Nekrolog: Journalist Betina Dalgas er død

Betina blev 35 år og efterlader sig en søn, mand, to søstre og far og mor. Hun efterlader sig også en masse sønderknuste venner, der elskede hende for hendes usædvanlige og gavmilde væsen.

Betina Dalgas. Foto: Niels Hougaard

Betina nægtede at se den anden vej, når mennesker blev ydmyget og krænket. Det var derfor hun levede og skrev, som hun gjorde. Hun troede på, at det betyder noget at skrive. At verden kan blive bedre og mere menneskelig, når de rigtige historier bliver fortalt og læst og lyttet til.

I ti år skrev hun for venstrefløjens aviser. Hun dækkede 1990erne set fra gaden, med de nederstes øjne. Når nogen blev sparket til, var Betina hos dem. Hun skrev om ofrene for racistiske overfald på flygtninge og deres venner i Danmark og Tyskland.

Hun rapporterede fra et belejret og sønderskudt Sarajevo, hvor hun fandt sultne musikere, der solgte deres instrumenter for at få mad. Hun skrev om fyrede buschauffører i Esbjerg, der forsvarede deres arbejdsplads, og blev mødt med hundebid, politiknipler og urimelige varetægtsfængslinger.

»Skæbnehistorier«, kaldte hun det. Og de blev skrevet med en smøg i kæften og et blændende smil, der kunne blæse hvemsomhelst omkuld. Hendes historier fra Ugeavisen Den Røde Tråd, Socialisten Weekend og Moskito var skrevet på dyb empati, vrede over uretfærdigheder – og litervis af kaffe.

Men Betinas sociale indignation blev aldrig misfarvet af bitterhed. Hun elskede at leve, hun elskede kærligheden og mennesker – og også dyr, specielt dumme grimme dyr, som køer og kryb og slanger, som de fleste andre ikke bryder sig om. Betina var overalt, og gav indtryk af at høre præcis lige meget til, hvor end hun befandt sig. Hun fik venner de mærkeligste steder.

Det var en anden tid, da vi først lærte Betina at kende. For femten år siden virkede pastor Søren Krarup som en harmløs tosse, når han sammen med Mogens Glistrup og det danske naziparti holdt møde i Hillerød for at beklage sig over flygtninge. Betina dækkede selvfølgelig begivenheden og blev kaldt for »BZ-presse« og »røde svin«.

Som skribent for den progressive presse nød hun at være ukorrekt, og kunne aldrig nøjes med bare de rigtige meninger. Da filmen Pusher havde premiere, tog hun en ægte baggårdspusher med i biffen for at lave anmeldelse. Hun fulgte med, når nazister hyldede Lenin med 1. maj demonstrationer. Hun interviewede bøsser, der brokkede sig over andre HIV-ramte bøssers elendige teaterforestillinger.

Når hendes avis bragte en hyldest til gadekampen, interviewede Betina hudløst en politimand, der selv havde været i kamp og fået ar på sjælen. Når danske Palæstina-venner indkaldte til Boykot Israel-demonstration, opsøgte Betina tilrejsende tyske aktivister, der boykottede boykotten.

Hun var smuk som bare satan. »Betina var vores maskot«, sagde en af hendes redaktører. Nu er hun pludselig væk, og himlen er faldet ned om ørerne på os med et brag. Hendes allerførste reportager handlede om en bølge af nazistisk vold og mordbrande, der skyllede ind over Tyskland efter genforeningen – og om de modige mennesker, der gik til modstand. Den sidste linje i en af hendes artikler fra en trøstesløs betonghetto lød sådan her: »Udenfor er det brændende hedt og vindstille...«

Sådan er det ikke nu. Ikke hér. Her er vådt og køligt, og sorgen skærer i os alle som en kniv. En dag bliver det nok varmt igen. Tak fordi du gjorde det hedt, al den tid du kunne.

Ulrik S. Kohl er journalist og har arbejdet sammen med Betina Dalgas på Socialisten Weekend.