end de alternative insektmidler, og da grænsekontrollen er ringe vil det være let for mexicanske mellemhandlere at sælge den udskældte sprøjtegift videre til det mellemamerikanske marked.

Samtidig eksporterer Cheminova en række mindre giftige sprøjtemidler til Mellemamerika. De kan dog forårsage alvorlige skader, fordi banan- og landarbejderne, hvoraf mange er analfabeter, ofte mangler maske, handsker og beskyttelsesbriller.

For de tusindvis af arbejdere, der bliver syge af sprøjtegiften, fortsætter helbredsproblemerne indtil de dør, for de fleste har hverken penge til lægehjælp eller medicin.

Både i Guatemala, Costa Rica, Honduras og Nicaragua kæmper bananarbejdernes fagforeninger for at få dømt de internationale bananproducenter, som arbejderne vil have til at betale erstatning og pension.

I Nicaraguas hovedstad Managua har tidligere bananarbejdere flere gange slået lejr foran parlamentet for at få politikerne til at yde økonomisk og juridisk hjælp.

Vi besøger lejren i 2005, hvor de 3.000 demonstranter kræver de multinationale selskaber, Dow, Dole og Shell dømt for brug af den farlige sprøjtegift ’Nemagon’.

Ifølge bananarbejdernes fagforening er omkring 800 arbejdere døde de seneste fem år, fordi de tidligere har brugt sprøjtegifte.

Den interimistiske teltlejr er lavet af gamle træpæle, sort plastik og papkasser, og deltagerne har lavet 30 huller på størrelse med grave, hvor der er plads til ligkister. Den improviserede kirkegård er et symbol på den uforsvarlige brug af sprøjtegifte, der koster stadig flere menneskeliv.

I Nicaragua anslår eksperter, at 17.000 personer er blevet syge af sprøjtegifte. Mange lider af psykiske problemer som følge af mareridt, impotens og depression, der har ført til arbejdsløshed, alkoholisme og selvmord.

66-årige Ramón Gonzáles sidder på jorden kun iført slidte lærredsbukser. Ud af buksebenene stikker to misdannede fødder, der nægter at bære ham længere. Hans ansigt er fyldt med rynker, og sveden perler fra panden og den nøgne overkrop.

I seks år arbejdede han med sprøjtegiften ’Nemagon’ i en bananplantage, og han forventer snart, at hans navn kommer på dødslisten, for hver tredje dag mister et sprøjtegiftoffer livet:

– Mine nyrer og lunger fungerer ikke længere. Jeg lider af konstant migræne, nedsat syn og hørelse, nakkesmerte, dårligt hjerte og smerte i fødderne. De blev deforme, fordi jeg brugte sprøjtegifte på mit arbejde i plantagen. Brugsanvisningen på sprøjtegiften stod på engelsk, men jeg kan kun læse spansk, så jeg havde ingen mulighed for at vide, hvor giftig ’Nemagon’ er. Jeg når ikke at få glæde af en erstatning, men det er vigtigt at protestere, så de yngre sprøjtegiftofre og deres familier får hjælp af de internationale firmaer, siger Ramón Gonzáles.

Mange af sprøjtegiftofrene har gået over 140 km i brændende hede uden mad eller drikke for at protestere over de internationale bananfirmaers mangel på etisk ansvar, ligesom de kræver økonomisk hjælp fra staten.

Ofrene har i flere år kæmpet for erstatning ved domstole i Nicaragua og USA, men de internationale bananfirmaer afviser kategorisk en erstatning.

Doles vicepræsident Michael Carter har blandt andet sagt til BBC:

– Jeg tror ikke, at pesticidet ’Nemagon’ har skadet så mange tusinde bananarbejdere, som det hævdes. Det eneste videnskabelige bevis stammer fra 1970erne, hvor man opdagede, at mænd kan blive sterile, hvis de udsættes for store mængder. Men intet indikerer, at brug af dette pesticid i åbent landskab har haft konsekvenser for arbejderne. Kravene skyldes vanvittige advokater, der mener, at pesticider er skyld i alle tænkelige problemer, siger Doles vicepræsident.

Allerede i 1979 blev ’Nemagon’ forbudt i USA, men sprøjtegiften blev alligevel brugt i Nicaragua og flere andre ulande i firserne.

De nicaraguanske bananarbejderes sagsanlæg er historisk, for det er første gang, at ’Nemagon’-ofre har lagt sag an mod de multinationale selskaber i USA, og retssagen kan derfor få betydning for ofre i andre lande.

