England: Studerende på et vidensmarked

Af Michael Hunnicke Jensen

Mens brugerbetaling i Danmark, i hvert fald i større omfang, endnu er et fremtidsscenario, så er udviklingen gået en del stærkere i mange europæiske lande, hvor egenbetaling blandt andet har været en realitet i England siden 1997.

En udvikling, som har haft vidtrækkende konsekvenser for det engelske uddannelsessystem, hvor uddannelse i dag betragtes mere som en vare end en rettighed.

De videregående uddannelser er altså ikke længere et offentligt gode, men derimod et tilbud for de mennesker, som økonomisk har mulighed for det. Denne udvikling har medført, at de studerende nu betragtes som kunder og forbrugere, der køber sig til en uddannelse. Erfaringerne fra England viser tydeligt, at dette har alvorlige sociale konsekvenser.

Brugerbetaling har haft alvorlige sociale konsekvenser for det engelske samfund.

Brugerbetaling – en løsning på finansieringskrise?

Da den nu forhenværende engelske premierminister Tony Blair kom til magten i 1997 sammen med sit parti New Labour stod man overfor en række udfordringer i det engelske uddannelsessystem.

Under den foregående konservative regering var der opstået et stort økonomisk hul, hvor et stigende antal studerende betød, at der gennemsnitligt var blevet 40 procent færre midler til den enkelte studerende over en tyveårig periode.

Med inspiration fra en omfattende engelsk rapport (Dearing-rapporten) begyndte man derfor at få studerende til at betragte uddannelse som en investering frem for et offentligt gode. Investeringen vil betyde, at man efter endt uddannelse ville kunne få en indtægt, der var 11-14 procent højere, end én person uden en uddannelse.

Rapportens konklusion var derfor, at man burde indføre en ekstra-skat, som den studerende skulle betale efter endt uddannelse.

Hvor regeringen valgte at acceptere grundtanken i rapporten med uddannelse som en investering, så valgte man dog ikke at følge dens anbefalinger i forhold til, hvordan ”uddannelse som en investering” skulle implementeres.

I stedet for indførsel af en ekstra skat, så valgte man at indføre tuition fees, en brugerbetaling på årligt £1.112, med en indberegnet forhøjelse til £1.200 i 2006. Hermed mente man at have løst finansieringshullet på uddannelsesinstitutionerne. Men da der samtidig skete et fald i de offentlige tilskud til universiteterne, så stod universiteterne i 2006 og manglede samlet £2 milliarder.

Men i stedet for så at øge de offentlige tilskud, valgte man at øge rammen for, hvor meget universiteterne kunne opkræve i brugerbetaling. Hermed var brugerbetaling blevet til virkelighed i England, og uddannelsessystemet bruges i dag som eksempel på, hvordan man kan indføre egenbetaling i andre sektorer, eksempelvis på sundhedsområdet.

Studerende som kunder i uddannelsesbutikken

Med brugerbetalingens indførsel har også de engelske universiteter ændret karakter, og de betragter nu i stigende grad sig selv som en vare på et vidensmarked.

Fra at være et spørgsmål om at lukke et finansieringshul, så har New Labour altså nu udviklet et system, hvor brugerbetaling tjener til at fastholde universiteterne som virksomheder, der konkurrerer om de studerende.

Det har bevirket en øget opsplitning mellem de forskellige institutioner, hvor kvaliteten er meget svingende. Skellet mellem eliteuniversiteter og masseuniversiteter er således forøget betydeligt.

Begge slags universiteter har dog det til fælles, at der er tale om en forbruger/kunde-kultur. Det udelukker dem, der ikke har råd, og det nye vidensmarked har haft alvorlige sociale konsekvenser for det engelske samfund.

Egenbetaling hæmmer social mobilitet

Målsætningen for New Labour har været, at halvdelen af en årgang skal have en videregående uddannelse. Imidlertid opvejer dette ikke nødvendigvis den høje sociale skævhed. Tallene fra 2004 taler sit tydelige sprog, hvor halvdelen af middelklassens børn tog sig en videregående uddannelse, mens det kun gør sig gældende for 19 procent af de laveste socioøkonomiske grupper.

I et forsøg på at modgå denne udvikling, har man for de fattigste grupper indført et årligt tilskud, der dækker de fleste af udgifterne til brugerbetaling i forbindelse med uddannelsesforløbet.

Der er dog mange studerende, som ikke modtager disse tilskud, og stadig har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Samtidig har det bevirket, at mange vælger uddannelser ud fra økonomiske hensyn frem for faglige kvalifikationer.

Et konkret eksempel på de voksende økonomiske problemer er den øgede studiegæld, som nu gennemsnitlig ligger på £10-20.000, når man har fuldført sin uddannelse. Og det rammer først og fremmest studerende fra de lavere sociale lag, der som konsekvens heraf vælger at blive boende hjemme under studieforløbet og ofte vælger billige ”new universities”, som sjældent giver adgang til højtbetalte jobs.

Med den nuværende indretning af universiteterne i England, er der således ingen udsigt til en forbedring af den sociale mobilitet.

Selvom man altid skal være påpasselig med direkte at overføre eksempler fra land til land, så er der meget som tyder på, at udviklingen går den samme vej i Danmark. Og erfaringerne fra England viser, at udviklingen går meget hurtigt. Fra at være studerende kan vi løbet af kort tid været blevet kunder i en butik.

En udvikling som vil være meget problematisk for den sociale mobilitet, for kvaliteten af vores uddannelser og for udviklingen af et samfund, der giver plads til alle.

Artiklen er baseret på data fra
Susan Wright, professor i Educational Anthropology, Danmarks Pædagogiske Universitet

Michael Hunnicke Jensen er Levevilkårsordfører i Danske Studerendes Fællesråd