Med overskriften »Intellektuel ejendom er det 21. århunderedes olie« var vigtigheden af debatten om ophavsretten understreget. Det var da også nogle af de fremmeste notabiliteter indenfor faget, som skulle diskutere copyright, varemærker og patenter.
Således bestod panelet af Lawrence Lessig, professor i jura fra Stanford University i USA og grundlægger af Creative Commons, et alternativ til den etablerede ophavsret. Han blev bistået af Rasmus Fleischer fra det svenske Piratbyrån og filminstruktøren Johan Söderberg.

De kom med hver deres forskellige tilgange, men med en fælles kritisk indstilling til ophavsretten og et ønske om en skabelse af demokratiske alternativer.
Copyright som nutidens olie
Lawrence Lessig lagde ud med en overordnet beskrivelse af copyright som grundlag for debatten:
– Copyright er selve olien for det 21. århunderede. Det er ikke det konkrete billede, film eller bog, men derimod selve patentet, der er nutidens olie, forklarede han og uddybede:
– Copyright hævdes at fremme viden og forskning, fordi det beskytter det, der skabes. Men disse påstande er i virkeligheden et legitimeringsredskab, som beskytter en kommercialisering og monopolisering foranlediget af store firmaers interesser. Det er ikke en nødvendighed.
Teknologisk demokratisering kontra kontrol over kultur
Men hvordan kommer denne konflikt til udtryk i praksis? Det blev illustreret af en række korte filmklip, som alle havde kritisk fokus på forskellige af verdens magthavere. Eksempler på demokratiske redskaber brugt af almindelige mennesker. Problemet er bare, at de er ulovlige:
– Alle typer mennesker bruger nettet til at producere videoer, lave remix og dele viden af enhver slags. På den måde er det blevet et demokratisk rum, hvor alle kan udtrykke sig frit. En mulighed, du ikke havde før i tiden. Det er imidlertid ulovligt, forklarede Lawrence Lessig.

– Hvor går grænsen? Kan en lærer have lov til at dele sin viden med sine elever, og må de bruge den?
Den anden oplægsholder, filminstruktøren Johan Söderberg, kunne her bidrage med sin personlige oplevelse:
– Jeg havde på et tidspunkt produceret en kortfilm med udvalgte klip, som blev vist på MTV. Kort efter blev jeg ringet op af et firma, som ønskede at sagsøge mig, forklarede han til forsamlingen.
– Da jeg sendte dem filmen, som de ikke havde set, undgik jeg et søgsmål, fordi de opfattede det som reklame.
For Lawrence Lessig er det et tydeligt eksempel på det styringsredskab, som copyright også udgør:
– Det handler om en kontrol over kulturen, hvor først og fremmest Hollywood ønsker at styre, hvilken slags kunst og kultur, vi skal se.
Millioner af alternativer til ophavsretten
Generelt var de tre paneldebattører enige i de store linier. Dog havde de forskellige tilgange til, hvordan der skal reageres i kampen mod copyright.
Her stod Rasmus Fleischer fra Piratbyrån for det meste radikale standpunkt:
– Ophavsretten er i praksis kollapset. Vi har ikke én bestemt mulighed for at reagere, vi har millioner, sagde han og lagde dermed grundstenen til den videre debat i forhold til Lawrence Lessig, som ikke er principiel modstander af copyright.
– Jeg tror ikke på, at det er muligt at drive lobbyvirksomhed for bedre copyright. Men jeg mener alligevel, at målet skal være at begrænse copyright til det rimelige, hvilket er vores forsøg med Creative Common, forklarede han og fortsatte:
– I USA giver det ikke mening med piratgrupper, som I har haft succes med i Skandinavien. Vi skal ikke være anticopyright, vi skal sikre nogle fornuftige principper. Vi skal tale for at fremme kreativitet og kultur; det vi kan skabe en bred forståelse af.
Rasmus Fleischer fastholdte dog nødvendigheden af divergerende modstandsformer:
– Jeg tror, det er helt centralt at fastholde, at der ikke kun er én løsning på ophavsretten. Copyright favner langt bredere i dag, fordi vi har accepteret nogle konventioner. Dem skal vi gøre op med, forklarede han og nævnte blandt andet en undersøgelse fra den danske Piratgruppen:
– Undersøgelsen viser, at salget af musik på ingen måde går ned på grund af downloading, men faktisk medfører et stigende salg. Så lad os bruge de muligheder vi har, afrundede han debatten og sendte dermed en opfordring videre til et aktivt deltagende publikum.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96