Fabriksarbejdernes dilemma
Mens ofrene for sprøjtegift kæmper for at få erstatning fra internationale bananproducenter, står tusindvis af mellemamerikanske kvinder i et dilemma mellem at tage job på en udenlandsk ejet samlebåndsfabrik eller arbejde som tjenestepige, hvor lønnen og arbejdsforholdene også er problematiske.

Samlebåndfabrikkerne ligger i de såkaldte frihandelszoner, hvor der er meget lav eller ingen beskatning af produktion eller handel med varer.

Ideen med frihandelszoner opstod i Irland i 1950erne, hvor man i første omgang lokkede europæiske flyselskaber til med afgiftsfri benzin, som de på grund af små fly var nødt til at tanke før turen til USA. Siden opstod der produktion af told- og afgiftsfrie varer i frihandelszonen, og ideen bredte sig hurtigt til resten af verden.

Alle de seks spansktalende lande i Mellemamerika har frihandelszoner, og Panama lægger jord til den største på hele den vestlige halvkugle.

Frihandelszonen Colón har en årlig omsætning på 43 mia. kr., der stammer fra både bankforretninger, international handel samt produktion på samlebåndsfabrikker.

Omkring 330.000 mellemamerikanere arbejder på samlebåndsfabrikker, og 80 procent af dem er unge kvinder, ofte enlige mødre, der ikke har andre muligheder for at skaffe mad til familien.

Siden 1970erne har regionen tiltrukket især koreanske og taiwanske samlebåndsfabrikker, hvor der bliver lavet tøj, sko, mobiltelefoner og plastiklegetøj.

Timelønnen er lavest i Nicaragua med fire kroner og højest i Costa Rica med 20 kroner.

Før samlebåndfabrikkerne havde unge og fattige kvinder ofte ikke andre muligheder end at blive tjenestepiger, og selvom de to job på overfladen er vidt forskellige, så er vilkårene på mange måder ens.

Tjenestepiger skal stå til rådighed døgnet rundt, og de bor ofte hos familien i et lille kammer bagved vaske- og strygerummet. De skal gøre rent, lave mad og passe børn, og de går tre skridt bagved arbejdsgiveren, når de hjælper med at købe ind i supermarkedet eller slæber grøntsager hjem fra markedet.

De har ofte ingen fridage eller ferie, så mange tjenestepiger mister forbindelsen til familien, hvis den bor langt fra arbejdsgiveren. Og lønnen kan være helt ned til 200 kr. om måneden, som tjenestepigen i mange tilfælde sender hjem til sin familie.

En undersøgelse offentliggjort i Guatemalas største avis ’Prensa Libre’ fortæller, at fysisk mishandling og seksuel udnyttelse af tjenestepiger er udbredt, og de bliver fyrede, hvis de bliver gravide.

I løbet af firserne og halvfemserne begyndte nogle af de kvinder, der tidligere ville være blevet tjenestepiger, at arbejde på samlebåndsfabrikker, der blandt andet producerer tøj og sko til USA. Selv om fabrikkerne giver kvinder mulighed for at tjene deres egne penge, er der mange ulemper forbundet med jobbet.

På de fleste fabrikker er der ingen mindsteløn, seksuel chikane og diskrimination er udbredt, og gravide kvinder og fagforeningsfolk bliver fyret uden grund.

På en typisk fabrik sidder 100 syersker i en stor hal uden udsugning, og mange har luftvejssygdomme på grund af støvet. Værkførere kontrollerer kvinderne, som syr på akkord og uden ekstrabetaling, når de tager overarbejde.

I løbet af seks år har der været 46.000 klager fra ansatte på guatemalanske samlebåndsfabrikker, og i hvert fjerde tilfælde har klageren fået medhold.

Alligevel griber myndighederne ikke ind over for samlebåndsfabrikkerne af frygt for lukning og tab af arbejdspladser. Kritik fører nemlig ofte til, at firmaerne flytter til et andet land uden at betale de ansatte deres løn.

Den Interamerikanske Udviklingsbank, der låner penge til økonomisk udvikling i regionen, kritiserer Mellemamerika for at satse for meget på samlebåndsfabrikkerne frem for at opdyrke nye muligheder.

Den internationale konkurrence er imidlertid ved at indhente regionens samlebåndsfabrikker, for Kina har sat sig på det amerikanske tekstilmarked, hvor hver fjerde trøje eller par bukser er mærket ’Made in China’.

Tidligere havde Mellemamerika en favorabel aftale med USA om at aftage store mængder tøj fra samlebåndfabrikkerne, men denne aftale blev ophævet i 2005, og den kinesiske timeløn på ned til to kroner har presset mange fabrikker til lukning.

Timelønnen er afgørende for produktion af tøj og sko, og udviklingslande i hele verden er parate til at underbyde hinanden for at tiltrække samlebåndsfabrikker, selvom de stort set ikke betaler skat, og fortjenesten forsvinder til udlandet, ligesom det sker i mineindustrien.

I over 100 år har USA støttet militæret i Mellemamerika. USA har stået bag militærkup og blandet sig i borgerkrigene i El Salvador, Guatemala og Honduras. Foto: Christina Guldbrandt.

Samlebåndsfabrikkernes afløser
Mens 80erne og 90erne var storhedstiden for de udenlandske samlebåndsfabrikker i Mellemamerika, så er fremtidens internationale investeringer baseret på telefoner frem for symaskiner.

Mellemamerika er begyndt at tiltrække internationale callcentre fra USA og Canada. Og selv om disse callcentre stadig tilbyder langt færre arbejdspladser end samlebåndsfabrikkerne, så viser væksten inden for branchen, at regionen er med i det globale økonomiske spil.

Mellemamerika har omkring 100 callcentre med cirka 25.000 ansatte, men ifølge en rapport fra det amerikanske ’Zagada Institute’, der laver analyser til erhvervslivet, så er der en årlig vækst på 40 procent.

Instituttet forventer, at regionens callcentre vil beskæftige omkring 40.000 personer i år 2008.

Mellemamerikanske callcentre har en fordel frem for de asiatiske eller indiske, for medarbejderne kan både engelsk og spansk, hvilket er vigtigt i forhold til den voksende gruppe af spansktalende amerikanere, der i 2006 udgjorde 43 millioner i USA.

Costa Rica og Panama har haft callcentre i flere år, mens branchen er på vej frem i resten af Mellemamerika.

Foruden den tosproglige fordel markedsfører lande som Guatemala og El Salvador sig også med lave lønninger. For eksempel er lønudgifterne i Guatemala 60 procent lavere end i USA eller Canada. Desuden er lønningerne i Mellemamerika lavere end andre latinamerikanske lande som for eksempel Argentina og Mexico.

Blandt de firmaer, der har oprettet et callcenter i Guatemala, er benzinselskabet Esso, der betjener kunder i hele Latinamerika fra hovedstaden Guatemala By. Et andet selskab er det canadisk ejede ’Help Desk Now’, der har et center med 400 medarbejdere.

De ansatte i ’Help Desk Now’ sidder rækkevis i båse på en kvadratmeter, hvor der netop er plads til en computer og en telefon.

En gul roterende lampe, der minder om et advarselsblink fra en trafikulykke, gør de ansatte opmærksomme på, at der er ventende kunder i røret. Og når der er rigtigt travlt, må de ikke gå på toilet, hvis der er ubesvarede opkald.

Ofte holder de juleferie i november, for firmaet bestemmer, hvornår den årlige friuge skal holdes, og kun den 25. og 31. december kan de ansatte regne med at have fri.

På væggene hænger hjemmelavede plakater med farvestrålende bogstaver, som minder om fødselsdaghilsner i en børnehave. Men teksten vidner om, at der ikke er plads til leg eller pjat.

På plakaterne står der engelske høflighedsvendinger, som de ansatte skal bruge over for kunderne: ’Hvordan kan jeg hjælpe Dem?’ og ’Jeg vil straks tage mig af sagen’.

På væggen er der også fotocollager med smilende ansatte, der har vundet et TV eller en mikrobølgeovn for at have ydet en ekstra indsats.

Gennemsnitsalderen blandt de ansatte er 23 år, de sidder skiftevis mand og kvinde, og det er ingen tilfældighed, for ifølge ledelsen er kvinder bedst til at klare vrede kunder. Vreden skyldes som regel fejl i en regning eller manglende levering af en vare.

Callcentret har blandt andet kontrakt med et amerikansk el-selskab, hvis kunder ringer til Guatemala, når de er utilfredse med regningen. Statistikken viser, at tre ud af fire opkald kommer fra kunder, der er meget eller lidt vrede, og kun hvert fjerde opkald er fra en forholdsvis rolig kunde.

De mange opkald fra ophidsede kunder har en negativ effekt på medarbejderne, som let rammes af stress og udbrændthed.

’Help Desk Now’ begyndte i Guatemala i 2005, og firmaet råder over to etager i en kontorbygning. Blandt de ansatte er 22-årige Marcela Ayala, gift og mor til en etårig dreng.

Hun taler flydende engelsk efter at have studeret på et irsk universitet, men hun afsluttede ikke uddannelsen, fordi hun blev gravid.

På callcentret tjener hun 2.800 kr. om måneden, og hun arbejder 45 timer om ugen, nogle gange til klokken elleve om aftenen.

Selv om klokken kun er 12 middag, ser Marcela træt og bleg ud bag sin makeup, og forude venter ti timers arbejde.

Hun har ingen fast arbejdstid, for alt afhænger af, hvornår telefonerne ringer. Hvis ingen ringer, bliver hun sendt væk et par timer uden betaling for at skulle komme tilbage, når telefonerne begynder at kime.

Marcela har i gennemsnit 30 opkald i timen, og i de korte pauser skriver hun emails. Hun skal skrive 180 mails om dagen for at få den månedlige bonus på 1.200 kr.

– Det værste ved dette job er, at jeg bliver meget stresset. Der er hele tiden opkald, og mange af dem, der ringer, er vrede. Når jeg kommer hjem fra arbejde om aftenen, er jeg ofte meget træt og vred på grund af stress. Før røg jeg næsten ikke, for det er usundt, men nu tænder jeg en cigaret, så snart jeg får fri for at kunne slappe af, fortæller Marcela.

Callcentre i vækst
Firmaet mangler aldrig ansøgere til jobbet som telefonpasser, fortæller den lokale chef Manuel Aparicio.

Hver måned får han 500 ansøgninger fra unge, der gerne vil arbejde på callcentret, og omkring 130 bliver tilbudt et job efter en samtale og en sprogtest.

Chefen er 27 år, klædt i jeans og hvid, nystrøget skjorte og hans hår er friseret tilbage med masser af gelé. Han har taget en ingeniøruddannelse i Mexico og har tre års ledelseserfaring fra callcentre.

– Jeg tror, der kommer mange flere callcentre i Mellemamerika, for frihandelsaftalen med USA åbner landet for endnu flere udenlandske investeringer. I Guatemala vil staten gøre meget for at tiltrække flere callcentre med skattefordele, og i forhold til andre dele af verden er der hurtig og billig telekommunikation i denne region. Om fem år har vores firma to afdelinger i Guatemala, og mit mål er at skabe mange arbejdspladser og gøre regionen verdenskendt for denne type serviceydelser, siger chefen.

På sin hjemmeside præsenterer ’Help Desk Now’ sig som en canadisk virksomhed med en ’god service, lave omkostninger, en aggressiv sparepolitik samt en frisk og kreativ tilgang til arbejdet’.

Med hensyn til medarbejderne, så bryster ledelsen sig af, at den sørger for sygeforsikring, sociale aktiviteter og præmier til månedens mest produktive arbejder.

Til gengæld er medlemskab af en fagforening forbudt, for det betragtes som illoyalitet over for virksomheden.

Tilbage ved Marcela Ayalas stol, hvor hun beroliger den vrede kunde i telefonrøret.

Ligesom mange andre unge mellemamerikanske kvinder bor hun hos sin mands familie, for det unge par har ikke råd til egen lejlighed, og desuden passer svigermoren Marcelas søn.

Marcela bor en halv times bustur fra callcentret, men om aftenen tager hun en taxi hjem, for kvinder der færdes alene i Guatemala By om aftenen risikerer overfald og røveri.

Tidligere arbejdede Marcela som hotelreceptionist og tjente 1.400 kr. om måneden, hvilket er halvt så meget, som hun får på callcentret.

Marcelas mand reparerer computere, og tilsammen har parret omkring 6.000 kr. om måneden. Nogle af pengene sparer de op for at få en bil til Marcela, så hun kan komme til og fra arbejde.

– Lønnen er rigtig god, og uden en universitetseksamen er det umuligt at finde et job, der kan give lige så meget. Måske er jeg stadig på callcentret om fem år, hvis ikke jeg er kommet i gang med at læse grafisk design på universitet. Jeg vil gerne have en god uddannelse, så jeg ikke skal have et ensformigt job hele mit liv. Min mand siger, at arbejdet på callcentret er ligesom på en samlebåndsfabrik, hvor man skal lave det samme hele tiden, arbejde meget hurtigt og bede om lov til at gå på toilet. Men vi har brug for pengene til at betale regninger, erkender den 22-årige guatemalaner.

Arne Simonsen og Christina Guldbrandt er forfattere til bogen Bananrepublik - Et kritisk portræt af Mellemamerika. Forlaget Siesta. 228 sider, illustreret i farver. Kr. 228.